det er hårdere...

Kay skriver:

End jeg nogensinde havde regnet med... At miste en lille spire, selvom den ikke havde været der ret længe...

Jeg er så træt... Selvom det er over en uge siden jeg stoppede med at bløde...

Jeg var til lægen i går, blodprocent og infektionstal var rigtig fine...  Men jeg er så træt at jeg ikke kan holde mig vågen en hel arbejds dag...  

Og jeg er ked af det, ked af at vores drømme baby ikke kommer, ked af at min dumme krop ikke virker...

Og jeg er bange, bange for aldrig at blive gravid igen, på grund af min dumme krop og dumme PCOs... Bange for at min datter skal være enebarn... Bange for at min chefs tålmodighed slipper op... 

I går blev jeg deltids sygemeldt... Og det siger sig selv at min chef ikke syntes det var fedt... 

Både mig og min læge og nok især min mand er bange for at hvis jeg ikke får bearbejdet denne sorg ender jeg i en depression...

 

Jeg føler ikke jeg kan være i min krop... Føler den er klam dum og ulækker... Føler den har berøvet mig min glæde... Men den er jo mig... En del af mig... Den del folk ser og kan se... Og hvordan kan jeg leve videre med det? 

Det skal jeg jo se at finde ud af nu... 

En ting jeg ved... Det er at jeg orker ikke at høre flere statestikker... Eller historier om folk der blev gravide efterfølgende og hvor nemt det gik... For jeg har så sjældent æl at man faktisk ikke ved om jeg får det igen nogensinde...  

 

Dette indlæg er mest lavet for min skyld, for at komme af med mine tanker... Men hvis du har læst med helt her til... Så skal du ha tak 

Hvor er jeg ked af at høre du har det sådan.... Du kæmper og du gør hvad du kan med de ressourcer du har... Du er lidt overvægtig, men du kæmper for at få bugt med det, du har været så uheldig at miste en spire, men du kæmper for at komme videre, du har haft så meget modgang men du kæmper... Sammen med din mand, som støtter dig....

Jeg synes du skal give dig selv et klap på skulderen og sige til dig selv, at du er så sej, og du gør virkelig hvad du kan...

Jeg håber virkelig for dig at heldet snart er med dig, og du igen har en lille bebs i maven som bliver der og kommer ud efter 9 mdr så Elna kan blive storesøster...

Kender til den slags tanker du går med, så skriv endelig en pb hvis du vil snakke om det... 

Altså hvor er det træls for dig. Sikke en frustration du må sidde med.

Jeg håber snart du bliver gravid igen

Jeg kan så meget sætte mig ind i det! Er nærmest i samme båd lige nu... Min krop kan bare ikke finde ud af at udstøde det derinde, som desværre ikke er levedygtigt. Ville være 9+5 i dag...

Har også pco, men nok lidt oftere æl. Var i dag ved Gyn for at få piller til MA, og det var en lille trøst, at han sagde, at chancerne er ok gode for en ny graviditet, lige efter man har været gravid, når man har pco, fordi hormonerne lægger en dæmper på pco-systemet. Det kunne da plante et lille håb i mig. Håber også du kan bruge det. 

Men nu har vi da begge fået bevist, at det kan lade sig gøre, så det er altså ikke umuligt. Krydser så meget fingre for dig!!! Ved hvad du går igennem lige nu. Det er tortur!

mange tak for alle jeres fine ord og kram... det varmer rigtig meget

morlinen skriver:

Jeg kan så meget sætte mig ind i det! Er nærmest i samme båd lige nu... Min krop kan bare ikke finde ud af at udstøde det derinde, som desværre ikke er levedygtigt. Ville være 9+5 i dag...

Har også pco, men nok lidt oftere æl. Var i dag ved Gyn for at få piller til MA, og det var en lille trøst, at han sagde, at chancerne er ok gode for en ny graviditet, lige efter man har været gravid, når man har pco, fordi hormonerne lægger en dæmper på pco-systemet. Det kunne da plante et lille håb i mig. Håber også du kan bruge det. 

Men nu har vi da begge fået bevist, at det kan lade sig gøre, så det er altså ikke umuligt. Krydser så meget fingre for dig!!! Ved hvad du går igennem lige nu. Det er tortur!

håber det er hurtig overstået og at du har lige så lidt smerter som jeg havde 

Kæmpe kram herfra.

Håber snart du får det bedre, og at du får alt den hjælp til at bearbejde følelserne, som du behøver.

Kay skriver:

End jeg nogensinde havde regnet med... At miste en lille spire, selvom den ikke havde været der ret længe...

Jeg er så træt... Selvom det er over en uge siden jeg stoppede med at bløde...

Jeg var til lægen i går, blodprocent og infektionstal var rigtig fine...  Men jeg er så træt at jeg ikke kan holde mig vågen en hel arbejds dag...  

Og jeg er ked af det, ked af at vores drømme baby ikke kommer, ked af at min dumme krop ikke virker...

Og jeg er bange, bange for aldrig at blive gravid igen, på grund af min dumme krop og dumme PCOs... Bange for at min datter skal være enebarn... Bange for at min chefs tålmodighed slipper op... 

I går blev jeg deltids sygemeldt... Og det siger sig selv at min chef ikke syntes det var fedt... 

Både mig og min læge og nok især min mand er bange for at hvis jeg ikke får bearbejdet denne sorg ender jeg i en depression...

 

Jeg føler ikke jeg kan være i min krop... Føler den er klam dum og ulækker... Føler den har berøvet mig min glæde... Men den er jo mig... En del af mig... Den del folk ser og kan se... Og hvordan kan jeg leve videre med det? 

Det skal jeg jo se at finde ud af nu... 

En ting jeg ved... Det er at jeg orker ikke at høre flere statestikker... Eller historier om folk der blev gravide efterfølgende og hvor nemt det gik... For jeg har så sjældent æl at man faktisk ikke ved om jeg får det igen nogensinde...  

 

Dette indlæg er mest lavet for min skyld, for at komme af med mine tanker... Men hvis du har læst med helt her til... Så skal du ha tak 

åh altså søde, hvor er jeg bare mega ked af det på dine/jeres vegne!
jeg ved hvor hårdt det er at miste, det ER hårdere end man nogensinde kunne forestille sig, men det er HELT ok at du synes det er pisse fucking hårdt og hammer uretfærdigt - fordi det ER det! det er skide unfair!

jeg er helt overbevist om at Elna nok skal blive storesøster en dag og hun vil blive den bedste storesøster i hele verden, i skal nok få  jeres drømmebaby nr 2

FrkZier skriver:

åh altså søde, hvor er jeg bare mega ked af det på dine/jeres vegne!
jeg ved hvor hårdt det er at miste, det ER hårdere end man nogensinde kunne forestille sig, men det er HELT ok at du synes det er pisse fucking hårdt og hammer uretfærdigt - fordi det ER det! det er skide unfair!

jeg er helt overbevist om at Elna nok skal blive storesøster en dag og hun vil blive den bedste storesøster i hele verden, i skal nok få  jeres drømmebaby nr 2

Er også overbevist om at hun ville være god storesøster... Hun er så sød og omsorgsfuld over for alle babyer <3

Kay skriver:

End jeg nogensinde havde regnet med... At miste en lille spire, selvom den ikke havde været der ret længe...

Jeg er så træt... Selvom det er over en uge siden jeg stoppede med at bløde...

Jeg var til lægen i går, blodprocent og infektionstal var rigtig fine...  Men jeg er så træt at jeg ikke kan holde mig vågen en hel arbejds dag...  

Og jeg er ked af det, ked af at vores drømme baby ikke kommer, ked af at min dumme krop ikke virker...

Og jeg er bange, bange for aldrig at blive gravid igen, på grund af min dumme krop og dumme PCOs... Bange for at min datter skal være enebarn... Bange for at min chefs tålmodighed slipper op... 

I går blev jeg deltids sygemeldt... Og det siger sig selv at min chef ikke syntes det var fedt... 

Både mig og min læge og nok især min mand er bange for at hvis jeg ikke får bearbejdet denne sorg ender jeg i en depression...

 

Jeg føler ikke jeg kan være i min krop... Føler den er klam dum og ulækker... Føler den har berøvet mig min glæde... Men den er jo mig... En del af mig... Den del folk ser og kan se... Og hvordan kan jeg leve videre med det? 

Det skal jeg jo se at finde ud af nu... 

En ting jeg ved... Det er at jeg orker ikke at høre flere statestikker... Eller historier om folk der blev gravide efterfølgende og hvor nemt det gik... For jeg har så sjældent æl at man faktisk ikke ved om jeg får det igen nogensinde...  

 

Dette indlæg er mest lavet for min skyld, for at komme af med mine tanker... Men hvis du har læst med helt her til... Så skal du ha tak 

Stort kram... -Fra en der ved nøjagtigt hvor ondt det gør at miste selvom man ikke er særligt langt henne.. Følelsen af at gå i total lykkerus og så pludselig blive smadret langt langt ned..