Når amning bliver en belastning for hele familien

Jeg er anonym, da dette emne er meget personligt for mig, og jeg skammer mig dybt over mine følelser omkring det.

Min baby er 4 måneder og jeg fuldammer. Det har været en kamp lige fra starten med gulsot hos baby, flade brystvorter, mange smerter og problemer med at holde mælkeproduktionen oppe. Jeg har kæmpet og kæmpet og grædt uendeligt mange tårer, men det lykkedes til sidst og idag kører amningen på skinner, hvilket jeg er enormt glad og stolt over, da jeg hele tiden har ønsket at amme.

MEN jeg oplever desværre at amningen er en stor psykisk belastning for mig. Det er virkelig hårdt for mig at skulle stå til rådighed for baby alle døgnets timer, og jeg fungerer enormt dårligt, når jeg ikke får sovet ordentligt. Desuden savner jeg sådan at have noget tid for mig selv, hvor jeg slet ikke behøver at tage hensyn til babyen. Jeg føler nogle gange at jeg er ved at blive kvalt i bleer og savl babylort. Og jeg SKAMMER mig sådan. For jeg har jo hundrede procent selv valgt det, og selvfølgelig elsker jeg min lille pussegris overalt.

Ovenstående gør desuden, at jeg stort set altid er i enormt dårligt humør. Jeg har tidligere kæmpet meget med depressioner, og det er slet ikke der jeg er nu, men jeg er træt og gnaven og stort set umulig at være i nærheden af. Dette går enormt meget udover min ellers meget dejlige og tålmodige kæreste. Han kæmper virkelig for at holde sammen på det hele herhjemme, men han synes det er rigtig hårdt, og jeg er bange for at han snart ikke kan holde det ud længere. I dag har han så lagt kortene på bordet overfor mig: Han ønkser at vores baby bliver ihvertfald delvist flaskebarn, så han i højere grad kan tage over, og jeg kan blive til at holde ud at være sammen med igen.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. På den ene side elsker jeg at amme, det er så hyggeligt, og helt klart det der er bedst for baby. På den anden side synes jeg at det er fuldstændig sindsygt forbandet hårdt, og jeg glæder mig til den dag, hvor det ikke er nødvendigt længere. Og frem for at føler jeg, at jeg er en virkelig dårlig mor, for et eller andet sted, synes jeg det er sindssygt fristende, at lade barnet få flaske. Men det betyder jo, at jeg sætter mine gene behov over babys, og det gør man selvfølgelig ikke, hvis man er en ordentlig mor.

Jeg døjer desværre stadig lidt med mælkeproduktionen, og kan derfor ikke pumpe ret meget ud.

Er der mon nogen, der har nogle tanker og råd til mig? Jeg føler mig fuldstændig fortabt, og aner virkelig ikke mine levende råd.

Anonym skriver:

Jeg er anonym, da dette emne er meget personligt for mig, og jeg skammer mig dybt over mine følelser omkring det.

Min baby er 4 måneder og jeg fuldammer. Det har været en kamp lige fra starten med gulsot hos baby, flade brystvorter, mange smerter og problemer med at holde mælkeproduktionen oppe. Jeg har kæmpet og kæmpet og grædt uendeligt mange tårer, men det lykkedes til sidst og idag kører amningen på skinner, hvilket jeg er enormt glad og stolt over, da jeg hele tiden har ønsket at amme.

MEN jeg oplever desværre at amningen er en stor psykisk belastning for mig. Det er virkelig hårdt for mig at skulle stå til rådighed for baby alle døgnets timer, og jeg fungerer enormt dårligt, når jeg ikke får sovet ordentligt. Desuden savner jeg sådan at have noget tid for mig selv, hvor jeg slet ikke behøver at tage hensyn til babyen. Jeg føler nogle gange at jeg er ved at blive kvalt i bleer og savl babylort. Og jeg SKAMMER mig sådan. For jeg har jo hundrede procent selv valgt det, og selvfølgelig elsker jeg min lille pussegris overalt.

Ovenstående gør desuden, at jeg stort set altid er i enormt dårligt humør. Jeg har tidligere kæmpet meget med depressioner, og det er slet ikke der jeg er nu, men jeg er træt og gnaven og stort set umulig at være i nærheden af. Dette går enormt meget udover min ellers meget dejlige og tålmodige kæreste. Han kæmper virkelig for at holde sammen på det hele herhjemme, men han synes det er rigtig hårdt, og jeg er bange for at han snart ikke kan holde det ud længere. I dag har han så lagt kortene på bordet overfor mig: Han ønkser at vores baby bliver ihvertfald delvist flaskebarn, så han i højere grad kan tage over, og jeg kan blive til at holde ud at være sammen med igen.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. På den ene side elsker jeg at amme, det er så hyggeligt, og helt klart det der er bedst for baby. På den anden side synes jeg at det er fuldstændig sindsygt forbandet hårdt, og jeg glæder mig til den dag, hvor det ikke er nødvendigt længere. Og frem for at føler jeg, at jeg er en virkelig dårlig mor, for et eller andet sted, synes jeg det er sindssygt fristende, at lade barnet få flaske. Men det betyder jo, at jeg sætter mine gene behov over babys, og det gør man selvfølgelig ikke, hvis man er en ordentlig mor.

Jeg døjer desværre stadig lidt med mælkeproduktionen, og kan derfor ikke pumpe ret meget ud.

Er der mon nogen, der har nogle tanker og råd til mig? Jeg føler mig fuldstændig fortabt, og aner virkelig ikke mine levende råd.

Du skal IKKE have dårlig samvittighed, dit barn har mere ud af en mor med overskud I kan starte langsomt ud med flaskerne, og så se hvordan du får det

Min den yngste var kun få dage gammel da vi valgte flasken. Det gjorde sindssygt ondt at amme, jeg græd hver gang og samtidig følte jeg ikke hun fik mad nok. Jeg magtede det bare ikke

hun røg på flasken og allerede der fik jeg en helt anden baby. Jeg blev mere glad og jeg havde pludselig overskud.

min læge sagde at det er ingen skam at give flaske. Hellere man erkender det fremfor at kæmpe og man ikke kan klare det. Man bliver absolut ikke nogen dårlig mor af det. Du erkender bare det er skide hårdt og bare det at kunne sige det er stort.

og du får en lige så glad og veltilpas baby som hvis den blev ammet

Fuglemor skriver:

Min den yngste var kun få dage gammel da vi valgte flasken. Det gjorde sindssygt ondt at amme, jeg græd hver gang og samtidig følte jeg ikke hun fik mad nok. Jeg magtede det bare ikke

hun røg på flasken og allerede der fik jeg en helt anden baby. Jeg blev mere glad og jeg havde pludselig overskud.

min læge sagde at det er ingen skam at give flaske. Hellere man erkender det fremfor at kæmpe og man ikke kan klare det. Man bliver absolut ikke nogen dårlig mor af det. Du erkender bare det er skide hårdt og bare det at kunne sige det er stort.

og du får en lige så glad og veltilpas baby som hvis den blev ammet

Jeg synes bare det er noget helt andet, når man stopper af fysiske årasger. Jeg KAN jo godt amme, jeg orker det bare næsten ikke

Anonym skriver:

Jeg synes bare det er noget helt andet, når man stopper af fysiske årasger. Jeg KAN jo godt amme, jeg orker det bare næsten ikke

men er det ikke bedre at dit barn har en glad mor, og ikke en der går ned med stress eller noget.

at amme skal jo ikke være en belastning og gøre at man er ked af det. der er ingen skam i at give flaske, selvom at man kan amme, hvis det gør en forskel for alle i hjemmet. Din mand kan jo se hvad det gør ved det, bedre end du nok selv kan, og han gør det jo for at hjælpe dig, så det nemlig ikke går galt.

Yurie skriver:

men er det ikke bedre at dit barn har en glad mor, og ikke en der går ned med stress eller noget.

at amme skal jo ikke være en belastning og gøre at man er ked af det. der er ingen skam i at give flaske, selvom at man kan amme, hvis det gør en forskel for alle i hjemmet. Din mand kan jo se hvad det gør ved det, bedre end du nok selv kan, og han gør det jo for at hjælpe dig, så det nemlig ikke går galt.

Suk. Rent logisk ved jeg det jo godt. Men jeg kan altså ikke lade være med at føle at jeg svigter min baby ved at give flaske.

Jeg tror måske det hænger lidt sammen med alle de ammeproblemer jeg havde i starten. At jeg har kæmpet så hårdt for at det skulle lykkes, og så ender jeg alligevel med at give op af nogle helt andre årsager.

Jeg synes bare det er noget helt andet, når man stopper af fysiske årasger. Jeg KAN jo godt amme, jeg orker det bare næsten ikke

Jeg stod i næsten samme dilemma. Dog endte jeg med ikk at kunne følge ordentlig med i mælkeproduktionen, eller det kunne jeg men min dreng var kun mæt en halv time så måtte jeg starte forfra med amning. Til sidst gik vi over til delvis amning, og jeg har så meget mere overskud, + en dreng der endelig sover om dagen.jeg havde det også dårligt i starten, men kunne bare mærke at det der var en byrde for mig(trods det var hyggeligt) , og det lettede bare så meget :-) + det varmer at se manden også deltage i det :-)

 

jeg kæmpede også i starten. Først tilvænning, så revner, så 1 1/2 mdr med svamp i brystvorterne, mderes det på den lyse søside, du fuldføre 4 måneder, OG det er jo her man allerede kan tilbyde dem lidt andet(mos og grød) :-)

Anonym skriver:

Suk. Rent logisk ved jeg det jo godt. Men jeg kan altså ikke lade være med at føle at jeg svigter min baby ved at give flaske.

Jeg tror måske det hænger lidt sammen med alle de ammeproblemer jeg havde i starten. At jeg har kæmpet så hårdt for at det skulle lykkes, og så ender jeg alligevel med at give op af nogle helt andre årsager.

Ja det er pisse surt, når, når man gerne vil amme, og det bare så ikke går, men i de her steder, skal man ikke kun tænke på barnet, men også sig selv, for barnet kan jo mærke at mor har det dårlig, og så bliver barnet uroligt. og det gør det hele så meget værre.

Jeg ville prøve flaskerne og se hvad der sker.

En glad mor, glad barn

Anonym skriver:

Jeg er anonym, da dette emne er meget personligt for mig, og jeg skammer mig dybt over mine følelser omkring det.

Min baby er 4 måneder og jeg fuldammer. Det har været en kamp lige fra starten med gulsot hos baby, flade brystvorter, mange smerter og problemer med at holde mælkeproduktionen oppe. Jeg har kæmpet og kæmpet og grædt uendeligt mange tårer, men det lykkedes til sidst og idag kører amningen på skinner, hvilket jeg er enormt glad og stolt over, da jeg hele tiden har ønsket at amme.

MEN jeg oplever desværre at amningen er en stor psykisk belastning for mig. Det er virkelig hårdt for mig at skulle stå til rådighed for baby alle døgnets timer, og jeg fungerer enormt dårligt, når jeg ikke får sovet ordentligt. Desuden savner jeg sådan at have noget tid for mig selv, hvor jeg slet ikke behøver at tage hensyn til babyen. Jeg føler nogle gange at jeg er ved at blive kvalt i bleer og savl babylort. Og jeg SKAMMER mig sådan. For jeg har jo hundrede procent selv valgt det, og selvfølgelig elsker jeg min lille pussegris overalt.

Ovenstående gør desuden, at jeg stort set altid er i enormt dårligt humør. Jeg har tidligere kæmpet meget med depressioner, og det er slet ikke der jeg er nu, men jeg er træt og gnaven og stort set umulig at være i nærheden af. Dette går enormt meget udover min ellers meget dejlige og tålmodige kæreste. Han kæmper virkelig for at holde sammen på det hele herhjemme, men han synes det er rigtig hårdt, og jeg er bange for at han snart ikke kan holde det ud længere. I dag har han så lagt kortene på bordet overfor mig: Han ønkser at vores baby bliver ihvertfald delvist flaskebarn, så han i højere grad kan tage over, og jeg kan blive til at holde ud at være sammen med igen.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. På den ene side elsker jeg at amme, det er så hyggeligt, og helt klart det der er bedst for baby. På den anden side synes jeg at det er fuldstændig sindsygt forbandet hårdt, og jeg glæder mig til den dag, hvor det ikke er nødvendigt længere. Og frem for at føler jeg, at jeg er en virkelig dårlig mor, for et eller andet sted, synes jeg det er sindssygt fristende, at lade barnet få flaske. Men det betyder jo, at jeg sætter mine gene behov over babys, og det gør man selvfølgelig ikke, hvis man er en ordentlig mor.

Jeg døjer desværre stadig lidt med mælkeproduktionen, og kan derfor ikke pumpe ret meget ud.

Er der mon nogen, der har nogle tanker og råd til mig? Jeg føler mig fuldstændig fortabt, og aner virkelig ikke mine levende råd.

Her får min datter på 4måneder flaske en gang dagligt.. 

SÅ kan mor her nemlig komme ud af huset..

Jeg er zumbaintruktør 2-3gange i ugen.. og jeg nyder det..

Anonym skriver:

Jeg er anonym, da dette emne er meget personligt for mig, og jeg skammer mig dybt over mine følelser omkring det.

Min baby er 4 måneder og jeg fuldammer. Det har været en kamp lige fra starten med gulsot hos baby, flade brystvorter, mange smerter og problemer med at holde mælkeproduktionen oppe. Jeg har kæmpet og kæmpet og grædt uendeligt mange tårer, men det lykkedes til sidst og idag kører amningen på skinner, hvilket jeg er enormt glad og stolt over, da jeg hele tiden har ønsket at amme.

MEN jeg oplever desværre at amningen er en stor psykisk belastning for mig. Det er virkelig hårdt for mig at skulle stå til rådighed for baby alle døgnets timer, og jeg fungerer enormt dårligt, når jeg ikke får sovet ordentligt. Desuden savner jeg sådan at have noget tid for mig selv, hvor jeg slet ikke behøver at tage hensyn til babyen. Jeg føler nogle gange at jeg er ved at blive kvalt i bleer og savl babylort. Og jeg SKAMMER mig sådan. For jeg har jo hundrede procent selv valgt det, og selvfølgelig elsker jeg min lille pussegris overalt.

Ovenstående gør desuden, at jeg stort set altid er i enormt dårligt humør. Jeg har tidligere kæmpet meget med depressioner, og det er slet ikke der jeg er nu, men jeg er træt og gnaven og stort set umulig at være i nærheden af. Dette går enormt meget udover min ellers meget dejlige og tålmodige kæreste. Han kæmper virkelig for at holde sammen på det hele herhjemme, men han synes det er rigtig hårdt, og jeg er bange for at han snart ikke kan holde det ud længere. I dag har han så lagt kortene på bordet overfor mig: Han ønkser at vores baby bliver ihvertfald delvist flaskebarn, så han i højere grad kan tage over, og jeg kan blive til at holde ud at være sammen med igen.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. På den ene side elsker jeg at amme, det er så hyggeligt, og helt klart det der er bedst for baby. På den anden side synes jeg at det er fuldstændig sindsygt forbandet hårdt, og jeg glæder mig til den dag, hvor det ikke er nødvendigt længere. Og frem for at føler jeg, at jeg er en virkelig dårlig mor, for et eller andet sted, synes jeg det er sindssygt fristende, at lade barnet få flaske. Men det betyder jo, at jeg sætter mine gene behov over babys, og det gør man selvfølgelig ikke, hvis man er en ordentlig mor.

Jeg døjer desværre stadig lidt med mælkeproduktionen, og kan derfor ikke pumpe ret meget ud.

Er der mon nogen, der har nogle tanker og råd til mig? Jeg føler mig fuldstændig fortabt, og aner virkelig ikke mine levende råd.

Du skal på ingen måde skamme dig, det er psykisk hårdt at amme og at stå til rådighed 24/7. For dig og baby skyld vil det måske være en super god løsning at amme halvdelen af gangene og give mme, da baby kan mærke din frustration. Når han skal have flaske kan din kæreste tage over så du har lidt tid for dig selv. Det tror jeg vil være godt for baby og jeres par forhold