Åh jeg bliver sindsyg!

grinny skriver:

Vil starte med at skrive at det ikke er fordi jeg føler mig"speciel" - det kunne jeg jo nok gøre på mange andre sjovere måder  Men har frustrationer som bare skal ud nu!

Jeg har igen idag snakket med en der fortalte mig at hun havde prøvet det samme som mig og hun kunne godt sætte sig ind i min situation - og hun sluttede af med jeg var jo 10+

Jeg så sådan her ud    

Det er fjerde gang mit forløb bliver sammenlignet med en abort inden uge 12.

Jeg skal ikke bestemme hvad folk føler eller hvor kede af det folk bliver over en abort, selvfølgelig gør man det! Men det brænder sgu indeni mig når de sammenligner min lille Isaac med en abort! Han var ikke en abort! Han var en fuldbåren baby.

Håber ikke der er nogen er bliver stødt over mit indlæg, det er virkelig ikke for at lege politi og bestemme over andres følelser, det er bare hvad jeg føler indvendig når folk tror de forstår mig og mine følelser 

At miste et barn er vel at miste et barn. Om det er fuldbåret eller ikke. Smerten ligger ved det genkendende ansigt ved den fuldbåret. Hvor derimod en spontan eller død-abort ligger smerten i det store ønske, og forstillingerne som bliver ødelagt.

Begge smerter kan ikke sammenlignes, men kan være lige voldsomme afhængig af mennesket. 

Så jeg kan godt forstå at de sammenligner. Jeg kondolere for dit tab, men husk på, at selvom de aldrig fik set deres barn, var de stadig følelsesmæssigt forbundet til det.

Det er da totalt upassende at samlingne 

Kan godt forstå du bliver vred, og sker der igen må du gerne pointere det overfor vedkommende, du skulle jo føde ham, det skulle de ikke. 

Dr. House skriver:

At miste et barn er vel at miste et barn. Om det er fuldbåret eller ikke. Smerten ligger ved det genkendende ansigt ved den fuldbåret. Hvor derimod en spontan eller død-abort ligger smerten i det store ønske, og forstillingerne som bliver ødelagt.

Begge smerter kan ikke sammenlignes, men kan være lige voldsomme afhængig af mennesket. 

Så jeg kan godt forstå at de sammenligner. Jeg kondolere for dit tab, men husk på, at selvom de aldrig fik set deres barn, var de stadig følelsesmæssigt forbundet til det.

Men en forestilling om noget er aldrig det samme som at miste noget. 

Det kan ikke samlingnes i min verden, jeg har tabt 3 gange, men jeg har da aldrig mærket liv og skulle presse min baby ud, 

Mortil223 skriver:

Men en forestilling om noget er aldrig det samme som at miste noget. 

Det kan ikke samlingnes i min verden, jeg har tabt 3 gange, men jeg har da aldrig mærket liv og skulle presse min baby ud, 

Følelser er følelser. Har man aldrig prøvet at føde et fuldbåret barn og miste det, kender man heller ikke forskellen. 

Vil starte med at skrive at det ikke er fordi jeg føler mig"speciel" - det kunne jeg jo nok gøre på mange andre sjovere måder  Men har frustrationer som bare skal ud nu!

Jeg har igen idag snakket med en der fortalte mig at hun havde prøvet det samme som mig og hun kunne godt sætte sig ind i min situation - og hun sluttede af med jeg var jo 10+

Jeg så sådan her ud    

Det er fjerde gang mit forløb bliver sammenlignet med en abort inden uge 12.

Jeg skal ikke bestemme hvad folk føler eller hvor kede af det folk bliver over en abort, selvfølgelig gør man det! Men det brænder sgu indeni mig når de sammenligner min lille Isaac med en abort! Han var ikke en abort! Han var en fuldbåren baby.

Håber ikke der er nogen er bliver stødt over mit indlæg, det er virkelig ikke for at lege politi og bestemme over andres følelser, det er bare hvad jeg føler indvendig når folk tror de forstår mig og mine følelser 

Jeg forstår dig godt. Da vi kørte på 4. forsøg i IVF behandling snakkede jeg med en (ellers utroligt sød og empatisk) veninde som sagde at hun jo godt vidste hvordan jeg havde det, fordi hun havde oplevet at miste i uge 8. Skal lige tilføjes at mens hun sagde dette, løb hendes to små piger rundt og legede - og hun var højgravid! Øh nej, du ved ikke hvordan jeg har det.

Jeg tror egentlig at folk mener det godt. De tror at de hjælper ved at fortælle at man ikke er alene. De forstår ikke at det føles som om de underkender alvoren af ens situation.

Disclaimer: Jeg forsøger IKKE at sammenligne din og min situation - blot følelsen af at blive underkendt. 

Dr. House skriver:

At miste et barn er vel at miste et barn. Om det er fuldbåret eller ikke. Smerten ligger ved det genkendende ansigt ved den fuldbåret. Hvor derimod en spontan eller død-abort ligger smerten i det store ønske, og forstillingerne som bliver ødelagt.

Begge smerter kan ikke sammenlignes, men kan være lige voldsomme afhængig af mennesket. 

Så jeg kan godt forstå at de sammenligner. Jeg kondolere for dit tab, men husk på, at selvom de aldrig fik set deres barn, var de stadig følelsesmæssigt forbundet til det.

Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men kan sige at jeg på ingen måde var lige så følelsesmæssigt tilknyttet min søn da jeg var 10+ som da han var fuldbåren. At gå rundt med en stor baby i maven, som mosler rundt og bevæger sig, hvor man kan mærke hans fødder og hænder gennem maven, det kan bare ikke sammenlignes med et lille foster.

Og det på trods af at vi havde været gennem IVF behandling for at få vores søn, og det havde været en kæmpe psykisk belastning for mig.

Uha den er så svær og man skal træde med så varsomme skridt....

Jeg er ikke i tvivl om at det at miste min datter ikke kan sammenlignes med at abortere før ?. Uge. Jeg er ikke i tvivl om det at miste min datter ikke kan sammenlignes med at miste sin far, sin mormor osv. Det at miste min far kan heller ikke sammenlignes med at miste min mormor og sådan kunne jeg blive ved.

Jeg ved det er noget særligt at miste et barn, ikke noget særligt man har lyst til at være tværtimod lad mig da endelig blive fuldstændig normal og have mit barn.

Men jeg ved ikke hvor grænsen går, jeg har mødt en del som har mistet inde i maven og kan høre at vores følelser er meget ens, der er også meget der ikke er ens for vi er forskellige mennesker, forskellige historier osv. Jeg har mødt nogen der har mistet i 20. Uge hvor jeg føler mere lighed end med en der har mistet et barn der var en uge - igen det handler i høj grad også om mennesker.

Men jeg ved der er en grænse, en grænse som jeg ikke kan definere, men som er der.

Der er en forskel på min Lia som sov i mine arme, som jeg ammede, som jeg var mor til både som død og levende og et foster der bliver udstødt i 10. Uge.

ja drømmen om baby, drømmen om familie, drømmene om den første jul med en baby osv. Er måske ens for mine med Lia og for mine med et lille bitte foster. Men forskellen er fosteret ikke blev konkret, det blev ikke et lille uerstatteligt menneske.

Jeg har skelnen meget skarpt mellem baby og Lia. Baby som kunne være hvem som helst, ja kunne sågar have taget det lille hittebarn der blev fundet den nat Lia døde og bare have elsket det som min baby. Men jeg kunne ikke bare have taget en baby og elsket den som Lia, for kærligheden til hende er unik og er at jeg elsker netop hende - en ny baby kan ikke bare blive eller være hende, derfor er det også så ligegyldigt når folk siger: men I kan jo bare få en ny! Og derfor er der en forskel på en tidlig abort og at miste sit barn. Jeg ved bare ikke hvornår det bliver "barn" og hvornår det bliver alene drømmen om en baby.

Og til jer andre som ikke har stået her, når man bliver stødt, sur, ked af det når ens barn bliver sammenlignet med en tidlig abort, så er det jo fordi man et eller andet sted også kæmper med anerkendelsen af ens barn, kæmper med anerkendelsen af det er en kæmpe sorg. Jeg hørte mange gange fx. Det var da godt det ikke var Dina, for det havde været svært. Og i det lå, jamen du fik jo kun x antal tid med hende, og jo mere tid jo værre, med så kort tid er det nemt at glemme og pakke det væk og komme videre. Heldigvis har jeg ikke lade dem leve med den vildfarelse og har været hundrede procent åben om hvor skide hårdt det er at miste sit barn også selvom hun kun blev 4 dage. Men at miste et barn enten i maven eller det første stykke tid efter fødslen er også en kamp for anerkendelse af sit barn, sin kærlighed, at blive mor osv. Og så er det som at få en hammer i hovedet når det bliver sammenlignet med den tidlige abort eller guldhamsteret.

Jeg har været i et forum hvor en der meldte sig ind havde mistet i uge 12.

Der sad jeg også sådan her  For vi andre havde altså begravet vore s born....

Det kan på ingen måde sammenlignes at abortere og så at fode et dodt barn. 

At det så godt kan gore ondt og være svært at abortere er jo en anden snak - 

Jeg har så også modt folk der mente at jeg ikke kunne være så ked af det for jeg nåede jo ikke at lære hende at kende- Og at det ville være værre hvis det f.eks havde været et af de ældre born. 

Jeg tror det er meget svært for folk der ikke har provet at miste et barn der kunne have levet uden for livmoderen at sætte sig ind i at et foster ikke bare er et foster men at der er forskel på levedygtig og ikke levedygtig. 

Ligesom der for mange er forskel på at miste en nyfodt og så at miste et barn på x antal år. 

Carina:-) skriver:

Jeg har været i et forum hvor en der meldte sig ind havde mistet i uge 12.

Der sad jeg også sådan her  For vi andre havde altså begravet vore s born....

Det kan på ingen måde sammenlignes at abortere og så at fode et dodt barn. 

At det så godt kan gore ondt og være svært at abortere er jo en anden snak - 

som nævnt jeg mistede i uge 8, og det kan ikke sammenlignes. 

Jeg ville slet ikke overveje at melde mig til noget forummer eller andet med mistet et barn, for det har jeg altså ikke. Jeg ved godt at jeg var en del sær de første uger efter (og også før da jeg vidste det var på vej) 

Men nej nej nej, jeg vil sige som en der har prøve en abort (i mit tilfælde) SA så synes jeg det er under lavmålet at være så fræk at sammenligne sig med folk der har født en levedygtig baby, jeg kunne ikke finde på det, det er på ingen måde det samme. 

Jeg mistede mine drenge i uge 17+5

må sige at det var meget forfærdeligt også. Jeg havde også mærket liv, alle vores drømme brast og vi havde ventet 2,5 år på dem ( barnløshedsbehandling)

jeg blev målløs når folk sagde til mig: hvor var det godt du ikke gik tiden ud !!??

Jeg og min mand sørgede altså også over tabet af de to... De skulle fødes på normal vis, de var små, men havde alt som en baby ... Bare meget mindre end fuldbårne børn... 

Jeg tror måske det kan skelnes mellem om man har født det barn man har mistet , om man har fået det begravet ... Men vil ikke sige at det er værre at miste i uge 38 frem for uge 18.