Hvad overraskede dig mest som førstegangsmor?

At jeg kunne briste så meget (svær 4. grads bristning) til trods for at vi fik en lille bitte datter på knap 2400 g.

At de komplikationer gjorde, at jeg slet ikke blev mor på den måde jeg havde regnet med. Og at jeg ikke bare blev væltet omkuld af den overvældende lykke som alle andre bliver. Eller dem der ikke gør, de skilter i hvert fald ikke med det. Havde heldigvis en veninde der sagde til mig, da jeg efter 6 uger brød sammen, at hun altså også lige havde skullet lære sine børn at kende, før den lykke kom, og at den nok skulle komme.

Hvor mange timer i døgnet man bruger på at amme

Hvor meget jeg elsker min lille skat og hvor meget større den kærlighed bliver hver dag og for hver lille bitte nye ting hun lærer

Hvor forfærdelig hårdt det er for mig at hun er startet i vuggestue! Jeg er tidligere pædagogmedhjælper i en vuggestue, og har gjort mig klog på i forhold til veninder, der har synes det var svært, at personalet tager sig godt af dem, at de ikke går og græder en hel dag, og hvad har vi. Det er som om alt min fornuft er forsvundet som dug fra solen! Nu efter en uge med indkøring tuder jeg stadig, når jeg er kommet ud af døren i vuggestuen.

At ingen andre babyer kan måle sig med min lille skat hun er verdens lækreste, skønneste og mest fantastiske baby

Hvor helt igennem fantastisk det er at lytte til Thea der pludre i et væk. Utroligt så meget man kan have på hjertet, selvom man kun er 10 måneder og mor og far ikke fatter en bjælde af hvad man siger

Hvor hurtigt hun er blevet en stor og dejlig skat. Ja ja alle siger, at man skal nyde det, mens de er små, men hvorfor er det at man først fatter at nogen har pillet ved knapperne og pludselig er der gået 10 måneder, når de 10 måneder er gået.

Ja jeg kunne vist blive ved i det uendelige, men nu vil jeg i stedet hoppe i seng og lige ligge og kigge lidt og lytte til min dejlige lille skat

Mine egne følelser omkring min søn.
Hvor stor mit beskytter instinkt er og hvor meget jeg er villig til at tilsidesætte mine egne behov for hans.


Og at alle mine ideer og forestillinger om familielivet faldt fuldstændig til jorden, da jeg fik en meget sensitiv dreng der intet kunne rumme og bare græd og græd.

Andre menneskers manglende evne til at forstå hvor upassende det er at stikke hovedet ned til et sovende barn og rode rundt med hånden, blandet sig i opdragelse offentlige steder eller i det hele taget upassende kommentarer.
Eller når man står med en skru hysterisk unge der er MEGA frustreret, ked og sur fordi han ikke må få en bil og så skal man også til ag slås med et eller andet velmente fremmede mennesker der mener at de da lige skal muntre ham op ved en eller anden sjov kommentar om at jeg da også er en rigtig dum mor

Lykke:) skriver:

Den ubetinget kærlighed der opstod da jeg fik ham i armene.
Havde hørt om, at det var en speciel form for kærlighed, men den slog virkelig benene væk under mig

Man kan slet ikke sætte sig ind i hvordan det er men glæder mig til at prøve det ... Men så tænker jeg også engang imellem, åh nej tænk hvis den ikke kommer ... Glæder mig meget til lille manden kommer til verden om 17 uger

san skriver:

Man kan slet ikke sætte sig ind i hvordan det er men glæder mig til at prøve det ... Men så tænker jeg også engang imellem, åh nej tænk hvis den ikke kommer ... Glæder mig meget til lille manden kommer til verden om 17 uger

Du har også god grund til, at glæde dig!

Det er den største oplevelse i hele livet!

tarkoflen skriver:

At jeg kunne briste så meget (svær 4. grads bristning) til trods for at vi fik en lille bitte datter på knap 2400 g.

At de komplikationer gjorde, at jeg slet ikke blev mor på den måde jeg havde regnet med. Og at jeg ikke bare blev væltet omkuld af den overvældende lykke som alle andre bliver. Eller dem der ikke gør, de skilter i hvert fald ikke med det. Havde heldigvis en veninde der sagde til mig, da jeg efter 6 uger brød sammen, at hun altså også lige havde skullet lære sine børn at kende, før den lykke kom, og at den nok skulle komme.

Hvor mange timer i døgnet man bruger på at amme

Hvor meget jeg elsker min lille skat og hvor meget større den kærlighed bliver hver dag og for hver lille bitte nye ting hun lærer

Hvor forfærdelig hårdt det er for mig at hun er startet i vuggestue! Jeg er tidligere pædagogmedhjælper i en vuggestue, og har gjort mig klog på i forhold til veninder, der har synes det var svært, at personalet tager sig godt af dem, at de ikke går og græder en hel dag, og hvad har vi. Det er som om alt min fornuft er forsvundet som dug fra solen! Nu efter en uge med indkøring tuder jeg stadig, når jeg er kommet ud af døren i vuggestuen.

At ingen andre babyer kan måle sig med min lille skat hun er verdens lækreste, skønneste og mest fantastiske baby

Hvor helt igennem fantastisk det er at lytte til Thea der pludre i et væk. Utroligt så meget man kan have på hjertet, selvom man kun er 10 måneder og mor og far ikke fatter en bjælde af hvad man siger

Hvor hurtigt hun er blevet en stor og dejlig skat. Ja ja alle siger, at man skal nyde det, mens de er små, men hvorfor er det at man først fatter at nogen har pillet ved knapperne og pludselig er der gået 10 måneder, når de 10 måneder er gået.

Ja jeg kunne vist blive ved i det uendelige, men nu vil jeg i stedet hoppe i seng og lige ligge og kigge lidt og lytte til min dejlige lille skat

Jeg havde det på helt samme måde efter fødslen, bristede også (3. grads). Jeg kunne ikke rigtigt bære og gå med min søn, så det var far der tog meget af trøsten i starten. Samtidig med at jeg var rædselsslagen for om der ville gå betændelse i, og om jeg nogensinde ville blive normal dernede igen. Det ødelagde den første måned med min søn. Heldigvis havde jeg en fantastisk SP som kunne se at jeg ikke havde det godt, og vi fik en rigtig god snak. Og det lå cirka samtidig med at jeg begyndte at kunne bevæge mig ordentligt igen (ca. en måned efter fødslen) og så gik de negative følelser langsomt væk og der blev plads til kærligheden. Men det var ikke en sjov start!

san skriver:

Man kan slet ikke sætte sig ind i hvordan det er men glæder mig til at prøve det ... Men så tænker jeg også engang imellem, åh nej tænk hvis den ikke kommer ... Glæder mig meget til lille manden kommer til verden om 17 uger

Du må IKKE fortvivle hvis den ikke kommer med det samme! Det er helt normalt. Min SP sagde at cirka en tredjedel af "hendes mødre" ikke oplevede den umiddelbare kærlighed, og at det for mange var forbundet med stor skam. Men der er ingen skam i de følelser man har, positive eller negative. Og kærligheden skal nok komme.

modesty skriver:

Jeg havde det på helt samme måde efter fødslen, bristede også (3. grads). Jeg kunne ikke rigtigt bære og gå med min søn, så det var far der tog meget af trøsten i starten. Samtidig med at jeg var rædselsslagen for om der ville gå betændelse i, og om jeg nogensinde ville blive normal dernede igen. Det ødelagde den første måned med min søn. Heldigvis havde jeg en fantastisk SP som kunne se at jeg ikke havde det godt, og vi fik en rigtig god snak. Og det lå cirka samtidig med at jeg begyndte at kunne bevæge mig ordentligt igen (ca. en måned efter fødslen) og så gik de negative følelser langsomt væk og der blev plads til kærligheden. Men det var ikke en sjov start!

Det var bare så hårdt! De første 4 dage kunne jeg ikke tage hende op, måtte kun ligge i en vinkel på max 30 grader og måtte ikke tage hende op eller sidde med hende og bare kigge på hende og undersøge hende, og det var bare så hårdt! Og ja den første måned gik med jeg havde det træls, og var bange for at det gik op, blev værre eller der på en eller anden måde skete noget eller at det aldrig blev normalt igen.

Min sp var en gammel garvet dame, og hvis du spørger mig, tog hun sig desværre ikke super meget af, at jeg havde det svært i starten.

Men det var jo bare sådan det var, og heldigvis blev det bedre! Ville dog ønske, at jeg havde fået taget mig sammen til at få en efterfødselssamtale, selvom jeg vist blev glemt lidt i det, og ikke fik det tilbudt, trods min relativt voldsomme bristning.

Men ja kærligheden vokser jo bare for hver dag der går, og selvfølgelig kommer den, den var vare forsinket her, og det var ikke med min gode vilje jeg havde en forestilling om hvordan det ville være for mig at blive mor, og sådan blev det slet ikke! Det er altså også noget af en kamel at sluge...

Men det er da et eller andet sted en trøst, at man ikke er alene om alle de følelser, der drønede rundt oveni alle hormonerne!

Min mangel på søvn + hvor biiip awsome ens krop i forhold til hvor meget den går igennem efter den første tid.  Men man kommer at kende sig selv på en helt anden måde, på både godt og ondt, for selv om man har den store søvn mangel var der aldrig mangel på kærlighed

lille-fisen skriver:

Bare en lille hyggetråd fra en kommende mor  

Synes det kunne være rigtigt sjovt at høre hvad der overraskede jer mest efter jeres første barn var kommet til verden?

Både det positive og negative og sjove 

 

Jeg var og er stadig helt i chok, efter 11 måneder, over hvor meget man kan elske et andet menneske.. Intet overskygger min kærlighed til min søn,  intet..

Også blev jeg også overrasket over hvor lidt søvn man egentlig har brug for for at kunne klare en dag

 

Negativt overrasket blev jeg over fødslen.. Det er noget jeg aldrig vil igennem igen..

lille-fisen skriver:

Bare en lille hyggetråd fra en kommende mor  

Synes det kunne være rigtigt sjovt at høre hvad der overraskede jer mest efter jeres første barn var kommet til verden?

Både det positive og negative og sjove 

 

At det var så naturligt for mig at blive mor  og at det er utroligt, at man kan elske nogen så meget, ved første blik 

Og hvor meget lort der kan være i så lille et menneske