End jeg nogensinde havde regnet med... At miste en lille spire, selvom den ikke havde været der ret længe...
Jeg er så træt... Selvom det er over en uge siden jeg stoppede med at bløde...
Jeg var til lægen i går, blodprocent og infektionstal var rigtig fine... Men jeg er så træt at jeg ikke kan holde mig vågen en hel arbejds dag...
Og jeg er ked af det, ked af at vores drømme baby ikke kommer, ked af at min dumme krop ikke virker...
Og jeg er bange, bange for aldrig at blive gravid igen, på grund af min dumme krop og dumme PCOs... Bange for at min datter skal være enebarn... Bange for at min chefs tålmodighed slipper op...
I går blev jeg deltids sygemeldt... Og det siger sig selv at min chef ikke syntes det var fedt...
Både mig og min læge og nok især min mand er bange for at hvis jeg ikke får bearbejdet denne sorg ender jeg i en depression...
Jeg føler ikke jeg kan være i min krop... Føler den er klam dum og ulækker... Føler den har berøvet mig min glæde... Men den er jo mig... En del af mig... Den del folk ser og kan se... Og hvordan kan jeg leve videre med det?
Det skal jeg jo se at finde ud af nu...
En ting jeg ved... Det er at jeg orker ikke at høre flere statestikker... Eller historier om folk der blev gravide efterfølgende og hvor nemt det gik... For jeg har så sjældent æl at man faktisk ikke ved om jeg får det igen nogensinde...
Dette indlæg er mest lavet for min skyld, for at komme af med mine tanker... Men hvis du har læst med helt her til... Så skal du ha tak 
Anmeld
