Når amning bliver en belastning for hele familien

Jeg er anonym, da dette emne er meget personligt for mig, og jeg skammer mig dybt over mine følelser omkring det.

Min baby er 4 måneder og jeg fuldammer. Det har været en kamp lige fra starten med gulsot hos baby, flade brystvorter, mange smerter og problemer med at holde mælkeproduktionen oppe. Jeg har kæmpet og kæmpet og grædt uendeligt mange tårer, men det lykkedes til sidst og idag kører amningen på skinner, hvilket jeg er enormt glad og stolt over, da jeg hele tiden har ønsket at amme.

MEN jeg oplever desværre at amningen er en stor psykisk belastning for mig. Det er virkelig hårdt for mig at skulle stå til rådighed for baby alle døgnets timer, og jeg fungerer enormt dårligt, når jeg ikke får sovet ordentligt. Desuden savner jeg sådan at have noget tid for mig selv, hvor jeg slet ikke behøver at tage hensyn til babyen. Jeg føler nogle gange at jeg er ved at blive kvalt i bleer og savl babylort. Og jeg SKAMMER mig sådan. For jeg har jo hundrede procent selv valgt det, og selvfølgelig elsker jeg min lille pussegris overalt.

Ovenstående gør desuden, at jeg stort set altid er i enormt dårligt humør. Jeg har tidligere kæmpet meget med depressioner, og det er slet ikke der jeg er nu, men jeg er træt og gnaven og stort set umulig at være i nærheden af. Dette går enormt meget udover min ellers meget dejlige og tålmodige kæreste. Han kæmper virkelig for at holde sammen på det hele herhjemme, men han synes det er rigtig hårdt, og jeg er bange for at han snart ikke kan holde det ud længere. I dag har han så lagt kortene på bordet overfor mig: Han ønkser at vores baby bliver ihvertfald delvist flaskebarn, så han i højere grad kan tage over, og jeg kan blive til at holde ud at være sammen med igen.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. På den ene side elsker jeg at amme, det er så hyggeligt, og helt klart det der er bedst for baby. På den anden side synes jeg at det er fuldstændig sindsygt forbandet hårdt, og jeg glæder mig til den dag, hvor det ikke er nødvendigt længere. Og frem for at føler jeg, at jeg er en virkelig dårlig mor, for et eller andet sted, synes jeg det er sindssygt fristende, at lade barnet få flaske. Men det betyder jo, at jeg sætter mine gene behov over babys, og det gør man selvfølgelig ikke, hvis man er en ordentlig mor.

Jeg døjer desværre stadig lidt med mælkeproduktionen, og kan derfor ikke pumpe ret meget ud.

Er der mon nogen, der har nogle tanker og råd til mig? Jeg føler mig fuldstændig fortabt, og aner virkelig ikke mine levende råd.

Hmm... jeg må nok lade være med at svare på dit overordnede spørgsmål. Jeg kæmpede meget med amningen de første 5 mdr. hvorefter det begyndte at fungere rigtig fint, og jeg ammede til min søn var et år... Derudover har jeg læst lidt for mange tråde herinde med forstoppede babyer og lactulose og movicol og hvad ved jeg... Så jeg har nok lidt for mange følelser involveret til at du kan bruge mit svar til noget.

Men én ting vil jeg gerne lige tilføje: Jeg tror godt at du kan regne med at risikoen for at jeres barn bliver 100% flaskebarn hvis I først begynder på en del-løsning, er ret stor. Du siger at du ikke kan pumpe særlig meget ud, og produktionen daler jo når man skærer ned på amningerne. Så hvis jeg var dig, vil jeg i hvert fald afgøre inden du begynder at skære ned, om du er villig til at få et 100% flaskebarn. For det er ofte det der sker, når man først hiver flasken frem.

Hov - endnu en ting du skal være opmærksom på: Snart (helst først ved 6 mdr. dog) kan jeres barn begynde at få fast føde. Så der vil du jo allerede kunne droppe én amning i dagtimerne og på den måde få lidt mere tid til dig selv. 

 

modesty skriver:

Hmm... jeg må nok lade være med at svare på dit overordnede spørgsmål. Jeg kæmpede meget med amningen de første 5 mdr. hvorefter det begyndte at fungere rigtig fint, og jeg ammede til min søn var et år... Derudover har jeg læst lidt for mange tråde herinde med forstoppede babyer og lactulose og movicol og hvad ved jeg... Så jeg har nok lidt for mange følelser involveret til at du kan bruge mit svar til noget.

Men én ting vil jeg gerne lige tilføje: Jeg tror godt at du kan regne med at risikoen for at jeres barn bliver 100% flaskebarn hvis I først begynder på en del-løsning, er ret stor. Du siger at du ikke kan pumpe særlig meget ud, og produktionen daler jo når man skærer ned på amningerne. Så hvis jeg var dig, vil jeg i hvert fald afgøre inden du begynder at skære ned, om du er villig til at få et 100% flaskebarn. For det er ofte det der sker, når man først hiver flasken frem.

Hov - endnu en ting du skal være opmærksom på: Snart (helst først ved 6 mdr. dog) kan jeres barn begynde at få fast føde. Så der vil du jo allerede kunne droppe én amning i dagtimerne og på den måde få lidt mere tid til dig selv. 

 

Jeg er meget bevidst om denne risiko, hvilket også er en af grundene til at beslutningen er så svær for mig. For mig er det at supplere med flaske, det samme som at give fallit på amningen. Og ja, bare tanken gør mig SÅ ked af det, hvis ikke det havde betydet så meget for mig, havde jeg givet op for længe siden.

Baby viser endnu ingen tegn på at være klar til mos og grød, så der går nogen tid endnu, før vi begynder med det. Og det er lidt nu og her vi har brug for en løsning.

Jeg vil i øvrigt meget gerne have responsfra alle, også dem som synes at amning er det eneste rigtige. Det er jo egentlig sådan jeg selv har det, men jeg bliver bange for at amning et eller andet sted er MIT behov, som jeg udøver på bekostning af hele familiens velbefindende.

 

Jeg er meget bevidst om denne risiko, hvilket også er en af grundene til at beslutningen er så svær for mig. For mig er det at supplere med flaske, det samme som at give fallit på amningen. Og ja, bare tanken gør mig SÅ ked af det, hvis ikke det havde betydet så meget for mig, havde jeg givet op for længe siden.

Baby viser endnu ingen tegn på at være klar til mos og grød, så der går nogen tid endnu, før vi begynder med det. Og det er lidt nu og her vi har brug for en løsning.

Jeg vil i øvrigt meget gerne have responsfra alle, også dem som synes at amning er det eneste rigtige. Det er jo egentlig sådan jeg selv har det, men jeg bliver bange for at amning et eller andet sted er MIT behov, som jeg udøver på bekostning af hele familiens velbefindende.

 

Hvis det virkelig er som du siger: At du skal have en løsning her og nu. Jamen så ER der jo ingen anden løsning. 

Så ville jeg foreslå: Lad far give en flaske en gang om natten, så du kan få lidt mere sammenhængende søvn. Nu skriver du ikke hvor tit baby ammer om natten, men en flaske burde kunne give dig mindst 4 timer sammenhængende.

Vent med friheden i dagtimerne til baby er klar til at få fast føde. Det kan du godt, det er max. 2 mdr. Så i stedet for at give mere end én flaske i døgnet, giv mos.

Se om ikke den ekstra søvn er nok til at du kan holde ud et par måneder endnu. Og hvis ikke, jamen så må det jo være sådan.

Anonym skriver:

Jeg synes bare det er noget helt andet, når man stopper af fysiske årasger. Jeg KAN jo godt amme, jeg orker det bare næsten ikke

Ja det er rigtig nok. Men der er ingen skam i at sige man ikke orker det. 

Anonym skriver:

Jeg er anonym, da dette emne er meget personligt for mig, og jeg skammer mig dybt over mine følelser omkring det.

Min baby er 4 måneder og jeg fuldammer. Det har været en kamp lige fra starten med gulsot hos baby, flade brystvorter, mange smerter og problemer med at holde mælkeproduktionen oppe. Jeg har kæmpet og kæmpet og grædt uendeligt mange tårer, men det lykkedes til sidst og idag kører amningen på skinner, hvilket jeg er enormt glad og stolt over, da jeg hele tiden har ønsket at amme.

MEN jeg oplever desværre at amningen er en stor psykisk belastning for mig. Det er virkelig hårdt for mig at skulle stå til rådighed for baby alle døgnets timer, og jeg fungerer enormt dårligt, når jeg ikke får sovet ordentligt. Desuden savner jeg sådan at have noget tid for mig selv, hvor jeg slet ikke behøver at tage hensyn til babyen. Jeg føler nogle gange at jeg er ved at blive kvalt i bleer og savl babylort. Og jeg SKAMMER mig sådan. For jeg har jo hundrede procent selv valgt det, og selvfølgelig elsker jeg min lille pussegris overalt.

Ovenstående gør desuden, at jeg stort set altid er i enormt dårligt humør. Jeg har tidligere kæmpet meget med depressioner, og det er slet ikke der jeg er nu, men jeg er træt og gnaven og stort set umulig at være i nærheden af. Dette går enormt meget udover min ellers meget dejlige og tålmodige kæreste. Han kæmper virkelig for at holde sammen på det hele herhjemme, men han synes det er rigtig hårdt, og jeg er bange for at han snart ikke kan holde det ud længere. I dag har han så lagt kortene på bordet overfor mig: Han ønkser at vores baby bliver ihvertfald delvist flaskebarn, så han i højere grad kan tage over, og jeg kan blive til at holde ud at være sammen med igen.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. På den ene side elsker jeg at amme, det er så hyggeligt, og helt klart det der er bedst for baby. På den anden side synes jeg at det er fuldstændig sindsygt forbandet hårdt, og jeg glæder mig til den dag, hvor det ikke er nødvendigt længere. Og frem for at føler jeg, at jeg er en virkelig dårlig mor, for et eller andet sted, synes jeg det er sindssygt fristende, at lade barnet få flaske. Men det betyder jo, at jeg sætter mine gene behov over babys, og det gør man selvfølgelig ikke, hvis man er en ordentlig mor.

Jeg døjer desværre stadig lidt med mælkeproduktionen, og kan derfor ikke pumpe ret meget ud.

Er der mon nogen, der har nogle tanker og råd til mig? Jeg føler mig fuldstændig fortabt, og aner virkelig ikke mine levende råd.

Jeg vil bare sige til dig, at for en måned siden stod jeg i næsten nøjagtig samme situation som dig. Jeg var SÅ træt af at amme, det havde været så problemfyldt og smertefuldt, og jeg var så fysisk træt, at jeg var et helvede at være i nærheden af. Og min søn havde ikke tidligere ville tage flaske overhovedet.

Men nytårsaften besluttede vi os for at forsøge med flaske igen, så ef måske kunne få lidt alkohol i dagens anledning

Og sørme om han ikke bare tog imod flasken!! Jeg var SÅ lettet og det var den bedste da jeg havde haft længe.

I dag er han 5mdr, bliver ammet 2 gange i døgnet, resten flaske og grød. Og alting er blevet SÅ meget bedre herhjemme. Jeg føler mig som et nyt og bedre menneske, jeg er mere glad, min kæreste er mere glad, baby bliver mere mæt (især om natten) og jeg kunne blive ved

- alt jeg ville var bare at sige, at jeg føler med dig, og synes HELT bestemt du skal begynde at supplere lidt med flaske, det er så fantastisk bare at vide at man har muligheden for engang imellem at lade kæresten stå for natteroderiet - alene tanken om det, har givet mig meget mere overskud til at stå op om natten uden problemer..

Jeg havde selv ligesom dig dårlig samvittiged i starten, men er nået frem til, for det første, har baby i 4 mdr fået den bedste modermælk.
(Hvis andres børn bliver lige så sunde og raske selvom de får
Erstatning helt fra fødslen, hvorfor skulle min søn (og dit barn for den sags skyld) så ikke også blive sund og rask selvom man stopper/skærer ned på amningen?
2. Den bedste mor er en glad mor, med overskud til baby, hvis det kræver mme, så er det dét værd!
3. Hvis det er det der skal til for at familielivet fungerer, og bliver ved med det, så er det også det værd (jeg blev ved med at sige til
Mig selv i starten, hvad er bedst for barnet; en far og mor hver for sig, der blev ammet, eller en lykkelig samlet familie, med MME i stedet)

Det blev ret langt, Sorry.

modesty skriver:

Hmm... jeg må nok lade være med at svare på dit overordnede spørgsmål. Jeg kæmpede meget med amningen de første 5 mdr. hvorefter det begyndte at fungere rigtig fint, og jeg ammede til min søn var et år... Derudover har jeg læst lidt for mange tråde herinde med forstoppede babyer og lactulose og movicol og hvad ved jeg... Så jeg har nok lidt for mange følelser involveret til at du kan bruge mit svar til noget.

Men én ting vil jeg gerne lige tilføje: Jeg tror godt at du kan regne med at risikoen for at jeres barn bliver 100% flaskebarn hvis I først begynder på en del-løsning, er ret stor. Du siger at du ikke kan pumpe særlig meget ud, og produktionen daler jo når man skærer ned på amningerne. Så hvis jeg var dig, vil jeg i hvert fald afgøre inden du begynder at skære ned, om du er villig til at få et 100% flaskebarn. For det er ofte det der sker, når man først hiver flasken frem.

Hov - endnu en ting du skal være opmærksom på: Snart (helst først ved 6 mdr. dog) kan jeres barn begynde at få fast føde. Så der vil du jo allerede kunne droppe én amning i dagtimerne og på den måde få lidt mere tid til dig selv. 

 

Vil bare lige tilføje her, at de sutteflasker der hedder MEDELA, har lavet en flaskesut med samme suttemetode som ved amning, hvilket skulle gøre, at man sagtens kan supplere med amning uden at baby ikle gider brystet mere efter kort tid.
Og det virker i hvert fald på min søn, han spiser gladeligt begge ting.

Jeg undskylder for, at jeg ikke lige har fået svaret jer alle sammen, men det er lidt svært at skrive med baby på armen. Jeg læser ivrigt jeres indlæg, og skal nok finde tid til at svare jer senere.

Anonym skriver:

Jeg er anonym, da dette emne er meget personligt for mig, og jeg skammer mig dybt over mine følelser omkring det.

Min baby er 4 måneder og jeg fuldammer. Det har været en kamp lige fra starten med gulsot hos baby, flade brystvorter, mange smerter og problemer med at holde mælkeproduktionen oppe. Jeg har kæmpet og kæmpet og grædt uendeligt mange tårer, men det lykkedes til sidst og idag kører amningen på skinner, hvilket jeg er enormt glad og stolt over, da jeg hele tiden har ønsket at amme.

MEN jeg oplever desværre at amningen er en stor psykisk belastning for mig. Det er virkelig hårdt for mig at skulle stå til rådighed for baby alle døgnets timer, og jeg fungerer enormt dårligt, når jeg ikke får sovet ordentligt. Desuden savner jeg sådan at have noget tid for mig selv, hvor jeg slet ikke behøver at tage hensyn til babyen. Jeg føler nogle gange at jeg er ved at blive kvalt i bleer og savl babylort. Og jeg SKAMMER mig sådan. For jeg har jo hundrede procent selv valgt det, og selvfølgelig elsker jeg min lille pussegris overalt.

Ovenstående gør desuden, at jeg stort set altid er i enormt dårligt humør. Jeg har tidligere kæmpet meget med depressioner, og det er slet ikke der jeg er nu, men jeg er træt og gnaven og stort set umulig at være i nærheden af. Dette går enormt meget udover min ellers meget dejlige og tålmodige kæreste. Han kæmper virkelig for at holde sammen på det hele herhjemme, men han synes det er rigtig hårdt, og jeg er bange for at han snart ikke kan holde det ud længere. I dag har han så lagt kortene på bordet overfor mig: Han ønkser at vores baby bliver ihvertfald delvist flaskebarn, så han i højere grad kan tage over, og jeg kan blive til at holde ud at være sammen med igen.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. På den ene side elsker jeg at amme, det er så hyggeligt, og helt klart det der er bedst for baby. På den anden side synes jeg at det er fuldstændig sindsygt forbandet hårdt, og jeg glæder mig til den dag, hvor det ikke er nødvendigt længere. Og frem for at føler jeg, at jeg er en virkelig dårlig mor, for et eller andet sted, synes jeg det er sindssygt fristende, at lade barnet få flaske. Men det betyder jo, at jeg sætter mine gene behov over babys, og det gør man selvfølgelig ikke, hvis man er en ordentlig mor.

Jeg døjer desværre stadig lidt med mælkeproduktionen, og kan derfor ikke pumpe ret meget ud.

Er der mon nogen, der har nogle tanker og råd til mig? Jeg føler mig fuldstændig fortabt, og aner virkelig ikke mine levende råd.

Hej...
Aller først Hold kæft hvor er du sej! Sej fordi du har kæmpet kampen og vundet, sej fordi du er ærlig overfor dig selv, din mand og alle os der læser med!

Jeg er faktisk ikke i tvivl og skriver nu noget jeg meget sjældent ville anbefale, da jeg går 100% ind for amning..

Jeg synes helt klart du hvis du kan skal begynde at malke ud til et par flasker i døgnet, kan du ikke malke så meget ud så giv mme, og så skal du amme der du vil... Det er dog vigtigt at du for at holde en mælkeproduktion stadig ammer min. 1 gang om natten, måske med enkelte undtagelser så du får sovet rigtig godt 1-2 dage om ugen..
Og det skal du gøre med helt god samvittighed..! Det er klart det bedste for dig, specielt når din mand står på spring for at hjælpe...! Og sej mand du også har dig..

En praktisk råd er at I skal bruge en 0 mdr. Sut i sutteflasken, da mælken ellers kommer for 'nemt' og jeres barn vil hurtigt afvise brystet hvis det andet er nemmere...

Al held og lykke!

Bell'star skriver:

Vil bare lige tilføje her, at de sutteflasker der hedder MEDELA, har lavet en flaskesut med samme suttemetode som ved amning, hvilket skulle gøre, at man sagtens kan supplere med amning uden at baby ikle gider brystet mere efter kort tid.
Og det virker i hvert fald på min søn, han spiser gladeligt begge ting.

Det er ikke det jeg mener. Men alle kvinder i min omgangskreds som startede med at supplere, med undtagelse af én, er gået over til flaske fuldtid. Af forskellige årsager - nogle fordi mælkeproduktionen stoppede, nogle fordi "det kunne man jo lige så godt". Så jeg kan bare se at det er en risiko, og derfor tror jeg det er vigtigt at tænke det scenarie igennem først.

Anonym skriver:

Jeg synes bare det er noget helt andet, når man stopper af fysiske årasger. Jeg KAN jo godt amme, jeg orker det bare næsten ikke

En glad mor er en god mor. 
Hvis du får bedre overskud og bliver gladere, så skal du på ingen måde skamme dig over at dit barn får flaske noget af tiden (eller hele tiden for den sags skyld). 
Det er bedre at du er glad, så du kan bruge din energi på noget positivt…