Aflysning af kønsskanning

Ka kun sige at jeg forstår jeres beslutning.

Det er ganske særligt at gemme den oplevelse til fødslen. Vi valgte alle scanninger fra første gang fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op hvis noget var galt med barnet. Anden gang valgte vi at tage scanningerne og fik kønnet oplyst ved MD-scanningen. Tredie gang efter to drenge var vi overbeviste om endnu en dreng var på vej og pga en bekymring vedr. babys blære ved MD skulle vi til en kontrolscanning 14 dage efter. Ved MD krydsede baby ben og da jeg så læste mig til at det med blæren ofte sås hos drengebørn tænkte vi også der at det jo nok var en dreng.

Så ved kontrolscanningen besluttede vi at vi ikke ville vide noget men bare vente til fødslen for syntes folk spurgte så meget til kønnet og i protest sagde vi bare at det vistnok var en dreng, men at vi ikke vidste det med sikkerhed. Så ved fødslen tænkte vi slet ikke på køn og da baby var kommet ud og jordemoderen sagde det var en pige troede jeg bare jeg havde hørt forkert. Det kom bag på os og var virkelig en sjov oplevelse. Min svigermor troede vi ikke havde sagt det med vilje.

Dybest set var kønnet slet ikke noget vi reelt gik op i for der var så mange bekymringer under graviditeten med blødninger mv. Så bare det at se et sundt barn komme til verden var en lettelse og det eneste der betød noget. Men vi er sikre på at skulle en ny graviditet opstå skal vi heller ikke kende kønnet der for det er bare så særligt først at få vished om kønnet når ens lille mirakel er kommet til verden.

Så tillykke med beslutningen, er sikker på I bliver glade for det valg.

Nadia&Daniel skriver:

Ej hvor sejt af Jer

Vi valgte også selv ikke at kende kønnet, men min egen mavefornemmelse sagde en PIGE, mens mange andre (incl. svigermor, synes jeg havde en drengemave, men jeg holdte ved at det var en PIGE)

Vi endte ud i et planlagt kejsersnit (pga hun sag fast med bagdelen i mit bækken) - så vi kendte lige pludselig tid og sted, og så var det altså meget fedt at overraske folk med kønnet, nu når folk vidste hvornår baby ville komme til verden

OG VI FIK EN PIGE  

 

Alle omkring mig tror det samme som jeg -nemlig at der ligger en lille drengetrold derinde og svømmer rundt.

Har ikke mødt én endnu som har troet/gættet på at det bliver en pige. Men maven er også allerede meget stor, og det hele sætter sig på maven, og det går de fleste ud fra, selvom det jo ikke er helt 100% sikkert at det bliver en dreng af den grund. Men ja -I mit ''indre'' er der bare noget der fortæller mig at det er en dreng

CroQuis skriver:

Fedt 

Er i uge 30 og har heller ikke fået kønnet at vide 

Har dog også en fornemmelse af kønnet, men det får vi at se om 10 ugers tid om det passer 

Hihi, ja det er jo det

lineog4 skriver:

Iiiii bliver helt misundelig - det var så skønt at gå i den tid og fantasere og drømme: tænk om det er....! 

Kan huske jeg med dem begge to havde været nede og pege ud hvad der skulle købes af tøj hvis det var en pige og hvis det var en dreng - altså komme hjem tøjet. Og farmands stolthed da han kom det købte (og havde selvfølgelig købt forkert), og anden gang da det fik op for mig det jo ikke gik da jeg ville hjem med det samme og tøjet jo lige skal vaskes ;-)

Og overraskelsen over hvad det var der kom ud - førTe gang kunne det jo lige så godt have været en kattekilling og ud kom den smukkeste pige 

Skulle jeg igen (og det skal jeg ikke suk) ville jeg ikke kende kønnet for det var noget helt specielt

Iha, ja nemlig! Det at man ikke kan udelukke alt til dreng eller pige... Men man kan kigge lidt på det hele

Jeg er også rigtig glad og tryg ved beslutningen! Giver en dejlig ro indeni.

PT skriver:

Det er også meget mere spændende, når man ikke kender kønnet.

Ved min datter valgte vi ikke at vide det.
Ved min søn valgte jeg at få det at vide af praktiske årsager, da jeg skulle flytte og ikke ville tage pigetingene med, hvis jeg ikke fik brug for det

Ja, det kan jeg godt forstå.
Men så er der jo også en helt anden årsag, end bare nysgerrigheden

Annette A skriver:

Ka kun sige at jeg forstår jeres beslutning.

Det er ganske særligt at gemme den oplevelse til fødslen. Vi valgte alle scanninger fra første gang fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op hvis noget var galt med barnet. Anden gang valgte vi at tage scanningerne og fik kønnet oplyst ved MD-scanningen. Tredie gang efter to drenge var vi overbeviste om endnu en dreng var på vej og pga en bekymring vedr. babys blære ved MD skulle vi til en kontrolscanning 14 dage efter. Ved MD krydsede baby ben og da jeg så læste mig til at det med blæren ofte sås hos drengebørn tænkte vi også der at det jo nok var en dreng.

Så ved kontrolscanningen besluttede vi at vi ikke ville vide noget men bare vente til fødslen for syntes folk spurgte så meget til kønnet og i protest sagde vi bare at det vistnok var en dreng, men at vi ikke vidste det med sikkerhed. Så ved fødslen tænkte vi slet ikke på køn og da baby var kommet ud og jordemoderen sagde det var en pige troede jeg bare jeg havde hørt forkert. Det kom bag på os og var virkelig en sjov oplevelse. Min svigermor troede vi ikke havde sagt det med vilje.

Dybest set var kønnet slet ikke noget vi reelt gik op i for der var så mange bekymringer under graviditeten med blødninger mv. Så bare det at se et sundt barn komme til verden var en lettelse og det eneste der betød noget. Men vi er sikre på at skulle en ny graviditet opstå skal vi heller ikke kende kønnet der for det er bare så særligt først at få vished om kønnet når ens lille mirakel er kommet til verden.

Så tillykke med beslutningen, er sikker på I bliver glade for det valg.

Ja, nemlig... Vi har også haft så meget -Som 15-årig fik jeg at vide at jeg havde bagovervendt livmoder, og at jeg ikke skulle forvente eller regne med at kunne få børn. Da jeg så blev gravid den her gang -første gang- og så på P-PILLER! Vi var ovenud lykkelige! SÅ vi har bare været så nervøse, og har haft 2 blødninger indtil videre.

Så kønnet er underordnet. Det der betyder noget for os, er at barnet udvikler sig korrekt, og kommer ud sundt og velskabt.

Annette A skriver:

Ka kun sige at jeg forstår jeres beslutning.

Det er ganske særligt at gemme den oplevelse til fødslen. Vi valgte alle scanninger fra første gang fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op hvis noget var galt med barnet. Anden gang valgte vi at tage scanningerne og fik kønnet oplyst ved MD-scanningen. Tredie gang efter to drenge var vi overbeviste om endnu en dreng var på vej og pga en bekymring vedr. babys blære ved MD skulle vi til en kontrolscanning 14 dage efter. Ved MD krydsede baby ben og da jeg så læste mig til at det med blæren ofte sås hos drengebørn tænkte vi også der at det jo nok var en dreng.

Så ved kontrolscanningen besluttede vi at vi ikke ville vide noget men bare vente til fødslen for syntes folk spurgte så meget til kønnet og i protest sagde vi bare at det vistnok var en dreng, men at vi ikke vidste det med sikkerhed. Så ved fødslen tænkte vi slet ikke på køn og da baby var kommet ud og jordemoderen sagde det var en pige troede jeg bare jeg havde hørt forkert. Det kom bag på os og var virkelig en sjov oplevelse. Min svigermor troede vi ikke havde sagt det med vilje.

Dybest set var kønnet slet ikke noget vi reelt gik op i for der var så mange bekymringer under graviditeten med blødninger mv. Så bare det at se et sundt barn komme til verden var en lettelse og det eneste der betød noget. Men vi er sikre på at skulle en ny graviditet opstå skal vi heller ikke kende kønnet der for det er bare så særligt først at få vished om kønnet når ens lille mirakel er kommet til verden.

Så tillykke med beslutningen, er sikker på I bliver glade for det valg.

Jeg ville aldrig vælge scanningerne fra eller jo måske nakkefold men aldrig misdannelses for opdager de en fejl hvor man kan redde barnet hvis man er klar med operation med det samme ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv jeg ikke turde se problemer i øjnene. Plus jeg har prøvet at komme hjem med et barn ingen troede var sygt og 4 dage efter var hun død - det chok, det at stå med et barn det holdet op med at trække vejret midt i lykkerusen fuldstændig uforberedt og lever med den uvished om hun kunne være reddet det ville jeg ikke ønske for min værste fjende.

ja det er er mareridt jeg ikke en gang tør tænke på at få at vide noget er galt med ens barn, men at miste sit barn der har kunne være reddet hvis man havde opdaget det i tide og man fravalgte scanningen det tror jeg næsten er umuligt at leve med.

Sisse Vinther skriver:

Ja, nemlig... Vi har også haft så meget -Som 15-årig fik jeg at vide at jeg havde bagovervendt livmoder, og at jeg ikke skulle forvente eller regne med at kunne få børn. Da jeg så blev gravid den her gang -første gang- og så på P-PILLER! Vi var ovenud lykkelige! SÅ vi har bare været så nervøse, og har haft 2 blødninger indtil videre.

Så kønnet er underordnet. Det der betyder noget for os, er at barnet udvikler sig korrekt, og kommer ud sundt og velskabt.

 

Ja det bliver ekstra vigtigt når man har en masse bekymringer. Men det er da stort I har opnået graviditet så. Ønsker jer al mulig held og lykke med det hele.

lineog4 skriver:

Jeg ville aldrig vælge scanningerne fra eller jo måske nakkefold men aldrig misdannelses for opdager de en fejl hvor man kan redde barnet hvis man er klar med operation med det samme ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv jeg ikke turde se problemer i øjnene. Plus jeg har prøvet at komme hjem med et barn ingen troede var sygt og 4 dage efter var hun død - det chok, det at stå med et barn det holdet op med at trække vejret midt i lykkerusen fuldstændig uforberedt og lever med den uvished om hun kunne være reddet det ville jeg ikke ønske for min værste fjende.

ja det er er mareridt jeg ikke en gang tør tænke på at få at vide noget er galt med ens barn, men at miste sit barn der har kunne være reddet hvis man havde opdaget det i tide og man fravalgte scanningen det tror jeg næsten er umuligt at leve med.

Ja med din tragiske erfaring forstår jeg godt dit synspunkt.

Så meget og så langt tænkte jeg ikke for godt 12 år siden som 22-årig. Jeg vidste kun at hvis jeg fik af vide der var noget galt og jeg evt burde afbryde graviditeten ville jeg ikke havde kunnet foretage det valg. Altså følte jeg det bedste var at lade naturen gå sin gang for jeg evnede ikke at tage stilling til noget dengang andet end at håbe det bedste og jeg tænkte ikke på at man kunne hjælpe barnet med mere viden.

Men da nr. 2 var på vej stillede jeg slet ikke spørgsmålstegn ved det for nu var der også et barn i forvejen at tage hensyn til. Vi ønskede at være forberedt på hvad der kunne være at vide og som du siger kan man gribe ind og hjælpe barnet på bedste vis ligesom vi fik af vide ved barn nr 3,  hvis det med blæren ikke var gået i orden af sig selv.

Så jo scanningerne har sin berettigelse hvis man ved hvad man skal stille op med den information man får men det må jeg indrømme jeg ikke kunne dengang og blev heller ikke så godt informeret om scanningernes formål som jeg har oplevet det med de to sidste. Men der er også 9 år mellem de to første børn. Så der er jo sket meget på området.

Men må lige spørge hvis jeg må? Blev du scannet i graviditeten eller hvad var der galt med jeres lille pige? Det er tragisk at det skal gå sådan, det findes der ingen ord for, og endnu værre hvis man tænker noget kunne være gjort.

Annette A skriver:

Ja med din tragiske erfaring forstår jeg godt dit synspunkt.

Så meget og så langt tænkte jeg ikke for godt 12 år siden som 22-årig. Jeg vidste kun at hvis jeg fik af vide der var noget galt og jeg evt burde afbryde graviditeten ville jeg ikke havde kunnet foretage det valg. Altså følte jeg det bedste var at lade naturen gå sin gang for jeg evnede ikke at tage stilling til noget dengang andet end at håbe det bedste og jeg tænkte ikke på at man kunne hjælpe barnet med mere viden.

Men da nr. 2 var på vej stillede jeg slet ikke spørgsmålstegn ved det for nu var der også et barn i forvejen at tage hensyn til. Vi ønskede at være forberedt på hvad der kunne være at vide og som du siger kan man gribe ind og hjælpe barnet på bedste vis ligesom vi fik af vide ved barn nr 3,  hvis det med blæren ikke var gået i orden af sig selv.

Så jo scanningerne har sin berettigelse hvis man ved hvad man skal stille op med den information man får men det må jeg indrømme jeg ikke kunne dengang og blev heller ikke så godt informeret om scanningernes formål som jeg har oplevet det med de to sidste. Men der er også 9 år mellem de to første børn. Så der er jo sket meget på området.

Men må lige spørge hvis jeg må? Blev du scannet i graviditeten eller hvad var der galt med jeres lille pige? Det er tragisk at det skal gå sådan, det findes der ingen ord for, og endnu værre hvis man tænker noget kunne være gjort.

Scanninger var også anderledes for 10 år siden da jeg fik min første datter - her fik vi kun tilbudt en scanning og den kaldte man terminsscanning og som du skriver ikke rigtig nogen oplysninger om noget. 

Med den datter jeg mistede fik vi både nakkefold og misdannelsesscanning, men den der scannere opdagede ikke en kæmpe hjertefejl (hvor højre hjertekammer var knapt 1/4 af venstre) det burde have været opdaget og havde formodentlig medført en afbrudt graviditet da vi også havde en datter at tage hensyn til - men det umenneskelige valg fik vi "heldigvis" ikke. Vi er "heldige" for vores datter kunne ikke være reddet uafhængigt og i stedet fik vi nogen skønne dage med hende her hjemme i total lykke, og det hAr jeg besluttet var det bedste. Men når jeg tænker grundigt efter og tillader mig selv at føle efter så er det at stå her hjemme med et barn der stopper med at trække vejret dybt traumatisk - men det tillader jeg ikke mig selv at tænke over,

Men trods jeg synes valget er umenneskeligt ville jeg aldrig fravælge scanningerne for der er også flere fx hjertefejl der kan reddes ved tidlig indsats end der er af den slags min datter havde hvor der intet liv er - der bliver født cirka 1 hver anden år med den fejl mens der fødes en del med feks hul i hjertet.