Må dit barn rejse sig fra bordet?

Muhmi skriver:

Ja det var da egentlig en spændende debat som vi kan tage her istedet for i den anden debat

 

Skal dit barn blive siddende ved bordet om aftenen eller må barnet løbe ud og lege / sætte sig ind og se fjernsyn / andet? mens I sidder og spiser?

Hvor gammel synes du et barn skal være før man begynder at lære barnet at blive siddende ved bordet indtil alle er færdige?

 

Herhjemme er Silas snart 3 år og vi er den sidste måneds tid begyndt at insistere på at han bliver siddende ved bordet. Ikke tvinge ham med skrig og skrål, men bede ham om at finde noget han kan beskæftige sig med mens vi andre spiser færdig. Dette er begyndt at fungere super godt og vi synes faktisk at vi får meget mere ud af aftensmads-tiden fordi vi sidder der alle sammen.

Silas er i en periode lige for tiden hvor han ikke spiser særlig meget om aftenen og er derfor hurtigt færdig og da det faktisk er det eneste tidspunkt i løbet af en lang dag uden ham, så vil vi rigtig gerne bruge den med ham. Så vi føler at vi mister endnu mere tid med ham, hvis han bare løber afsted og finder på noget andet at lave.

Vi mener jo også at han skal blive siddende fordi han ligeså godt kan lære det nu, som senere og hvor vil det være vidunderligt at komme til et selskab hvor ens barn bliver siddende (på sin vis) mens vi alle sammen spiser Selvfølgelig skal de have lov at lege når de er sammen med fætrene og kusinerne men det vil da alligevel være dejligt at have et høfligt barn. Det er da i hvert fald sådan jeg er blevet opdraget

 

Nå hvad er jeres mening om det?

Mine børn får lov til at rejse sig og forlade bordet når de er færdige med at spise jeg vil bare gerne de sidder pænt når vi spiser, lukker munden når de tygger og siger tak for mad når de er færdige, så er jeg glad   

lineog4 skriver:

Large mente jeg ikke negativt, men mente bare at lader jeg den ene løbe så løber den anden uden at have spist færdig. Hvor da vi kun havde Dina havde jeg ikke de hensyn at tage for jeg skulle nok spise selv om hun rejste sig - og gjorde jeg ikke var det måske endda også meget godt 

når vi vælger at de skal blive siddende handler det ikke om bordskik, pli eller god/dårlig opførsel men alene om det praktiske. For mig er god opførsel alene at man spørger før man rejser sig ikke at man nødvendigvis bliver siddende....

Det gør vi heller ikke af herhjemme  Og er heller aldrig vokset op med , ej heller oplevet det særlig tit. -at spørge om lov altså .. Spørger du selv om lov før du rejser dig? Eller spørg din mand og/eller dine gæster om lov før de rejser sig, og i så fald, hvem er det som skal spørges?  

isabellasmor skriver:

Det gør vi heller ikke af herhjemme  Og er heller aldrig vokset op med , ej heller oplevet det særlig tit. -at spørge om lov altså .. Spørger du selv om lov før du rejser dig? Eller spørg din mand og/eller dine gæster om lov før de rejser sig, og i så fald, hvem er det som skal spørges?  

Fra aftensmaden - ja jeg spørger om det er okay, spørger ikke nogen specifikt men bare ud i rummet... Ved egentlig ikke hvorfor men synes det er rart også at vide om de rejser sig for at gå eller om de kommer tilbage. 

Hvis jeg sidder med mine børn ved bordet i vores ene stue og vi tegner, skriver, læser eller hvad ved jeg, og jeg rejser mig. Så siger jeg egentlig også altid om jeg går helt væk eller om jeg kommer tilbage, siger for de meste også hvad jeg skal. Ved ikke men det er bare sådan en ting og de gør det også uden jeg har bedt dem om det. 

ødet er noget med når man gør noget fælles så er det rart at vide hvornår det fælles slutter tror jeg, og når jeg spørger om det er okay er det for at høre om de lige havde det sidste på falderebet de gerne ville inden det fælle slutter.

Tror jeg lidt miljøskadet 

isabellasmor skriver:

Det gør vi heller ikke af herhjemme  Og er heller aldrig vokset op med , ej heller oplevet det særlig tit. -at spørge om lov altså .. Spørger du selv om lov før du rejser dig? Eller spørg din mand og/eller dine gæster om lov før de rejser sig, og i så fald, hvem er det som skal spørges?  

Jeg spørger altid om det er i orden at jeg rejser mig

Er vi hjemme spørger jeg min mand. Er vi ved min mor spørger jeg hende. Og andre steder spørger jeg værten/dem ved bordet.. Det synes jeg er mest høfligt i stedet for bare at gå  

Medmindre alle er færdige med at spise og folk selv begynder at gå.. Så smutter jeg også  

Karina84 skriver:

Jah jeg synes faktisk gerne jeg vil bruge de grunde du skriver der, til at forklare hvorfor vi har valgt at gøre det herhjemme 

 

Plus jeg er vokset om med en far og en mor der læner sig bagud fordi de skal følge med i nyhederne mens vi spiste og sige SSSCHH hvis jeg snakkede så de ikke kunne høre det.

Det var ikke under hele aftensmaden, men hold op hvor er jeg tit blevet afbrudt fordi de liiiige skulle se eller høre en eller anden nyhed.

Det skal mine børn ikke vokse op med. Vi sidder i et andet rum, tv'et er slukket og vi hygger os. Jeg har ofte brugt over en time på maden, og så sætter jeg da også pris på at vi hygger om det, når det så skal spises. Vores dreng ser det ikke som tvang, for igen, vi hygger og snakker om vores dag 

Og ærligt, så ser jeg det også lidt som god opdragelse... Kender en voksen mand, som på trods af at han har børn, også kan finde på at smutte når han er færdig, selvom vi er samlet med familien. Det synes jeg er forkert...

Jeg er overbevist af at børn lærer bedst ved eksemplet og ikke ved at få at vide hvordan de skal opføre sig. Hvis min søn oplever at hans far og jeg opfører os på en bestemt måde omkring spisesituationen, er jeg overbevist om at han med tiden vil begynde at kopiere vores indbyrdes "regler" fordi han gerne vil være en større del af det fællesskab. Som det er i dag (han er 5 år) har han simpelthen ikke fokus nok til at skulle sidde og konversere omkring aftensmaden meget længere end det kvarter +/- det tager for ham at spise sin mad. Og har jeg ikke lyst til at lave regler der skal holde ham i situationer der kun vil skabe ubehag/konflikt.

Men jeg forestiller mig egentlig heller ikke at "I" tvinger jeres børn til at være i en situation, der ikke er rar for dem, så måske handler det i virkeligheden om at børn er forskellige, og man derfor bliver nødt til at gøre tingene forskelligt ...