bondepigen skriver:
Tusind tak for dit svar bondepigen.
Jeg kunne ikke have sagt det bedre. Jeg vil altid have en depression, pga. mord af min far og min brors selvmord, ligeledes har jeg oplevet meget psykisk og måtte fjernes hjemmefra af OUH for at få et normalt liv.
Det er jeg ked af at høre, det må have været frygteligt!!!
Når jeg tager min medicin mærker jeg intet til min depression, også derfor min kæreste gerne ville have børn med mig da jeg tog dem, men sagde som han gjorde da jeg jo var helt nede.
Han mente at jeg burde starte på dem igen.
Ja, og det kan jo osse nemt være, som en anden skriver, at du ikke selv kan producere seretonin, og derfor har det fint, når du tager dem. Men det ved jeg jo ikke...
Jeg er velfungerende, selvstændig siden jeg var 15, boet for mig selv i mange år, fast arbejde, har taget uddannelse og har hund på 2½ år.
Min kæreste er ligeledes selvstændig, med indtægt, ansvarsfuld og som i kan hører meget realistisk.
Når det er sagt, ja.. en svær depression uden nogen former for hjælp kan meget vel have meget at have sagt, min mor led af en svær depression og ville ikke indrømme det. Det gik ud over os børn - vi måtte klare meget selv og tage "imod" meget psykisk fra hendes side.
Jeg vil ikke begå samme fejl som min mor - men modsat hende ser jeg indad og indrømmer at jeg har en depression og vil gøre alt for at arbejde med den.
Grunden til jeg havde det dårligt, var fordi jeg ikke tog min medicin, fordi jeg gerne vil holde pause med det, for barnets skyld.
Derfor holder tanken om hvorfor jeg stoppede (nemlig det at få barn) mig oppe.
Ja, det var nemlig osse min opfattelse...
Jeg trappede ikke ordentlig ned med min medicin, og det gør man ryger helt ned, men allerede nu er jeg ved at komme op igen.
Måske skal du alligevel fortsætte med medicinen (men tal med lægen), for jeg havde selv en optur i et års tid inden jeg blev gravid og mens jeg var gravid, men da jeg havde fået Emma (og hvad det kan medføre af problemer efterfølgende for ens parforhold), så røg jeg desværre lidt ned igen, men klarede mig uden medicin lige indtil min datter skulle i gips, så kunne jeg ikke mere... Havde en mindre fødselsdepression...
Ingen udefra tror jeg har en depression og mange ved det ikke. Når jeg har fortalt det til enkelte, tror de til at starte ikke på mig.
Jeg er en utrolig livsglad kvinde, der altid forsøger at se tingene positivt, jeg har set bagsiden af den her verden, alt det grusomme og sågar oplevet det på egen krop.
Men blot fordi det har givet nogle minder jeg skal have bearbejdet (og som jeg har gjort meget - er nået langt) mener jeg på ingen måde at jeg vil være en dårlig mor, mine omgivelser mener derimod at jeg da burde blive mor. Jeg gav flaske første gang til et barn da jeg var 4 år og knap kunne holde barnet. Og har passet børn lige siden.
Ja, jeg har ikke haft en heldig start på livet, men hvorfor lade det ødelægge og påvirke resten af mit liv?
Ja, det skal ikke ødelægge dit liv. Nu er du kommet så langt, og du skal da ikke undvære lykken ved at have børn, fordi du har en depression.... Det ville da være synd og skam!
Jeg forsøger dog at tage tingene roligt (selvom lysten til børn er stor) Jeg vil vide så meget jeg kan. Derfor er jeg også her på siden og følger de forskellige, for at få et realistisk syn. Både med økonomi, faderes rolle, og som her medicin og meget andet.
Jeg ønsker jo at være en god mor, og det falder mig naturligt.
I det daglige arbejder jeg sågar med handikappede børn.
Jeg forsøger at forberede mig og resten af "familien" bedst muligt på det, og vi har sågar lejet rækkehus med børneværelse, og børnevenlige omgivelser/miljø, væk fra byen,,,
Jeg tror du bliver en god mor. Det lyder virkelig til at du har tænkt meget realistisk omkring det hele. Og faktisk er jeg lidt ked af, at der er nogen der synes du skal vente på "det rette tidspunkt", for det rette tidspunkt kommer aldrig. Der vil altid være et eller andet som man synes kunne være bedre inden man får børn.... Men jeg synes, du lyder til at være meget obs på, hvordan du har det...og gør noget ved det.
Min læge og sundhedsplejerske vidste godt, hvordan jeg havde det. Lægen ved, at jeg er meget obs på min psyke, og at jeg kommer, hvis der er noget, så han var ikke nervøs... Og sundhedsplejersken, syntes osse, det lød til at jeg selv kunne styre det... altså, hvornår det blev nødvendigt med hjælp, så ingen af dem er bekymrede for mig.
Håber det hjælper jer til bedre at kunne se det fra min side. Jeg kan se at jeg måske ikke forklarede mig godt nok i mit første indlæg...
Jeg håber stadig, du finder ud af, hvad der er bedst for dig!! Som du kan se, har Anne-Jonas taget sertralin under graviditet, og hvis jeg kunne gøre det om, havde jeg nok valgt, at starte på medicinen noget før end jeg gjorde, så jeg bedre kunne nyde min datter til fulde i starten.
Du aner ikke hvor glad dit indlæg gjorde mig, jeg sidder helt med tårer i øjnene...
Du har virkelig forstået mig, og hjulpet mig.
Min læge mener jeg sagtens kan stoppe med mine piller, men blot skal trappe lidt langsommere ned. Det samme mener min kæreste.
Dog har jeg ikke taget min beslutning endnu. At få barn er en ufattelig stor "ting" så jeg vil fortsat overveje det, og hælder pt. mest til at tage mine piller, selvom jeg ikke har behov for dem er det nok bedre for en sikkerheds skyld. Og jeg ønsker jo at nyde min graviditet mest muligt.
Jeg har tidligere fået abort (mente ikke jeg kunne give barnet hvad det fortjente, da jeg ikke havde uddannelse og mit helt eget) så tanken om at jeg kan klare det og ikke skal have en igen, gør mig glad indvendig.
Du har givet mig den sidste tro på at vi virkelig kan få et dejligt barn, selvom jeg tager piller undervejs og efter.
Jeg har sluppet depressionen nogle gange og haft det godt i bl.a. 5 år. Jeg arbejder ivrigt, og mærker da mindre og mindre til den.
Jeg har fundet en moster der kan fortælle mig om min barndom ( har selv "gemt det" og glemt det, for at beskytte min psyke, ifølge lægerne) og hun fortæller mig en masse ting som hun hjælper mig lidt med. Så som at min bror og jeg ofte blev efterladt til os selv som helt små osv.
Jeg syntes da også det ville være synd og skam at undvære familie blot fordi jeg har haft nogle dumme oplevelser i mit liv..
Jeg tror du bliver en god mor. Det lyder virkelig til at du har tænkt meget realistisk omkring det hele. Hvor er jeg bare lykkelig for du at du skriver at du tror jeg bliver en god mor. Jeg tænker og læser rigtig meget om tingene.
Og faktisk er jeg lidt ked af, at der er nogen der synes du skal vente på "det rette tidspunkt", for det rette tidspunkt kommer aldrig. Der vil altid være et eller andet som man synes kunne være bedre inden man får børn.... Men jeg synes, du lyder til at være meget obs på, hvordan du har det...og gør noget ved det. Må da også indrømme at mange af de andre indlæg har såret mig dybt
, og nej, der vil aldrig være det helt perfekte tidspunkt, man kan jo altid forbedre noget, eks. viden.. smiler..
Gør alt hvad jeg kan for at arbejde med det, og her er min kæreste enormt hjælpsom
Min læge og sundhedsplejerske vidste godt, hvordan jeg havde det. Lægen ved, at jeg er meget obs på min psyke, og at jeg kommer, hvis der er noget, så han var ikke nervøs... Og sundhedsplejersken, syntes osse, det lød til at jeg selv kunne styre det... altså, hvornår det blev nødvendigt med hjælp, så ingen af dem er bekymrede for mig.Sådan har min læge det nemlig også, hver gang jeg mener jeg skulle starte op med piller eller lign. er jeg selv taget til lægen. Min forrige læge, jeg havde i nogle år, gav mig sågar supplerende skemaer så jeg kunne arbejde med mig selv og mente jeg klarede det så godt at der ikke var brug for yderligere
Nu vil jeg så slutte af, og endnu engang sige mange tak til dig bondepigen.
Jeg mener det er dumt at fortsætte denne tråd da de andre svar på ingen måde har gavnet mig, tværtimod.
Jeg ønsker ikke at diskutere depression, men ville blot vide hvad man mente om at være gravid og tage anti-depressivt medicin. Det var alt.
Jeg ønsker alle det bedste... 
