Åh jeg bliver sindsyg!

os2 skriver:

Jeg mistede mine drenge i uge 17+5

må sige at det var meget forfærdeligt også. Jeg havde også mærket liv, alle vores drømme brast og vi havde ventet 2,5 år på dem ( barnløshedsbehandling)

jeg blev målløs når folk sagde til mig: hvor var det godt du ikke gik tiden ud !!??

Jeg og min mand sørgede altså også over tabet af de to... De skulle fødes på normal vis, de var små, men havde alt som en baby ... Bare meget mindre end fuldbårne børn... 

Jeg tror måske det kan skelnes mellem om man har født det barn man har mistet , om man har fået det begravet ... Men vil ikke sige at det er værre at miste i uge 38 frem for uge 18. 

Sådanne snakke kan ramme lige i solar plexus, de er sindsyg svære men samtidig også vigtige at gøre synlige især for de som ikke har mistet, for i disse snakke som gør ondt kommer der også nogen forklaringer frem som vi som har mistet nok egentlig glemmer at videreformidle.

Jeg har så tit tænkt på den mærkelige skillelinie der er mellem at have mistet et barn eller have mistet en drøm. Og jeg kan ikke sætte den men ved den er der, ved derfor mig handler om noget med at blive mor. Og hvornår bliver man så mor, hmm når man har sit barn i armene, når morfølelsen kommer krybende og ikke kan smides væk igen (grunden til jeg skriver det sådan er ikke alle får moderfølelse pr automatik når de får baby i armene). Når man er blevet mor har man mistet et barn, og så er det jo hip som hap om det er når baby er 17+5, 38 eller er blevet født levende. Ikke alle bliver mødre til en baby i 17+ eller i 38+ for den sags skyld og lukker af for det og vælger at opfatte det som en "abort" så for mig handler det om moren (eller faren) og ikke kun tidspunktet for døden - og alligevel er der en diffus tidsgrænse for jeg kan sagtens sammenligne Lia med dine drenge du har puttet, elsket og begravet i 17+ men jeg ikke sammenligne hende med det foster der blev udstødt i 9+ 

Jeg ved dog også at hver historie er unik og der hvor man kan mødes er i det at være mor til et dødt barn/børn og en masse andet ikke er sammenligneligt, men samtidig måske mere rummet fordi man deler historien om det døde barn. Jeg selv da jeg mistede søgte andre der havde mistet, men det var klart rart at møde nogen hvor historierne var sammenlignelige lige i starten, senere blev det knapt så vigtigt.

grinny skriver:

Vil starte med at skrive at det ikke er fordi jeg føler mig"speciel" - det kunne jeg jo nok gøre på mange andre sjovere måder  Men har frustrationer som bare skal ud nu!

Jeg har igen idag snakket med en der fortalte mig at hun havde prøvet det samme som mig og hun kunne godt sætte sig ind i min situation - og hun sluttede af med jeg var jo 10+

Jeg så sådan her ud    

Det er fjerde gang mit forløb bliver sammenlignet med en abort inden uge 12.

Jeg skal ikke bestemme hvad folk føler eller hvor kede af det folk bliver over en abort, selvfølgelig gør man det! Men det brænder sgu indeni mig når de sammenligner min lille Isaac med en abort! Han var ikke en abort! Han var en fuldbåren baby.

Håber ikke der er nogen er bliver stødt over mit indlæg, det er virkelig ikke for at lege politi og bestemme over andres følelser, det er bare hvad jeg føler indvendig når folk tror de forstår mig og mine følelser 

Jeg har nu mistet 4 gange. 3 før uge 13 og en efter. For mig var det mit livs helvede. Veerne, blødningerne og mine børn der aldrig så dagens lys, eller ret til at blive kaldt et barn og blive begravet rigtigt. Jeg kunne aldrig holde dem rigtigt... Og kommer aldrig over det. 

Jeg føler med dig og din smerte. Uden sammenlignelse, så tror jeg bare at folk prøver at sige at de forstår lidt af din smerte. Omend ingen sorg er den samme.

Dr. House skriver:

At miste et barn er vel at miste et barn. Om det er fuldbåret eller ikke. Smerten ligger ved det genkendende ansigt ved den fuldbåret. Hvor derimod en spontan eller død-abort ligger smerten i det store ønske, og forstillingerne som bliver ødelagt.

Begge smerter kan ikke sammenlignes, men kan være lige voldsomme afhængig af mennesket. 

Så jeg kan godt forstå at de sammenligner. Jeg kondolere for dit tab, men husk på, at selvom de aldrig fik set deres barn, var de stadig følelsesmæssigt forbundet til det.

Det handler jo ikke om hvorvidt smerten er stor. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at smerten ved en spontan abort eller MA kan være ekstrem stor, jeg ville aldrig negligere den, men jeg vil heller aldrig sige jeg forstår den fordi jeg har mistet et barn.

Det er at sammenligne æbler og pærer. Det handler jo ikke om at sige: min sorg er størst. Men om at sige min sorg er anderledes, den er hæftet på noget andet, har et andet fokus, handler om noget andet.

Og må jeg sige der for mig er en stor skelnen mellem en baby og min datter. Babyen som jeg klart havde en drøm om kunne jeg erstatte med den nye baby der kom i min mave, men min datter kan jeg ikke (hvor meget jeg end gerne ville) producere igen og dermed erstatte. Så nej at miste drømmen om en baby er ikke det samme som at miste den specifikke baby som var et helt unikt menneske.

Og jeg kan kun håbe mange læser tråde som denne så de husker det ikke er trøst at få at vide: det har jeg også prøvet. Men det er en kæmpe trøst de bare vil lytte og rumme den smerte man er midt i.  

Pcokate skriver:

Jeg har nu mistet 4 gange. 3 før uge 13 og en efter. For mig var det mit livs helvede. Veerne, blødningerne og mine børn der aldrig så dagens lys, eller ret til at blive kaldt et barn og blive begravet rigtigt. Jeg kunne aldrig holde dem rigtigt... Og kommer aldrig over det. 

Jeg føler med dig og din smerte. Uden sammenlignelse, så tror jeg bare at folk prøver at sige at de forstår lidt af din smerte. Omend ingen sorg er den samme.

 

Først stort kram - 4 gange er umenneskeligt. 

Og du beskriver egentlig rammende hvorfor det ikke kan sammenlignes, for din sorg er iblandet sorgen over du ikke fik lov at holde dem, ikke kunne begrave dem, de ikke fik retten til at blive kaldt børn.

til trods for jeg har mistet et barn vil jeg ikke på nogen måde  hævde jeg forstår din sorg, jeg kan høre den, rumme den, men jeg kan ikke føle den selv for har ikke et sammenligningsgrundlag.

lineog4 skriver:

Først stort kram - 4 gange er umenneskeligt. 

Og du beskriver egentlig rammende hvorfor det ikke kan sammenlignes, for din sorg er iblandet sorgen over du ikke fik lov at holde dem, ikke kunne begrave dem, de ikke fik retten til at blive kaldt børn.

til trods for jeg har mistet et barn vil jeg ikke på nogen måde  hævde jeg forstår din sorg, jeg kan høre den, rumme den, men jeg kan ikke føle den selv for har ikke et sammenligningsgrundlag.

Tak, det føles også grusomt. Som om nogle "deroppe" nyder at sprede lidelse...

Ja og det er netop det jeg prøver at sige. Jeg kan heller ikke sige sorgen er den samme for mig, dig eller ginny. Derudover er sorgen jo altid en uforudsigelig str.. 

Jeg kan ikke forestille mig at få af vide i uge 39 at mit barn er dødt, eller have en levende pige i mine arme, jeg bare ikke må beholde... Jeg føler med jer det gør jeg. 

Men jeg studser lidt ved vreden der er over sammenlignelsen (fra ts), da sammenlignelsen går på at begge har mistet (ikke hvornår og hvordan) og (går jeg ud fra) kvinden prøvede at kondolere og give udtryk for at de kunne dele deres individuelle smerte sammen. 

grinny skriver:

Vil starte med at skrive at det ikke er fordi jeg føler mig"speciel" - det kunne jeg jo nok gøre på mange andre sjovere måder  Men har frustrationer som bare skal ud nu!

Jeg har igen idag snakket med en der fortalte mig at hun havde prøvet det samme som mig og hun kunne godt sætte sig ind i min situation - og hun sluttede af med jeg var jo 10+

Jeg så sådan her ud    

Det er fjerde gang mit forløb bliver sammenlignet med en abort inden uge 12.

Jeg skal ikke bestemme hvad folk føler eller hvor kede af det folk bliver over en abort, selvfølgelig gør man det! Men det brænder sgu indeni mig når de sammenligner min lille Isaac med en abort! Han var ikke en abort! Han var en fuldbåren baby.

Håber ikke der er nogen er bliver stødt over mit indlæg, det er virkelig ikke for at lege politi og bestemme over andres følelser, det er bare hvad jeg føler indvendig når folk tror de forstår mig og mine følelser 

Tak, det føles også grusomt. Som om nogle "deroppe" nyder at sprede lidelse...

Ja og det er netop det jeg prøver at sige. Jeg kan heller ikke sige sorgen er den samme for mig, dig eller ginny. Derudover er sorgen jo altid en uforudsigelig str.. 

Jeg kan ikke forestille mig at få af vide i uge 39 at mit barn er dødt, eller have en levende pige i mine arme, jeg bare ikke må beholde... Jeg føler med jer det gør jeg. 

Men jeg studser lidt ved vreden der er over sammenlignelsen (fra ts), da sammenlignelsen går på at begge har mistet (ikke hvornår og hvordan) og (går jeg ud fra) kvinden prøvede at kondolere og give udtryk for at de kunne dele deres individuelle smerte sammen. 

 

 

For det første tror jeg man har vrede inde i sig når man har mistet, en vrede over hvorfor mig, hvorfor mit barn, hvorfor må andre blive gravide, hvorfor må andre..... Det betyder ikke man ønsker andre skidt, eller andet, men bare at man har en vrede som man ikke kan kanalisere nogen steder hen andet end bare råbe den ud i intetheden.

Derudover så når man har mistet et barn især et lille barn om det så er i maven eller som mig hvor Lia var 4 dage gammel, så får man mange dumme bemærkninger og en del af dem går på det jo ikke er så slemt for det var jo heldigvis ikke et "rigtigt" barn. Og har da hørt en del hvor det var inde i maven have fået bemærkninger alla: det var da godt hun døde før hun blev født så du ikke nåede at knytte dig til hende, godt du ikke nåede at lære ham at kende og elske ham.... Ja jeg har såmænd også fået dem: godt hun kun nåede at blive 4 dage tænk om hun var blevet 1 år så havde I ja ikke kunne leve videre (underforstået et barn på 4 dage gærdet knapt så ondt at miste). Og derfor reagere man måske kraftigt mod sammenligningen med noget som netop i manges øjne er et ikke-barn.

Og ja så må jeg sige lige der i helvedes forgård har man bare ikke lyst til særlig mange sammenligninger, jeg fik en sammenligning med en oldemor og en hund og tro mig det var sgu ikke særlig sjovt at svare på - nej jeg tror såmænd det er lidt anderledes at miste sin hund pludseligt end at miste sin datter pludseligt. Eller nej jeg tror ikke helt det er sammenligneligt at miste din meget elskede oldemor på 80 og at jeg har mistet min datter.....

også handler det også om det skønne barn man stod med i armene, den smukke smukke baby man rørte ved, lærte hver kvadratcentimetre at kende af, lugtede til, kyssede - den baby er ikke det samme som et lille foster der kom ud og hvor man ikke kunne skelne arme og ben.

Jeg må lige skynde mig at sige jeg aldrig har aborteret så jeg aner ikke hvad man kan se og hvordan det føles. Men jeg er ret sikker på at den lille reje jeg så til tryghedsscanning i uge 8 ikke har set ud som min baby, hvorimod jeg har set billeder af skønne babyer i 20. Uge som nej lignede ikke Lia, men alligevel jo det gjorde de....

For det første tror jeg man har vrede inde i sig når man har mistet, en vrede over hvorfor mig, hvorfor mit barn, hvorfor må andre blive gravide, hvorfor må andre..... Det betyder ikke man ønsker andre skidt, eller andet, men bare at man har en vrede som man ikke kan kanalisere nogen steder hen andet end bare råbe den ud i intetheden.

Derudover så når man har mistet et barn især et lille barn om det så er i maven eller som mig hvor Lia var 4 dage gammel, så får man mange dumme bemærkninger og en del af dem går på det jo ikke er så slemt for det var jo heldigvis ikke et "rigtigt" barn. Og har da hørt en del hvor det var inde i maven have fået bemærkninger alla: det var da godt hun døde før hun blev født så du ikke nåede at knytte dig til hende, godt du ikke nåede at lære ham at kende og elske ham.... Ja jeg har såmænd også fået dem: godt hun kun nåede at blive 4 dage tænk om hun var blevet 1 år så havde I ja ikke kunne leve videre (underforstået et barn på 4 dage gærdet knapt så ondt at miste). Og derfor reagere man måske kraftigt mod sammenligningen med noget som netop i manges øjne er et ikke-barn.

Og ja så må jeg sige lige der i helvedes forgård har man bare ikke lyst til særlig mange sammenligninger, jeg fik en sammenligning med en oldemor og en hund og tro mig det var sgu ikke særlig sjovt at svare på - nej jeg tror såmænd det er lidt anderledes at miste sin hund pludseligt end at miste sin datter pludseligt. Eller nej jeg tror ikke helt det er sammenligneligt at miste din meget elskede oldemor på 80 og at jeg har mistet min datter.....

Hold da op nogle kommentarer du har hørt Jeg har ikke ord for det... 

Jeg forstår vreden, har haft/ har den på min egen måde (uden sammenlignelse). Men jeg håber lidt at når man igen kan trække vejret, at enten hun kan lade disse sammenlignelser i glemmebogen eller forstå dem som en der prøvede at nærme sig på en velment måde. 

Det kan også bare være en kanalisering, jeg ønsker bare ikke for hende, at hun skal "ædes op" af det her. Og prøvede derfor bare en anden vinkel. 

 Og jeg ikke sammenligne med din datter, men det var er smertefulde og sønderrivende helvede jeg var igennem alle 4 gange. Med veer, og mine børn (der ikke lignede børn), som jeg derhjemme selv måtte "tage imod" uden omverdenens forståelse. For de var jo ikke børn endnu... 

Derfor er en sammenlignelse på det grundlag da også helt forkert. Men at sige "jeg sørger også" er vel ikke ?

men jeg er enig med dig

Pcokate skriver:

Hold da op nogle kommentarer du har hørt Jeg har ikke ord for det... 

Jeg forstår vreden, har haft/ har den på min egen måde (uden sammenlignelse). Men jeg håber lidt at når man igen kan trække vejret, at enten hun kan lade disse sammenlignelser i glemmebogen eller forstå dem som en der prøvede at nærme sig på en velment måde. 

Det kan også bare være en kanalisering, jeg ønsker bare ikke for hende, at hun skal "ædes op" af det her. Og prøvede derfor bare en anden vinkel. 

 

 

Det er min erfaring de fleste giver slip på vreden og bitterheden efter et stykke tid, men at den nu altid lige kan blusse lidt op igen 

Jeg har selv truffet et bevidst valg om ikke at blive bitter (dog har jeg stadig en snert af vrede/bitterhed over for nogen ambulancereddere men har kunne placere det på en hylde da det ikke havde gjort en forskel om de havde handlet anderledes), og har bevidst vurderet om det var mennesker jeg ville have i mit liv, og de jeg ønskede i mit liv de kunne stort set sige alle dumheder i denne verden. Mens nogen der betød knapt så meget havde en kortere line og nogen er da røget i svinget.

Og vil så sige jeg tror egentlig også vrede kan være en god og konstruktiv følelse - jeg personligt bliver meget mere aktiv ved vrede og kan derfor pludselig træffe en beslutning som ellers ville have taget mig år og dag.

Uanset hvor gode intentioner folk har, kan deres kommentarer bare ramme rigtig hårdt. Jeg sammenligner ikke mig selv med de, der har mistet senere og gået tiden ud. Her 3 år efter føler jeg, det er drømmen og forestillingen om dem, vi mistede, og det gør også ondt. Bare ikke på den måde, at jeg savner dem, med derimod forestillingen om dem (hvis det kan forstås).

Men kommentarerne kan alligevel gøre ondt. Vores piger blev endda sammenlignet med en gul (graviditet uden for livmoderen), selvom de blev født og begravet på kirkegården. Den sveg altså pænt meget.