Nr. 2?

Vi startede på projekt baby nr 2 da vores datter var 1,5 år gammel.. 

Desværre har vi været noget uheldige, og har mistet 2 indtil nu.. Og nu er vores datter 2,5 

Bertris skriver:

pb2 blev sat igang i november, og vores første var fra marts, så 7 måneder gammel  
Efter to måneder blev jeg gravid, og der er 18 måneder og 2 uger imellem dem. 
Det er hårdt (lillebror er kun knap en måned) men vil sige det kunne være langt værre, i det mindste har lillebror ikke kolik og sover fornuftigt om natten også elsker storesøster hende himmelhøjt. Men det er ikke let at fordele tiden uden dårlig samvittighed overfor den ene eller den anden. 

Okay. Det kan vel næsten altid være hårder end det er? Men det jo aldrig til at vide, hvilken baby man får. 

Men mht. samvittigheden og fordeling af tid. Tror du så ikke det vil være sådan uanset om der er 1 måned, 5 år eller 10 år mellem børnene?

lineog4 skriver:

Min erfaring er nu også at under 3 år er fint, men jeg sådan helt egoistisk følte jeg gik glip af de gode år - jeg elsker tumlinge alderen fra 1 til 4 og vil bare rånyde den alder og med en baby har man ikke samme tid til at rånyde  Men drengene har det skønt sammen og tror slet ikke de kan forestille sig at det var bedre uden en bror.

Jeg kunne få et helt fodboldhold, men har (heldigvis) en mand der siger stop, men for mig er børn blevet meningen med livet 

Jeg er nok ikke den rette at spørge om forskellen mellem 1 barn og 2, for var der i livet hvor de små forviklinger, de små udfordringer var så utrolig små og jeg var bare tilfreds med lillebror levede. Men nej jeg synes ikke der var de store udfordringer i at gå fra 1 til 2, man har selvsagt lidt mindre tid til sig selv og jo heller ikke den store alene tid med den ene med mindre man bevidst vælger at have det. Lillebror var en nem dreng og det gav en del tid til storesøster.

Jeg synes derimod at gå fra 2 til 3 var en kæmpe mundfuld, havde konstant en hånd for lidt, hørte mig selv sige; vent rigtig mange gange... Men den mindste var også en rigtig putter, der bare helst ville sin mor hele tiden. Han var også super glad og stjal billedet (og gør det stadig nu som 4 årig) og jeg synes især den midterste (som også er utrolig nem på sin egen besynderlige måde) det ikke får det jeg gerne ville give.

Det har det nok ret i.

Syntes det godt, at du så også acceptere hans valg. Det jo slet ikke alle der gør det :/ Altså acceptere mandens valg.

Hvad så hvis man allerede ved nr. 1 ikke har meget tid til sig selv?

Det har jeg faktisk også altid spekuleret over. For ved to har du trods alt en hånd til hver eller en forældre til hver. Men hvis der er tre. Så vil der næsten altid være en som lige skal vente. Men det løser man selvfølgelig også hvis man står i det. 

Ciss skriver:

Jeg blev gravid med nr to i første forsøg. Da var Storesøster ca 14 måneder.

Jeg havde egentlig været lidt småskruk helt fra hun var 3 måneder, men da hun blev et år begyndte jeg at føle at overskuddet var der. Manden var ikke fuldt så ivrig, men hverken han eller jeg har søsken som er tæt på os i alder, så det var noget, vi virkelig ønskede for vores børn, så da blev det sådan.

Okay. Så han "sprang" bare ud i nr. 2? 

Har du arbejde? Hvis ja, hvordan reagerede de så på, at du næsten kun lige nåede tilbage på arbejdet?

Det kan jeg godt forstå. 

MHB skriver:

Vi har kun 1 barn og er ikke i gang med PB2 endnu, men har tilladt mig at svare alligevel Jeg tror pb2 vil komme på tale når vores søn er 2-3 år gammel. Jeg har intet behov for at skulle i gang før! Min kæreste ville gerne have børn tæt da der kun er 13 mdr mellem ham og hans søster, men det dur simpelthen ikke i vores nuværende situation (i forhold til arbejde og uddannelse) og jeg har det bedst med at vente et par år! 

Tak for dit svar  

Okay. Og det acceptere manden vel bare? 

Jeg syntes det er lidt fedt, at se at der faktisk er nogle mænd, som gerne vil have flere end et barn. Altså hvor det er manden der er klar først.

Mikro skriver:

Vi begyndte på projekt lillebror/lillesøster for ca. 6 mdr. siden, da vores datter var 4½ år. Diverse ydre omstændigheder med sygdom,  osv. har resulteret i, vi ikke kunne starte før. Og nu må der gerne snart ske noget! (Er meget utålmodig!)

Der bliver i hvertfald 5½- 6 år mellem dem.. Hvilket jeg egentligt synes er alt for meget, men ikke så meget at gøre ved det. Vi havde ellers ønsket at kunne gå i gang med nr 2, da den første var knap 3 år.

 

Det jeg ked af at høre. Men ja desværre er der nogle omstændigheder der kan spille ind. :/ 

Men  for at det snart lykkedes igen for jer. 

Krussedulle skriver:

Jeg stemte 3-4, men det var der han blev storebror.. 

Jeg havde egentlig termin da han blev 3, så svaret burde have været 2-3

Men jeg mistede i den graviditet. Og han blev så først storebror et par måneder før han blev 4.

Arh okay. Det jeg ked af at høre :/

Okay. Tak for dig svar

Bell'star skriver:

Vores plan var fra start af, st vi ville begynde på pb2 når vores søn var 20mdr (for så ville han være minimum 2,5år når han blev storebror, og set så vi som en god alder) 

vores søn er dog nu næsten 15mdr gammel, og vi er (allerede) netop begyndt pb2  (ikke sådan meget seriøst med ægløsningstest osv, bare smidt p-pillerne og så tager vi det som det kommer) 

Vi har simpelthen lyst til en nummer to begge to, og er derfor blevet enige om, at der ingen grund er til at vente de ekstra måneder, når vi begge føler os klar. (Og man ved jo alligevel ikke hvor længe det tager før den er der) 

Uhh. Spændende. Håber der hurtig bliver gevinst. 

Fedt at i blev enige om, hvornår i ca. skulle gå igang, og så "forkortede" ventetiden fordi i blev klar hurtigere

Nej det har i da også helt ret i.

Krydser for, at det kommer til at gå hurtig. 

JH12 skriver:

Vi startede på projekt baby nr 2 da vores datter var 1,5 år gammel.. 

Desværre har vi været noget uheldige, og har mistet 2 indtil nu.. Og nu er vores datter 2,5 

Det jeg ked af at høre :/ 

Håber snart det lykkedes for jer, og at den lille spire vil/kan hænge fast. 

Anonym skriver:

Det har det nok ret i.

Syntes det godt, at du så også acceptere hans valg. Det jo slet ikke alle der gør det :/ Altså acceptere mandens valg.

Hvad så hvis man allerede ved nr. 1 ikke har meget tid til sig selv?

Det har jeg faktisk også altid spekuleret over. For ved to har du trods alt en hånd til hver eller en forældre til hver. Men hvis der er tre. Så vil der næsten altid være en som lige skal vente. Men det løser man selvfølgelig også hvis man står i det. 

Hvis man ikke har meget tid til sig selv med nummer 1, så tror jeg man vil smile bredt når man står med nummer 2 og 3 og 4 og og og og tænke hold op hvor havde jeg meget tid til mig selv med nummer 1.

Jeg er en af dem der følte alt min tid gik til min datter, men da jeg så stod med 3 og endda også med 3 børn måtte jeg grine af mig selv , for hold da op hvor jeg havde meget tid med kun et barn... Med 2 så har man jo det andet når det ene sover, en sover længe om morgenen og en står tidligt op (i dag hed den 4.15 her hjemme), en vil sidde på skødet når den anden leger for sig selv, en vil med på toilettet, en vil med i bad, en vil med ud og købe ind og og og og.... Men det er skønt og giver jo tifold igen