Jeg er også helt enig i at TS selv har valgt barnets far, og at det er mystisk at hun finder en ny kæreste så kort tid efter.
Men hvis faren vælger at gå netop pga. at han ikke ønsker at være far alligevel, da det ER for sent at få en abort, hvorpå han truer og tigger hende om en sen abort i uge 20 (pænt ydmygende hvis du spørger mig), så kan jeg faktisk godt forstå at hun hader ham? Og så synes jeg faktisk at han har frasagt enhver form for ret til det barn?
Til TS så står ved mit tidligere svar ud fra ovenstående begrundelse og synes bestemt at du skal stoppe kontakten til din eks. Det lyder som om at han gør det for at provokere dig.
Det er IKKE dig der nægter ham samvær, det har han helt selv sørget for i sin tid da han gik fra dig. Hvis han virkelig havde fortrudt og oprigtig talt ønskede et forhold til barnet, ville han ikke stille betingelser men i stedet tage i mod det, han kunne få.
Jeg forsøger stadig at forstå, hvorfor nogen kvinder mener, at det bedste for barnet er at forsøge at få noget til at fungere med en, der tydeligvis ikke ønsker, at det skal fungere. - Altså stiller sig selv en umulige opgave.
Hvis man ser trådene igennem, så kan man læse om utallige kvinder, der ikke har andet end problemer, fordi faren til deres barn nægter enhver form for samarbejde. Og undskyldningen for at blive ved er altid, at det er det bedste for barnet.
Det er ikke en skid godt, men faktisk er det pisse synd for barnet.
Jeg mener ikke at det er det bedste for barnet at have en idiotisk biologisk far, der kun gider at se barnet HVIS (...) - som om det var en tvang.
En far skal have lyst til at se sit barn ubetinget. Det er TS der ønsker et samarbejde, og så længe faren ikke ønsker det, kommer det ikke til at ske. Det vil kun give problemer for TS og barnet på sigt, og måske kan det ødelægge chancerne for at få noget nyt og stabilt op at køre med din nye kæreste.