Er "nemme" børn ikke rigtige børn?????

Alle er lige meget rigtige børn i min verden .

Mine børn 3.5 år og 18 måneder slås feks ufattelig meget en dreng og en pige , alle mennesker jeg besøget kommentere det og siger vi har aldrig oplevede nogen børn sloges sååååå meget . Men de er jo rigtige børn alligevel .

Min datter 18 måneder er en utrolig strid banan . Får hun et nej så smider hun sig på gulvet og skabet sig helt vildt virkelig pinligt .
Mine børn er sådan nogen børn som
Hyler skaber sig skælder ud oh meget mere børn som folk kigget efter på gaden . Og det er mega flovt synes jeg .
Men de er børn som alle andre .

mrhl skriver:

Jeg har i dag været på besøg hos min mormor - altså min datters oldemor.
Som så ofte når jeg har min datter med ude hos andre, får hun ros for hvor godt hun klarer at være med på tur. Hun græder sjældent, og er bare glad og tilfreds. Når jeg bliver spurgt om hvordan det går med hende til daglig, om hun er strid, og om jeg synes det er hårdt osv. svarer jeg at hun for det meste er glad.... For det er hun... For det meste....
Og det var så her min kære mormor kigger på min datter og siger "eeeeej, din mor, hun ved sørme ikke hvordan det er at have børn! Nej deeeet ved hun iiiingenting om!".
Og så sad jeg der og tænkte: hvis ens barn trives, er det så ikke et barn? Er man ikke mor hvis man har et barn der ikke hyler op når vi er på besøg hos oldemor?

Min mormor var helt hundrede ikke ude på at genere mig, så jeg gider ikke blive tøsefornærmet, men det satte alligevel nogle tanker i gang.... For det er da egentlig ikke en uvant kommentar... Synes jeg har hørt andre med "nemme" børn, få den kylet i hovedet...

Men hvad synes i. Er det kun skrigeballoner der tæller som den ægte vare?

Åh altså man kan bare blive så bitter nogle gange :/ 

Vi fik også slynget i hovedet "Nu skal I jo ikke regne med at den næste bliver ligeså nem"?

Nåh for den da, vidste ikke det var lutter lagkage at have et lille barn

 

Har fået samme kommentarer fra familien med den første, men helt ærligt var de ikke berettiget, da hun kun var stille når vi var ude blandt andre. Så snart vi kom hjem igen startede gråden og det hårde slid..

så mente selv jeg har "haft børn" 

Til gengæld er min nummer 2 så sød som en engel, og har kun ulvetime fra 8 til 9 om aftenen.. Ellers er han rolig og sover og glad og tilfreds  Så på den konto vil jeg tillade mig at sige at jeg har vist kun fået "ét barn" 

mrhl skriver:

Jeg har i dag været på besøg hos min mormor - altså min datters oldemor.
Som så ofte når jeg har min datter med ude hos andre, får hun ros for hvor godt hun klarer at være med på tur. Hun græder sjældent, og er bare glad og tilfreds. Når jeg bliver spurgt om hvordan det går med hende til daglig, om hun er strid, og om jeg synes det er hårdt osv. svarer jeg at hun for det meste er glad.... For det er hun... For det meste....
Og det var så her min kære mormor kigger på min datter og siger "eeeeej, din mor, hun ved sørme ikke hvordan det er at have børn! Nej deeeet ved hun iiiingenting om!".
Og så sad jeg der og tænkte: hvis ens barn trives, er det så ikke et barn? Er man ikke mor hvis man har et barn der ikke hyler op når vi er på besøg hos oldemor?

Min mormor var helt hundrede ikke ude på at genere mig, så jeg gider ikke blive tøsefornærmet, men det satte alligevel nogle tanker i gang.... For det er da egentlig ikke en uvant kommentar... Synes jeg har hørt andre med "nemme" børn, få den kylet i hovedet...

Men hvad synes i. Er det kun skrigeballoner der tæller som den ægte vare?

Det er jo bare en indirekte måde at sige på, at hun er en nem lille én - mere skal man ikke lægge i det. Absolut at foretrække frem for "Hold da op, en udfordring/mundfuld/opgave, I dér har fået!". Så ville man begynde at frygte, at omgivelserne ikke brød sig om barnet. 

Jeg har ikke været rigtigt gravid - ingen kvalme og besvær - jeg ved ikke, hvad det er at føde - tre supernemme og hurtige fødsler - og da ungerne var små, vidste jeg heller ikke meget om at have børn - tre rolige, veltilpasse og meget sovende babyer. Til gengæld ved jeg I DEN GRAD, hvad det er at have teenagebørn, så for nogle af os kommer de store prøvelser bare senere...

 

 

mrhl skriver:

Jeg har i dag været på besøg hos min mormor - altså min datters oldemor.
Som så ofte når jeg har min datter med ude hos andre, får hun ros for hvor godt hun klarer at være med på tur. Hun græder sjældent, og er bare glad og tilfreds. Når jeg bliver spurgt om hvordan det går med hende til daglig, om hun er strid, og om jeg synes det er hårdt osv. svarer jeg at hun for det meste er glad.... For det er hun... For det meste....
Og det var så her min kære mormor kigger på min datter og siger "eeeeej, din mor, hun ved sørme ikke hvordan det er at have børn! Nej deeeet ved hun iiiingenting om!".
Og så sad jeg der og tænkte: hvis ens barn trives, er det så ikke et barn? Er man ikke mor hvis man har et barn der ikke hyler op når vi er på besøg hos oldemor?

Min mormor var helt hundrede ikke ude på at genere mig, så jeg gider ikke blive tøsefornærmet, men det satte alligevel nogle tanker i gang.... For det er da egentlig ikke en uvant kommentar... Synes jeg har hørt andre med "nemme" børn, få den kylet i hovedet...

Men hvad synes i. Er det kun skrigeballoner der tæller som den ægte vare?

Den har vi også hørt herhjemme, " i har slet ikk prøvet og ha børn endnu" og så den kommentar jeg hader mest " bare vent",  ja undskyld vi har En glad og tilfreds datter... 

Jeg har i dag været på besøg hos min mormor - altså min datters oldemor.
Som så ofte når jeg har min datter med ude hos andre, får hun ros for hvor godt hun klarer at være med på tur. Hun græder sjældent, og er bare glad og tilfreds. Når jeg bliver spurgt om hvordan det går med hende til daglig, om hun er strid, og om jeg synes det er hårdt osv. svarer jeg at hun for det meste er glad.... For det er hun... For det meste....
Og det var så her min kære mormor kigger på min datter og siger "eeeeej, din mor, hun ved sørme ikke hvordan det er at have børn! Nej deeeet ved hun iiiingenting om!".
Og så sad jeg der og tænkte: hvis ens barn trives, er det så ikke et barn? Er man ikke mor hvis man har et barn der ikke hyler op når vi er på besøg hos oldemor?

Min mormor var helt hundrede ikke ude på at genere mig, så jeg gider ikke blive tøsefornærmet, men det satte alligevel nogle tanker i gang.... For det er da egentlig ikke en uvant kommentar... Synes jeg har hørt andre med "nemme" børn, få den kylet i hovedet...

Men hvad synes i. Er det kun skrigeballoner der tæller som den ægte vare?

Selvfølgelig er de nemme børn også børn! MEN! Når det er sagt, forstår jeg godt man får tanken. Og det siger jeg, fordi jeg har én af hver, om end jeg ikke bryder mig om at kalde Rose svær. Lad os bare kalde hende udfordrende, og James medgørlig

Og nu hvor jeg har prøvet begge dele vil jeg da sige, at forældre der har børn ligesom James aldrig vil kunne sætte sig ind i at have et barn der er udfordrende. Lige fra dag 1 har han sovet skide godt om natten, han græder sjældent, han er bare så GLAD hele tiden, ligger sig til at sove uden en masse pjat, sover gode lure. Hvis vi havde prøvet at have ham som eneste barn, jesus christ, det havde jo været piece of cake! Alt er relativt, og når man har sådan et nemt barn, kan en times putning være et helvede, men når man har prøvet den modsatte grøft med et barn, der aldrig vil sove, er umulig at putte, har et ekstremt stort trygheds og nærhedsbehov osv. osv, så virker det andet bare så nemt, og derfor kan det være svært at tage alvorligt, når man hører en mor sige "Åh gud, jeg var vågen en halv time med lille Julius i nat", når man selv kun har SOVET en halv time den nat!

Jeg ved ikke om du kan følge mig? Prøver bare at sige, at jeg har prøvet (prøver) begge verdener, og derfor kan jeg godt forstå, at det kan virke enormt simpelt og nemt, hvis man ser nogen med de enormt medgørlige børn  

Tja børn er da forskellige og nogle mere udfordrende end andre, men derfor er man jo stadig mor, forstår så ikke lige din trivedes kommentar, for et barn der er mere udfordrende kan jo sagtens trives, er da sjældent børn mistrives om de er udfordrende eller ej. Synes nu meget spiller ind og intet kan stilles op sort Hvidt og har aldrig forstået den fingerpende tendes eller nogles behov for at hæve sig på andres bekost, uanset om det er et nemmere eller mere udfordrende barn. Man er jo lige meget mor, man får bare forskellige erfaringer af de forskellige udfordringer  

Alle børn er vel børn og alle mødre vel mødre. Men det er da klart at alle børn er forskellige og nogen børn er i spædbærnsalderen en udfordring med feks. Søvn, skrigeri eller andet. Og må indrømme jeg har prøvet lidt i i hver boldgade ds de var spæd - og efter en periode med. Mellem 5 og 15 opvågninger pr nat kunne jeg nok håogså have snerret noget om ikke vide hvad det vil sige at have børn hvis jeg havde sidder med en der måske vågnede en gang pr nat. Det betød jo ikke barnet ikke var et barn, eller lignende, men alene at øv hvor er møg træt og hvis du tror det du går igennem er hårdt så......!

Synes også den ældre generation har en tendens til at sætte fokus netop på den manglende søvn, synes altid det er det jeg er blevet spurgt om først: når hvordsn sover han/hun om natten? Og netop søvnen om natten bliver indikator for om man har nemt barn.

Og må så lige sige til slut, at jeg ikke sætter lighedstegn mellem skrigende baby og mistrivsel, der tænker jeg kun på forskellige personligheder.

Børn er børn, om de er nemme eller ikke.... 

Jeg har to drenge, som er født for tidligt og egentlig været nemme, men alligevel været lidt indimellem... Men de er glade, har sovet igennem, sjælden syge, sov/sover middagslure , ingen kolik osv...

Men jeg kan nu mærke, at det ikke helt fortsætter... Den store er stadig okay nem, men jeg har da kampe om småting...mest tøj...

Min den lille på snart 4 bliver mere og mere streng... Og vi har flere små diskussioner end jeg har været vant til, men de bliver jo nogen små selvstændige individer... Og jeg nyder værd en ting... 

 

Ja måske navnet har noget at sige jeg har også en nem en af slagsen. De første 4 år af hendes liv var en dans på roser nøj hvor var hun nem, og alle sagde at jeg ikke har prøvet at have en spædbarn jeg må blankt erkende at mor var/er stolt og glad for at jeg har et barn der hviler så meget i sig selv og bare kunne fungere i alt.

Men ak, så blev det søde barn skolebarn nu har mor fået alle de udfordringer der kan være pige-fnidder, usikkerhed osv.

Er mere end spændt på hvordan hendes søskende bliver, når nu jeg ikke har haft udfordringer mens hun var lille