Åh jeg bliver sindsyg!

Dr. House skriver:

Følelser er følelser. Har man aldrig prøvet at føde et fuldbåret barn og miste det, kender man heller ikke forskellen. 

Og derfor kan man slet ikke samlingne sin situation med at føde et fuldbårent barn, hun fødte et velskabt barn, en lille dreng hun holdte og sagde farvel. 

Jeg mistede et foster, en drøm men ikke en specifik person, jeg havde ikke mærket babyen som jeg havde fundet navn og bygget rede til sparke. 

Selfølgelig er det hårdt at miste og jeg siger ikke det ene er hårdere en det andet, men det kan ikke samlingnes, og det er ubehøvlet at gøre det

grinny skriver:

Vil starte med at skrive at det ikke er fordi jeg føler mig"speciel" - det kunne jeg jo nok gøre på mange andre sjovere måder  Men har frustrationer som bare skal ud nu!

Jeg har igen idag snakket med en der fortalte mig at hun havde prøvet det samme som mig og hun kunne godt sætte sig ind i min situation - og hun sluttede af med jeg var jo 10+

Jeg så sådan her ud    

Det er fjerde gang mit forløb bliver sammenlignet med en abort inden uge 12.

Jeg skal ikke bestemme hvad folk føler eller hvor kede af det folk bliver over en abort, selvfølgelig gør man det! Men det brænder sgu indeni mig når de sammenligner min lille Isaac med en abort! Han var ikke en abort! Han var en fuldbåren baby.

Håber ikke der er nogen er bliver stødt over mit indlæg, det er virkelig ikke for at lege politi og bestemme over andres følelser, det er bare hvad jeg føler indvendig når folk tror de forstår mig og mine følelser 

Det kan i min verden overhovedet ikke sammenligne! Ville også blive lidt stødt over sådan en kommentar.

Dr. House skriver:

At miste et barn er vel at miste et barn. Om det er fuldbåret eller ikke. Smerten ligger ved det genkendende ansigt ved den fuldbåret. Hvor derimod en spontan eller død-abort ligger smerten i det store ønske, og forstillingerne som bliver ødelagt.

Begge smerter kan ikke sammenlignes, men kan være lige voldsomme afhængig af mennesket. 

Så jeg kan godt forstå at de sammenligner. Jeg kondolere for dit tab, men husk på, at selvom de aldrig fik set deres barn, var de stadig følelsesmæssigt forbundet til det.

Enig

Dr. House skriver:

At miste et barn er vel at miste et barn. Om det er fuldbåret eller ikke. Smerten ligger ved det genkendende ansigt ved den fuldbåret. Hvor derimod en spontan eller død-abort ligger smerten i det store ønske, og forstillingerne som bliver ødelagt.

Begge smerter kan ikke sammenlignes, men kan være lige voldsomme afhængig af mennesket. 

Så jeg kan godt forstå at de sammenligner. Jeg kondolere for dit tab, men husk på, at selvom de aldrig fik set deres barn, var de stadig følelsesmæssigt forbundet til det.

Intet kan sammenlignes, det synes jeg også at jeg giver udtryk for i mit første indlæg. Jeg kan eller skal ikke bestemme over andres følelser eller sorg, men JEG bliver personligt irriteret og ked når mit barn bliver sammenlignet med en abort.

Ikke pga. andres følelser, men af den simple årsag at han for mig overhovedet ikke er en abort men min søn.

Og selvom folk prøver at sige "det rigtige", ændre det jo ikke på at jeg denne fjerde gang bare havde fået nok 

os2 skriver:

Jeg mistede mine drenge i uge 17+5

må sige at det var meget forfærdeligt også. Jeg havde også mærket liv, alle vores drømme brast og vi havde ventet 2,5 år på dem ( barnløshedsbehandling)

jeg blev målløs når folk sagde til mig: hvor var det godt du ikke gik tiden ud !!??

Jeg og min mand sørgede altså også over tabet af de to... De skulle fødes på normal vis, de var små, men havde alt som en baby ... Bare meget mindre end fuldbårne børn... 

Jeg tror måske det kan skelnes mellem om man har født det barn man har mistet , om man har fået det begravet ... Men vil ikke sige at det er værre at miste i uge 38 frem for uge 18. 

Det sagde folk vel forhåbentligt heller ikke til dig? 

Eller, det kommer vel ikke bag på mig for jeg har også fået beskeden at det jo var godt vi ikke lærte ham at kende! Men vi "kendte" ham jo og den dag i dag er jeg så ked af at jeg aldrig fik chancen for at se hans øjne!

Der kan ikke laves en linie for hvornår man føler det ene eller det andet. Jeg skal ikke bestemme hvor grænsen for det ene eller det andet er - det er ikke min magt.

Jeg blev bare denne fjerde gang virkelig ked af træt af, at han igen blev sammenlignet med en abort for spørg du mig, så var han jo langt fra en abort, men en anden vil måske så anerledes på det.

Og 17+5 er i mine øjne heller ikke en abort, selvom jeg godt ved det bliver kaldt en sen-abort, men andre vil se anerledes på det og sige at det er en abort frem til uge 20/21.

Dette indlæg er kun skrevet på mine egne personlige følelser, ikke hvad jeg mener er det rigtige 

lineog4 skriver:

Uha den er så svær og man skal træde med så varsomme skridt....

Jeg er ikke i tvivl om at det at miste min datter ikke kan sammenlignes med at abortere før ?. Uge. Jeg er ikke i tvivl om det at miste min datter ikke kan sammenlignes med at miste sin far, sin mormor osv. Det at miste min far kan heller ikke sammenlignes med at miste min mormor og sådan kunne jeg blive ved.

Jeg ved det er noget særligt at miste et barn, ikke noget særligt man har lyst til at være tværtimod lad mig da endelig blive fuldstændig normal og have mit barn.

Men jeg ved ikke hvor grænsen går, jeg har mødt en del som har mistet inde i maven og kan høre at vores følelser er meget ens, der er også meget der ikke er ens for vi er forskellige mennesker, forskellige historier osv. Jeg har mødt nogen der har mistet i 20. Uge hvor jeg føler mere lighed end med en der har mistet et barn der var en uge - igen det handler i høj grad også om mennesker.

Men jeg ved der er en grænse, en grænse som jeg ikke kan definere, men som er der.

Der er en forskel på min Lia som sov i mine arme, som jeg ammede, som jeg var mor til både som død og levende og et foster der bliver udstødt i 10. Uge.

ja drømmen om baby, drømmen om familie, drømmene om den første jul med en baby osv. Er måske ens for mine med Lia og for mine med et lille bitte foster. Men forskellen er fosteret ikke blev konkret, det blev ikke et lille uerstatteligt menneske.

Jeg har skelnen meget skarpt mellem baby og Lia. Baby som kunne være hvem som helst, ja kunne sågar have taget det lille hittebarn der blev fundet den nat Lia døde og bare have elsket det som min baby. Men jeg kunne ikke bare have taget en baby og elsket den som Lia, for kærligheden til hende er unik og er at jeg elsker netop hende - en ny baby kan ikke bare blive eller være hende, derfor er det også så ligegyldigt når folk siger: men I kan jo bare få en ny! Og derfor er der en forskel på en tidlig abort og at miste sit barn. Jeg ved bare ikke hvornår det bliver "barn" og hvornår det bliver alene drømmen om en baby.

Og til jer andre som ikke har stået her, når man bliver stødt, sur, ked af det når ens barn bliver sammenlignet med en tidlig abort, så er det jo fordi man et eller andet sted også kæmper med anerkendelsen af ens barn, kæmper med anerkendelsen af det er en kæmpe sorg. Jeg hørte mange gange fx. Det var da godt det ikke var Dina, for det havde været svært. Og i det lå, jamen du fik jo kun x antal tid med hende, og jo mere tid jo værre, med så kort tid er det nemt at glemme og pakke det væk og komme videre. Heldigvis har jeg ikke lade dem leve med den vildfarelse og har været hundrede procent åben om hvor skide hårdt det er at miste sit barn også selvom hun kun blev 4 dage. Men at miste et barn enten i maven eller det første stykke tid efter fødslen er også en kamp for anerkendelse af sit barn, sin kærlighed, at blive mor osv. Og så er det som at få en hammer i hovedet når det bliver sammenlignet med den tidlige abort eller guldhamsteret.

Den er rigtig svær, og jeg overvejede også mange gange om jeg skulle skrive det, men jeg havde altså brug for luft.

Jeg skal ikke være herre over hvornår folk føler hvad, og hvornår folk mener det er en abort eller en dødsfødsel, jeg havde bare personligt fået nok, da Isaac - i min verden - er langt fra en abort. Andre kan have et helt andet syn på det, og det er selvfølgelig helt okay - så længe det også er okay når jeg siger fra 

Men igen skriver du det alle andre prøver, du er jo super på skrift 

modesty skriver:

Jeg forstår dig godt. Da vi kørte på 4. forsøg i IVF behandling snakkede jeg med en (ellers utroligt sød og empatisk) veninde som sagde at hun jo godt vidste hvordan jeg havde det, fordi hun havde oplevet at miste i uge 8. Skal lige tilføjes at mens hun sagde dette, løb hendes to små piger rundt og legede - og hun var højgravid! Øh nej, du ved ikke hvordan jeg har det.

Jeg tror egentlig at folk mener det godt. De tror at de hjælper ved at fortælle at man ikke er alene. De forstår ikke at det føles som om de underkender alvoren af ens situation.

Disclaimer: Jeg forsøger IKKE at sammenligne din og min situation - blot følelsen af at blive underkendt. 

Jeg tror også folk mener det godt, og det er også derfor jeg prøver at forklare at jeg ikke skal være herre over hvad andre føler, men jeg bliver stødt - og det føler jeg også at jeg skal have lov til 

Jeg er så bare ikke den person der siger "hey hov stop - du skal ikke sammenligne de to ting", jeg vil helst ikke støde andre og virke "ligeglad" med deres abort, derfor lukker jeg luft ud på baby.dk 

esioul skriver:

Enig

Sådan en tråd som den her lurer altid lidt længe i mit hoved fordi den jo grundlæggende går ind og rykker ved mine følelser og også sætter i perspektiv hvad andre tænker om det at jeg har mistet et barn.

Og jeg bliver nød til ag slå fast med syvtommersøm at jeg ikke kan være enig i, at miste et barn er at miste et barn og så er det uafhængigt af om det sker i 9+ eller 38+, 1 år eller 15 år.
Dermed ikke sagt smerten ved at miste i 9+ ikke kan være kæmpe stor, men den handler om noget andet har et andet fokus - der har man mistet en drøm, et diffust begreb om en baby der skulle komme, og det er garanteret sindsyg svært, svært ikke at kunne sørge over sit barn men over noget diffust osv osv osv.
Når man som mig mister sin datter 4 dage gammel, har jeg ikke mistet noget diffust, jeg har ikke mistet en drøm - jeg har mistet et unikt menneske der aldrig kan erstattes som jeg elskede mere end mig selv.

Jeg var/er mor uden et barn og der ligger forskellen for tror ikke særlig mange ville påstå de blev mor da de aborterede i 9+ - men jeg og andre der mister er barn er ikke bare en kvinde der har mistet, vi er mødre uden børn i armene.

Jeg har aldrig aborteret og ved selvsagt ikke hvordan en der har aborteret har det 7 år efter, men jeg kan fortælle hvordan jeg har det:

Jeg er mor til 4 i tale, i hjertet og også i praksis selvom det ene af mine børn er døde. I mit hjem er de billeder og tegninger af Lia, der er sten med hendes hånd og fodaftryk, der er en kasse med hendes tøj, hendes hårlok, kort fra begravelsen, sygesikringskort, obduktionsrapport, regning fra bedemand og sikkert en del mere.
Jeg har en gravplads hvor jeg kan gå og ordne lidt til min datter, jeg har fra hver enkelt ferie vi har været på taget en lille ting med hjem, det kan være en sten eller andet jeg selv finder, eller det kan være en ting jeg køber. Og det er fordi det især er i de rigtige lykkelige stunder mit hjerte gør mest ondt, den lykke tilstand som man higer efter er den tilstand der gær aller mest ondt i mit liv, for der mangler min datter så forfærdelig meget og det er så uretfærdigt hun ikke fik lov at være med.

For 7 år siden smadrede jeg, jeg gik i en milliard stykker, anede ikke hvordan man trak vejret, vidste ikke hvem jeg selv var. Jeg har stadig ikke samlet alle stumperne op igen - ved slet ikke om jeg skal samle dem alle sammen op. Når jeg ser et billede af mig selv fra før Lia kan jeg huske situationen, men det er et andet menneske og jeg kan ikke huske hvordan jeg følte.

For første gang i år klarede jeg at tage på arbejde på Lias fødselsdag men det krævede en sygemelding dagen efter.

Jeg kunne fortsætte, men håber den lille flig sætter i perspektiv, at miste et barn betyder man mangler sit barn resten af livet, at man er mor også til det døde barn. Den morrrolle er bare så forbandet svær også i forhold til omverden, så når man sidder og dårligt selv kan definere sin rolle så er det hårdt at få at vide: jamen det er det samme som at miste drømmen om en baby når man aborterer i 9+, for nej man har ikke alene mistet en drøm, men har mistet retten til at kunne holde den baby man er blevet mor til, man har mistet muligheden for at yde den omsorg konkret som hele ens morvæsen skriger efter, man har mistet retten til at være mor i omverdens øjne med mindre man kæmper for det. Og man savner ikke et barn, man mangler SIT ban, helt grundlæggende er man mor uden er fysisk barn.

Igen jeg skal ikke sige om man sidder sammen sted 7 år efter en abort - og derfor vil jeg heller aldrig påstå jeg forstår hvordan en der går gennem er abortforløb. Jeg er heller ikke ude at rangere størrelsen af sorg men jeg er ude i at sige det ikke er ens.

Og så må jeg lige til aller sidst sige: hvor mange mon ville tænke på deres super skønne nyfødte dreng - av han er bare fuldstændig ligesom den reje jeg så til tryghedscanning. Det som Grinny fik var helt ligesom jeres sorællevende nyfødte han var desværre bare død.

Jeg har ingen billeder af et barn dødt i maven, for Lia døde først senere og jeg vil ikke poste andre menneskers børn, men jeg kan love jer fo de er smukke, dejlige børn også selvom de døde i maven.
Jeg kan poste Lia og støtte Grinny i, hun er noget andet end er foster i 9+

Det kan jeg virkelig godt forstå at du bliver stødt over.

Det kan bare på ingen måde sammenlignes.

Som du selv skriver.... selvfølgelig kan man være ked af det efter en abort i uge 10.... men det kan bare ikke sammenlignes med at føde et helt fuldbåren dødt barn. 

lineog4 skriver:

Sådan en tråd som den her lurer altid lidt længe i mit hoved fordi den jo grundlæggende går ind og rykker ved mine følelser og også sætter i perspektiv hvad andre tænker om det at jeg har mistet et barn.

Og jeg bliver nød til ag slå fast med syvtommersøm at jeg ikke kan være enig i, at miste et barn er at miste et barn og så er det uafhængigt af om det sker i 9+ eller 38+, 1 år eller 15 år.
Dermed ikke sagt smerten ved at miste i 9+ ikke kan være kæmpe stor, men den handler om noget andet har et andet fokus - der har man mistet en drøm, et diffust begreb om en baby der skulle komme, og det er garanteret sindsyg svært, svært ikke at kunne sørge over sit barn men over noget diffust osv osv osv.
Når man som mig mister sin datter 4 dage gammel, har jeg ikke mistet noget diffust, jeg har ikke mistet en drøm - jeg har mistet et unikt menneske der aldrig kan erstattes som jeg elskede mere end mig selv.

Jeg var/er mor uden et barn og der ligger forskellen for tror ikke særlig mange ville påstå de blev mor da de aborterede i 9+ - men jeg og andre der mister er barn er ikke bare en kvinde der har mistet, vi er mødre uden børn i armene.

Jeg har aldrig aborteret og ved selvsagt ikke hvordan en der har aborteret har det 7 år efter, men jeg kan fortælle hvordan jeg har det:

Jeg er mor til 4 i tale, i hjertet og også i praksis selvom det ene af mine børn er døde. I mit hjem er de billeder og tegninger af Lia, der er sten med hendes hånd og fodaftryk, der er en kasse med hendes tøj, hendes hårlok, kort fra begravelsen, sygesikringskort, obduktionsrapport, regning fra bedemand og sikkert en del mere.
Jeg har en gravplads hvor jeg kan gå og ordne lidt til min datter, jeg har fra hver enkelt ferie vi har været på taget en lille ting med hjem, det kan være en sten eller andet jeg selv finder, eller det kan være en ting jeg køber. Og det er fordi det især er i de rigtige lykkelige stunder mit hjerte gør mest ondt, den lykke tilstand som man higer efter er den tilstand der gær aller mest ondt i mit liv, for der mangler min datter så forfærdelig meget og det er så uretfærdigt hun ikke fik lov at være med.

For 7 år siden smadrede jeg, jeg gik i en milliard stykker, anede ikke hvordan man trak vejret, vidste ikke hvem jeg selv var. Jeg har stadig ikke samlet alle stumperne op igen - ved slet ikke om jeg skal samle dem alle sammen op. Når jeg ser et billede af mig selv fra før Lia kan jeg huske situationen, men det er et andet menneske og jeg kan ikke huske hvordan jeg følte.

For første gang i år klarede jeg at tage på arbejde på Lias fødselsdag men det krævede en sygemelding dagen efter.

Jeg kunne fortsætte, men håber den lille flig sætter i perspektiv, at miste et barn betyder man mangler sit barn resten af livet, at man er mor også til det døde barn. Den morrrolle er bare så forbandet svær også i forhold til omverden, så når man sidder og dårligt selv kan definere sin rolle så er det hårdt at få at vide: jamen det er det samme som at miste drømmen om en baby når man aborterer i 9+, for nej man har ikke alene mistet en drøm, men har mistet retten til at kunne holde den baby man er blevet mor til, man har mistet muligheden for at yde den omsorg konkret som hele ens morvæsen skriger efter, man har mistet retten til at være mor i omverdens øjne med mindre man kæmper for det. Og man savner ikke et barn, man mangler SIT ban, helt grundlæggende er man mor uden er fysisk barn.

Igen jeg skal ikke sige om man sidder sammen sted 7 år efter en abort - og derfor vil jeg heller aldrig påstå jeg forstår hvordan en der går gennem er abortforløb. Jeg er heller ikke ude at rangere størrelsen af sorg men jeg er ude i at sige det ikke er ens.

Og så må jeg lige til aller sidst sige: hvor mange mon ville tænke på deres super skønne nyfødte dreng - av han er bare fuldstændig ligesom den reje jeg så til tryghedscanning. Det som Grinny fik var helt ligesom jeres sorællevende nyfødte han var desværre bare død.

Jeg har ingen billeder af et barn dødt i maven, for Lia døde først senere og jeg vil ikke poste andre menneskers børn, men jeg kan love jer fo de er smukke, dejlige børn også selvom de døde i maven.
Jeg kan poste Lia og støtte Grinny i, hun er noget andet end er foster i 9+

det kom bare lidt til at lyde som en abort før uge 12 er ingenting. Men vælger at trække mig, da jeg har følelserne uden på tøjet