Yurie skriver:
Der er da ingen grund til at skræmme hende, fordi du har været uheldig at få et barn med en idiot.
Det er da ikke fair for manden, at han måske en dag møder et barn der ligner ham, og så finde ud af at moren ikke engang gad at prøve at finde ham. Hvad nu hvis han gerne vil være en del af sit barns liv og hun tog den chance fra ham.
Ikke alle mænd er idioter, og jeg synes ikke det er fair at du sidder og siger at hun ikke skal prøve at finde ham.
Jeg læser nu indlægget som et godt råd hun så kan vælge at følge eller ikke. Nej, ikke alle mænd er idioter - mon ikke hun er klar over det? - men det er der nogle der er. Sådan er livet, og det kan man lige så godt have øjnene op for, før man buser ud med: "Hey, du skal være far!"
Noget helt andet er, at nogle her samstemmende giver udtryk for at hun skylder faderen at give ham besked. Det er forkert. Hun skylder barnet og sig selv at tage den med ro, leve sundt og ikke stresse ved at jagte rundt efter faderen. Hun skylder ikke en mand noget, der var så dum at gå i seng med en pige uden kondom!
Hvor er hans personlige ansvar blevet af i det her? Har han carte blanche til at gå rundt i nattelivet og strø om sig med sin sæd, og så forvente at de piger der bliver gravide, fordi de ikke er ædru nok til at insistere på at han har kondom på, skylder ham at lege detektiv? Siden han ikke er mand nok til at svare hende, går jeg ud fra at han heller ikke er interesseret i at betale børnepenge til diverse børn, så jeg synes egentlig at han skylder staten at tage kondom på!
Skal hun finde faderen - jeg ved godt hun har fundet ham, men for en god ordens skyld - så er det udelukkende for barnets skyld. Fordi barnet fortjener at så mange mennesker som muligt elsker det. Men det er bedre at være barn af en enlig mor, end at vide at man har en far derude, der kender til ens eksistens, men bare ikke gider at se en. Det er ret knusende for et barn at vide. Alt tyder jo på at fyren i dette tilfælde slet ikke vil have noget at gøre med barnet. Nå ja, siger nogen så. Han kommer måske dryssende når barnet er 2,5 og er parat til at lege far, men hvad nu hvis han ikke gør det? Hvor længe skylder hun og barnet ham så at holde deres liv åbne for det tilfælde at han skulle skifte mening?
