jeg vil gerne hører nogle meninger/råd..

Anonym skriver:

Jeg tror du har evig ret, jeg har det også svært med det! - Måske det ville være en ide at skrive tingene ned, det kan være jeg skulle prøve.

- Jeg har bare mange perioder hvor jeg tænker mere over tingene end andre dage..
De perioder jeg tænker meget på det, har jeg hovedpine fra jeg står op til jeg går i seng, jeg har kvalme, mavepine, jeg taber hår, og jeg bløder (som mens) tre, fire, fem gange om mdr , og jeg er MEGET træt de perioder, irritabel osv. Jeg ved ikke hvad det skyldes jeg får de symptoner. Men det bliver værre og værre!

- Jeg håber du har fået det bedre, og flot du fant en løsning på at få luftet ud i hoved

Det lyder lidt stress-relateret og det er der jo ikke noget at sige til.. Start med at snakke med din egen læge, de vil også gerne lægge ører til og så er jeg sikker på du kan få en henvisning til en psykiater/psykolog.

 

Jeg har fået hjælp og bearbejdet næsten alle mine dæmoner og har det dejligt idag.. Det skal du også nok få, det er jeg helt overbevist om

Havanagila skriver:

Hej lille du.
Jeg har selv haft en meget magtliderlig far som har ødelagt mig på mange måder men alligevel kunne jeg ikke give slip.
Før jeg mødte min nuværende kæreste.
Han så gang på gang hvor dårligt min far behandlede mig og han trang igennem min facade som ingen har kunnet komme igennem.

Jeg brød kontakten til min far( mine forældre var også lige blevet skilt) og jeg startede til psykolog.
Var til psykolog 10 gange og hold da op hun hjalp meget.
Jeg har også lært at kontrollere min angst som kommer når jeg bliver ked af det. Fordi jeg hele mit liv har holdt mine tårer tilbage.

Jeg fik dog kontakten med min far igen. Men brød den igen her i sep. Sidste år simptelthen fordi min far kører mig ned psykisk hvis jeg har kontakten med ham.

Jeg har det til tider skidt men jeg er kommet utrolig langt. Både ved hjalp af psykologen og ved hjælp af min kæreste. Men skam også fordi jeg selv har kæmpet.


Mit råd er at du får opsøgt en psykolog som kan hjælpe dig med at håndtere din sorg samt din frygt for at gøre forskel på dine børn.

Og tilsidst vil jeg sige at du er pisse sej. Og du går igennem en sej og hård kamp. Men du får det bedre med tiden. Og du bliver utrolig stærk.

Jeg har også den største frygt at overgive mig til den måde jeg er blevet behandlet og lade det gå ud over min datter.
Men det kommer aldrig til at ske. Og det er først nu hvor hun bliver 3 snart jeg har forstået og sagt til mig selv at uanset hvad der sker kommer hun aldrig igennem det jeg har været igennem med mine forældre og specielt min far.

Hej
Tak for dit svar!
- Min mand har også sagt mange gange at jeg skal lade dem være, men jeg ved ikke hvad det er der gør at jeg bliver hængene.. Måske min lillebror? - jeg har ingen ide, jeg savner den knægt mere end noget andet, jeg får tåre i øjnene bare ved at tænke på ham så nu sidder jeg her og hyler .
Jeg er ikke inviteret til hans konfiermation - han skal konfimeres på søndag.
Men jeg ved hans største ønske er en ny mobil telefon (samsung g s 3), så den har jeg simpelthen købt til ham, jeg ved de 'følser' jeg har for ham er 120 % gengæld, så den tager jeg op i kirken og aflevere til ham når de er færdig der...
Jeg glæder mig til den dag han bliver 18 år, så kan han selv vælge hvornår han vil se mig. Nu ser jeg haam kun 2-3 gange om året når vi er til familie fødselsdage ved f.eks min bedste..
Jeg ville ønske jeg havde lige så meget ryggrad som dig til bare at kotte af.
Og dejligt at læse du har det bedre nu

Katia Juul Skovgaard skriver:

Det lyder lidt stress-relateret og det er der jo ikke noget at sige til.. Start med at snakke med din egen læge, de vil også gerne lægge ører til og så er jeg sikker på du kan få en henvisning til en psykiater/psykolog.

 

Jeg har fået hjælp og bearbejdet næsten alle mine dæmoner og har det dejligt idag.. Det skal du også nok få, det er jeg helt overbevist om

Pyh, håber ikke det er sådan noget ind over, det syntes jeg ikke lige jeg kan overskue lige nu..
_ dejligt du har det bedre
det ¨håber jeg også at jeg får en dag.

Anonym skriver:

Pyh, håber ikke det er sådan noget ind over, det syntes jeg ikke lige jeg kan overskue lige nu..
_ dejligt du har det bedre
det ¨håber jeg også at jeg får en dag.

Det er heller ikke sikkert, jeg er jo ikke læge 

Det kan også være fordi du tænker så meget på det at kroppen forsøger at fortælle dig at du skal passe på dig selv...

Katia Juul Skovgaard skriver:

Det er heller ikke sikkert, jeg er jo ikke læge 

Det kan også være fordi du tænker så meget på det at kroppen forsøger at fortælle dig at du skal passe på dig selv...

Ja jeg krydser finger for det bare er det

Anonym skriver:

Hej
Tak for dit svar!
- Min mand har også sagt mange gange at jeg skal lade dem være, men jeg ved ikke hvad det er der gør at jeg bliver hængene.. Måske min lillebror? - jeg har ingen ide, jeg savner den knægt mere end noget andet, jeg får tåre i øjnene bare ved at tænke på ham så nu sidder jeg her og hyler .
Jeg er ikke inviteret til hans konfiermation - han skal konfimeres på søndag.
Men jeg ved hans største ønske er en ny mobil telefon (samsung g s 3), så den har jeg simpelthen købt til ham, jeg ved de 'følser' jeg har for ham er 120 % gengæld, så den tager jeg op i kirken og aflevere til ham når de er færdig der...
Jeg glæder mig til den dag han bliver 18 år, så kan han selv vælge hvornår han vil se mig. Nu ser jeg haam kun 2-3 gange om året når vi er til familie fødselsdage ved f.eks min bedste..
Jeg ville ønske jeg havde lige så meget ryggrad som dig til bare at kotte af.
Og dejligt at læse du har det bedre nu

Det er nok din lillebror der giver dig savnet. Men kan du ikke ringe og skrive til ham? De har vel ikke sagt at du ikke må snakke med ham har de?
Og hvor er det bare røvet af dem at i ikke er inviteret til hans konfirmation. Men sejt af dig du vælger og møde op i kirken. Du er en god søster.

Og jeg ved ikke lige hvor meget rygrad jeg har. For når jeg tilfældigvis render ind i min far og hans kone knækker jeg sammen bagefter.
Men jeg kan bare mærke jeg har det bedre når vi ikke har kontakten til hinanden så det er det der gør jeg er stærk.
Min far var et stort tudefjæs da min datter blev født. Og jeg troede virkelig han havde forandret sig.
Men i takt med hun blev ældre og krævede mere blev hun mindre og mindre spændende for dem.
Og det knuste jeg også sindsygt meget. For hvordan kan man være et stort tudefjæs den første tid efter man er blevet morfar og så pludselig ikke have de følelser mere. Det er mig en gåde og det knuser mig stadig og tænke på.

Men jeg bliver ved med at sige til mig selv at det dem der går glip af en masse ikke mig. For han kommer ikke til at se sit barnebarn vokse og og den næste hvis der kommer sådan en

Havanagila skriver:

Det er nok din lillebror der giver dig savnet. Men kan du ikke ringe og skrive til ham? De har vel ikke sagt at du ikke må snakke med ham har de?
Og hvor er det bare røvet af dem at i ikke er inviteret til hans konfirmation. Men sejt af dig du vælger og møde op i kirken. Du er en god søster.

Og jeg ved ikke lige hvor meget rygrad jeg har. For når jeg tilfældigvis render ind i min far og hans kone knækker jeg sammen bagefter.
Men jeg kan bare mærke jeg har det bedre når vi ikke har kontakten til hinanden så det er det der gør jeg er stærk.
Min far var et stort tudefjæs da min datter blev født. Og jeg troede virkelig han havde forandret sig.
Men i takt med hun blev ældre og krævede mere blev hun mindre og mindre spændende for dem.
Og det knuste jeg også sindsygt meget. For hvordan kan man være et stort tudefjæs den første tid efter man er blevet morfar og så pludselig ikke have de følelser mere. Det er mig en gåde og det knuser mig stadig og tænke på.

Men jeg bliver ved med at sige til mig selv at det dem der går glip af en masse ikke mig. For han kommer ikke til at se sit barnebarn vokse og og den næste hvis der kommer sådan en

Jeg har desværre ikke hans nummer :/. Men vi skriver ind i mellem over facebook, og det er også bedre end ingenting - helt bestemt!

Og ja, ville rigtig gerne med til hans store fest, men sådan bliver det ikke, det gør nas inden i ..
Men ja uanset hvad de siger kan og skal de ikke bestemme om jeg møder op i kirken, han skal have sin gave om de vil eller ej, og jeg glæder mig til at give ham den, og jeg ved han bliver lykkelig <3.. nu har jeg jo ikke set ham siden september sidste år.

Jeg er ikke bange for at støde ind i dem, for det sker aldrig - min far er som sagt chauffør. og min mor har nok i sig selv så er oftes hjemme. det er mere, hver gang jeg får en sms eller opkald - så er jeg nervøs for om det er dem, når den ringer ved jeg ikke om jeg 'tør' tage den - for oftes er det kun pis og papir de kommer med, somom de lige skal have tømt spanden for lort, så er jeg oftes stedet det forgård.
min mor var lige sådanne da min ældste blev født, hun var med til fødslsen og var så stolt så stolt, idag ruller hun øjne når hun ser knægten fordi han ikke altid er hensigtsmessig (han har adhd) så gør ind i mellem nogle mærkelige ting, og er meget impuls styret. man kan se han irritere hende, og hun 'truer' ham med alt muligt såsom at han ikke må få is efter manden vis han ikke gør sådan og sådan, og det kan han altså ikke finde ud af - hans hjerne kan ikke tænke på en koncekvens! - og når familien så er samlet ved feks mine bedste forældre er det jo *bedstes dreng* og han betyder så og så meget, og 'køber' ham med slik osv, knægten bliver jo MEGA forvirret.

Anonym skriver:

Jeg har desværre ikke hans nummer :/. Men vi skriver ind i mellem over facebook, og det er også bedre end ingenting - helt bestemt!

Og ja, ville rigtig gerne med til hans store fest, men sådan bliver det ikke, det gør nas inden i ..
Men ja uanset hvad de siger kan og skal de ikke bestemme om jeg møder op i kirken, han skal have sin gave om de vil eller ej, og jeg glæder mig til at give ham den, og jeg ved han bliver lykkelig <3.. nu har jeg jo ikke set ham siden september sidste år.

Jeg er ikke bange for at støde ind i dem, for det sker aldrig - min far er som sagt chauffør. og min mor har nok i sig selv så er oftes hjemme. det er mere, hver gang jeg får en sms eller opkald - så er jeg nervøs for om det er dem, når den ringer ved jeg ikke om jeg 'tør' tage den - for oftes er det kun pis og papir de kommer med, somom de lige skal have tømt spanden for lort, så er jeg oftes stedet det forgård.
min mor var lige sådanne da min ældste blev født, hun var med til fødslsen og var så stolt så stolt, idag ruller hun øjne når hun ser knægten fordi han ikke altid er hensigtsmessig (han har adhd) så gør ind i mellem nogle mærkelige ting, og er meget impuls styret. man kan se han irritere hende, og hun 'truer' ham med alt muligt såsom at han ikke må få is efter manden vis han ikke gør sådan og sådan, og det kan han altså ikke finde ud af - hans hjerne kan ikke tænke på en koncekvens! - og når familien så er samlet ved feks mine bedste forældre er det jo *bedstes dreng* og han betyder så og så meget, og 'køber' ham med slik osv, knægten bliver jo MEGA forvirret.

Nej de kan ikke bestemme om du møder op i kirken eller ej.
Men hvad med at spørger ham om hans nr?

Og ja kender det godt. Jeg havde dog en enorm frygt for at min far kunne finde på at møde op på min bopæl.
Min lillebror bor i samme blok som jeg gør. Så sensynligheden for at møde dem er ret stor. Og tjah så bor vi ikke heller ikke ret langt fra hinanden. 2 min i bil.

Og ja kender det alt for godt. For de gange jeg har mødt dem har de jo også kræset om min datter. Og kan simpelthen brække mig over det. For jeg ved i bund og grund godt de ikke gider hende alligevel.
Den anden dag mødte jeg dem i Føtex og min fars kone tog Isabella op og sagde kom du skal have en påskebamse. Og Isabella ville ikke have nogen af dem. Hun ville bare over til mig. Og jeg tænkte bare så kan i fandme lære det.


Jeg håber du snart kan finde ro på en eller anden måde i dit liv.
Men ville klart gå til din læge så du kan få en henvisning til en psykolog. Da der lige en del penge at sparer med en henvisning. Så det koster 300 pr gang istedet for 800

Havanagila skriver:

Nej de kan ikke bestemme om du møder op i kirken eller ej.
Men hvad med at spørger ham om hans nr?

Og ja kender det godt. Jeg havde dog en enorm frygt for at min far kunne finde på at møde op på min bopæl.
Min lillebror bor i samme blok som jeg gør. Så sensynligheden for at møde dem er ret stor. Og tjah så bor vi ikke heller ikke ret langt fra hinanden. 2 min i bil.

Og ja kender det alt for godt. For de gange jeg har mødt dem har de jo også kræset om min datter. Og kan simpelthen brække mig over det. For jeg ved i bund og grund godt de ikke gider hende alligevel.
Den anden dag mødte jeg dem i Føtex og min fars kone tog Isabella op og sagde kom du skal have en påskebamse. Og Isabella ville ikke have nogen af dem. Hun ville bare over til mig. Og jeg tænkte bare så kan i fandme lære det.


Jeg håber du snart kan finde ro på en eller anden måde i dit liv.
Men ville klart gå til din læge så du kan få en henvisning til en psykolog. Da der lige en del penge at sparer med en henvisning. Så det koster 300 pr gang istedet for 800

Pyh det kan jeg godt forstå!
Jo rigtig god ide med at få nummeret, det vil jeg lige se om det kan lade sig gøre evt på søndag.

- HAHAHAHA, jeg måtte altså lige le over hendes udfalt med den bamse, genialt gjort - må håbe de så tænker sig lidt mere om en dag, og indser hvad de går glip af! Hun ser helt fantastisk sød ud, kan ikke forstå de kan vælge de små skønne unger fra, og så slet ikke have intresse i dem, det er mig simpelthen en stor gåde, som jeg aldrig får svar på!

Anonym skriver:

NU er jeg endelig kommet på en pc (er ofte, faks hver dag online på Iphone, men det er ikke så ment at skrive et evt langt indlæg.

_ Jeg har skrevet MANGE breve til mine forældre i håb om at de vil tænke lidt på mig, lige lidt hjælper det - jeg er efterhånden meget frustreret , for at starte et sted vil jeg gerne prøve forklare det hele fra start, jeg håber nogle har mod på at læse med, og evt give en kommentare med på vejen - det ville betyde meget for mig.
Da jeg blev født i 1990, havde min mor og far i forvejen en søn på 4 år, (dvs min storbror) jeg er født 8 uger for tidlig, så min mor lå på sygehuset i ca 2 mdr, da hun kom hjem sammen med mig, blev jeg overladt til min omkel og tante, og jeg boede der indtil jeg var 2 år. Vi flyttede meget rundt, og allerede degang husker jeg nogle småting som ikke var så rare, min mor kaldt mig bla for en 'ånsvag idiot' og mange andre grimme gloser! - jeg var ikke engang begyndt i skole da hun sagde til mig at jeg aldrig skulle ha været født, og at det var en skam jeg ikke døde da jeg blev født. Min storbror var meget modbydelig overfor mig, og med årene blev han mere og mere ond! Bla husker jeg engang at han skubbede mig så jeg faldt med hoved ind i en plov til en traktor, den smadrede alle mine fortænder da den borede sig igennem - aldrig har jeg haft så mange smerter!
Da jeg var 10 år, fik jeg en lillebror min mor fik en fødsels dep, han er født 13 uger for tidlig ( men fuldstændig velfungerende, og har ingen men ) - men min mor havde det dårligt og min far var langtids chauffør, så var kun hjemme lørdag-søndag, derfor var det mig der skulle passe ham, mens jeg passede min skole - han kaldte mig mor indtil han blev 4 år.
Da jeg var 15 år, begyndt jeg at få mange forkerte venner, jeg var kommet ud i kriminillatet, og jeg begyndt at drikke MEGET - hvilken resulterede i at jeg var 'ugens gæst' i folkeskolen.. jeg havde det meget skidt med mig selv. jeg boede hist og pist - jeg begyndte at stjæle fra mine forældre, og engang husker jeg at jeg 'kom til' at tage en pakke smøger fra min storbror - det kom jeg aldrig til siden, han gik heeeeeeeeeeeeeeeeelt amok, og han slog løs på mig og råbte og skreg, jeg havde aldrig set ham så rasende før, og jeg brød gradene sammen efterfølgene, og mine forældre fortalte samme aften at de nu også skulle skilles. Jeg besluttede jeg aldrig igen ville se dem - så jeg daffede af hjemme fra, og tog hen til min kæreste (eks) efter ca 1 uge, var savnet til min lillebror SÅ stort at jeg tog hjem til ham igen..

en aften jeg cykelede hjem til min mor, så blev jeg sparket af min cykel - og så fik jeg tæsk som jeg ALDRIG har fået det før, min læbepiercing blev revet ud, jeg brækkede næsen og en arm osv. min mor rystede bare på hoved, og sagde at det sikkert var min egen skyld. aldrig havde jeg mødt de mennesker før, og det marridt forsatte - han begyndt kime mig ned, true, og bankede mig flere gange når han mødte mig! - jeg havde til sidst lyst til at tage livet af mig selv, så frygteligt var det.

Idag er jeg (snart) 24 - og jeg har 3 børn, som jeg elsker for alt i verden. - Jeg kæmper HVER dag, for ikke at gå i min mors fodspor, og jeg går ALT for meget op i forskels behandling - feks tæller jeg mine børns fredags slik, så er jeg sikker på de får lige meget - jeg kan ikke hænge to stk tøj op fra samme barn, uden jeg har hunget noget af de andres op også - simpelthen fordi jeg har en eller anden ide om at der bliver gjort forskel. det er sygeligt - men hvordan kommer man over det? jeg er kommet rigtig langt selv, og klare også opgaven som mor utrolig flot - mere flot end jeg selv turdte håbe på! jeg har glade børn hver dag, og vi elsker hinanden meget højt.

Men hvordan kommer jeg videre uden mine forældre? jeg savner dem HVER eneste dag, selv om de aldrig har været noget godt for mig.. jeg har bla ikke set dem siden jeg blev gift i september sidste år. men jeg har det frygteligt med det de har ikke set mit yngste barn endnu, og ville ikke deltage i dåben lige efter jul. jeg har det bare SÅ^svært med det, og jeg bliver ked af det hver gang andre snakker om deres forældre, jeg ville simpelthen ønske det var mine

håber nogle er kommet her til, som vil give mig et råd til hvad jeg kan/bør gøre for at komme videre - jeg kan simpelthen ikke bare give slip på dem, det har jeg prøvet mange gange uden held.

Jeg "slåsser" selv med mine forældre! 

Min mor har gennem hele min barndom ydet vold mod mig. Slået mig, hevet mig i håret, sat på mig og banket mit hoved ned i gulvet, slået mig med diverse ting osv.. Min far er alkoholiker og meget meget sort/hvid! Går meget op i konsekvenser... Og er meget dominerende! Han skylder mig fx 16.000 kr som jeg aldrig får tilbage, da jeg har valgt og leve mit liv på en anden måde end han ville have jeg skulle? 

Oven i det har min mor en psykisk sygdom som gør at hun har svært ved at huske ting og tage ansvar for sine børn (jeg har fire andre søskende som bor hjemme). Hun har rigtig svært ved at styre sit liv og sin økonomi. Derfor får mine søskende ikke den opmærksomhed de skal og er blevet meget meget ramt psykisk. 

Jeg har flere gange prøvet og lukke ned for dem da det simpelhen var for meget for mig. Da jeg hele mit liv har gået og taget ansvar for mine søskende. Da jeg fik min søn blev det bare for meget. Jeg snakkede ikke med dem i sammenlagt 1 år.. 

Det lyder nemt at man bare skal glemme dem, men det er bare dagligt en kamp! Det savn der er, er så svært at erstatte ved andet. 

- den dag idag snakker jeg lidt med min mor, men slet ikke som mor/datter... Jeg snakker ikke med min far og kan slet ikke klare og se ham! Får en kugle i maven og bliver rigtig vred når jeg ser ham! Oven i det har jeg fået kommunen til at hjælpe mine søskende... 

Jeg har stadig tidspunkter hvor jeg lukker af og siger nu bliver det for meget! Det har jeg lært af min psykolog. Så afsted til psykolog med dig!!! 

 

Du er meget velkommen til at skrive hvis du har lyst til det!