Jeg tror jeg bliver mobbet.... (Meget langt)

Fagforeningen vil sikkert også gøre dig opmærksom om at få et samarbejde med arbejdsmiljøet. Igang på stedet. Vigtigt at du får fortalt dem foa at din bekymring går på at skulle kunne blive fyret ved at sige det mindste.

 

Angående. Sygdom er der kommet en masse nye regler hvor ledelsen har pligt til at følge op på sygdom. Men igen nye regler er ikke inde i dem. 

Har også arbejdet inde mange år. Og man må selv finde frem til hvor ens grænse går. Det er vigtigt du ikke bliver til den person hvor folk ender med forventning om.at du altid hjælper og klare det praktiske.

Angående medicin så lav den regel at det er dem der har borgeren på papiret der har ansvaret for.medicinhåndteringen. 

Held og lykke. 

Muhmi skriver:

Ja selv som voksen...  Jeg troede ikke rigtig på det, men da jeg i dag stod på grådens rand fordi jeg bliver kørt på, så gik det op for mig hvor groft jeg bliver udnyttet.

På forhånd vil jeg undskylde hvis der er ting der kommer til at mangle i mine beskrivelser og hvis det vil "lyde" ufærdigt. Men der er så mange ting som gør at jeg føler som jeg gør og det er ikke sikkert at jeg kan huske alle tingene, men følelserne i mig er ægte og jeg tror ikke de er der ubegrundet......

 

Nå, men (find bare kaffekoppen frem nu hvis det er, det bliver langt )... Sagen er den at ja, jeg tror sgu jeg bliver mobbet på min ferie-afløsningsjob.

Jeg er uddannet social og- sundhedshjælper og med det ved jeg naturligvis godt at jeg på en måde er nederst i hierarkiet når det kommer til arbejdsopgaver og fordeling. Men når det kommer til det punkt hvor jeg bliver tildelt 4 borgere hvor de andre bliver tildelt 2, eller jeg bliver tildelt 3 borgere og de andre en enkelt, så kan jeg ikke helt forstå rimeligheden i at de skulle være bedre uddannet (assistenter) men kan sidde mere på deres flade og drikke kaffe?

Ikke fordi det overhovedet skal gå op i kaffepauser, jeg har det fint med at nuppe en lille kop i ny og næ istedet for at sidde i en halv time og kede mig de sidste 10 minutter af pausen. Rejser mig derfor også nogle gange før de andre fordi jeg simpelthen ikke gider bruge min arbejdsdag på at kede mig.

Jeg har på ingen måde brug for at have mindre borgere, jeg synes det er dejligt at dagen går så hurtigt fordi man er travlt optaget. Det er måden det bliver gjort på og det skal jeg nok komme til.

Jeg har det her job for at hjælpe borgere og selvfølgelig hjælpe mine kollegaer med deres borgere, ingen problemer i det, det er måden det bliver gjort på, lige i dag, der leder til at mine følelser er ekstremt såret.

Jeg er sjældent særlig syg men når jeg er, så har jeg selvfølgelig brug for hvile ligesom alle andre og ikke blive tvunget på arbejde af mange "bønfaldende" (De kunne aldrig finde på at bønfalde mig) beskeder fra kollegaer for til sidst at blive ringet op af ledelsen og blive tvunget på arbejde "Så har vi to en aftale ikke? *wink wink*"

Jeg er et meget venligt menneske, måske for venlig, måske endda naiv i mine tanker omkring det at skulle blive fastansat (Bare i et par mdr. udover ferie-afløsning, for så kan jeg få voksenelevløn, når jeg vil videreuddanne mig). Jeg hjælper hjertens gerne og jeg vil rigtig gerne gøre et godt (hårdtarbejdende) og humoristisk (ikke fjollet, bare glad) indtryk på mine kollegaer, så de vil finde mig som et frisk pust, eller endda en ligeværdig medarbejder. Men ak, dette bliver ofte udnyttet, også i min elevtid.

Åh gawd det kommer til en masse små beskrivelser nu, men bær over med mig og hvis du vil læse det hele, så klapper jeg i mine små potter for dig, som tak 

 

Lad os starte med i dag, så kan det være der popper flere ting op undervejs.

Det hele begyndte for 6 dage siden, hvor jeg natten til lørdag bliver syg med feber, hoste, snot og væske ud af ørerne = ingen søvn i løbet af natten. Jeg ringer så lørdag morgen, da jeg normalt skulle have været oppe, men ingen af de numre jeg prøvede virkede til det jeg skulle bruge dem til, undtagen til sidst og der havde der gået et kvarter med at finde det rigtige nummer, så derfor blev klokken 06.25 (jeg skal møde 07.30) før jeg fik fat i én jeg kunne sygemelde mig hos, hun tager det fint nok og så er det egentlig det, jeg får bare af vide at jeg skal ringe dagen før jeg er rask igen.

Jeg har dagvagt: Lørdag, søndag, mandag og tirsdag. Fri onsdag og så en vagt igen i dag, torsdag.

Mandag, har min telefon ikke ringet (intet ubesvaret opkald, dette gør den ofte) men der ligger en besked på min telefonsvare, jeg tjekker aldrig telefonsvarebeskeder (Ja jeg er doven, sue me) og da jeg jo er sygemeldt tænker jeg ikke videre over at det kunne være fra arbejdet af. Jeg ville jo selvfølgelig gerne være sikker på at jeg var helt rask før jeg tager tilbage på arbejde og jeg kender altså ingen med de symptomer som jeg havde til at starte med, der ville være friske igen efter to dage, så er man i min verden ikke syg nok til at sygemelde sig fra starten af.

Tirsdag får jeg et ukendt opkald og da jeg af princip ikke besvarer ukendte numre, så tager jeg heller ikke dette opkald. Der bliver så lagt en besked på min telefonsvare og nu lytter jeg så til den og finder ud af at der er blevet lagt én besked mandag og nu én tirsdag. Her hører jeg en af kollegaerne ringe til mig og hun snakker til mig i en bebrejdende tone:

"Ja hej Sanne, det er B***** ude fra ********* afdeling *******. Jeg vil godt høre om du snart er ved at være rask igen, så hvis du lige vil ringe tilbage så vi kan få en snak om det. Ja okay, hej."

Anden besked:

"Ja hej Sanne, det er B***** ude fra ********** afdeling *******, jeg ved godt det er lidt frækt at ringe til dig, men jeg ville lige høre om du er klar til i morgen? Vil du ikke godt lige ringe tilbage så vi kan få en snak om det her?"

Jeg sidder sådan lidt paf tilbage og tænker ok, må de egentlig det og  diskuterer det lidt med Anders mens vi sidder udenfor, i mellemtiden ringer min telefon så igen og jeg når ikke at tage den, kigger på nummeret og tænker det må være fra børnehaven af, så jeg ringer tilbage og den går så på voicemail. Så hører jeg min mands telefon ringe og jeg tager den så og så er det lederen der ude fra hvor jeg arbejder. Og i den samtale der spørger hun ind til hvad jeg fejler og hvornår jeg selv tror jeg er klar til at komme på arbejde igen? Jeg svarer at det ved jeg ikke, fordi det ene øjeblik har jeg det nogenlunde, spiser 3 smertestillende og suger strepsils for at kunne være til og når de ikke virker har jeg feber, hoste som sidder i halsen istedet for lungerne, hovedpine, mangel på søvn og rysten i kroppen. Nå, hun vil så liiiige høre om vi ikke kan lave en aftale (bare os to imellem) om jeg ikke lige kommer på arbejde torsdag medmindre andet kom i vejen (Sagt i en tone som ville sige dig at hvis du ikke gør det her, så kunne du måske godt få en fyreseddel). Til det svarer jeg at jo det kan vi godt (For jeg har selvfølgelig ikke lyst til at miste min indtægt og kunne godt høre tuslen i det)

 

Da jeg så kommer på arbejde i dag, stadig med feber, en forfærdelig hoste, rysten og bævren i kroppen, er de to (gimper) skulle være på vagt med ( den ene af dem er B*****) fuldstændig ligeglade med at jeg rent faktisk stadig er syg og det i sig selv er vel ok, for jeg forventer ikke at de bare ville sende mig hjem igen, det er jo mit eget valg at møde op, men jeg føler mig meget truet til det.

Nå, der skal så uddeles borgere, det er B*****, der gør det. Nå ja hende her jo nem nok, hende kan du få A**-*****... Sådan står de så ellers og deler nemme borgere ud til dem selv og giver mig de tre hårdeste borgere på afdelingen, hvilket for mig er fint nok, men så kommer sætningen (B*****): Ja, vi kommer jo til at få en nem formiddag (kigger på A**-*****, med et velvidende smil) og det gør du jo så også (kigger på mig med et hånende smil) hvorefter de begge fniser som skoletøser.

Tænker for mig selv... Jaja, I giver den bare gas...

Jeg er ved at være på det punkt hvor jeg bare ikke vil sige noget, for så springer jeg seriøst i luften...

Formiddagen forløber fint og selvom jeg har de tre hårdeste borgere, så er de alle tre klar til at spise morgenmad samtidig (Hvilket måske i deres øjne virker til at så er mine opgaver måske ikke hårde nok) men nej, jeg er måske bare lidt bedre til at tilrettelægge besøgene inde hos dem..

Disse to assistenter sidder det meste af formiddagen og læser adviser, hvilket er helt fint, men der må også komme et punkt hvor man har læst dem alle sammen, de havde jo været på arbejde dagen før, så der er nok ikke sket så meget henover aftenen og natten.

Vi går til pause.

Det skal lige hilses at siges at når de her to taler til mig, så taler de ikke TIL mig, de taler NED til mig, som om jeg ikke fatter hvad faget går ud på.

Vi kommer så tilbage og lidt efter spørger A**-***** om jeg lige vil hjælpe nede hos én af hendes borgere.

SIDENOTE: Jeg har en dag oplevet at B***** er kommet til mig (med en kaffekop i hånden) og sagt at én af mine borgere gerne ville have en stikpille og at hun lå klar til det derinde, dette har borgen sagt til hende da hun er gået forbi. Jeg kommer lige nede fra en af B*****s borgere og har lagt ham i seng (Apopleksi og slidgigt) hvilket ikke gør mig noget, men han havde ringet på telefonen og hun sendte kaldet videre til mig. Hvorefter hun så går ind i personalerummet og giver sig til at læse adviser. Dette er ikke et enestående eksempel, der ligger rigtig meget i luften at den borger man bliver tildelt fra morgenen af går man selv ind til, ved kald, hvilket jo er fair nok, men JEG går ind til alle kald, ligemeget om det er min borger eller andres, jeg giver ikke bare pølsen videre, hvis jeg selv har tid.

END OF SIDENOTE.

Men ja, selvfølgelig vil jeg hjælpe, ingen problemer, for vi skal da hjælpes ad så dagen går nemmere.

Vi kommer så ind til denne borger, der ja, har lavet meget stort og da jeg regner med at jeg er hjælpen, gør jeg ikke klar til at skulle gøre boregen ren, for det burde A**-***** have gjort inden hun kaldte på mig, det er jo trods alt hendes borger. Da vi får lagt borgen i seng, stiller A sig så på siden (som er hjælperens side, altså den der holder borgen, mens der bliver gjort rent bagtil) og kigger på mig med store spørgsmål i øjnene "Øhh, du skal ligesom bruge handsker og noget vand, så du kan tørre" Kigger paf tilbage, for jeg regnede jo med at jeg var hjælpen og hun var, ja, den der tog sig af hendes borger (Men intet problem, jeg gør som der bliver sagt).... Nå... "Vi" bliver færdige og så går jeg videre med at gøre mine andre borgere klar til henholdsvis udebesøg osv.

SIDENOTE:

Jeg hoster voldsomt, er svimmel, konfus og ryster indenvendig.

END OF SIDENOTE.

Da vi så skal spise sætter jeg mig ude ved borgerne fordi, så kunne jeg da sidde lidt og hygge sammen med dem, mens de spiser. Det kan borgerne godt lide og jeg havde virkelig brug for det.

A og B, siger så til mig at der skal jo altså også laves bakker, til dem på værelserne, hvor jeg så svarer: "Skal jeg så gøre det?" (De laver ingenting, de kunne ligeså godt gå hånd i hånd og række tunge af mig) Hvor de så fnisende siger: "Tjaa, det kunne du vist godt gøre" og så går de deres vej mens de fniser sammen.

Dette er igen deres borgere jeg skal lave bakker til og dermed også huske middagsmedicin til. Mine borgere sidder ved bordet.

Jeg gør som jeg får besked på fordi, det er min opgave som sosu-hjælper og min moralske pligt.

De kommer så tilbage og sætter sig ind i personalerummet men A kommer dog ud og laver én bakke til en borger.

Efter hun har afleveret bakken griber (ikke fysisk) hun fat i mig og beder mig HJÆLPE inde ved borgeren vi var inde hos tidligere, jeg siger ja og går med, denne gang gør jeg klar til hende så hun bare kan gå igang med at skulle hjælpe hendes borger med at blive ren. Men da vi har lagt borgeren i seng (Loftslift) og jeg skal til at gå om på hjælperens side af sengen, maser A sig praktisk taget ind foran mig og stiller sig på hjælpersiden.

På dette tidspunkt har jeg enormt meget lyst til at spørge hende "Om jeg skulle hjælpe, eller om jeg ikke bare kunne overtage borgeren selv, for hun gjorde faktisk intet selv derinde!" men som altid, tier jeg, fordi jeg ikke har lyst til at tage sådan en kamp foran borgeren.

Men "vi" får gjort de ting "vi" skal gøre og så er det videre i dagsordenen.

Inden vi skal til næste spisepause, spørger A mig:
Har du givet medicin inde ved ****? (Hvor jeg i et forvirret øjeblik forveksler **** med en anden borger) og jeg svarer: Ja. A: Er du sikker? Mig: Ja..? A: Nå, for jeg kommer lige dernede fra og der var ikke givet medicin. Mig: Nå okay, har du så givet det? A: Nej, for jeg troede h*n var hernede (Det vidste hun godt at h*n ikke var) og desuden så har du jo ikke givet ******** da du stile en bakke derind!! Mig: Nej okay, men skal h*n så også have? A: Nej det har jeg selv givet.

Alt dette bliver sagt i en meget nedladende tone til mig og jeg svarer ikke i den pæneste tone, men mere i en meget undrende tone.

Derefter gør jeg (som altid) klar til vores frokostpause (Laver kaffe, sætter på bordet, osv osv.)

Og siger pænt til A og B at jeg går over i afd. ******* og gør klar til os. De svarer så: Ja vi skal jo altså lige skrive.

SIDENOTE:

Jeg har ikke fået kode til omsorgs-systemet til trods for at jeg har arbejdet der i halvanden måned nu, så jeg kan ikke læse adviser eller skrive i systemet.

END OF SIDENOTE.

Vi andre holder pause, mens de to, A og B, sidder og "skriver" i 35-40 minutter. Jeg kan godt regne ud at de ikke kun skriver men at de bestemt sidder og bagtaler mig for groft.

Da vi andre så er færdige med pausen, kommer de to så for at holde pause, så derfor er det jo, igen, mig der skal gøre klar i afd. med eftermiddagskaffe og køre rundt med det (Igen, jeg har ikke noget imod det, men det bliver altså træls at det ALTID er mig, mens de andre sidder og "læser") Da kaffevognen er klar begynder jeg at gå rundt og de kommer så tilbage, A forsvinder et eller andet sted hen og jeg ser hende ikke mere den dag (Hun havde ikke tidligt fri) og B, sætter sig igen ind for at "skrive", med en kaffekop i hånden.

Jeg går rundt med kaffe og på det her tidspunkt er jeg fandeme godt brugt. B spørger så om alle er kommet op, hvortil jeg svarer at **** og ********* ikke er kommet op fordi de sov tungt og når jeg andre dage har været inde hos dem har de ofte ikke ville have kaffe eller også ville de gerne sove mere. Men B siger så, jamen det skal de jo (Klokken er nu 14.45, jeg har fri kl. 15.00. B skal være der til kl. 15.30) så jeg går ned og hjælper en borger op og spørger om h*n vil have noget kaffe? Men nej det vil h*n ikke. Men et glas safte vand ville h*n gerne have.

Nu er klokken så 14.58 og så kommer B og spørger mig om de begge er oppe og jeg svarer at det er den ene. B fnyser nærmest og siger så: "Nå jamen den sidste skal jo også op!" og begynder at gå i retning af borgerens værelse.

På det her tidspunkt, vil jeg bare hjem, så jeg ligger min telefon fra mig på kontoret og går.

 

Dette er BARE i dag... Jeg har, lige siden jeg begyndte, været udsat for flere ting, mange flere ting, men i samme boldgade, end beskrevet her. Jeg kan jo altså tydeligt mærke når folk prøver at undgå arbejdedet ved at "gemme sig" i unødvendige gøremål og "så skal de lige skrive, eller læse"

 

Jeg er bare så træt af den her opførsel overfor min godhed og at jeg bliver udnyttet, fordi jeg i deres øjne, ikke er bedre værd.

Jeg var på grådens rand i dag, efter det med medicinen. Jeg kan simpelthen ikke forstå hvad jeg gør galt for at blive talt til på den måde og hvorfor folk tror de vade på mig....

 

Ja, I må endelig spørge hvis det er... Men please, HVIS I vil bonke mig i hovedet for noget, vil I så ikke godt lige være søde at være søde lige nu, I må gerne skrive hvad I mener om det hele, men jeg har brug for at få luft ved at skrive det og jeg har brug for råd om hvordan hulan jeg skal takle det her.

 

Tusind tak for din tålmodighed hvis du har læst med så længe 

Kæmpe krammer til dig! Det lyder på din historie som om der virkelig er noget om snakken. Du bør virkelig tage den med din tillidsrepræsentant eller fagforening. Det er bare ikke iorden, det der foregår!

Jeg læste din beretning i går, men vidste egentlig ikke hvad jeg skulle svare....

Har nu set mange har svaret det jeg ville, nemlig at du har en engels tålmodighed og de klart har udnyttet den og det faktum at du ikke vil fyres.
Det er selvsagt ikke i orden...

Men her stopper min enighed så også med de andre, for en god kollega siger det direkte først før man går til fagforening og ledelse. Hvis du ønsker at blive på den arbejdsplads har du også et ansvar for arbejdsmiljøet, og det kræver man tør tage bladet fra munden (siger kvinden der selv er utrolig konfliktsky) og giver dem chancen for at ændre før man går til deres overordnede.
Fint nok at rådføre sig med fagforeningen, hvis man har behov for en sparring, men ikke at starte en sag før man selv har sagt fra,

Jeg ved heller ikke om jeg vil kalde det mobning, men jeg vil klart kalde det dårlig opførsel og en nedladende væremåde som de på ingen måde kan være bekendt. Men mit råd ville være du brugte i dag på at få tænkt formuleringer igennem så du i morgen kan tage tyrene ved hornet og måske det hvor I deler borgere få fortalt hvordan det har været at være dig, og du forventer trods du er vikar og sosu at de behandler dig ligeværdigt.

Hvis I er inddelt i teams, så du altid skal arbejde sammen med de to, er du nødt til at få sagt fra over for dem, og så gå til lederen, hvis det ikke hjælper. Og så er det vigtigt at huske, at de er "kun" dine kollegaer og ikke dine overordnede bare fordi, de har en længere uddannelse. Det er lederen på arbejdspladsen, der fyrer folk og ikke dine to kollegaer.

Ud fra hvad du skriver, opfatter jeg det som om, du vil ringe til fagforeningen for at få noget sparring omkring din situation og, at det ikke er for decideret at starte en sag i første omgang. Jeg er ikke inde i alle reglerne inden for arbejdsretten, men jeg tror heller ikke FOA kan starte en sag op, når ledelsen ikke er informeret om problemerne og har haft en mulighed for at rette op på problemerne.

Men den måde, du bliver behandlet på, skal stoppe NU.

Jeg er rystet. 

Sikke da nogle gimper. Det der må du simpelthen ikke finde dig i.

Jeg ved ikke om det hjælper at gå til lederen, for hun lyder da ikke for snu. De må da på ingen måder ringe til dig og sådan tvinge dig på arbejde når du er syg.

Jeg synes også du skal tage fat i din fagforening. Og så skal du simpelhen sige fra. Helt ærligt - jeg ved godt at jobs ikke hænger på træerne - men har du overhovedet lyst til at blive der, sådan som tingene ser ud nu?

Stort kram til dig.... du er simpelthen for god af dig! 

 

Muhmi skriver:

Ja selv som voksen...  Jeg troede ikke rigtig på det, men da jeg i dag stod på grådens rand fordi jeg bliver kørt på, så gik det op for mig hvor groft jeg bliver udnyttet.

På forhånd vil jeg undskylde hvis der er ting der kommer til at mangle i mine beskrivelser og hvis det vil "lyde" ufærdigt. Men der er så mange ting som gør at jeg føler som jeg gør og det er ikke sikkert at jeg kan huske alle tingene, men følelserne i mig er ægte og jeg tror ikke de er der ubegrundet......

 

Nå, men (find bare kaffekoppen frem nu hvis det er, det bliver langt )... Sagen er den at ja, jeg tror sgu jeg bliver mobbet på min ferie-afløsningsjob.

Jeg er uddannet social og- sundhedshjælper og med det ved jeg naturligvis godt at jeg på en måde er nederst i hierarkiet når det kommer til arbejdsopgaver og fordeling. Men når det kommer til det punkt hvor jeg bliver tildelt 4 borgere hvor de andre bliver tildelt 2, eller jeg bliver tildelt 3 borgere og de andre en enkelt, så kan jeg ikke helt forstå rimeligheden i at de skulle være bedre uddannet (assistenter) men kan sidde mere på deres flade og drikke kaffe?

Ikke fordi det overhovedet skal gå op i kaffepauser, jeg har det fint med at nuppe en lille kop i ny og næ istedet for at sidde i en halv time og kede mig de sidste 10 minutter af pausen. Rejser mig derfor også nogle gange før de andre fordi jeg simpelthen ikke gider bruge min arbejdsdag på at kede mig.

Jeg har på ingen måde brug for at have mindre borgere, jeg synes det er dejligt at dagen går så hurtigt fordi man er travlt optaget. Det er måden det bliver gjort på og det skal jeg nok komme til.

Jeg har det her job for at hjælpe borgere og selvfølgelig hjælpe mine kollegaer med deres borgere, ingen problemer i det, det er måden det bliver gjort på, lige i dag, der leder til at mine følelser er ekstremt såret.

Jeg er sjældent særlig syg men når jeg er, så har jeg selvfølgelig brug for hvile ligesom alle andre og ikke blive tvunget på arbejde af mange "bønfaldende" (De kunne aldrig finde på at bønfalde mig) beskeder fra kollegaer for til sidst at blive ringet op af ledelsen og blive tvunget på arbejde "Så har vi to en aftale ikke? *wink wink*"

Jeg er et meget venligt menneske, måske for venlig, måske endda naiv i mine tanker omkring det at skulle blive fastansat (Bare i et par mdr. udover ferie-afløsning, for så kan jeg få voksenelevløn, når jeg vil videreuddanne mig). Jeg hjælper hjertens gerne og jeg vil rigtig gerne gøre et godt (hårdtarbejdende) og humoristisk (ikke fjollet, bare glad) indtryk på mine kollegaer, så de vil finde mig som et frisk pust, eller endda en ligeværdig medarbejder. Men ak, dette bliver ofte udnyttet, også i min elevtid.

Åh gawd det kommer til en masse små beskrivelser nu, men bær over med mig og hvis du vil læse det hele, så klapper jeg i mine små potter for dig, som tak 

 

Lad os starte med i dag, så kan det være der popper flere ting op undervejs.

Det hele begyndte for 6 dage siden, hvor jeg natten til lørdag bliver syg med feber, hoste, snot og væske ud af ørerne = ingen søvn i løbet af natten. Jeg ringer så lørdag morgen, da jeg normalt skulle have været oppe, men ingen af de numre jeg prøvede virkede til det jeg skulle bruge dem til, undtagen til sidst og der havde der gået et kvarter med at finde det rigtige nummer, så derfor blev klokken 06.25 (jeg skal møde 07.30) før jeg fik fat i én jeg kunne sygemelde mig hos, hun tager det fint nok og så er det egentlig det, jeg får bare af vide at jeg skal ringe dagen før jeg er rask igen.

Jeg har dagvagt: Lørdag, søndag, mandag og tirsdag. Fri onsdag og så en vagt igen i dag, torsdag.

Mandag, har min telefon ikke ringet (intet ubesvaret opkald, dette gør den ofte) men der ligger en besked på min telefonsvare, jeg tjekker aldrig telefonsvarebeskeder (Ja jeg er doven, sue me) og da jeg jo er sygemeldt tænker jeg ikke videre over at det kunne være fra arbejdet af. Jeg ville jo selvfølgelig gerne være sikker på at jeg var helt rask før jeg tager tilbage på arbejde og jeg kender altså ingen med de symptomer som jeg havde til at starte med, der ville være friske igen efter to dage, så er man i min verden ikke syg nok til at sygemelde sig fra starten af.

Tirsdag får jeg et ukendt opkald og da jeg af princip ikke besvarer ukendte numre, så tager jeg heller ikke dette opkald. Der bliver så lagt en besked på min telefonsvare og nu lytter jeg så til den og finder ud af at der er blevet lagt én besked mandag og nu én tirsdag. Her hører jeg en af kollegaerne ringe til mig og hun snakker til mig i en bebrejdende tone:

"Ja hej Sanne, det er B***** ude fra ********* afdeling *******. Jeg vil godt høre om du snart er ved at være rask igen, så hvis du lige vil ringe tilbage så vi kan få en snak om det. Ja okay, hej."

Anden besked:

"Ja hej Sanne, det er B***** ude fra ********** afdeling *******, jeg ved godt det er lidt frækt at ringe til dig, men jeg ville lige høre om du er klar til i morgen? Vil du ikke godt lige ringe tilbage så vi kan få en snak om det her?"

Jeg sidder sådan lidt paf tilbage og tænker ok, må de egentlig det og  diskuterer det lidt med Anders mens vi sidder udenfor, i mellemtiden ringer min telefon så igen og jeg når ikke at tage den, kigger på nummeret og tænker det må være fra børnehaven af, så jeg ringer tilbage og den går så på voicemail. Så hører jeg min mands telefon ringe og jeg tager den så og så er det lederen der ude fra hvor jeg arbejder. Og i den samtale der spørger hun ind til hvad jeg fejler og hvornår jeg selv tror jeg er klar til at komme på arbejde igen? Jeg svarer at det ved jeg ikke, fordi det ene øjeblik har jeg det nogenlunde, spiser 3 smertestillende og suger strepsils for at kunne være til og når de ikke virker har jeg feber, hoste som sidder i halsen istedet for lungerne, hovedpine, mangel på søvn og rysten i kroppen. Nå, hun vil så liiiige høre om vi ikke kan lave en aftale (bare os to imellem) om jeg ikke lige kommer på arbejde torsdag medmindre andet kom i vejen (Sagt i en tone som ville sige dig at hvis du ikke gør det her, så kunne du måske godt få en fyreseddel). Til det svarer jeg at jo det kan vi godt (For jeg har selvfølgelig ikke lyst til at miste min indtægt og kunne godt høre tuslen i det)

 

Da jeg så kommer på arbejde i dag, stadig med feber, en forfærdelig hoste, rysten og bævren i kroppen, er de to (gimper) skulle være på vagt med ( den ene af dem er B*****) fuldstændig ligeglade med at jeg rent faktisk stadig er syg og det i sig selv er vel ok, for jeg forventer ikke at de bare ville sende mig hjem igen, det er jo mit eget valg at møde op, men jeg føler mig meget truet til det.

Nå, der skal så uddeles borgere, det er B*****, der gør det. Nå ja hende her jo nem nok, hende kan du få A**-*****... Sådan står de så ellers og deler nemme borgere ud til dem selv og giver mig de tre hårdeste borgere på afdelingen, hvilket for mig er fint nok, men så kommer sætningen (B*****): Ja, vi kommer jo til at få en nem formiddag (kigger på A**-*****, med et velvidende smil) og det gør du jo så også (kigger på mig med et hånende smil) hvorefter de begge fniser som skoletøser.

Tænker for mig selv... Jaja, I giver den bare gas...

Jeg er ved at være på det punkt hvor jeg bare ikke vil sige noget, for så springer jeg seriøst i luften...

Formiddagen forløber fint og selvom jeg har de tre hårdeste borgere, så er de alle tre klar til at spise morgenmad samtidig (Hvilket måske i deres øjne virker til at så er mine opgaver måske ikke hårde nok) men nej, jeg er måske bare lidt bedre til at tilrettelægge besøgene inde hos dem..

Disse to assistenter sidder det meste af formiddagen og læser adviser, hvilket er helt fint, men der må også komme et punkt hvor man har læst dem alle sammen, de havde jo været på arbejde dagen før, så der er nok ikke sket så meget henover aftenen og natten.

Vi går til pause.

Det skal lige hilses at siges at når de her to taler til mig, så taler de ikke TIL mig, de taler NED til mig, som om jeg ikke fatter hvad faget går ud på.

Vi kommer så tilbage og lidt efter spørger A**-***** om jeg lige vil hjælpe nede hos én af hendes borgere.

SIDENOTE: Jeg har en dag oplevet at B***** er kommet til mig (med en kaffekop i hånden) og sagt at én af mine borgere gerne ville have en stikpille og at hun lå klar til det derinde, dette har borgen sagt til hende da hun er gået forbi. Jeg kommer lige nede fra en af B*****s borgere og har lagt ham i seng (Apopleksi og slidgigt) hvilket ikke gør mig noget, men han havde ringet på telefonen og hun sendte kaldet videre til mig. Hvorefter hun så går ind i personalerummet og giver sig til at læse adviser. Dette er ikke et enestående eksempel, der ligger rigtig meget i luften at den borger man bliver tildelt fra morgenen af går man selv ind til, ved kald, hvilket jo er fair nok, men JEG går ind til alle kald, ligemeget om det er min borger eller andres, jeg giver ikke bare pølsen videre, hvis jeg selv har tid.

END OF SIDENOTE.

Men ja, selvfølgelig vil jeg hjælpe, ingen problemer, for vi skal da hjælpes ad så dagen går nemmere.

Vi kommer så ind til denne borger, der ja, har lavet meget stort og da jeg regner med at jeg er hjælpen, gør jeg ikke klar til at skulle gøre boregen ren, for det burde A**-***** have gjort inden hun kaldte på mig, det er jo trods alt hendes borger. Da vi får lagt borgen i seng, stiller A sig så på siden (som er hjælperens side, altså den der holder borgen, mens der bliver gjort rent bagtil) og kigger på mig med store spørgsmål i øjnene "Øhh, du skal ligesom bruge handsker og noget vand, så du kan tørre" Kigger paf tilbage, for jeg regnede jo med at jeg var hjælpen og hun var, ja, den der tog sig af hendes borger (Men intet problem, jeg gør som der bliver sagt).... Nå... "Vi" bliver færdige og så går jeg videre med at gøre mine andre borgere klar til henholdsvis udebesøg osv.

SIDENOTE:

Jeg hoster voldsomt, er svimmel, konfus og ryster indenvendig.

END OF SIDENOTE.

Da vi så skal spise sætter jeg mig ude ved borgerne fordi, så kunne jeg da sidde lidt og hygge sammen med dem, mens de spiser. Det kan borgerne godt lide og jeg havde virkelig brug for det.

A og B, siger så til mig at der skal jo altså også laves bakker, til dem på værelserne, hvor jeg så svarer: "Skal jeg så gøre det?" (De laver ingenting, de kunne ligeså godt gå hånd i hånd og række tunge af mig) Hvor de så fnisende siger: "Tjaa, det kunne du vist godt gøre" og så går de deres vej mens de fniser sammen.

Dette er igen deres borgere jeg skal lave bakker til og dermed også huske middagsmedicin til. Mine borgere sidder ved bordet.

Jeg gør som jeg får besked på fordi, det er min opgave som sosu-hjælper og min moralske pligt.

De kommer så tilbage og sætter sig ind i personalerummet men A kommer dog ud og laver én bakke til en borger.

Efter hun har afleveret bakken griber (ikke fysisk) hun fat i mig og beder mig HJÆLPE inde ved borgeren vi var inde hos tidligere, jeg siger ja og går med, denne gang gør jeg klar til hende så hun bare kan gå igang med at skulle hjælpe hendes borger med at blive ren. Men da vi har lagt borgeren i seng (Loftslift) og jeg skal til at gå om på hjælperens side af sengen, maser A sig praktisk taget ind foran mig og stiller sig på hjælpersiden.

På dette tidspunkt har jeg enormt meget lyst til at spørge hende "Om jeg skulle hjælpe, eller om jeg ikke bare kunne overtage borgeren selv, for hun gjorde faktisk intet selv derinde!" men som altid, tier jeg, fordi jeg ikke har lyst til at tage sådan en kamp foran borgeren.

Men "vi" får gjort de ting "vi" skal gøre og så er det videre i dagsordenen.

Inden vi skal til næste spisepause, spørger A mig:
Har du givet medicin inde ved ****? (Hvor jeg i et forvirret øjeblik forveksler **** med en anden borger) og jeg svarer: Ja. A: Er du sikker? Mig: Ja..? A: Nå, for jeg kommer lige dernede fra og der var ikke givet medicin. Mig: Nå okay, har du så givet det? A: Nej, for jeg troede h*n var hernede (Det vidste hun godt at h*n ikke var) og desuden så har du jo ikke givet ******** da du stile en bakke derind!! Mig: Nej okay, men skal h*n så også have? A: Nej det har jeg selv givet.

Alt dette bliver sagt i en meget nedladende tone til mig og jeg svarer ikke i den pæneste tone, men mere i en meget undrende tone.

Derefter gør jeg (som altid) klar til vores frokostpause (Laver kaffe, sætter på bordet, osv osv.)

Og siger pænt til A og B at jeg går over i afd. ******* og gør klar til os. De svarer så: Ja vi skal jo altså lige skrive.

SIDENOTE:

Jeg har ikke fået kode til omsorgs-systemet til trods for at jeg har arbejdet der i halvanden måned nu, så jeg kan ikke læse adviser eller skrive i systemet.

END OF SIDENOTE.

Vi andre holder pause, mens de to, A og B, sidder og "skriver" i 35-40 minutter. Jeg kan godt regne ud at de ikke kun skriver men at de bestemt sidder og bagtaler mig for groft.

Da vi andre så er færdige med pausen, kommer de to så for at holde pause, så derfor er det jo, igen, mig der skal gøre klar i afd. med eftermiddagskaffe og køre rundt med det (Igen, jeg har ikke noget imod det, men det bliver altså træls at det ALTID er mig, mens de andre sidder og "læser") Da kaffevognen er klar begynder jeg at gå rundt og de kommer så tilbage, A forsvinder et eller andet sted hen og jeg ser hende ikke mere den dag (Hun havde ikke tidligt fri) og B, sætter sig igen ind for at "skrive", med en kaffekop i hånden.

Jeg går rundt med kaffe og på det her tidspunkt er jeg fandeme godt brugt. B spørger så om alle er kommet op, hvortil jeg svarer at **** og ********* ikke er kommet op fordi de sov tungt og når jeg andre dage har været inde hos dem har de ofte ikke ville have kaffe eller også ville de gerne sove mere. Men B siger så, jamen det skal de jo (Klokken er nu 14.45, jeg har fri kl. 15.00. B skal være der til kl. 15.30) så jeg går ned og hjælper en borger op og spørger om h*n vil have noget kaffe? Men nej det vil h*n ikke. Men et glas safte vand ville h*n gerne have.

Nu er klokken så 14.58 og så kommer B og spørger mig om de begge er oppe og jeg svarer at det er den ene. B fnyser nærmest og siger så: "Nå jamen den sidste skal jo også op!" og begynder at gå i retning af borgerens værelse.

På det her tidspunkt, vil jeg bare hjem, så jeg ligger min telefon fra mig på kontoret og går.

 

Dette er BARE i dag... Jeg har, lige siden jeg begyndte, været udsat for flere ting, mange flere ting, men i samme boldgade, end beskrevet her. Jeg kan jo altså tydeligt mærke når folk prøver at undgå arbejdedet ved at "gemme sig" i unødvendige gøremål og "så skal de lige skrive, eller læse"

 

Jeg er bare så træt af den her opførsel overfor min godhed og at jeg bliver udnyttet, fordi jeg i deres øjne, ikke er bedre værd.

Jeg var på grådens rand i dag, efter det med medicinen. Jeg kan simpelthen ikke forstå hvad jeg gør galt for at blive talt til på den måde og hvorfor folk tror de vade på mig....

 

Ja, I må endelig spørge hvis det er... Men please, HVIS I vil bonke mig i hovedet for noget, vil I så ikke godt lige være søde at være søde lige nu, I må gerne skrive hvad I mener om det hele, men jeg har brug for at få luft ved at skrive det og jeg har brug for råd om hvordan hulan jeg skal takle det her.

 

Tusind tak for din tålmodighed hvis du har læst med så længe 

Det, du bliver udsat for på din arbejdsplads er ikke i orden. Jeg forstår godt, at tanken om en fyrresedl fylder, men pak den væk. Du har nogle menneskelige rettigheder, som du ikke kan blive fyrret for at gøre krav på.

I mit arbejde gør jeg brug af assertiv sprog og adfærd. Første trin er at fremføre ønsket (ingen undskyldninger eller udenomsnak) og holder mig til relevante facts. Det kunne fx være: Jeg vil gerne stå på hjælperens side, da det er din borger og jeg hjælper dig/Jeg synes det er rimeligt at jeg står på hjælperens side.... Når din kollega maser sig ind på hjælperens side.(Jeg er ikke inde i dit fag, men håber du forstår hvilke beskrivelser, jeg referere til)

Næste trin, hvis ikke det lykkes at ændre situationen, er at spørge ind til kollegaens adfærd. Fx:"Hvordan kan det være, at du vil være på hjælperens side?" Udfra svaret, er trin tre så at anerkende svaret, men holde fast i sit eget ønske, fx: "Jeg forstår godt, at du helst vil stå på hjælperens side, fordi det er nemmere. Men jeg synes, det er rimeligt at jeg står der"

Er situationen stadig ikke løst, kan man ty til "papegøje-teknikken", hvor man i sin enkelhed gentager sit ønsker, helt nøgternt. "Jeg vil gerne stå på hjælperens plads" Det føles åndsvagt og barnligt, i hvert fald de første gange, men metoden virker.

Tag konflikterne i situationen. Min erfaringer er, at når man bare dagen efter forsøger at snakke en konflikt igennem, husker ingen af parterne præcist, hvad der er foregået, og så kan det være svært at nå til enighed.

Ovenstående kan i din situation nok ikke stå alene, så jeg synes du skal få en snak med lederen og kontakte fagforeningen og bruge dem som sparringspartner og rådgiver.

 

 

For mig lyder det som to, som er kørt fast i deres job. 

Hvordan kan man få sig selv til det? :/ Helt lært. Men hvis den går så går den, derfor er det vigtigt du siger fra! Som de fleste råder dig til!

Din tålmodighed er stor, jeg var gået amok for længst....

kram herfra!

Ej puha søde det er jeg virkelig ked af at høre!! Hold op hvor du bliver udnyttet af de k***.

Sig til hvis du vil snakke om det, så er jeg her!

 

Jeg arbejder selv som assistent på et rehabcenter. 

Din leder må faktisk ikke ringe til dig under sygdom og da heller ikke spørge dig om hvornår du tror at du er rask igen og spørge ind til hvad du fejler! Det er sku frækt af hende!! 

Muhmi skriver:

Ja selv som voksen...  Jeg troede ikke rigtig på det, men da jeg i dag stod på grådens rand fordi jeg bliver kørt på, så gik det op for mig hvor groft jeg bliver udnyttet.

På forhånd vil jeg undskylde hvis der er ting der kommer til at mangle i mine beskrivelser og hvis det vil "lyde" ufærdigt. Men der er så mange ting som gør at jeg føler som jeg gør og det er ikke sikkert at jeg kan huske alle tingene, men følelserne i mig er ægte og jeg tror ikke de er der ubegrundet......

 

Nå, men (find bare kaffekoppen frem nu hvis det er, det bliver langt )... Sagen er den at ja, jeg tror sgu jeg bliver mobbet på min ferie-afløsningsjob.

Jeg er uddannet social og- sundhedshjælper og med det ved jeg naturligvis godt at jeg på en måde er nederst i hierarkiet når det kommer til arbejdsopgaver og fordeling. Men når det kommer til det punkt hvor jeg bliver tildelt 4 borgere hvor de andre bliver tildelt 2, eller jeg bliver tildelt 3 borgere og de andre en enkelt, så kan jeg ikke helt forstå rimeligheden i at de skulle være bedre uddannet (assistenter) men kan sidde mere på deres flade og drikke kaffe?

Ikke fordi det overhovedet skal gå op i kaffepauser, jeg har det fint med at nuppe en lille kop i ny og næ istedet for at sidde i en halv time og kede mig de sidste 10 minutter af pausen. Rejser mig derfor også nogle gange før de andre fordi jeg simpelthen ikke gider bruge min arbejdsdag på at kede mig.

Jeg har på ingen måde brug for at have mindre borgere, jeg synes det er dejligt at dagen går så hurtigt fordi man er travlt optaget. Det er måden det bliver gjort på og det skal jeg nok komme til.

Jeg har det her job for at hjælpe borgere og selvfølgelig hjælpe mine kollegaer med deres borgere, ingen problemer i det, det er måden det bliver gjort på, lige i dag, der leder til at mine følelser er ekstremt såret.

Jeg er sjældent særlig syg men når jeg er, så har jeg selvfølgelig brug for hvile ligesom alle andre og ikke blive tvunget på arbejde af mange "bønfaldende" (De kunne aldrig finde på at bønfalde mig) beskeder fra kollegaer for til sidst at blive ringet op af ledelsen og blive tvunget på arbejde "Så har vi to en aftale ikke? *wink wink*"

Jeg er et meget venligt menneske, måske for venlig, måske endda naiv i mine tanker omkring det at skulle blive fastansat (Bare i et par mdr. udover ferie-afløsning, for så kan jeg få voksenelevløn, når jeg vil videreuddanne mig). Jeg hjælper hjertens gerne og jeg vil rigtig gerne gøre et godt (hårdtarbejdende) og humoristisk (ikke fjollet, bare glad) indtryk på mine kollegaer, så de vil finde mig som et frisk pust, eller endda en ligeværdig medarbejder. Men ak, dette bliver ofte udnyttet, også i min elevtid.

Åh gawd det kommer til en masse små beskrivelser nu, men bær over med mig og hvis du vil læse det hele, så klapper jeg i mine små potter for dig, som tak 

 

Lad os starte med i dag, så kan det være der popper flere ting op undervejs.

Det hele begyndte for 6 dage siden, hvor jeg natten til lørdag bliver syg med feber, hoste, snot og væske ud af ørerne = ingen søvn i løbet af natten. Jeg ringer så lørdag morgen, da jeg normalt skulle have været oppe, men ingen af de numre jeg prøvede virkede til det jeg skulle bruge dem til, undtagen til sidst og der havde der gået et kvarter med at finde det rigtige nummer, så derfor blev klokken 06.25 (jeg skal møde 07.30) før jeg fik fat i én jeg kunne sygemelde mig hos, hun tager det fint nok og så er det egentlig det, jeg får bare af vide at jeg skal ringe dagen før jeg er rask igen.

Jeg har dagvagt: Lørdag, søndag, mandag og tirsdag. Fri onsdag og så en vagt igen i dag, torsdag.

Mandag, har min telefon ikke ringet (intet ubesvaret opkald, dette gør den ofte) men der ligger en besked på min telefonsvare, jeg tjekker aldrig telefonsvarebeskeder (Ja jeg er doven, sue me) og da jeg jo er sygemeldt tænker jeg ikke videre over at det kunne være fra arbejdet af. Jeg ville jo selvfølgelig gerne være sikker på at jeg var helt rask før jeg tager tilbage på arbejde og jeg kender altså ingen med de symptomer som jeg havde til at starte med, der ville være friske igen efter to dage, så er man i min verden ikke syg nok til at sygemelde sig fra starten af.

Tirsdag får jeg et ukendt opkald og da jeg af princip ikke besvarer ukendte numre, så tager jeg heller ikke dette opkald. Der bliver så lagt en besked på min telefonsvare og nu lytter jeg så til den og finder ud af at der er blevet lagt én besked mandag og nu én tirsdag. Her hører jeg en af kollegaerne ringe til mig og hun snakker til mig i en bebrejdende tone:

"Ja hej Sanne, det er B***** ude fra ********* afdeling *******. Jeg vil godt høre om du snart er ved at være rask igen, så hvis du lige vil ringe tilbage så vi kan få en snak om det. Ja okay, hej."

Anden besked:

"Ja hej Sanne, det er B***** ude fra ********** afdeling *******, jeg ved godt det er lidt frækt at ringe til dig, men jeg ville lige høre om du er klar til i morgen? Vil du ikke godt lige ringe tilbage så vi kan få en snak om det her?"

Jeg sidder sådan lidt paf tilbage og tænker ok, må de egentlig det og  diskuterer det lidt med Anders mens vi sidder udenfor, i mellemtiden ringer min telefon så igen og jeg når ikke at tage den, kigger på nummeret og tænker det må være fra børnehaven af, så jeg ringer tilbage og den går så på voicemail. Så hører jeg min mands telefon ringe og jeg tager den så og så er det lederen der ude fra hvor jeg arbejder. Og i den samtale der spørger hun ind til hvad jeg fejler og hvornår jeg selv tror jeg er klar til at komme på arbejde igen? Jeg svarer at det ved jeg ikke, fordi det ene øjeblik har jeg det nogenlunde, spiser 3 smertestillende og suger strepsils for at kunne være til og når de ikke virker har jeg feber, hoste som sidder i halsen istedet for lungerne, hovedpine, mangel på søvn og rysten i kroppen. Nå, hun vil så liiiige høre om vi ikke kan lave en aftale (bare os to imellem) om jeg ikke lige kommer på arbejde torsdag medmindre andet kom i vejen (Sagt i en tone som ville sige dig at hvis du ikke gør det her, så kunne du måske godt få en fyreseddel). Til det svarer jeg at jo det kan vi godt (For jeg har selvfølgelig ikke lyst til at miste min indtægt og kunne godt høre tuslen i det)

 

Da jeg så kommer på arbejde i dag, stadig med feber, en forfærdelig hoste, rysten og bævren i kroppen, er de to (gimper) skulle være på vagt med ( den ene af dem er B*****) fuldstændig ligeglade med at jeg rent faktisk stadig er syg og det i sig selv er vel ok, for jeg forventer ikke at de bare ville sende mig hjem igen, det er jo mit eget valg at møde op, men jeg føler mig meget truet til det.

Nå, der skal så uddeles borgere, det er B*****, der gør det. Nå ja hende her jo nem nok, hende kan du få A**-*****... Sådan står de så ellers og deler nemme borgere ud til dem selv og giver mig de tre hårdeste borgere på afdelingen, hvilket for mig er fint nok, men så kommer sætningen (B*****): Ja, vi kommer jo til at få en nem formiddag (kigger på A**-*****, med et velvidende smil) og det gør du jo så også (kigger på mig med et hånende smil) hvorefter de begge fniser som skoletøser.

Tænker for mig selv... Jaja, I giver den bare gas...

Jeg er ved at være på det punkt hvor jeg bare ikke vil sige noget, for så springer jeg seriøst i luften...

Formiddagen forløber fint og selvom jeg har de tre hårdeste borgere, så er de alle tre klar til at spise morgenmad samtidig (Hvilket måske i deres øjne virker til at så er mine opgaver måske ikke hårde nok) men nej, jeg er måske bare lidt bedre til at tilrettelægge besøgene inde hos dem..

Disse to assistenter sidder det meste af formiddagen og læser adviser, hvilket er helt fint, men der må også komme et punkt hvor man har læst dem alle sammen, de havde jo været på arbejde dagen før, så der er nok ikke sket så meget henover aftenen og natten.

Vi går til pause.

Det skal lige hilses at siges at når de her to taler til mig, så taler de ikke TIL mig, de taler NED til mig, som om jeg ikke fatter hvad faget går ud på.

Vi kommer så tilbage og lidt efter spørger A**-***** om jeg lige vil hjælpe nede hos én af hendes borgere.

SIDENOTE: Jeg har en dag oplevet at B***** er kommet til mig (med en kaffekop i hånden) og sagt at én af mine borgere gerne ville have en stikpille og at hun lå klar til det derinde, dette har borgen sagt til hende da hun er gået forbi. Jeg kommer lige nede fra en af B*****s borgere og har lagt ham i seng (Apopleksi og slidgigt) hvilket ikke gør mig noget, men han havde ringet på telefonen og hun sendte kaldet videre til mig. Hvorefter hun så går ind i personalerummet og giver sig til at læse adviser. Dette er ikke et enestående eksempel, der ligger rigtig meget i luften at den borger man bliver tildelt fra morgenen af går man selv ind til, ved kald, hvilket jo er fair nok, men JEG går ind til alle kald, ligemeget om det er min borger eller andres, jeg giver ikke bare pølsen videre, hvis jeg selv har tid.

END OF SIDENOTE.

Men ja, selvfølgelig vil jeg hjælpe, ingen problemer, for vi skal da hjælpes ad så dagen går nemmere.

Vi kommer så ind til denne borger, der ja, har lavet meget stort og da jeg regner med at jeg er hjælpen, gør jeg ikke klar til at skulle gøre boregen ren, for det burde A**-***** have gjort inden hun kaldte på mig, det er jo trods alt hendes borger. Da vi får lagt borgen i seng, stiller A sig så på siden (som er hjælperens side, altså den der holder borgen, mens der bliver gjort rent bagtil) og kigger på mig med store spørgsmål i øjnene "Øhh, du skal ligesom bruge handsker og noget vand, så du kan tørre" Kigger paf tilbage, for jeg regnede jo med at jeg var hjælpen og hun var, ja, den der tog sig af hendes borger (Men intet problem, jeg gør som der bliver sagt).... Nå... "Vi" bliver færdige og så går jeg videre med at gøre mine andre borgere klar til henholdsvis udebesøg osv.

SIDENOTE:

Jeg hoster voldsomt, er svimmel, konfus og ryster indenvendig.

END OF SIDENOTE.

Da vi så skal spise sætter jeg mig ude ved borgerne fordi, så kunne jeg da sidde lidt og hygge sammen med dem, mens de spiser. Det kan borgerne godt lide og jeg havde virkelig brug for det.

A og B, siger så til mig at der skal jo altså også laves bakker, til dem på værelserne, hvor jeg så svarer: "Skal jeg så gøre det?" (De laver ingenting, de kunne ligeså godt gå hånd i hånd og række tunge af mig) Hvor de så fnisende siger: "Tjaa, det kunne du vist godt gøre" og så går de deres vej mens de fniser sammen.

Dette er igen deres borgere jeg skal lave bakker til og dermed også huske middagsmedicin til. Mine borgere sidder ved bordet.

Jeg gør som jeg får besked på fordi, det er min opgave som sosu-hjælper og min moralske pligt.

De kommer så tilbage og sætter sig ind i personalerummet men A kommer dog ud og laver én bakke til en borger.

Efter hun har afleveret bakken griber (ikke fysisk) hun fat i mig og beder mig HJÆLPE inde ved borgeren vi var inde hos tidligere, jeg siger ja og går med, denne gang gør jeg klar til hende så hun bare kan gå igang med at skulle hjælpe hendes borger med at blive ren. Men da vi har lagt borgeren i seng (Loftslift) og jeg skal til at gå om på hjælperens side af sengen, maser A sig praktisk taget ind foran mig og stiller sig på hjælpersiden.

På dette tidspunkt har jeg enormt meget lyst til at spørge hende "Om jeg skulle hjælpe, eller om jeg ikke bare kunne overtage borgeren selv, for hun gjorde faktisk intet selv derinde!" men som altid, tier jeg, fordi jeg ikke har lyst til at tage sådan en kamp foran borgeren.

Men "vi" får gjort de ting "vi" skal gøre og så er det videre i dagsordenen.

Inden vi skal til næste spisepause, spørger A mig:
Har du givet medicin inde ved ****? (Hvor jeg i et forvirret øjeblik forveksler **** med en anden borger) og jeg svarer: Ja. A: Er du sikker? Mig: Ja..? A: Nå, for jeg kommer lige dernede fra og der var ikke givet medicin. Mig: Nå okay, har du så givet det? A: Nej, for jeg troede h*n var hernede (Det vidste hun godt at h*n ikke var) og desuden så har du jo ikke givet ******** da du stile en bakke derind!! Mig: Nej okay, men skal h*n så også have? A: Nej det har jeg selv givet.

Alt dette bliver sagt i en meget nedladende tone til mig og jeg svarer ikke i den pæneste tone, men mere i en meget undrende tone.

Derefter gør jeg (som altid) klar til vores frokostpause (Laver kaffe, sætter på bordet, osv osv.)

Og siger pænt til A og B at jeg går over i afd. ******* og gør klar til os. De svarer så: Ja vi skal jo altså lige skrive.

SIDENOTE:

Jeg har ikke fået kode til omsorgs-systemet til trods for at jeg har arbejdet der i halvanden måned nu, så jeg kan ikke læse adviser eller skrive i systemet.

END OF SIDENOTE.

Vi andre holder pause, mens de to, A og B, sidder og "skriver" i 35-40 minutter. Jeg kan godt regne ud at de ikke kun skriver men at de bestemt sidder og bagtaler mig for groft.

Da vi andre så er færdige med pausen, kommer de to så for at holde pause, så derfor er det jo, igen, mig der skal gøre klar i afd. med eftermiddagskaffe og køre rundt med det (Igen, jeg har ikke noget imod det, men det bliver altså træls at det ALTID er mig, mens de andre sidder og "læser") Da kaffevognen er klar begynder jeg at gå rundt og de kommer så tilbage, A forsvinder et eller andet sted hen og jeg ser hende ikke mere den dag (Hun havde ikke tidligt fri) og B, sætter sig igen ind for at "skrive", med en kaffekop i hånden.

Jeg går rundt med kaffe og på det her tidspunkt er jeg fandeme godt brugt. B spørger så om alle er kommet op, hvortil jeg svarer at **** og ********* ikke er kommet op fordi de sov tungt og når jeg andre dage har været inde hos dem har de ofte ikke ville have kaffe eller også ville de gerne sove mere. Men B siger så, jamen det skal de jo (Klokken er nu 14.45, jeg har fri kl. 15.00. B skal være der til kl. 15.30) så jeg går ned og hjælper en borger op og spørger om h*n vil have noget kaffe? Men nej det vil h*n ikke. Men et glas safte vand ville h*n gerne have.

Nu er klokken så 14.58 og så kommer B og spørger mig om de begge er oppe og jeg svarer at det er den ene. B fnyser nærmest og siger så: "Nå jamen den sidste skal jo også op!" og begynder at gå i retning af borgerens værelse.

På det her tidspunkt, vil jeg bare hjem, så jeg ligger min telefon fra mig på kontoret og går.

 

Dette er BARE i dag... Jeg har, lige siden jeg begyndte, været udsat for flere ting, mange flere ting, men i samme boldgade, end beskrevet her. Jeg kan jo altså tydeligt mærke når folk prøver at undgå arbejdedet ved at "gemme sig" i unødvendige gøremål og "så skal de lige skrive, eller læse"

 

Jeg er bare så træt af den her opførsel overfor min godhed og at jeg bliver udnyttet, fordi jeg i deres øjne, ikke er bedre værd.

Jeg var på grådens rand i dag, efter det med medicinen. Jeg kan simpelthen ikke forstå hvad jeg gør galt for at blive talt til på den måde og hvorfor folk tror de vade på mig....

 

Ja, I må endelig spørge hvis det er... Men please, HVIS I vil bonke mig i hovedet for noget, vil I så ikke godt lige være søde at være søde lige nu, I må gerne skrive hvad I mener om det hele, men jeg har brug for at få luft ved at skrive det og jeg har brug for råd om hvordan hulan jeg skal takle det her.

 

Tusind tak for din tålmodighed hvis du har læst med så længe 

Ej undskyld men jeg har lige arbejdet som afløser på et plejehjem i 2 1/2 år mens jeg var under udd og jeg har aldrig som i ALDRIG oplevet noget der bare minder om det der! Den arbejdsplads har nogle seriøse problemer med adfærd, kultur, oprøfsel og moral og etik! Jeg syntes helt ærlig du skal tage en snak med til tillidsrep for det der skal man ikke finde sig i. Bevares ass har flere/andre opgaver men burde faktisk gå forrest og vise vejen!

Er der andre muligheder for job i nærheden af hvor du bor? Så vil jeg kraftigt råde dig til at finde et andet job så du kan få arbejdsglæden tilbage og blive ordenligt behandlet