Jeg vil lige indlede med at skrive; jeg er helt enig i, at man skal have en god mavefornemmelse for stedet, man vælger at sende sit dyrebareste hen hver dag. Jeg er også enig i, at børn ikke nødvendigvis har bedst af at komme i institution. Og at alle forældre har en frygt for, at der sker sit barn noget, det er helt naturligt. Men!
Er angsten så stor og ukontrolleret, at man ikke tør lade sit barn være uden opsyn af en selv, kan man meget nemt komme til at give sit barn indtrykket af at verden er meget farlig og barnet ikke kan klare sig uden mor (eller far) Og sansynligheden for, at man ender med et utrygt og usikkert barn, er stor. Som forældre skal vi ikke skærme vores børn mod verden, vi skal lære dem at begå sig i den.
For nyligt var jeg i svømmehallen. Da jeg kommer ind i badet står der en lækker 1-årig, som smilende siger "Haj haj" til mig og hygger sig gevaldigt med vand og badeand. Drengens mor kigger hurtigt på mig med store øjne og siger: "Så så, lille skat. Jeg er lige her hos dig. Du skal ikke være bange, mor går ikke fra dig. Der sker dig ikke noget, jeg er lige her hos dig, lille, lille skat." I ca. 1 min. Og så begynder drengen og kigge skræmt rundt og græder derefter utrøsteligt. Moren sagde selvfølgelig som hun gjorde, fordi hun er omsorgsfuld og vil sit barn det bedste. Men hendes frygt for, at sønnen ville blive bange for en fremmed dame overførte hun til sit barn og så blev barnet utrygt.
Angst er ikke virkelighed, det er tanker - med mindre vi står foran en sulten løve fx. Er angsten ubehandlet kører angstmotoren derud af, vi får måske katastrofetanker og sikkerhedsadfærd, som fx undgåelse. Det bekræftiger os i- og sætten følelsen af fare på færde op.
Ts, jeg kan ikke råde dig til om du skal sende dit barn i vuggestue eller vente til børnehave. Men jeg synes du skal gøre op med dig selv, om din angst (som du selv nævner) begrænser dit barn og dig selv. Han kan jo fint gå hjemme med dig og i legestue, det ser jeg ingen problemer i. Det eneste jeg kan blive bekymret over er, at du, måske hentyder til....? at du er for angst til at overlade ham til en vuggestue.
Jeg håber ikke at du tager mit svar ilde op. Det er kun ment, som en kærlig håndsrækning. (Jeg var i øvrigt selv lige ved at gå ud af mit gode skind i tiden op til, at mit eget barn skulle i vuggestue 
og havde mange tanker om, hvordan min basse ville føle sig svigtet og forladt af sin mor)
Du forklar det godt nok
men jeg er ikke ligesom den dame min søn siger også Hej Hej til fremmede mennesker og smiler, jeg har ingen problem jeg smiler også til folk når han siger Hej Hej og gå hen til dem, jeg siger ikke pas på det farligt men jeg skal bare holde med ham
altså jeg har ikke så stor angst, men det bare den tanke om at mit barn skal i vuggestuen, synes han er for lille..
Da jeg var gravid skulle jeg føde 11 juni, men jeg gik 14 dag over tid hvor ingen har sagt det, var skide bekymre ,har være indlagt hvor de gav mig piller for at gøre fødsel i gang det gik flere timer, jeg blev undersøgt i 3 timer, hvor de sagde vi skal have akut kejsersnit da mit barn ikke kunne klar det 
da han kom ud tog de ham væk fra mig og hørte ingen skrig hvor jeg selv græd og sagt hvorfor han ikke græder... jeg så ham efter 2 timer , og var så glad for at se Ham og kunne ikke give slip... idag er han stærk sund og rask dreng som er modig at møde ny folk og meget glad som kan finde på at gå med dem 
når jeg ser mit barn få jeg nogle gang tåre (ser tilbage)
håber i alle forstår hvordan jeg har det
