Lykkepiller under graviditet

Diana... skriver:



Hold da op et hård liv, kan godt forstå du har det svært. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige andet en at sende dig en masse tanker og kram.

Knus

Det er sødt af dig Diana.

Forsøger da også ivrigt blot at komme igennem det, og ligge de grimme ting bag mig. Og tanken om at danne en familie med min højtelskede kæreste og kaste alt min kærlighed på den... Smiler.. det hjælper meget..

 Tak for tanker og kram

Det kan da godt være at det er individuelt - men er det ikke en rimelig risikabel chance at tage?!

Nu kender vi to ikke hinanden så jeg ved ikke hvordan din historie har været MEN: Bare fordi du er heldig og klarer det godt så er der et hav af eksempler og historier om hvor svært det kan være at vokse op med en depressiv forælder. Der findes et utal af støttegrupper til børn med depressive forældre og gud ved hvor mange terapigrupper for folk som har massive problemer fordi de er vokset op i en sådan familie -

Det er altså ikke noget jeg finder på for at få ret! Det er en realitet at en stor gruppe af børn af depressive forældre (hvor søde, intelligente, sygdomserkendende, sympatiske, ansvarlige, velmenende og kærlige disse mennesker ellers er) får psykiske men i deres liv, får ubehagelige oplevelser under opvæksten som direkte følge af forælderens depressionen osv. osv. osv. (skal jeg uddybe??) En depression er ikke noget folk bare lige kan sætte sig ud over fordi man bliver mor - hvor meget de end gerne ville - så ville de historier og støttegrupper m.m. slet ikke eksistere.

Så jeg tror sørme du hører til mindretallet af de depressive mødre hvor barnet slet ikke mærker noget til din depression eller får men af den...

Jeg har svært ved at forstå din holdning og syn på depression, og det at du er psykologistuderende gør det endnu sværre?

Men der er forskellige grad af depression. Og med medicin kan man faktisk have en uden at tænke over den eller mærke den.

Men er det rigtig forstået at du mener at folk der har haft det svært / har fået sig en depression ikke bør have glæden af børn og familie i tilfælde af at børnene vil mærke at mor til tider kan være en smule ked af det som alle andre mennesker?

Så hvis du nu havde oplevet noget i din barndom, burde du så droppe at blive gravid?
For hvad nu hvis?

Jeg mener absolut ikke at jeg er "heldig" nu. Jeg har kæmpet og er på lige fod med alle andre. Den eneste forskel er at jeg lige snupper en lille hvid pille hver aften.

Anonym skriver:



Det er sødt af dig Diana.

Forsøger da også ivrigt blot at komme igennem det, og ligge de grimme ting bag mig. Og tanken om at danne en familie med min højtelskede kæreste og kaste alt min kærlighed på den... Smiler.. det hjælper meget..

 Tak for tanker og kram

Ja det kan jeg godt forstå, det er noget meget tungt at rende rund med. 
Jeg kan fuld ud forstå at du ønske det virkelig det er fantastisk med en familie, men os hård og der tror jeg det er mega vigtigt at du er sikker på at du kan klare det tros din dep. 

Du må endelig sige til hvis du har lyst til at snakke så skal du være mere end velkommen til at skrive til mig.

Jeg håber på det bedste for dig.

Knus

Anonym skriver:



Jeg har svært ved at forstå din holdning og syn på depression, og det at du er psykologistuderende gør det endnu sværre?

Men der er forskellige grad af depression. Og med medicin kan man faktisk have en uden at tænke over den eller mærke den.

Men er det rigtig forstået at du mener at folk der har haft det svært / har fået sig en depression ikke bør have glæden af børn og familie i tilfælde af at børnene vil mærke at mor til tider kan være en smule ked af det som alle andre mennesker?

Så hvis du nu havde oplevet noget i din barndom, burde du så droppe at blive gravid?
For hvad nu hvis?

Jeg mener absolut ikke at jeg er "heldig" nu. Jeg har kæmpet og er på lige fod med alle andre. Den eneste forskel er at jeg lige snupper en lille hvid pille hver aften.

Det er på ingen måde det jeg mener!

Det jeg siger er, at jeg bl.a. gennem min uddannelse og i mit arbejde som interviewer for netværksfamilieprojektet har hørt en masse historier om folk som er vokset op med depressive forældre som havde de allerbedste intentioner, men hvor sygdommen alligevel har sat sine spor i deres børns opvækst. (Når vi nu skal ind og snakke om hvilket grundlag jeg udtaler mig på - hvilket du bragte op - ikke jeg).

Jeg mener ikke at man skal afholde sig fra at få børn fordi man har HAFT en depression. Jeg mener at man skal vente med at planlægge dem til man er enten rask eller medicineret således at man kan tilbyde sit barn de allerbedste vilkår overhovedet. - Kan nogen mon være uenig i det?

Jeg kender ingen af jer og det er så vidt jeg husker første gang jeg har svaret på et indlæg i denne gruppe, så jeg sigter ikke efter nogen herinde personligt. Men det er nu mit indtryk at mange depressive kvinder har ønsket om at få børn, præcis som alle andre. Forskellen er at disse kvinder på mange måder ikke ER som alle andre, i og med at de har en depression. Og så vil jeg bare påpege at depression i høj grad KAN gå ind og påvirke kontakten mellem mor og barn alvorligt - ellers ville der vel ikke være skrevet tykke bøger om emnet og lavet et utal af studier som dokumenterer det?

Så er min holdning at hvis man er syg som ano beskriver at hun er f.eks. så ville jeg i hendes sted bide skruk-heden i mig lidt endnu og fokusere på at blive rask / velmedicineret inden jeg satte gang i projekt baby.

I mine ører lyder det lidt som om du er så meget i forsvarsposition at du næsten siger at depression INGEN konsekvens har for mor-barn kontakten overhovedet?

Rosa skriver:



Det er på ingen måde det jeg mener!

Det jeg siger er, at jeg bl.a. gennem min uddannelse og i mit arbejde som interviewer for netværksfamilieprojektet har hørt en masse historier om folk som er vokset op med depressive forældre som havde de allerbedste intentioner, men hvor sygdommen alligevel har sat sine spor i deres børns opvækst. (Når vi nu skal ind og snakke om hvilket grundlag jeg udtaler mig på - hvilket du bragte op - ikke jeg).

Jeg mener ikke at man skal afholde sig fra at få børn fordi man har HAFT en depression. Jeg mener at man skal vente med at planlægge dem til man er enten rask eller medicineret således at man kan tilbyde sit barn de allerbedste vilkår overhovedet. - Kan nogen mon være uenig i det?

Jeg kender ingen af jer og det er så vidt jeg husker første gang jeg har svaret på et indlæg i denne gruppe, så jeg sigter ikke efter nogen herinde personligt. Men det er nu mit indtryk at mange depressive kvinder har ønsket om at få børn, præcis som alle andre. Forskellen er at disse kvinder på mange måder ikke ER som alle andre, i og med at de har en depression. Og så vil jeg bare påpege at depression i høj grad KAN gå ind og påvirke kontakten mellem mor og barn alvorligt - ellers ville der vel ikke være skrevet tykke bøger om emnet og lavet et utal af studier som dokumenterer det?

Så er min holdning at hvis man er syg som ano beskriver at hun er f.eks. så ville jeg i hendes sted bide skruk-heden i mig lidt endnu og fokusere på at blive rask / velmedicineret inden jeg satte gang i projekt baby.

I mine ører lyder det lidt som om du er så meget i forsvarsposition at du næsten siger at depression INGEN konsekvens har for mor-barn kontakten overhovedet?

Rosa skriver:



Det er på ingen måde det jeg mener!

Det jeg siger er, at jeg bl.a. gennem min uddannelse og i mit arbejde som interviewer for netværksfamilieprojektet har hørt en masse historier om folk som er vokset op med depressive forældre som havde de allerbedste intentioner, men hvor sygdommen alligevel har sat sine spor i deres børns opvækst. (Når vi nu skal ind og snakke om hvilket grundlag jeg udtaler mig på - hvilket du bragte op - ikke jeg).

Jeg mener ikke at man skal afholde sig fra at få børn fordi man har HAFT en depression. Jeg mener at man skal vente med at planlægge dem til man er enten rask eller medicineret således at man kan tilbyde sit barn de allerbedste vilkår overhovedet. - Kan nogen mon være uenig i det?

Jeg kender ingen af jer og det er så vidt jeg husker første gang jeg har svaret på et indlæg i denne gruppe, så jeg sigter ikke efter nogen herinde personligt. Men det er nu mit indtryk at mange depressive kvinder har ønsket om at få børn, præcis som alle andre. Forskellen er at disse kvinder på mange måder ikke ER som alle andre, i og med at de har en depression. Og så vil jeg bare påpege at depression i høj grad KAN gå ind og påvirke kontakten mellem mor og barn alvorligt - ellers ville der vel ikke være skrevet tykke bøger om emnet og lavet et utal af studier som dokumenterer det?

Så er min holdning at hvis man er syg som ano beskriver at hun er f.eks. så ville jeg i hendes sted bide skruk-heden i mig lidt endnu og fokusere på at blive rask / velmedicineret inden jeg satte gang i projekt baby.

I mine ører lyder det lidt som om du er så meget i forsvarsposition at du næsten siger at depression INGEN konsekvens har for mor-barn kontakten overhovedet?

Super godt skrevet Rosa..

Jeg er vokset om en dysfunktionel familie og ja det sætter sine spor..
Og jeg vil ærligt indrømme at jeg ikke har altid været verdens bedste mor, påtrods af mine gode intentioner om at bryde mønstre osv.
Uanset hvad så har man ting med sig og det tager tid at arbejde med sig selv, man skal være indstillet på det ellers nytter det sgu ikke noget!
Og det ender med at gå ud over barnet/børne uanset hva.
For et barn lære meget hurtigt hvornår mor har det skidt og hvornår mor har det godt..  Barnet vil helt automatisk udvikle et filter... Hvordan har mor det i dag, har hun det godt eller har hun det skidt og det vil så indrette sig efter dette.
Hvis jeg have vist hvad jeg ved i dag, havde jeg ventet!! Til at jeg havde fået det bedre og fået arbejdet med mange af de ting, som har gjort.. At jeg i perioder er depersiv. Og så have specielt min datter været skånet for meget.
Ikke at jeg siger at det er sådan hos alle, men man skal tænke sig rigtigt rigtigt godt om, da der ikke kun er en selv at tænke på, men også et lille menneske som i sidste ende skal ende ud med at blivet et helt voksent endevid uden for mange sår og bekyminger før tid.

Mor.sander skriver:



Super godt skrevet Rosa..

Jeg er vokset om en dysfunktionel familie og ja det sætter sine spor..
Og jeg vil ærligt indrømme at jeg ikke har altid været verdens bedste mor, påtrods af mine gode intentioner om at bryde mønstre osv.
Uanset hvad så har man ting med sig og det tager tid at arbejde med sig selv, man skal være indstillet på det ellers nytter det sgu ikke noget!
Og det ender med at gå ud over barnet/børne uanset hva.
For et barn lære meget hurtigt hvornår mor har det skidt og hvornår mor har det godt..  Barnet vil helt automatisk udvikle et filter... Hvordan har mor det i dag, har hun det godt eller har hun det skidt og det vil så indrette sig efter dette.
Hvis jeg have vist hvad jeg ved i dag, havde jeg ventet!! Til at jeg havde fået det bedre og fået arbejdet med mange af de ting, som har gjort.. At jeg i perioder er depersiv. Og så have specielt min datter været skånet for meget.
Ikke at jeg siger at det er sådan hos alle, men man skal tænke sig rigtigt rigtigt godt om, da der ikke kun er en selv at tænke på, men også et lille menneske som i sidste ende skal ende ud med at blivet et helt voksent endevid uden for mange sår og bekyminger før tid.

Puha,  nu er jeg simpelthen nødt til at tage hatten af!!! Hvor er jeg bare imponeret af din selverkendelse og hvor er det modigt af dig!!! Stor stor respekt for at du tør at stå frem og erkende at du ikke er perfekt (som ingen jo er). Jeg er simpelthen rørt over dit indlæg! Havde egentlig lagt mig til rette og skulle bare lige kigge en sidste gang på baby inden lyset skulle slukkes men nu måtte jeg altså sætte mig op og tænde lyset og skrive til dig.

Tak fordi du delte din historie og al mulig held og lykke i kampen!!! Du skal nok klare den - du skal nok blive den mor dine unger har fortjent

 Tusind tak for dit svar bondepigen.
Jeg kunne ikke have sagt det bedre. Jeg vil altid have en depression, pga. mord af min far og min brors selvmord, ligeledes har jeg oplevet meget psykisk og måtte fjernes hjemmefra af OUH for at få et normalt liv.

Det er jeg ked af at høre, det må have været frygteligt!!!

Når jeg tager min medicin mærker jeg intet til min depression, også derfor min kæreste gerne ville have børn med mig da jeg tog dem, men sagde som han gjorde da jeg jo var helt nede.
Han mente at jeg burde starte på dem igen.

Ja, og det kan jo osse nemt være, som en anden skriver, at du ikke selv kan producere seretonin, og derfor har det fint, når du tager dem. Men det ved jeg jo ikke...

Jeg er velfungerende, selvstændig siden jeg var 15, boet for mig selv i mange år, fast arbejde, har taget uddannelse og har hund på 2½ år.
Min kæreste er ligeledes selvstændig, med indtægt, ansvarsfuld og som i kan hører meget realistisk.

Når det er sagt, ja.. en svær depression uden nogen former for hjælp kan meget vel have meget at have sagt, min mor led af en svær depression og ville ikke indrømme det. Det gik ud over os børn - vi måtte klare meget selv og tage "imod" meget psykisk fra hendes side.

Jeg vil ikke begå samme fejl som min mor - men modsat hende ser jeg indad og indrømmer at jeg har en depression og vil gøre alt for at arbejde med den.

Grunden til jeg havde det dårligt, var fordi jeg ikke tog min medicin, fordi jeg gerne vil holde pause med det, for barnets skyld.
Derfor holder tanken om hvorfor jeg stoppede (nemlig det at få barn) mig oppe.

Ja, det var nemlig osse min opfattelse...

Jeg trappede ikke ordentlig ned med min medicin, og det gør man ryger helt ned, men allerede nu er jeg ved at komme op igen.

Måske skal du alligevel fortsætte med medicinen (men tal med lægen), for jeg havde selv en optur i et års tid inden jeg blev gravid og mens jeg var gravid, men da jeg havde fået Emma (og hvad det kan medføre af problemer efterfølgende for ens parforhold), så røg jeg desværre lidt ned igen, men klarede mig uden medicin lige indtil min datter skulle i gips, så kunne jeg ikke mere... Havde en mindre fødselsdepression...

Ingen udefra tror jeg har en depression og mange ved det ikke. Når jeg har fortalt det til enkelte, tror de til at starte ikke på mig.
Jeg er en utrolig livsglad kvinde, der altid forsøger at se tingene positivt, jeg har set bagsiden af den her verden, alt det grusomme og sågar oplevet det på egen krop.

Men blot fordi det har givet nogle minder jeg skal have bearbejdet (og som jeg har gjort meget - er nået langt) mener jeg på ingen måde at jeg vil være en dårlig mor, mine omgivelser mener derimod at jeg da burde blive mor. Jeg gav flaske første gang til et barn da jeg var 4 år og knap kunne holde barnet. Og har passet børn lige siden.
Ja, jeg har ikke haft en heldig start på livet, men hvorfor lade det ødelægge og påvirke resten af mit liv?

Ja, det skal ikke ødelægge dit liv. Nu er du kommet så langt, og du skal da ikke undvære lykken ved at have børn, fordi du har en depression.... Det ville da være synd og skam!

Jeg forsøger dog at tage tingene roligt (selvom lysten til børn er stor) Jeg vil vide så meget jeg kan. Derfor er jeg også her på siden og følger de forskellige, for at få et realistisk syn. Både med økonomi, faderes rolle, og som her medicin og meget andet.

Jeg ønsker jo at være en god mor, og det falder mig naturligt.
I det daglige arbejder jeg sågar med handikappede børn.
Jeg forsøger at forberede mig og resten af "familien" bedst muligt på det, og vi har sågar lejet rækkehus med børneværelse, og børnevenlige omgivelser/miljø, væk fra byen,,,

Jeg tror du bliver en god mor. Det lyder virkelig til at du har tænkt meget realistisk omkring det hele. Og faktisk er jeg lidt ked af, at der er nogen der synes du skal vente på "det rette tidspunkt", for det rette tidspunkt kommer aldrig. Der vil altid være et eller andet som man synes kunne være bedre inden man får børn.... Men jeg synes, du lyder til at være meget obs på, hvordan du har det...og gør noget ved det. 

Min læge og sundhedsplejerske vidste godt, hvordan jeg havde det. Lægen ved, at jeg er meget obs på min psyke, og at jeg kommer, hvis der er noget, så han var ikke nervøs... Og sundhedsplejersken, syntes osse, det lød til at jeg selv kunne styre det... altså, hvornår det blev nødvendigt med hjælp, så ingen af dem er bekymrede for mig.

 Håber det hjælper jer til bedre at kunne se det fra min side. Jeg kan se at jeg måske ikke forklarede mig godt nok i mit første indlæg...

Jeg håber stadig, du finder ud af, hvad der er bedst for dig!! Som du kan se, har Anne-Jonas taget sertralin under graviditet, og hvis jeg kunne gøre det om, havde jeg nok valgt, at starte på medicinen noget før end jeg gjorde, så jeg bedre kunne nyde min datter til fulde i starten.

Rosa skriver:



Det er på ingen måde det jeg mener!

Det jeg siger er, at jeg bl.a. gennem min uddannelse og i mit arbejde som interviewer for netværksfamilieprojektet har hørt en masse historier om folk som er vokset op med depressive forældre som havde de allerbedste intentioner, men hvor sygdommen alligevel har sat sine spor i deres børns opvækst. (Når vi nu skal ind og snakke om hvilket grundlag jeg udtaler mig på - hvilket du bragte op - ikke jeg).

Jeg mener ikke at man skal afholde sig fra at få børn fordi man har HAFT en depression. Jeg mener at man skal vente med at planlægge dem til man er enten rask eller medicineret således at man kan tilbyde sit barn de allerbedste vilkår overhovedet. - Kan nogen mon være uenig i det?

Jeg kender ingen af jer og det er så vidt jeg husker første gang jeg har svaret på et indlæg i denne gruppe, så jeg sigter ikke efter nogen herinde personligt. Men det er nu mit indtryk at mange depressive kvinder har ønsket om at få børn, præcis som alle andre. Forskellen er at disse kvinder på mange måder ikke ER som alle andre, i og med at de har en depression. Og så vil jeg bare påpege at depression i høj grad KAN gå ind og påvirke kontakten mellem mor og barn alvorligt - ellers ville der vel ikke være skrevet tykke bøger om emnet og lavet et utal af studier som dokumenterer det?

Så er min holdning at hvis man er syg som ano beskriver at hun er f.eks. så ville jeg i hendes sted bide skruk-heden i mig lidt endnu og fokusere på at blive rask / velmedicineret inden jeg satte gang i projekt baby.

I mine ører lyder det lidt som om du er så meget i forsvarsposition at du næsten siger at depression INGEN konsekvens har for mor-barn kontakten overhovedet?

Du læser godt nok noget helt andet ud fra det anonym skriver, end jeg gør. Så vidt jeg forstår anonym....

Hun er jo ikke ubehandlet.... jo lige nu, fordi hun er stoppet med pillerne, men så vidt jeg kan forstå skriver hun netop og spørger, hvad der vil være mest fornuftigt... piller under graviditet eller ej.

Og når hun tager medicinen har hun det jo godt...ligesom du og jeg, og folk uden depression. Alle kan jo blive kede af det, så børnene kan mærke det...depression eller ej...

Rosa skriver:



Det er på ingen måde det jeg mener!

Det jeg siger er, at jeg bl.a. gennem min uddannelse og i mit arbejde som interviewer for netværksfamilieprojektet har hørt en masse historier om folk som er vokset op med depressive forældre som havde de allerbedste intentioner, men hvor sygdommen alligevel har sat sine spor i deres børns opvækst. (Når vi nu skal ind og snakke om hvilket grundlag jeg udtaler mig på - hvilket du bragte op - ikke jeg).

Jeg mener ikke at man skal afholde sig fra at få børn fordi man har HAFT en depression. Jeg mener at man skal vente med at planlægge dem til man er enten rask eller medicineret således at man kan tilbyde sit barn de allerbedste vilkår overhovedet. - Kan nogen mon være uenig i det?

Jeg kender ingen af jer og det er så vidt jeg husker første gang jeg har svaret på et indlæg i denne gruppe, så jeg sigter ikke efter nogen herinde personligt. Men det er nu mit indtryk at mange depressive kvinder har ønsket om at få børn, præcis som alle andre. Forskellen er at disse kvinder på mange måder ikke ER som alle andre, i og med at de har en depression. Og så vil jeg bare påpege at depression i høj grad KAN gå ind og påvirke kontakten mellem mor og barn alvorligt - ellers ville der vel ikke være skrevet tykke bøger om emnet og lavet et utal af studier som dokumenterer det?

Så er min holdning at hvis man er syg som ano beskriver at hun er f.eks. så ville jeg i hendes sted bide skruk-heden i mig lidt endnu og fokusere på at blive rask / velmedicineret inden jeg satte gang i projekt baby.

I mine ører lyder det lidt som om du er så meget i forsvarsposition at du næsten siger at depression INGEN konsekvens har for mor-barn kontakten overhovedet?

Jeg er glad for du skriver "eller velmedicineret", det var lidt det jeg faldt over i dit tidligere svar, at det lød som du mente at man skulle være rask. For det er jo desværre ikke alle der kan være/blive rask uden at skulle have medicin resten af livet.
Ellers synes jeg alt du skriver er fuldstændig rigtigt.

Hilsen Tina (velmedicineret i nu omkring 8 år)