Hvordan er det at være mor? :-)

Jeg synes, der er kommet rigtig mange gode svar - og jeg er enig i at det er fantastisk og mega hårdt på samme tid (især fordi jeg også tænkte så meget over, om man gør det bedste/rigtige).

Men en lille ting jeg vil indskyde er det (som nogen måske overser), at ikke alle oplever kærlighed ved første blik. Jeg havde forventet kærligheden ville komme brusende over mig, så snart hun landede på mit bryst. Men selvom jeg syntes hun virkede dejlig og sød, og jeg med det samme gik i gang med at beskytte hende, amme, bekymrede mig for hendes velbefindende og alle de der urmenneskelige ting. Så forstod jeg ikke helt hun var min, og det tog noget tid inden jeg ærligt kunne sige, at jeg elskede hende højere end noget andet. Jeg skulle først lære hende at kende!

Det var for mig meget tabubelagt at have det sådan, for selvom jeg godt vidste, at nogle ikke fik den følelse med det samme og at det var helt normalt - så var jeg inden fødslen sikker på, at jeg ville få følelsen med det samme. Idet jeg er et meget følsomt og empatisk menneske, som har drømt om at blive mor, så længe jeg kan huske. Så jeg blev nok lidt skuffet over mig selv og sagde det derfor heller ikke til nogen før meget senere 

I dag elsker jeg virkelig min datter højere end noget andet, og jeg kan stadig mærke at kærligheden bare vokser og vokser i takt med, at hun udvikler sig og bliver større 

Nu jeg synes ikke længere, der var noget galt i min reaktion dengang, og jeg vil ikke blive lige så skuffet næste gang, hvis følelsen heller ikke kommer der.

Held og lykke med dit nye liv som mor, du kommer virkelig til at vokse som menneske, tilsidesætte dig selv og lære sider om dig selv, som du ikke vidste eksisterede. Det er en meget følelsesmæssig proces og det mest fantastiske du kan opleve

Det eneste jeg vil sige da jeg fik mit første barn efter 10 års ventetid som faktisk var opgivet.. Så alt positive og negative ting som opstår har vi være taknemlig for... En ubeskrivelig kærlighed vil jeg sige

LilleMie skriver:

Jeg synes, der er kommet rigtig mange gode svar - og jeg er enig i at det er fantastisk og mega hårdt på samme tid (især fordi jeg også tænkte så meget over, om man gør det bedste/rigtige).

Men en lille ting jeg vil indskyde er det (som nogen måske overser), at ikke alle oplever kærlighed ved første blik. Jeg havde forventet kærligheden ville komme brusende over mig, så snart hun landede på mit bryst. Men selvom jeg syntes hun virkede dejlig og sød, og jeg med det samme gik i gang med at beskytte hende, amme, bekymrede mig for hendes velbefindende og alle de der urmenneskelige ting. Så forstod jeg ikke helt hun var min, og det tog noget tid inden jeg ærligt kunne sige, at jeg elskede hende højere end noget andet. Jeg skulle først lære hende at kende!

Det var for mig meget tabubelagt at have det sådan, for selvom jeg godt vidste, at nogle ikke fik den følelse med det samme og at det var helt normalt - så var jeg inden fødslen sikker på, at jeg ville få følelsen med det samme. Idet jeg er et meget følsomt og empatisk menneske, som har drømt om at blive mor, så længe jeg kan huske. Så jeg blev nok lidt skuffet over mig selv og sagde det derfor heller ikke til nogen før meget senere 

I dag elsker jeg virkelig min datter højere end noget andet, og jeg kan stadig mærke at kærligheden bare vokser og vokser i takt med, at hun udvikler sig og bliver større 

Nu jeg synes ikke længere, der var noget galt i min reaktion dengang, og jeg vil ikke blive lige så skuffet næste gang, hvis følelsen heller ikke kommer der.

Held og lykke med dit nye liv som mor, du kommer virkelig til at vokse som menneske, tilsidesætte dig selv og lære sider om dig selv, som du ikke vidste eksisterede. Det er en meget følelsesmæssig proces og det mest fantastiske du kan opleve

 Jeg skulle også lige fatte det, før kærligheden kom. Jeg havde et langt fødselsforløb der ente i aks som jeg panikkede over. Så da vi endelig var blevet forældre, var alting så omtumlet at jeg slet ikke havde nogen følelser, eller jeg vidste i hvertfald ikke rigtig hvad jeg følte. Selvfølgelig tager instinkterne over og man ammer, tænker, bekymre osv pr automatik, men må indrømme at alt det praktiske var det eneste der kørte rundt i mit hoved alle 4dage på sygehuset. Først da vi kom hjem og jeg kunne sidde i ro og fred, uden en anden familie bag et forhæng ved siden af, kunne jeg ånde lettet op, kigge på ham og tude af kærlighed over det lille smukke menneske der lå og sov i mine arme. 

Sunsmile skriver:

Lyder så skønt. Men kan ikke lade være med at tænke på hvor hårdt det har været at din mor blev overfaldet, puha en hård omgang nu hvor du sad med din lille guldklump i armene og havde nok at se til i forvejen.
Er glad for at høre du er kommet godt igennem det

LilleMie skriver:

Jeg synes, der er kommet rigtig mange gode svar - og jeg er enig i at det er fantastisk og mega hårdt på samme tid (især fordi jeg også tænkte så meget over, om man gør det bedste/rigtige).

Men en lille ting jeg vil indskyde er det (som nogen måske overser), at ikke alle oplever kærlighed ved første blik. Jeg havde forventet kærligheden ville komme brusende over mig, så snart hun landede på mit bryst. Men selvom jeg syntes hun virkede dejlig og sød, og jeg med det samme gik i gang med at beskytte hende, amme, bekymrede mig for hendes velbefindende og alle de der urmenneskelige ting. Så forstod jeg ikke helt hun var min, og det tog noget tid inden jeg ærligt kunne sige, at jeg elskede hende højere end noget andet. Jeg skulle først lære hende at kende!

Det var for mig meget tabubelagt at have det sådan, for selvom jeg godt vidste, at nogle ikke fik den følelse med det samme og at det var helt normalt - så var jeg inden fødslen sikker på, at jeg ville få følelsen med det samme. Idet jeg er et meget følsomt og empatisk menneske, som har drømt om at blive mor, så længe jeg kan huske. Så jeg blev nok lidt skuffet over mig selv og sagde det derfor heller ikke til nogen før meget senere 

I dag elsker jeg virkelig min datter højere end noget andet, og jeg kan stadig mærke at kærligheden bare vokser og vokser i takt med, at hun udvikler sig og bliver større 

Nu jeg synes ikke længere, der var noget galt i min reaktion dengang, og jeg vil ikke blive lige så skuffet næste gang, hvis følelsen heller ikke kommer der.

Held og lykke med dit nye liv som mor, du kommer virkelig til at vokse som menneske, tilsidesætte dig selv og lære sider om dig selv, som du ikke vidste eksisterede. Det er en meget følelsesmæssig proces og det mest fantastiske du kan opleve

Louisejulia skriver:

Det er det bedste i verden at blive mor  

Jeg er heldig at have en af de børn der næsten ikke græder og at have haft en graviditet næsten helt uden gener og en fødsel som også gik som det skulle. 

Hun er glad, smilende og tilfreds det meste af dagen, undtagen når hun skal puttes. Så skriger hun i noget tid og falder så i søvn. 

Og søvn får vi massere af her hjemme. Hun kommer i seng kl 22 og sover til kl 6:00, hun får lidt mad og sover så videre. 

Kl er nu 9:10 og hun sover stadigvæk 

Overskud har jeg massere af, da jeg får mange timers sammenhængende søvn. 

Men hun kan jo altid ændre sig i løbet af tiden og mon ikke også jeg får dage hvor jeg river håret af mig selv 

mit1barn skriver:

Hvor er hun fin Og lækkert med en masse søvn!!

Mange tak  

Ja, er i hvert fald og lykkelig over at hun har et fantastisk sovehjerte, så man ikke skal op flere gange om natten. 

Jeg synes det er dejligt at få sin søvn, så hun måtte endelig gerne blive ved med at sove længe....