jeg vil gerne hører nogle meninger/råd..

Anonym skriver:

tusind tak for dit svar.
- og ja, dette jeg har skrevet er kun en lille del af det, der er sket mange ting som jeg desværre aldrig vil glemme. de ting gør ondt hver eneste dag, og de sidder SÅ dybt.

skal jeg gå igennem lægen eller hvordan gør man?

Gennem din læge kan du få en henvisning og så kan de vidst lægge en liste over hvem der er i dit lokal-område?

Hvis du har overskuddet, så ring til de forskellige.. Hvem klikker du med når du taler i telefon med? Det er bare så vigtigt at der er en god kemi når man skal blotte sin sjæl på den måde, som jeg kan forestille mig du har i vente.

Det er et kæmpe stykke arbejde der venter på dig, men jeg er ret sikker på at det kan du godt klare. Du virker sej, stålfast og med din barndom i tankerne er du sgu nok ikke sådan at slå ud af kurs

MKuhr skriver:

Jeg tænker også med det samme, psykolog..

Jeg har også en dum familie og min far har ikke set min datter og kommer aldrig til det. der er også sagt og gjort ting som ikke skulle være gjort mod et barn (mig) mm.

Jeg er utrolig ked af at du så inderligt mangler dine forældre i dit liv. De har ikke været gode for dig, hvordan skulle de så kunne være gode for dine børn?

Hvad med dine svigerforældre?

Der er mange mennesker der ikke har nogle forældre grundet mange forskellige ting men som klare sig rigtig godt som forældre.. netop fordi de ved hvad man IKKE skal gøre mod sine børn.

jeg er også ked af at du nok har fået nogle tvangstanker og angst for at komme til at gøre forskel. det ville jeg helt sikkert få snakket om med en psykolog som kan hjælpe med at få dem skubbet på afstand for det gør dig sikkert ked af det og dræner dig for energi, som du kunne have brugt sammen med dine børnene i stedet.

det er forbandet når ens forældre ødelægger det de selv har skabt og som skulle have været "perfekt"

Det er en stor bagage at have og jeg beundrer sig for at have kæmpet dig vejen frem og ikke gået i dine forældres fodspor. Det er (undskyld) fandme! sejt!!

Det er klart du har et tomrum. også fordi man gerne ville kunne give sine børn noget familie og ikke kun fra deres fars side. Men det er ikke det værd og i er bedre foruden når tingene er som de er her. de vil skuffe dig resten af dit liv.

jeg valgte at komme videre, og valgte min far fra så simpel en grund at jeg ikke ville byde mit barn det samme. Der er nogle mennesker der bare ikke burde få børn.

Du skylder ikke dem noget, tværtimod skylder de dig og hvorfor skulle de have glæden ved at have dig i deres liv når de selv har ødelagt det fra start? børn er loyale overfor deres forældre.. men det er kun blod.. vi vælger ikke den familie vi bliver født ind i.. men vi vælger satme den vi vil tilbringe og elske resten af vores liv!.

livet er for kort til at spilde sin tid på mennesker der ikke vil en det godt.

held og lykke!

Tusind tak for dit svar.
Jeg har læst det flere gange, du rammer total plet!!
Alle de ting du skriver ved jeg godt jo, det er bare SÅ svært at sige fra.
Jeg har et fantastisk forhold til min svigermor (min mands far er alkoholiker) så ham ses eller snakker vi ikke med..
Med hensyn til min svigermor er det som du selv skriver ikke det samme, som ens egne forældre ..
Jeg ved simpelthen ikke hvorfor jeg savner dem, eller mangler dem, for jeg ved jo ikke rigtig noget om hvordan det er at have forældre der vil sine børn det bedste, for det har jeg aldrig prøvet, desværre..

Vidste ikke det kaldes for tvangstanker ¨når man havde de tanker, men jeg bruger MEGET energi på at spekulere over det, og gør hvad jeg kan for at undgå det, feks at tælle slikket, det er jo sygeligt, og jeg ved det godt - men jeg kan simpelthen ikke lade være!

Katia Juul Skovgaard skriver:

Gennem din læge kan du få en henvisning og så kan de vidst lægge en liste over hvem der er i dit lokal-område?

Hvis du har overskuddet, så ring til de forskellige.. Hvem klikker du med når du taler i telefon med? Det er bare så vigtigt at der er en god kemi når man skal blotte sin sjæl på den måde, som jeg kan forestille mig du har i vente.

Det er et kæmpe stykke arbejde der venter på dig, men jeg er ret sikker på at det kan du godt klare. Du virker sej, stålfast og med din barndom i tankerne er du sgu nok ikke sådan at slå ud af kurs

Hvor er du sød Ja, jeg er meget stærk hvis jeg selv skal sige det..
Og ja, det har også 'taget skade' jeg har ikke bare tillid til folk, der kan sagtens gå seks mdr før jeg kan sige noget at de ting jeg føler.

Uden det skal misforståes min søn på 5 år har ADHD, og til ham har vi sådan en fra handiccapteamet fra kommunen - en ADHD konsulent, han kommer her hjemme et par gange om mdr, han havde været her i 7 mdr før jeg turde fortælle ham hvordan tingene var, og hvad der var/er svært for mig, han er også uddannet psykolog og hjælper gerne med andre ting end lige min søn vis vi har brug for det... Jeg vil på INGEN måder have at folk skal tænke om mig som de gør om min mor, derfor er jeg meget påpaslig med hvad jeg siger til folk, også fordi tingene nemt misforståes.. Men lige inden ferien var jeg simpelthen nød til at ringe til ham - og jeg kunne slet ikke holde tårene tilbage - jeg hylede og jeg hylede.. Han blev hurtig meget bekymrede - men sagde at han sagtens kunne mærke der var noget galt, og han skal jeg skulle tænke over tingene og om det var noget han kunne hjælpe mig med her i ferien.. Men det er simpelthen min skræk, alt det med kommunen osv - min mor har nemlig fået en del inbretninger (min lillebror er 14år nu) også af mig, hun er begyndt at drikke - og derfor ved de jo godt jeg er hendes datter . og min største sktæk er simpelthen at blive set som hende - for jeg er LANGT mere end hende!

Anonym skriver:

Hvor er du sød Ja, jeg er meget stærk hvis jeg selv skal sige det..
Og ja, det har også 'taget skade' jeg har ikke bare tillid til folk, der kan sagtens gå seks mdr før jeg kan sige noget at de ting jeg føler.

Uden det skal misforståes min søn på 5 år har ADHD, og til ham har vi sådan en fra handiccapteamet fra kommunen - en ADHD konsulent, han kommer her hjemme et par gange om mdr, han havde været her i 7 mdr før jeg turde fortælle ham hvordan tingene var, og hvad der var/er svært for mig, han er også uddannet psykolog og hjælper gerne med andre ting end lige min søn vis vi har brug for det... Jeg vil på INGEN måder have at folk skal tænke om mig som de gør om min mor, derfor er jeg meget påpaslig med hvad jeg siger til folk, også fordi tingene nemt misforståes.. Men lige inden ferien var jeg simpelthen nød til at ringe til ham - og jeg kunne slet ikke holde tårene tilbage - jeg hylede og jeg hylede.. Han blev hurtig meget bekymrede - men sagde at han sagtens kunne mærke der var noget galt, og han skal jeg skulle tænke over tingene og om det var noget han kunne hjælpe mig med her i ferien.. Men det er simpelthen min skræk, alt det med kommunen osv - min mor har nemlig fået en del inbretninger (min lillebror er 14år nu) også af mig, hun er begyndt at drikke - og derfor ved de jo godt jeg er hendes datter . og min største sktæk er simpelthen at blive set som hende - for jeg er LANGT mere end hende!

Jeg kan godt forstå din bekymring og man hører jo diverse skrækhistorier.. Men jeg er ret sikker på at alle i din omgangskreds kan se at du er der 100 % for dine børn, du er jo mønsterbryder.. 

Det er da super fedt at han kan og vi lægge ører til når du har det svært og der er da ikke noget at sige til at du lige skal se folk an. Det kan jo være svært at åbne op for mennesker man ikke kender.. Jeg skulle da også lige overskride den grænse at tale om mine følelser til en vildt fremmed, man kunne jo ligeså godt snakke med en i bussen Men det hjalp nu alligevel at få sat nogle ord på af en professionel og få at vide "DU ER OKAY"...

Du ER stærk, det kan jeg mærke

Katia Juul Skovgaard skriver:

Jeg kan godt forstå din bekymring og man hører jo diverse skrækhistorier.. Men jeg er ret sikker på at alle i din omgangskreds kan se at du er der 100 % for dine børn, du er jo mønsterbryder.. 

Det er da super fedt at han kan og vi lægge ører til når du har det svært og der er da ikke noget at sige til at du lige skal se folk an. Det kan jo være svært at åbne op for mennesker man ikke kender.. Jeg skulle da også lige overskride den grænse at tale om mine følelser til en vildt fremmed, man kunne jo ligeså godt snakke med en i bussen Men det hjalp nu alligevel at få sat nogle ord på af en professionel og få at vide "DU ER OKAY"...

Du ER stærk, det kan jeg mærke

skønt endelig at møde nogle der har forståelse for det..
- og ja præcis , det er eddermame svært, og det kræver en masse bare at tale med folk man ikke aner hvem er .. men det kan godt være det ville være en god ide, at gøre noget ved det.

Jeg er i chok over din historie. Du er jo et enestående og smukt eksempel på, at man med mod og kærlighed godt kan klare sig, trods store bump på vejen.

Du har fået styrken til at kunne fungere som menneske og som en god mor. Lad ikke de vanvittige mennesker tag den mod og glæde fra dig.

Tilværelsen er til tider så urimelig og hård, at man til tider har svært ved at træk vejret.

Jeg har oplevet sorg og svigt i min barndom. Jeg har ting jeg stadig skal arbejde med, og ting jeg aldrig vil kunne ændre på. Men jeg er i live og er mor til en smuk dreng. Har valgt det gode i mit liv, og lever efter principper som holder mig fast på jorden.

Din mor er et dårligt menneske, og HUN fortjente dig ikke. Du er mere værd end hende.

Du har sikkert reddet din bror fra grimme oplevelser, og det er du en engel for. Du har allerede i en alder af 10år været så meget værd for andre.

Gi slip på dine forældre. Vælg det gode i dit liv, og dyrk den glæde du har i dine børn og familie. Vær taknemmelig og vær tilstede. Man kan alligevel ikke være tilstede fortiden... Slip dem.


Må alt lykke gå din vej

Marts<3 skriver:

Jeg er i chok over din historie. Du er jo et enestående og smukt eksempel på, at man med mod og kærlighed godt kan klare sig, trods store bump på vejen.

Du har fået styrken til at kunne fungere som menneske og som en god mor. Lad ikke de vanvittige mennesker tag den mod og glæde fra dig.

Tilværelsen er til tider så urimelig og hård, at man til tider har svært ved at træk vejret.

Jeg har oplevet sorg og svigt i min barndom. Jeg har ting jeg stadig skal arbejde med, og ting jeg aldrig vil kunne ændre på. Men jeg er i live og er mor til en smuk dreng. Har valgt det gode i mit liv, og lever efter principper som holder mig fast på jorden.

Din mor er et dårligt menneske, og HUN fortjente dig ikke. Du er mere værd end hende.

Du har sikkert reddet din bror fra grimme oplevelser, og det er du en engel for. Du har allerede i en alder af 10år været så meget værd for andre.

Gi slip på dine forældre. Vælg det gode i dit liv, og dyrk den glæde du har i dine børn og familie. Vær taknemmelig og vær tilstede. Man kan alligevel ikke være tilstede fortiden... Slip dem.


Må alt lykke gå din vej

Det er også en trist historie, som man næsten skulle tro var løgn, det er det desværre bare ikke ..
- Jeg vil også rigtig gerne give slip, jeg har bare så uendelig svært ved det - jeg savner dem, rigtig meget - og jeg ved der ikke er noget at savne, for tingene ændre sig aldrig, og på den anden side er det jo også for sent nu.. Mine børn kender dem ikke, og kommer heller ikke til det.. Jeg ville bare give min højre arm for at tingene havde været anderledes. Og jeg syntes det er pisse hammerne træls, jeg syntes ikke det er nogle i verden der fortjener disse ting jeg har oplevet.

- Jeg håber jeg en dag når der til hvor jeg kan vende mig om og sige aldrig mere, og bare glemme dem.

Anonym skriver:

skønt endelig at møde nogle der har forståelse for det..
- og ja præcis , det er eddermame svært, og det kræver en masse bare at tale med folk man ikke aner hvem er .. men det kan godt være det ville være en god ide, at gøre noget ved det.

Det er røv-svært (undskyld sproget), men jeg tror det er nødvendigt for at du kan gøre op med de indre dæmoner du render rundt med.. Jeg har selv et kasse-system i hovedet.. Bagerst, helt omme ved nakken (jeg er meget billedlig) der ligger alt det l**t jeg ikke kan bruge til noget.. Jeg tror, helt uden at kende dig, at du har brug for at få sorteret det der allerede ligger og nok også lægge noget nyt derned? 

Sæt dig ned og skriv tingene ned, få luftet ud i hovedet.. Du kan jo altid brænde brevet, ingen behøver få det at se?

Da jeg havde det svært kunne jeg ikke få hul på bylden, jeg havde ikke noget at sige til nogle for jeg vidste jo ikke hvad der var galt.. Jeg satte mig ned og i løbet af et par timer havde jeg skrevet 9 sider, så jeg havde nok lidt at sige alligevel

Katia Juul Skovgaard skriver:

Det er røv-svært (undskyld sproget), men jeg tror det er nødvendigt for at du kan gøre op med de indre dæmoner du render rundt med.. Jeg har selv et kasse-system i hovedet.. Bagerst, helt omme ved nakken (jeg er meget billedlig) der ligger alt det l**t jeg ikke kan bruge til noget.. Jeg tror, helt uden at kende dig, at du har brug for at få sorteret det der allerede ligger og nok også lægge noget nyt derned? 

Sæt dig ned og skriv tingene ned, få luftet ud i hovedet.. Du kan jo altid brænde brevet, ingen behøver få det at se?

Da jeg havde det svært kunne jeg ikke få hul på bylden, jeg havde ikke noget at sige til nogle for jeg vidste jo ikke hvad der var galt.. Jeg satte mig ned og i løbet af et par timer havde jeg skrevet 9 sider, så jeg havde nok lidt at sige alligevel

Jeg tror du har evig ret, jeg har det også svært med det! - Måske det ville være en ide at skrive tingene ned, det kan være jeg skulle prøve.

- Jeg har bare mange perioder hvor jeg tænker mere over tingene end andre dage..
De perioder jeg tænker meget på det, har jeg hovedpine fra jeg står op til jeg går i seng, jeg har kvalme, mavepine, jeg taber hår, og jeg bløder (som mens) tre, fire, fem gange om mdr , og jeg er MEGET træt de perioder, irritabel osv. Jeg ved ikke hvad det skyldes jeg får de symptoner. Men det bliver værre og værre!

- Jeg håber du har fået det bedre, og flot du fant en løsning på at få luftet ud i hoved

Hej lille du.
Jeg har selv haft en meget magtliderlig far som har ødelagt mig på mange måder men alligevel kunne jeg ikke give slip.
Før jeg mødte min nuværende kæreste.
Han så gang på gang hvor dårligt min far behandlede mig og han trang igennem min facade som ingen har kunnet komme igennem.

Jeg brød kontakten til min far( mine forældre var også lige blevet skilt) og jeg startede til psykolog.
Var til psykolog 10 gange og hold da op hun hjalp meget.
Jeg har også lært at kontrollere min angst som kommer når jeg bliver ked af det. Fordi jeg hele mit liv har holdt mine tårer tilbage.

Jeg fik dog kontakten med min far igen. Men brød den igen her i sep. Sidste år simptelthen fordi min far kører mig ned psykisk hvis jeg har kontakten med ham.

Jeg har det til tider skidt men jeg er kommet utrolig langt. Både ved hjalp af psykologen og ved hjælp af min kæreste. Men skam også fordi jeg selv har kæmpet.


Mit råd er at du får opsøgt en psykolog som kan hjælpe dig med at håndtere din sorg samt din frygt for at gøre forskel på dine børn.

Og tilsidst vil jeg sige at du er pisse sej. Og du går igennem en sej og hård kamp. Men du får det bedre med tiden. Og du bliver utrolig stærk.

Jeg har også den største frygt at overgive mig til den måde jeg er blevet behandlet og lade det gå ud over min datter.
Men det kommer aldrig til at ske. Og det er først nu hvor hun bliver 3 snart jeg har forstået og sagt til mig selv at uanset hvad der sker kommer hun aldrig igennem det jeg har været igennem med mine forældre og specielt min far.