Janey skriver:
Bare fordi han ikke vil fri, betyder det vel ikke, at han ikke vil giftes med dig. Som skrevet: min mand ville aldrig fri til mig, men han ville da gerne giftes med mig, fordi det betød noget for mig, så jeg ser ikke noget lighedstegn mellem frieri og lysten til at være gift. Jeg synes, det virker lidt som om det mere er frieriet end brylluppet, der er vigtigt for dig.
En advokat kan sikre jer næsten lige så godt som et bryllup kan, men der er nogle forskelle som, at I som samlevende skal betale arveafgift, når den ene part dør og, at der ikke er mulighed for at sidde i uskiftet bo ved den ene parts dødsfald.
Jeg ved godt, at jeg ikke kan sætte et direkte lighedstegn mellem frieri og lysten til at være gift, men han har udtrykt direkte flere gange, at han ikke har noget ønske om at blive gift, så den del følte jeg mig egentlig ret sikker på, da jeg foreslog en advokat i stedet.
Hvis det nogensinde bliver til, at vi bliver gift, så bliver der nok ikke noget bryllup overhovedet, men bare en rådhusvielse, der sandsynligvis kommer til at foregå efter job, inden der skal handles ind og hentes barn, så her regner jeg ikke med, at der kommer til at være bare en lille gnist af romantik og hygge. Og jeg ved, at jeg ville være ked af, ikke at kunne huske tilbage på en hyggelig bryllupsdag, så derfor er frieriet blevet vigtigt for mig, da det så på en eller anden måde kommer til at udgøre en erstatning for det jeg kommer til at mangle, da jeg er af natur er romantisk anlagt.. Giver det mening?
Jeg står altså med en kæreste der:
- Har sagt direkte, at han ikke har noget ønske om at blive gift
- Synes det er noget pjat, og ikke har lyst til at skulle bruge tid og penge på at blive sikret via advokat
- Meddeler at så må vi da vel så blive gift, hvis jeg virkelig insisterer på, at en økonomisk sikring inden vi køber hus
- Synes det er noget pjat, at det betyder noget for mig, at blive friet til og at blive gift
Jeg ender med at sidde tilbage med en følelse af, at hvis vores forhold skal udvikle sig videre (købe hus, blive gift, etc.) så er det mig, der skal foretage alle kompromiserne. Men vores forhold er såmænd rigtig godt som det er, så måske jeg også bare skal acceptere (og få ham til det), at det ikke behøver at udvikle sig yderligere? Der er jo ingen der har sagt, at man ikke kan have et godt liv uden at købe hus.
