Føler mig som en elendig mor :'(

Anonym skriver:

Måske vi må begynde at lokke (skal bare ikk fortælle det til klassen på pædagog studiet )

jeg er ikke så langt henne, men hun ved at der er en baby for jeg kan ikk være hende hele tiden, men hun var også sådan inden jeg blev gravid :/

Ja, måske. Jack får også lige noget frugt omkring kl.19, for ellers kan han vågner for tidligt, fordi han er sulten, det hjælper også her. Men tv er godt.. Ja, vi bruger det nok lidt meget.. Men vejret stinker bare og han bliver så ked af det, hver gang nogen går, så vi lokker med sang og dans(i programmer ¨på disneychannel og nickelodeon) som han elsker, men det har jeg det ikke dårligt med, for han får løbet og leget meget hver dag, og lillesøster er meget stædig omkring flasken.
Så jeg har ikke noget imod at nogen ved at jeg lokker med ting, hvis det giver fred i nogle minutter eller får en putterutine til at køre lettere, so be it.. Vi gør det også, når han skal gå op af trappen, for man hvor kan den dreng være doven, så sætter man noget på toppen af trappen eller siger; Frugt, når han skal ned, og så kravler han afsted.. For man er virkelig træt, og men en dreng uden sprog og meget skrigeri, så har man brug for ro til tider.

Ja, så er det nok ikke maven, så er hun nok bare inde i en periode.

Næste gang, så starter lidt tidligere, og sig; Nu børster vi tænder og tager nattøj og så kan vi se et afsnit(af hendes yndlings) hvis du gør det godt/klarer det selv. Så hun har noget at glæde sig til og lidt som at få en belønning, for at have gjort noget godt.

 

Herhjemme har jeg også en på 2 som gør nøjagtig det samme...
Og nogle dage er ens lunte bare kortere end andre..
Er mega fustrerende.
Her tog putningen 2,5 time. Og er ved at blive en rigtig dårlig vane..
Fuck det er hårdt og aner ikke hvordan man lige skal ændre mønsteret

hoejlund skriver:

Min søn på 3 år er på samme måde. Overfor mig,  men overfor min kæreste er der ingen ting. 

Min kæreste er på kursus i Jylland,  så har i dag haft aften tjansen alene. 3 timer tog det før der var ro på værelset og han endelig faldt i søvn. 

Jeg forsøger på samme måde som dig. Først tale stille og roligt og forklare tingene pædagogisk. Men efter 1,5 time var min tålmodighed også brugt op og fik skældt lidt højt ud og har fortrudt det siden,for det også helt skidt med mig selv bagefter.

Håber og ber til fasen går hurtigt over, for det her er hårdt.  

Det er mega hårdt... Og synes bare det er ekstra hårdt når far er yndlings person når man prøver alt hvad man kan for at være en fantastisk mor

Sujan skriver:

Herhjemme har jeg også en på 2 som gør nøjagtig det samme...
Og nogle dage er ens lunte bare kortere end andre..
Er mega fustrerende.
Her tog putningen 2,5 time. Og er ved at blive en rigtig dårlig vane..
Fuck det er hårdt og aner ikke hvordan man lige skal ændre mønsteret

Puh ja kan godt frygte lidt når der er to :/ gudskelov er putningen intet problem, og vi er gode venner og glade der...

men lige i kampens hede kan jeg godt blive lidt skræmt over HVOR frustreret man egentligt kan blive over ikke at trænge igennem :/

Yurie skriver:

Ja, måske. Jack får også lige noget frugt omkring kl.19, for ellers kan han vågner for tidligt, fordi han er sulten, det hjælper også her. Men tv er godt.. Ja, vi bruger det nok lidt meget.. Men vejret stinker bare og han bliver så ked af det, hver gang nogen går, så vi lokker med sang og dans(i programmer ¨på disneychannel og nickelodeon) som han elsker, men det har jeg det ikke dårligt med, for han får løbet og leget meget hver dag, og lillesøster er meget stædig omkring flasken.
Så jeg har ikke noget imod at nogen ved at jeg lokker med ting, hvis det giver fred i nogle minutter eller får en putterutine til at køre lettere, so be it.. Vi gør det også, når han skal gå op af trappen, for man hvor kan den dreng være doven, så sætter man noget på toppen af trappen eller siger; Frugt, når han skal ned, og så kravler han afsted.. For man er virkelig træt, og men en dreng uden sprog og meget skrigeri, så har man brug for ro til tider.

Ja, så er det nok ikke maven, så er hun nok bare inde i en periode.

Næste gang, så starter lidt tidligere, og sig; Nu børster vi tænder og tager nattøj og så kan vi se et afsnit(af hendes yndlings) hvis du gør det godt/klarer det selv. Så hun har noget at glæde sig til og lidt som at få en belønning, for at have gjort noget godt.

 

Det kan godt være at det er et forsøg værd... Far ordner putningen hver anden aften og når det er min tur bliver der lokket med tv

mor88 skriver:

Nogle gange går det ikke, og så går jeg over og tager hende op, og jeg tror det kommer meget an på kropssprog hvordan min datter reagerer. Hvis jeg bevarer roen, går stille over til hende og tager hende op imens jeg siger at "mor har sagt at vi skal børste tænder nu, så derfor skal du med mor over på stolen(eller andet)", så virker det ofte som om at hun har fattet at det er det der skal ske nu, og at det derfor ikke nytter at reagere voldsomt. Men det er jo meget forskelligt fra barn til barn men du må endelig ikke tro at du er en dårlig mor

Tror bare jeg skal lære at tælle til ti, for tror det mest er mig det går på...

hun hader jo ikk sin mor, det kan jeg mærke... Men nogle gange føler man sig bare utilstrækkelig

Hjemme hos os er vi væsentligt mindre pædagogiske. Hvis en af mine piger opfører sig sådan får de fx at vide at nu tæller Jeg til 3, og hvis de ikke er begyndt at tage tøjet af, inden jeg når 3, så sker der :" indsæt konsekvens her, fx at så er der ingen godnatsang eller de kommer i seng uden at få børstet tænder..." Ikke så pædagogisk, men der er simpelthen en grænse for hvad jeg vil diskutere med en 3 årig.

Skouboe skriver:

Hjemme hos os er vi væsentligt mindre pædagogiske. Hvis en af mine piger opfører sig sådan får de fx at vide at nu tæller Jeg til 3, og hvis de ikke er begyndt at tage tøjet af, inden jeg når 3, så sker der :" indsæt konsekvens her, fx at så er der ingen godnatsang eller de kommer i seng uden at få børstet tænder..." Ikke så pædagogisk, men der er simpelthen en grænse for hvad jeg vil diskutere med en 3 årig.

Synes godt nok også der er mange ting der ikke er pædagogiske, men ved jo snart ikke hvad man bør og ikke bør

Her tæller vi også til tre og så gør vi det der nu skal gøres, feks børste tænder.
Isabella har 117 ting hun liiiiige skal inden og jeg gider ikke hun skal gøre alt hvad hun kan for at undgå ting som feks at få børstet tænder.

Her har vi også en 2,6 årig (dreng) der er i trodsalderen for fuld skrue. Og det er for det meste også kun mig, som han giver kamp til stregen. Min DP kom med nogle trøstende ord, da jeg en dag snakkede med hende om det det. Man skal se det som noget positivt, at man er den som får alle kampene, for det er et tegn på at barnet stoler allermest på en. At barnet er så sikker på ens ubetingede kærlighed, at det godt tør at opføre sig grimt og slemt overfor en. Den bemærkning finder jeg lidt trøst i, når kampene er allermest ulidelige.

Med hensyn til det med at sige tingene igen og igen, så har jeg også prøvet at sige tingene 10-20 gange og være 100 % pædagogisk korrekt. Og det hjalp aldrig en skid. Han grinede mig bare lige op i hovedet. Nu bliver tingene sagt 3 gange og så tager jeg ham og vi gør det der skal gøres. Og sådan er det bare hver gang. Og det har altså hjulpet og halveret kampene. Han ved at det er sådan der er og acceptere det.

Anonym skriver:

Jeg har en datter på 2 1/2 som bare er i trods alderen.. Men føler virkeligt jeg fejler overfor hende...

jeg KAN ikke få hende til at høre efter, f.eks da det var tandbørste tid, jeg beder hende om at tage sit tøj af imens jeg tisser (hun er meget dygtig sprogligt så hun er ikke i tvivl om hvad jeg mener) hun lægger sig på gulvet og siger "jeg kan ikk mor, eg er helt flad" jeg forsøger så at hjælpe, men her kommet spaghetti barnet så ind, i ved når de gør sig helt slatne... 

Jeg prøver mere markant at sige at hun skal hjælpe til, hun bliver ved og griner bare af mig, sådan bliver hun ved nogle gange.. Nå jeg får hevet tøjet af hende... Da jeg skal til at gøre tandbørste klar hiver hun mig i håret (hun er ikke typen der slår overhovedet, men ind i mellem skal man lige teste grænsen hos mor) jeg siger hun skal stoppe for det gør ondt på mig, hun griner videre og forsøger igen at hive i mit hår, hvor jeg så fjerner hendes hånd...

nu er jeg ved at blive frustreret for synes jeg forsøger med alle mine pædagogiske evner at tage den med ro og forklare på en ordentlig måde hvad der skal ske... Hun ligger der og roder rundt på gulvet, sparker op i luften og er ikke til at komme i kontakt med... Siger flere gange at hun skal komme g få børstet tænder, og her kommer lorte moren så ind i billedet... Jeg hæver stemmen og siger kom nu her! Og tager fat i hendes arm for at få hende hen til mig...

og barnet bryder ud i gråd, "av min arm mor, der gjorde ondt"

 

hader er mig selv for at blive så frustreret, men jeg ved ikk hvad jeg skal stille op...

har forsøgt alt, tale pænt mange gange, være lidt mere markant, sidde og vente til hun er færdig med at pjatte, sige til hende at mor er ved at være træt i hovedet nu (har læst et sted at det skulle man gøre), prøvet at forklare at mor bliver ked af det når jeg skal være skrap osv osv osv...

Åååårh måske det er graviditets hormonerne der raser, men synes også det var sådan inden graviditet...

tak fordi du læste med så langt, føler mig bare magtesløs

Sådan er vores søn også i øjeblikket og han er ikke fyldt 2 endnu!!

Jeg tror ikke man kan undgå nogle gange at hæve stemmen lidt, der er jo også grænser for hvad ens tålmodighed kan klare, og børnene skal altså også vide når de gør noget forkert, at der er konsekvenser (om det så er en time out, at hæve stemmen eller hvordan)... De skal jo lære hvad der er rigtigt og forkert... Og det med at det gjorde ondt i armen, nogle gange tror jeg også ungerne er så snu at de siger det gør ondt, netop for at give os dårlig samvittighed.. Ikke at de lige tænker det sådan ordret, men du ved nok hvad jeg mener... Igen, det er grænserne der skal prøves af...

Vi havde en dag igår, hvor manden var ude så jeg var alene med knægten som bare var overtræt og selvfølgelig nægtede at sove til middag... Så kan du nok regne ud hvordan resten af dagen går.... Det blev altså også til nogle diskussioner, men når så drengen har forstået at han skal opføre sig pænt, så hygger vi bagefter med det han gerne vil, og så er han jo glad igen... Så det er den der balancegang mellem at være den onde mor, som skal lære dem rigtigt og forkert og den søde mor som lader dem gøre hvad de vil (inden for de fastsatte regler selvfølgelig)...

Nok lidt bøvlet skrevet men håber du forstår hvad jeg mener, og vil om ikke andet bare sige, at vi vist alle har umulige børn i perioder