har idag fået besked fra VS at vi har fået bevilget socialpædagogisk friplads.
Kan se at jeg vist ikke helt fik forklaret mine ord korrekt, i mit oprindelig indlæg.
Vi står i den kedelige situation at min kæreste er psykisk syg uden nogen form for tidshorisont om hvornår de egentlig ved hvad han fejler og om de kan hjælpe ham til at blive et helt menneske igen.
Vores økonomi er ret dårlig.
Vi har gæld der betales af med 4000 kr pr. mdr. som blev optaget da vi troede på den lyse fremtid der så ud til at skulle blive vores.
Vi har en bil af mere end blot "det er da meget rart"årsager for at kunne få en hverdag til at hænge sammen.
Vi har brug for vores alarm for at min kæreste kan føle sig tryg ved at forlade vores bolig.
Min kæreste kommer af og på forskellig slags medicin, både pga det psykiske men også pga fysiske skader der stadig generer fordi vores daværende læge ikke lyttede og tog os alvorligt og idag er det for sent at kunne gøre noget.
Så vi står faktisk overfor hver måned at skulle vælge om de 1660 kr skal bruges på mad, bleer, tøj til sønnen (som han faktisk mangler nærmest konstant) eller om det skal betale vuggestuen.
Vi vælger vuggestuen da vi ved hjælp fra familie lige akkurat kan klare os med de resterende penge til at have mad hele måneden ( i det mindste til vores søn får det han skal have hver dag), vi vælger vuggestuen da det er så hammervigtigt for ham at være med i det sociale.
Vi har intet netværk med børn, vi har ikke mulighed for at stimulere ham socialt hvis han var herhjemme. Vi har begge selv problemer med det sociale aspekt og derfor vægter vi det meget højt at han kommer afsted i håbet om at han får det bedre og nemmere ved det end hvad vi har.
Så derfor min linje med at pengene ville gå til dagligdagsting.. det er altså ikke for kunne købe ekstra af noget, men blot for at vi måske kunne komme til et punkt hvor der også var råd til at vi voksne spiste mere end 1½ gang om dagen uden at hele budgettet væltede.
jeg håber det "hjalp" lidt på hysteriet om at jeg søger det fordi jeg synes det er sjovt...
det her er et kæmpe nederlag for mig at skulle bede om, det er al den hjælp jeg får, men det er nødvendighed for at holde min familie i live og derfor sluger jeg mine principper og varetager familien først...
det er ikke noget man bare får... der skal være en årsag som er mere end en lav indtægt...
Her er det vores manglende netværk og kærestens sygdom der er lagt vægt på...