jeg vil gerne hører nogle meninger/råd..

NU er jeg endelig kommet på en pc (er ofte, faks hver dag online på Iphone, men det er ikke så ment at skrive et evt langt indlæg.

_ Jeg har skrevet MANGE breve til mine forældre i håb om at de vil tænke lidt på mig, lige lidt hjælper det - jeg er efterhånden meget frustreret , for at starte et sted vil jeg gerne prøve forklare det hele fra start, jeg håber nogle har mod på at læse med, og evt give en kommentare med på vejen - det ville betyde meget for mig.
Da jeg blev født i 1990, havde min mor og far i forvejen en søn på 4 år, (dvs min storbror) jeg er født 8 uger for tidlig, så min mor lå på sygehuset i ca 2 mdr, da hun kom hjem sammen med mig, blev jeg overladt til min omkel og tante, og jeg boede der indtil jeg var 2 år. Vi flyttede meget rundt, og allerede degang husker jeg nogle småting som ikke var så rare, min mor kaldt mig bla for en 'ånsvag idiot' og mange andre grimme gloser! - jeg var ikke engang begyndt i skole da hun sagde til mig at jeg aldrig skulle ha været født, og at det var en skam jeg ikke døde da jeg blev født. Min storbror var meget modbydelig overfor mig, og med årene blev han mere og mere ond! Bla husker jeg engang at han skubbede mig så jeg faldt med hoved ind i en plov til en traktor, den smadrede alle mine fortænder da den borede sig igennem - aldrig har jeg haft så mange smerter!
Da jeg var 10 år, fik jeg en lillebror min mor fik en fødsels dep, han er født 13 uger for tidlig ( men fuldstændig velfungerende, og har ingen men ) - men min mor havde det dårligt og min far var langtids chauffør, så var kun hjemme lørdag-søndag, derfor var det mig der skulle passe ham, mens jeg passede min skole - han kaldte mig mor indtil han blev 4 år.
Da jeg var 15 år, begyndt jeg at få mange forkerte venner, jeg var kommet ud i kriminillatet, og jeg begyndt at drikke MEGET - hvilken resulterede i at jeg var 'ugens gæst' i folkeskolen.. jeg havde det meget skidt med mig selv. jeg boede hist og pist - jeg begyndte at stjæle fra mine forældre, og engang husker jeg at jeg 'kom til' at tage en pakke smøger fra min storbror - det kom jeg aldrig til siden, han gik heeeeeeeeeeeeeeeeelt amok, og han slog løs på mig og råbte og skreg, jeg havde aldrig set ham så rasende før, og jeg brød gradene sammen efterfølgene, og mine forældre fortalte samme aften at de nu også skulle skilles. Jeg besluttede jeg aldrig igen ville se dem - så jeg daffede af hjemme fra, og tog hen til min kæreste (eks) efter ca 1 uge, var savnet til min lillebror SÅ stort at jeg tog hjem til ham igen..

en aften jeg cykelede hjem til min mor, så blev jeg sparket af min cykel - og så fik jeg tæsk som jeg ALDRIG har fået det før, min læbepiercing blev revet ud, jeg brækkede næsen og en arm osv. min mor rystede bare på hoved, og sagde at det sikkert var min egen skyld. aldrig havde jeg mødt de mennesker før, og det marridt forsatte - han begyndt kime mig ned, true, og bankede mig flere gange når han mødte mig! - jeg havde til sidst lyst til at tage livet af mig selv, så frygteligt var det.

Idag er jeg (snart) 24 - og jeg har 3 børn, som jeg elsker for alt i verden. - Jeg kæmper HVER dag, for ikke at gå i min mors fodspor, og jeg går ALT for meget op i forskels behandling - feks tæller jeg mine børns fredags slik, så er jeg sikker på de får lige meget - jeg kan ikke hænge to stk tøj op fra samme barn, uden jeg har hunget noget af de andres op også - simpelthen fordi jeg har en eller anden ide om at der bliver gjort forskel. det er sygeligt - men hvordan kommer man over det? jeg er kommet rigtig langt selv, og klare også opgaven som mor utrolig flot - mere flot end jeg selv turdte håbe på! jeg har glade børn hver dag, og vi elsker hinanden meget højt.

Men hvordan kommer jeg videre uden mine forældre? jeg savner dem HVER eneste dag, selv om de aldrig har været noget godt for mig.. jeg har bla ikke set dem siden jeg blev gift i september sidste år. men jeg har det frygteligt med det de har ikke set mit yngste barn endnu, og ville ikke deltage i dåben lige efter jul. jeg har det bare SÅ^svært med det, og jeg bliver ked af det hver gang andre snakker om deres forældre, jeg ville simpelthen ønske det var mine

håber nogle er kommet her til, som vil give mig et råd til hvad jeg kan/bør gøre for at komme videre - jeg kan simpelthen ikke bare give slip på dem, det har jeg prøvet mange gange uden held.

Ved ik lige hva du ka gøre i forhold til dine forældre, men syntes det er sejt at du selv klare dig så godt som mor. 

Har du snakket med en psykolog omkring alle disse ting? Tænker at det måske ku gi dig nogle redskaber til at komme vidre! Vh stine

StineW79 skriver:

Ved ik lige hva du ka gøre i forhold til dine forældre, men syntes det er sejt at du selv klare dig så godt som mor. 

Har du snakket med en psykolog omkring alle disse ting? Tænker at det måske ku gi dig nogle redskaber til at komme vidre! Vh stine

tak
vil bare ikke have mine børn skal vokse op med sådan en mor! det er helt sikkert, og jeg kunne aldrig drømme om at behandle dem på den måde, derfor kæmper jeg!

Nej, har aldrig været til psykolog er meget dårlig til sådan noget

Anonym skriver:

NU er jeg endelig kommet på en pc (er ofte, faks hver dag online på Iphone, men det er ikke så ment at skrive et evt langt indlæg.

_ Jeg har skrevet MANGE breve til mine forældre i håb om at de vil tænke lidt på mig, lige lidt hjælper det - jeg er efterhånden meget frustreret , for at starte et sted vil jeg gerne prøve forklare det hele fra start, jeg håber nogle har mod på at læse med, og evt give en kommentare med på vejen - det ville betyde meget for mig.
Da jeg blev født i 1990, havde min mor og far i forvejen en søn på 4 år, (dvs min storbror) jeg er født 8 uger for tidlig, så min mor lå på sygehuset i ca 2 mdr, da hun kom hjem sammen med mig, blev jeg overladt til min omkel og tante, og jeg boede der indtil jeg var 2 år. Vi flyttede meget rundt, og allerede degang husker jeg nogle småting som ikke var så rare, min mor kaldt mig bla for en 'ånsvag idiot' og mange andre grimme gloser! - jeg var ikke engang begyndt i skole da hun sagde til mig at jeg aldrig skulle ha været født, og at det var en skam jeg ikke døde da jeg blev født. Min storbror var meget modbydelig overfor mig, og med årene blev han mere og mere ond! Bla husker jeg engang at han skubbede mig så jeg faldt med hoved ind i en plov til en traktor, den smadrede alle mine fortænder da den borede sig igennem - aldrig har jeg haft så mange smerter!
Da jeg var 10 år, fik jeg en lillebror min mor fik en fødsels dep, han er født 13 uger for tidlig ( men fuldstændig velfungerende, og har ingen men ) - men min mor havde det dårligt og min far var langtids chauffør, så var kun hjemme lørdag-søndag, derfor var det mig der skulle passe ham, mens jeg passede min skole - han kaldte mig mor indtil han blev 4 år.
Da jeg var 15 år, begyndt jeg at få mange forkerte venner, jeg var kommet ud i kriminillatet, og jeg begyndt at drikke MEGET - hvilken resulterede i at jeg var 'ugens gæst' i folkeskolen.. jeg havde det meget skidt med mig selv. jeg boede hist og pist - jeg begyndte at stjæle fra mine forældre, og engang husker jeg at jeg 'kom til' at tage en pakke smøger fra min storbror - det kom jeg aldrig til siden, han gik heeeeeeeeeeeeeeeeelt amok, og han slog løs på mig og råbte og skreg, jeg havde aldrig set ham så rasende før, og jeg brød gradene sammen efterfølgene, og mine forældre fortalte samme aften at de nu også skulle skilles. Jeg besluttede jeg aldrig igen ville se dem - så jeg daffede af hjemme fra, og tog hen til min kæreste (eks) efter ca 1 uge, var savnet til min lillebror SÅ stort at jeg tog hjem til ham igen..

en aften jeg cykelede hjem til min mor, så blev jeg sparket af min cykel - og så fik jeg tæsk som jeg ALDRIG har fået det før, min læbepiercing blev revet ud, jeg brækkede næsen og en arm osv. min mor rystede bare på hoved, og sagde at det sikkert var min egen skyld. aldrig havde jeg mødt de mennesker før, og det marridt forsatte - han begyndt kime mig ned, true, og bankede mig flere gange når han mødte mig! - jeg havde til sidst lyst til at tage livet af mig selv, så frygteligt var det.

Idag er jeg (snart) 24 - og jeg har 3 børn, som jeg elsker for alt i verden. - Jeg kæmper HVER dag, for ikke at gå i min mors fodspor, og jeg går ALT for meget op i forskels behandling - feks tæller jeg mine børns fredags slik, så er jeg sikker på de får lige meget - jeg kan ikke hænge to stk tøj op fra samme barn, uden jeg har hunget noget af de andres op også - simpelthen fordi jeg har en eller anden ide om at der bliver gjort forskel. det er sygeligt - men hvordan kommer man over det? jeg er kommet rigtig langt selv, og klare også opgaven som mor utrolig flot - mere flot end jeg selv turdte håbe på! jeg har glade børn hver dag, og vi elsker hinanden meget højt.

Men hvordan kommer jeg videre uden mine forældre? jeg savner dem HVER eneste dag, selv om de aldrig har været noget godt for mig.. jeg har bla ikke set dem siden jeg blev gift i september sidste år. men jeg har det frygteligt med det de har ikke set mit yngste barn endnu, og ville ikke deltage i dåben lige efter jul. jeg har det bare SÅ^svært med det, og jeg bliver ked af det hver gang andre snakker om deres forældre, jeg ville simpelthen ønske det var mine

håber nogle er kommet her til, som vil give mig et råd til hvad jeg kan/bør gøre for at komme videre - jeg kan simpelthen ikke bare give slip på dem, det har jeg prøvet mange gange uden held.

Først et 

Du er fandme så skide sej at du står frem og fortæller (noget) af din historie.

Mit sparsomme råd er også at få lidt rådgivning, om det er psykiater eller psykolog tør jeg ikke spå om. Jeg ved dog af erfaring at det virkelig kan lægge låg på mange kasser og tage mange sten fra hjertet at få åbnet op for de ting der ligger og gemmer sig.

Du har lidt et traume og har brug for at få det bearbejdet.

Jeg håber at du finder en løsning på situationen med dine forældre når du selv har fået bearbejdet dine oplevelser.

Jeg ønsker dig alt det bedste..

Anonym skriver:

NU er jeg endelig kommet på en pc (er ofte, faks hver dag online på Iphone, men det er ikke så ment at skrive et evt langt indlæg.

_ Jeg har skrevet MANGE breve til mine forældre i håb om at de vil tænke lidt på mig, lige lidt hjælper det - jeg er efterhånden meget frustreret , for at starte et sted vil jeg gerne prøve forklare det hele fra start, jeg håber nogle har mod på at læse med, og evt give en kommentare med på vejen - det ville betyde meget for mig.
Da jeg blev født i 1990, havde min mor og far i forvejen en søn på 4 år, (dvs min storbror) jeg er født 8 uger for tidlig, så min mor lå på sygehuset i ca 2 mdr, da hun kom hjem sammen med mig, blev jeg overladt til min omkel og tante, og jeg boede der indtil jeg var 2 år. Vi flyttede meget rundt, og allerede degang husker jeg nogle småting som ikke var så rare, min mor kaldt mig bla for en 'ånsvag idiot' og mange andre grimme gloser! - jeg var ikke engang begyndt i skole da hun sagde til mig at jeg aldrig skulle ha været født, og at det var en skam jeg ikke døde da jeg blev født. Min storbror var meget modbydelig overfor mig, og med årene blev han mere og mere ond! Bla husker jeg engang at han skubbede mig så jeg faldt med hoved ind i en plov til en traktor, den smadrede alle mine fortænder da den borede sig igennem - aldrig har jeg haft så mange smerter!
Da jeg var 10 år, fik jeg en lillebror min mor fik en fødsels dep, han er født 13 uger for tidlig ( men fuldstændig velfungerende, og har ingen men ) - men min mor havde det dårligt og min far var langtids chauffør, så var kun hjemme lørdag-søndag, derfor var det mig der skulle passe ham, mens jeg passede min skole - han kaldte mig mor indtil han blev 4 år.
Da jeg var 15 år, begyndt jeg at få mange forkerte venner, jeg var kommet ud i kriminillatet, og jeg begyndt at drikke MEGET - hvilken resulterede i at jeg var 'ugens gæst' i folkeskolen.. jeg havde det meget skidt med mig selv. jeg boede hist og pist - jeg begyndte at stjæle fra mine forældre, og engang husker jeg at jeg 'kom til' at tage en pakke smøger fra min storbror - det kom jeg aldrig til siden, han gik heeeeeeeeeeeeeeeeelt amok, og han slog løs på mig og råbte og skreg, jeg havde aldrig set ham så rasende før, og jeg brød gradene sammen efterfølgene, og mine forældre fortalte samme aften at de nu også skulle skilles. Jeg besluttede jeg aldrig igen ville se dem - så jeg daffede af hjemme fra, og tog hen til min kæreste (eks) efter ca 1 uge, var savnet til min lillebror SÅ stort at jeg tog hjem til ham igen..

en aften jeg cykelede hjem til min mor, så blev jeg sparket af min cykel - og så fik jeg tæsk som jeg ALDRIG har fået det før, min læbepiercing blev revet ud, jeg brækkede næsen og en arm osv. min mor rystede bare på hoved, og sagde at det sikkert var min egen skyld. aldrig havde jeg mødt de mennesker før, og det marridt forsatte - han begyndt kime mig ned, true, og bankede mig flere gange når han mødte mig! - jeg havde til sidst lyst til at tage livet af mig selv, så frygteligt var det.

Idag er jeg (snart) 24 - og jeg har 3 børn, som jeg elsker for alt i verden. - Jeg kæmper HVER dag, for ikke at gå i min mors fodspor, og jeg går ALT for meget op i forskels behandling - feks tæller jeg mine børns fredags slik, så er jeg sikker på de får lige meget - jeg kan ikke hænge to stk tøj op fra samme barn, uden jeg har hunget noget af de andres op også - simpelthen fordi jeg har en eller anden ide om at der bliver gjort forskel. det er sygeligt - men hvordan kommer man over det? jeg er kommet rigtig langt selv, og klare også opgaven som mor utrolig flot - mere flot end jeg selv turdte håbe på! jeg har glade børn hver dag, og vi elsker hinanden meget højt.

Men hvordan kommer jeg videre uden mine forældre? jeg savner dem HVER eneste dag, selv om de aldrig har været noget godt for mig.. jeg har bla ikke set dem siden jeg blev gift i september sidste år. men jeg har det frygteligt med det de har ikke set mit yngste barn endnu, og ville ikke deltage i dåben lige efter jul. jeg har det bare SÅ^svært med det, og jeg bliver ked af det hver gang andre snakker om deres forældre, jeg ville simpelthen ønske det var mine

håber nogle er kommet her til, som vil give mig et råd til hvad jeg kan/bør gøre for at komme videre - jeg kan simpelthen ikke bare give slip på dem, det har jeg prøvet mange gange uden held.

Ærlig talt, så tænker jeg: glem de forældre. De har aldrig rigtig været der for dig, og har åbent bart ikke i sinde nogen sinde at være det (eftersom de ikke engang kommer til barnedåben)

Mit råd ville være at få noget profesionel hjælp.
Dels til at komme dig over din helt forfærdelige barndom, til at komme over dit "ikke gøre forskel" problem (med dine egne børn, men ikke mindst til at glemme, eller i hvert fald komme videre i forhold tik dine forældre.

Der er mange der lever uden kontakt til deres forældre, og har lært at trives med det.
Ja ja... Her kan jeg sagtens side og være klog, jeg har det jo fint med mine forældre.
Men hvis dine forældre ikke er gode for dig, og gør dig ked af det, så vil det smitte af på dine børn.

For dine børns og din egen skyld, så kom videre. Få hjælp til det, hvis du ikke kan uden

Katia Juul Skovgaard skriver:

Først et 

Du er fandme så skide sej at du står frem og fortæller (noget) af din historie.

Mit sparsomme råd er også at få lidt rådgivning, om det er psykiater eller psykolog tør jeg ikke spå om. Jeg ved dog af erfaring at det virkelig kan lægge låg på mange kasser og tage mange sten fra hjertet at få åbnet op for de ting der ligger og gemmer sig.

Du har lidt et traume og har brug for at få det bearbejdet.

Jeg håber at du finder en løsning på situationen med dine forældre når du selv har fået bearbejdet dine oplevelser.

Jeg ønsker dig alt det bedste..

tusind tak for dit svar.
- og ja, dette jeg har skrevet er kun en lille del af det, der er sket mange ting som jeg desværre aldrig vil glemme. de ting gør ondt hver eneste dag, og de sidder SÅ dybt.

skal jeg gå igennem lægen eller hvordan gør man?

CAWI skriver:

Ærlig talt, så tænker jeg: glem de forældre. De har aldrig rigtig været der for dig, og har åbent bart ikke i sinde nogen sinde at være det (eftersom de ikke engang kommer til barnedåben)

Mit råd ville være at få noget profesionel hjælp.
Dels til at komme dig over din helt forfærdelige barndom, til at komme over dit "ikke gøre forskel" problem (med dine egne børn, men ikke mindst til at glemme, eller i hvert fald komme videre i forhold tik dine forældre.

Der er mange der lever uden kontakt til deres forældre, og har lært at trives med det.
Ja ja... Her kan jeg sagtens side og være klog, jeg har det jo fint med mine forældre.
Men hvis dine forældre ikke er gode for dig, og gør dig ked af det, så vil det smitte af på dine børn.

For dine børns og din egen skyld, så kom videre. Få hjælp til det, hvis du ikke kan uden

tusind tak for dit svar! du har ret i det du skriver, og jeg kan også sagtens leve uden mine forældre, men savnet er der bare ..

hvordan gør man og hvem skal jeg ringe til for at komme igang?
mine tanker ædder mig op inden i.

Anonym skriver:

NU er jeg endelig kommet på en pc (er ofte, faks hver dag online på Iphone, men det er ikke så ment at skrive et evt langt indlæg.

_ Jeg har skrevet MANGE breve til mine forældre i håb om at de vil tænke lidt på mig, lige lidt hjælper det - jeg er efterhånden meget frustreret , for at starte et sted vil jeg gerne prøve forklare det hele fra start, jeg håber nogle har mod på at læse med, og evt give en kommentare med på vejen - det ville betyde meget for mig.
Da jeg blev født i 1990, havde min mor og far i forvejen en søn på 4 år, (dvs min storbror) jeg er født 8 uger for tidlig, så min mor lå på sygehuset i ca 2 mdr, da hun kom hjem sammen med mig, blev jeg overladt til min omkel og tante, og jeg boede der indtil jeg var 2 år. Vi flyttede meget rundt, og allerede degang husker jeg nogle småting som ikke var så rare, min mor kaldt mig bla for en 'ånsvag idiot' og mange andre grimme gloser! - jeg var ikke engang begyndt i skole da hun sagde til mig at jeg aldrig skulle ha været født, og at det var en skam jeg ikke døde da jeg blev født. Min storbror var meget modbydelig overfor mig, og med årene blev han mere og mere ond! Bla husker jeg engang at han skubbede mig så jeg faldt med hoved ind i en plov til en traktor, den smadrede alle mine fortænder da den borede sig igennem - aldrig har jeg haft så mange smerter!
Da jeg var 10 år, fik jeg en lillebror min mor fik en fødsels dep, han er født 13 uger for tidlig ( men fuldstændig velfungerende, og har ingen men ) - men min mor havde det dårligt og min far var langtids chauffør, så var kun hjemme lørdag-søndag, derfor var det mig der skulle passe ham, mens jeg passede min skole - han kaldte mig mor indtil han blev 4 år.
Da jeg var 15 år, begyndt jeg at få mange forkerte venner, jeg var kommet ud i kriminillatet, og jeg begyndt at drikke MEGET - hvilken resulterede i at jeg var 'ugens gæst' i folkeskolen.. jeg havde det meget skidt med mig selv. jeg boede hist og pist - jeg begyndte at stjæle fra mine forældre, og engang husker jeg at jeg 'kom til' at tage en pakke smøger fra min storbror - det kom jeg aldrig til siden, han gik heeeeeeeeeeeeeeeeelt amok, og han slog løs på mig og råbte og skreg, jeg havde aldrig set ham så rasende før, og jeg brød gradene sammen efterfølgene, og mine forældre fortalte samme aften at de nu også skulle skilles. Jeg besluttede jeg aldrig igen ville se dem - så jeg daffede af hjemme fra, og tog hen til min kæreste (eks) efter ca 1 uge, var savnet til min lillebror SÅ stort at jeg tog hjem til ham igen..

en aften jeg cykelede hjem til min mor, så blev jeg sparket af min cykel - og så fik jeg tæsk som jeg ALDRIG har fået det før, min læbepiercing blev revet ud, jeg brækkede næsen og en arm osv. min mor rystede bare på hoved, og sagde at det sikkert var min egen skyld. aldrig havde jeg mødt de mennesker før, og det marridt forsatte - han begyndt kime mig ned, true, og bankede mig flere gange når han mødte mig! - jeg havde til sidst lyst til at tage livet af mig selv, så frygteligt var det.

Idag er jeg (snart) 24 - og jeg har 3 børn, som jeg elsker for alt i verden. - Jeg kæmper HVER dag, for ikke at gå i min mors fodspor, og jeg går ALT for meget op i forskels behandling - feks tæller jeg mine børns fredags slik, så er jeg sikker på de får lige meget - jeg kan ikke hænge to stk tøj op fra samme barn, uden jeg har hunget noget af de andres op også - simpelthen fordi jeg har en eller anden ide om at der bliver gjort forskel. det er sygeligt - men hvordan kommer man over det? jeg er kommet rigtig langt selv, og klare også opgaven som mor utrolig flot - mere flot end jeg selv turdte håbe på! jeg har glade børn hver dag, og vi elsker hinanden meget højt.

Men hvordan kommer jeg videre uden mine forældre? jeg savner dem HVER eneste dag, selv om de aldrig har været noget godt for mig.. jeg har bla ikke set dem siden jeg blev gift i september sidste år. men jeg har det frygteligt med det de har ikke set mit yngste barn endnu, og ville ikke deltage i dåben lige efter jul. jeg har det bare SÅ^svært med det, og jeg bliver ked af det hver gang andre snakker om deres forældre, jeg ville simpelthen ønske det var mine

håber nogle er kommet her til, som vil give mig et råd til hvad jeg kan/bør gøre for at komme videre - jeg kan simpelthen ikke bare give slip på dem, det har jeg prøvet mange gange uden held.

Åh gud.. Jeg får da helt en klump i halsen når jeg læser det du skriver.

Jeg ville opsøge en psykolog. Du behøver ikke nødvendigvis gå igennem lægen, men det er en rigtig god start. 
Din læge kan give dig en henvisning. 

I hvert fald skal du have snakket de her ting godt og grundigt igennem med en professionel. Det kan hjælpe dig rigtig meget. Du har ikke brug for sådan nogen mennesker i dit liv, det lyder som om de bestemt ikke vil dig noget godt..

 

Puha, sikke noget.  Jeg ville nok også tale med en psykolog. Jeg går selv til en nu, pga. andre årsager og det er altså bare guld værd.

Anonym skriver:

NU er jeg endelig kommet på en pc (er ofte, faks hver dag online på Iphone, men det er ikke så ment at skrive et evt langt indlæg.

_ Jeg har skrevet MANGE breve til mine forældre i håb om at de vil tænke lidt på mig, lige lidt hjælper det - jeg er efterhånden meget frustreret , for at starte et sted vil jeg gerne prøve forklare det hele fra start, jeg håber nogle har mod på at læse med, og evt give en kommentare med på vejen - det ville betyde meget for mig.
Da jeg blev født i 1990, havde min mor og far i forvejen en søn på 4 år, (dvs min storbror) jeg er født 8 uger for tidlig, så min mor lå på sygehuset i ca 2 mdr, da hun kom hjem sammen med mig, blev jeg overladt til min omkel og tante, og jeg boede der indtil jeg var 2 år. Vi flyttede meget rundt, og allerede degang husker jeg nogle småting som ikke var så rare, min mor kaldt mig bla for en 'ånsvag idiot' og mange andre grimme gloser! - jeg var ikke engang begyndt i skole da hun sagde til mig at jeg aldrig skulle ha været født, og at det var en skam jeg ikke døde da jeg blev født. Min storbror var meget modbydelig overfor mig, og med årene blev han mere og mere ond! Bla husker jeg engang at han skubbede mig så jeg faldt med hoved ind i en plov til en traktor, den smadrede alle mine fortænder da den borede sig igennem - aldrig har jeg haft så mange smerter!
Da jeg var 10 år, fik jeg en lillebror min mor fik en fødsels dep, han er født 13 uger for tidlig ( men fuldstændig velfungerende, og har ingen men ) - men min mor havde det dårligt og min far var langtids chauffør, så var kun hjemme lørdag-søndag, derfor var det mig der skulle passe ham, mens jeg passede min skole - han kaldte mig mor indtil han blev 4 år.
Da jeg var 15 år, begyndt jeg at få mange forkerte venner, jeg var kommet ud i kriminillatet, og jeg begyndt at drikke MEGET - hvilken resulterede i at jeg var 'ugens gæst' i folkeskolen.. jeg havde det meget skidt med mig selv. jeg boede hist og pist - jeg begyndte at stjæle fra mine forældre, og engang husker jeg at jeg 'kom til' at tage en pakke smøger fra min storbror - det kom jeg aldrig til siden, han gik heeeeeeeeeeeeeeeeelt amok, og han slog løs på mig og råbte og skreg, jeg havde aldrig set ham så rasende før, og jeg brød gradene sammen efterfølgene, og mine forældre fortalte samme aften at de nu også skulle skilles. Jeg besluttede jeg aldrig igen ville se dem - så jeg daffede af hjemme fra, og tog hen til min kæreste (eks) efter ca 1 uge, var savnet til min lillebror SÅ stort at jeg tog hjem til ham igen..

en aften jeg cykelede hjem til min mor, så blev jeg sparket af min cykel - og så fik jeg tæsk som jeg ALDRIG har fået det før, min læbepiercing blev revet ud, jeg brækkede næsen og en arm osv. min mor rystede bare på hoved, og sagde at det sikkert var min egen skyld. aldrig havde jeg mødt de mennesker før, og det marridt forsatte - han begyndt kime mig ned, true, og bankede mig flere gange når han mødte mig! - jeg havde til sidst lyst til at tage livet af mig selv, så frygteligt var det.

Idag er jeg (snart) 24 - og jeg har 3 børn, som jeg elsker for alt i verden. - Jeg kæmper HVER dag, for ikke at gå i min mors fodspor, og jeg går ALT for meget op i forskels behandling - feks tæller jeg mine børns fredags slik, så er jeg sikker på de får lige meget - jeg kan ikke hænge to stk tøj op fra samme barn, uden jeg har hunget noget af de andres op også - simpelthen fordi jeg har en eller anden ide om at der bliver gjort forskel. det er sygeligt - men hvordan kommer man over det? jeg er kommet rigtig langt selv, og klare også opgaven som mor utrolig flot - mere flot end jeg selv turdte håbe på! jeg har glade børn hver dag, og vi elsker hinanden meget højt.

Men hvordan kommer jeg videre uden mine forældre? jeg savner dem HVER eneste dag, selv om de aldrig har været noget godt for mig.. jeg har bla ikke set dem siden jeg blev gift i september sidste år. men jeg har det frygteligt med det de har ikke set mit yngste barn endnu, og ville ikke deltage i dåben lige efter jul. jeg har det bare SÅ^svært med det, og jeg bliver ked af det hver gang andre snakker om deres forældre, jeg ville simpelthen ønske det var mine

håber nogle er kommet her til, som vil give mig et råd til hvad jeg kan/bør gøre for at komme videre - jeg kan simpelthen ikke bare give slip på dem, det har jeg prøvet mange gange uden held.

Jeg tænker også med det samme, psykolog..

Jeg har også en dum familie og min far har ikke set min datter og kommer aldrig til det. der er også sagt og gjort ting som ikke skulle være gjort mod et barn (mig) mm.

Jeg er utrolig ked af at du så inderligt mangler dine forældre i dit liv. De har ikke været gode for dig, hvordan skulle de så kunne være gode for dine børn?

Hvad med dine svigerforældre?

Der er mange mennesker der ikke har nogle forældre grundet mange forskellige ting men som klare sig rigtig godt som forældre.. netop fordi de ved hvad man IKKE skal gøre mod sine børn.

jeg er også ked af at du nok har fået nogle tvangstanker og angst for at komme til at gøre forskel. det ville jeg helt sikkert få snakket om med en psykolog som kan hjælpe med at få dem skubbet på afstand for det gør dig sikkert ked af det og dræner dig for energi, som du kunne have brugt sammen med dine børnene i stedet.

det er forbandet når ens forældre ødelægger det de selv har skabt og som skulle have været "perfekt"

Det er en stor bagage at have og jeg beundrer sig for at have kæmpet dig vejen frem og ikke gået i dine forældres fodspor. Det er (undskyld) fandme! sejt!!

Det er klart du har et tomrum. også fordi man gerne ville kunne give sine børn noget familie og ikke kun fra deres fars side. Men det er ikke det værd og i er bedre foruden når tingene er som de er her. de vil skuffe dig resten af dit liv.

jeg valgte at komme videre, og valgte min far fra så simpel en grund at jeg ikke ville byde mit barn det samme. Der er nogle mennesker der bare ikke burde få børn.

Du skylder ikke dem noget, tværtimod skylder de dig og hvorfor skulle de have glæden ved at have dig i deres liv når de selv har ødelagt det fra start? børn er loyale overfor deres forældre.. men det er kun blod.. vi vælger ikke den familie vi bliver født ind i.. men vi vælger satme den vi vil tilbringe og elske resten af vores liv!.

livet er for kort til at spilde sin tid på mennesker der ikke vil en det godt.

held og lykke!