Når amning bliver en belastning for hele familien

Anonym skriver:

Jeg er anonym, da dette emne er meget personligt for mig, og jeg skammer mig dybt over mine følelser omkring det.

Min baby er 4 måneder og jeg fuldammer. Det har været en kamp lige fra starten med gulsot hos baby, flade brystvorter, mange smerter og problemer med at holde mælkeproduktionen oppe. Jeg har kæmpet og kæmpet og grædt uendeligt mange tårer, men det lykkedes til sidst og idag kører amningen på skinner, hvilket jeg er enormt glad og stolt over, da jeg hele tiden har ønsket at amme.

MEN jeg oplever desværre at amningen er en stor psykisk belastning for mig. Det er virkelig hårdt for mig at skulle stå til rådighed for baby alle døgnets timer, og jeg fungerer enormt dårligt, når jeg ikke får sovet ordentligt. Desuden savner jeg sådan at have noget tid for mig selv, hvor jeg slet ikke behøver at tage hensyn til babyen. Jeg føler nogle gange at jeg er ved at blive kvalt i bleer og savl babylort. Og jeg SKAMMER mig sådan. For jeg har jo hundrede procent selv valgt det, og selvfølgelig elsker jeg min lille pussegris overalt.

Ovenstående gør desuden, at jeg stort set altid er i enormt dårligt humør. Jeg har tidligere kæmpet meget med depressioner, og det er slet ikke der jeg er nu, men jeg er træt og gnaven og stort set umulig at være i nærheden af. Dette går enormt meget udover min ellers meget dejlige og tålmodige kæreste. Han kæmper virkelig for at holde sammen på det hele herhjemme, men han synes det er rigtig hårdt, og jeg er bange for at han snart ikke kan holde det ud længere. I dag har han så lagt kortene på bordet overfor mig: Han ønkser at vores baby bliver ihvertfald delvist flaskebarn, så han i højere grad kan tage over, og jeg kan blive til at holde ud at være sammen med igen.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. På den ene side elsker jeg at amme, det er så hyggeligt, og helt klart det der er bedst for baby. På den anden side synes jeg at det er fuldstændig sindsygt forbandet hårdt, og jeg glæder mig til den dag, hvor det ikke er nødvendigt længere. Og frem for at føler jeg, at jeg er en virkelig dårlig mor, for et eller andet sted, synes jeg det er sindssygt fristende, at lade barnet få flaske. Men det betyder jo, at jeg sætter mine gene behov over babys, og det gør man selvfølgelig ikke, hvis man er en ordentlig mor.

Jeg døjer desværre stadig lidt med mælkeproduktionen, og kan derfor ikke pumpe ret meget ud.

Er der mon nogen, der har nogle tanker og råd til mig? Jeg føler mig fuldstændig fortabt, og aner virkelig ikke mine levende råd.

øv det lyder træls og hårdt....

jeg blev mor for 3+4 gang for knap 3 mdr siden, og jeg gav selv op angående amningen ved prinsessen efter en uge.

som du siger jo det er helt sikkert det bedste for baby.. MEN når det så er sagt, laver de altså mme så godt i dag at det ikke har den store betydning, udover det siger de kloge jo at hvis mor ikke nyder det er det heller ikke godt for baby da de kan mærke det, så er det bedre at gøre op med sig selv om det virkelig er humøret værd og man så stopper, eller modsat gøre op med sig selv om man kan ændre det til at det er en glæde...

jeg ELSKEDE at amme den ældste af mine, nr 2 var jeg SÅ træt af jeg ikke kunne amme efter en månede men fik det hurtig vendt til positiv, med tvillingerne var det helt anderledes, jeg var fanget på et sygehus KUN fordi prinsesseprutten ikke ville lære at spise ved bryst, jeg gjorde derfor op med mig selv hvad der var vigtigst, om hn var mæt og glad uanset om det var flaske eller bryst, eller hun skulle skrige i langtid før sygeplejesker og jeg selv fik grå hår over hun bare ikke ville tage ved, jeg valgte dog at de 2 store derhjemme var mere vigtig for mig end hvordan hun fik mad, for mæt og tilfreds skulle hun jo nok blive, jeg begyndte derfor på flaske og fortsat ammede brormand, men det holdt heller ikke længe, jeg havde fint med mælk, men følte slet ikke jeg kunne være der for de andre så han blev faktisk også hurtig flaskebarn da jeg bare følte det hele var meget nemmere.

jeg kan godt sige øv det ikke fungere, men vender jeg det ved jeg at jeg gjorde det der var rigtig for os som familie, og det er det du skal tænke på

Isabella_mor skriver:

jeg havde det på præcis samme måde. og jeg valgte at stoppe da jeg havde ammet i 3 mdr...

jeg snakkede med min læge, og med min SP'er og det var så dejligt at slippe...

Hellere være en mor der ikke har det psykisk skidt.. især når det kan ændres  

Hvor er det rart at høre fra andre, der har været i samme situation. Jeg har hørt om mange, der ikke kunne amme af fysiske årsager, men aldrig nogen, hvor det var det psykiske, der var problemet.

Jeg tror egentlig også, at det er kommet bag på mig, at det er så hårdt for mig. Jeg har gennem graviditeten tænkt, at jeg jo bare kunne pumpe ud, hvis jeg trængte til lidt frihed. Men det kan jeg så ikke.

Jeg er bange for, at det er her og nu der skal gøres noget. Jeg kan egentlig godt fortsætte som nu, men ikke når kæresten melder ud, at han ikke kan mere. Der må jo også tages hensyn til ham. Og jeg ved godt, at jeg kan være en sand djævel at være i stue med, når jeg er træt og frustreret. Han plejer at tage det pænt, men nu er det altså blevet for meget for ham. 

Baby sover faktisk rigtig godt om natten, vågner én gang eller slet ikke. Problemet er, at jeg på det sidste er begyndt at lide af søvnløshed. Jeg er så bange for at baby skal vågne, at jeg har meget svært ved at falde i søvn, og jeg vågner altid ved 5-6 tiden (hvor baby nogle gange vågner) og kan ikke sove igen. Heller ikke selvom baby først vågner op kl. 9.

Så nej, der er nok ikke en anden løsning, jeg kan bare mærke, at jeg ikke rigtig har accepteret det endnu.

Jeg havde det på samme måde som dig, var hele tiden bange for at han skulle vågne, ved den mindste lille lyd begyndte mit hjerte at hamre derudaf. Jeg sov nok cirka 2 timer i døgnet de første 6 uger. Og jeg må nok indrømme, her i bakspejlet, at jeg havde en mild fødselsdepression. Jeg bristede voldsomt ved fødslen, kunne nærmest ikke gå i en måned, var fyldt med bekymringer om jeg nogensinde ville blive normal igen dernede o.s.v. Men selvom jeg ikke var bristet, kan det sagtens være at jeg havde haft de samme følelser og bekymringer alligevel. Det tog noget tid før jeg kunne knytte mig følelsesmæssigt til min søn.

Din situation er ikke den samme som min, men der er alligevel nogle mønstre der går igen. Den manglende søvn f.eks.

Når du nu siger at din baby sover ovenikøbet VIRKELIG godt af sin alder, og at amningen kører. Hvorfor kan du så ikke give slip og sove? Og hvorfor er det så stor en belastning for dig at din baby er afhængig af dig? 

Jeg kan læse at du afviser tanken om en fødselsdepression i et andet indlæg - men en fødselsdepression er noget helt andet end en almindelig depression og kan sagtens udmønte sig helt anderledes.

Jeg må indrømme at jeg også synes det lyder som om at den manglende lyst til at amme er et symptom på noget andet. Jeg ved det selvfølgelig ikke, men... Tænk det godt igennem og tag eventuelt en god og grundig snak med din kæreste eller din sundhedsplejerske, hvis du er glad for hende.

Anonym skriver:

Tak for dit indlæg, det er dejligt at høre, at man ikke er alene. Her vil baby gerne tage flasken, det er mig der ikke vil tillade flaske, fordi jeg er så bange for at amningen kikser.

Du skriver, at du havde dårlig samvittighed i starten, er du kommet dig helt over det? For jeg er så bange for, at den dårlige samvittighed vil hænge ved, og at jeg kommer til at fortryde det og bebrejde mig selv langt ud i fremtiden.

Ja, jeg er kommet helt over det nu, for har virkelig indset at det har gavnet på så mange områder, at det var det hele værd

Og med hensyn til amning, så kan jeg altså virkelig anbefale sutteflasker fra Medela, (som jeg også skrev i en tidligere kommentar)med en flaskesut hvor der skal bruges samme sutteteknik som ved amning, således at de ikke begynder at foretrække flasken fremfor brystet. -
Det virker 100% her i hvert fald, han spiser gladeligt begge dele.

Anonym skriver:

Nu siger du en flaske, hvor mange ml er det ca? Her spiser baby nemlig mange gange om dagen, så jeg er bange for, at det vil blive til mere en én flaske, hvis jeg skal ud af huset.

1 flaske af 210ml

Anonym skriver:

Jeg er anonym, da dette emne er meget personligt for mig, og jeg skammer mig dybt over mine følelser omkring det.

Min baby er 4 måneder og jeg fuldammer. Det har været en kamp lige fra starten med gulsot hos baby, flade brystvorter, mange smerter og problemer med at holde mælkeproduktionen oppe. Jeg har kæmpet og kæmpet og grædt uendeligt mange tårer, men det lykkedes til sidst og idag kører amningen på skinner, hvilket jeg er enormt glad og stolt over, da jeg hele tiden har ønsket at amme.

MEN jeg oplever desværre at amningen er en stor psykisk belastning for mig. Det er virkelig hårdt for mig at skulle stå til rådighed for baby alle døgnets timer, og jeg fungerer enormt dårligt, når jeg ikke får sovet ordentligt. Desuden savner jeg sådan at have noget tid for mig selv, hvor jeg slet ikke behøver at tage hensyn til babyen. Jeg føler nogle gange at jeg er ved at blive kvalt i bleer og savl babylort. Og jeg SKAMMER mig sådan. For jeg har jo hundrede procent selv valgt det, og selvfølgelig elsker jeg min lille pussegris overalt.

Ovenstående gør desuden, at jeg stort set altid er i enormt dårligt humør. Jeg har tidligere kæmpet meget med depressioner, og det er slet ikke der jeg er nu, men jeg er træt og gnaven og stort set umulig at være i nærheden af. Dette går enormt meget udover min ellers meget dejlige og tålmodige kæreste. Han kæmper virkelig for at holde sammen på det hele herhjemme, men han synes det er rigtig hårdt, og jeg er bange for at han snart ikke kan holde det ud længere. I dag har han så lagt kortene på bordet overfor mig: Han ønkser at vores baby bliver ihvertfald delvist flaskebarn, så han i højere grad kan tage over, og jeg kan blive til at holde ud at være sammen med igen.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. På den ene side elsker jeg at amme, det er så hyggeligt, og helt klart det der er bedst for baby. På den anden side synes jeg at det er fuldstændig sindsygt forbandet hårdt, og jeg glæder mig til den dag, hvor det ikke er nødvendigt længere. Og frem for at føler jeg, at jeg er en virkelig dårlig mor, for et eller andet sted, synes jeg det er sindssygt fristende, at lade barnet få flaske. Men det betyder jo, at jeg sætter mine gene behov over babys, og det gør man selvfølgelig ikke, hvis man er en ordentlig mor.

Jeg døjer desværre stadig lidt med mælkeproduktionen, og kan derfor ikke pumpe ret meget ud.

Er der mon nogen, der har nogle tanker og råd til mig? Jeg føler mig fuldstændig fortabt, og aner virkelig ikke mine levende råd.

jeg kender rigtig mange sunde og raske kvinder med masser af mælk i babserne, der lader far komme til med en flaske i ny og næ (ja måske endda noget mere end det).

Prøv og vend problemet om til at du giver far og barn mulighed for at knytte bånd - eller giver baby lidt mere overskud

Du må endelig ikke tænke skam og dårlig moderskab sammen med det faktum at du er MENNESKE og du har nøjagtig lige så meget behov for fred og ro og frihed som alle andre mennesker