Lykkepiller under graviditet

Til Rosa og Diana....

Jeg er ikke til bunds med min depression og kommer det nok heller aldrig. Jeg har brug for medicin.... Men det gør mig da ikke til en dårlig mor!!

Jeg har det fint, når jeg får medicin, og jeg er mere lykkelig nu end jeg nogensinde har været før.... så sådan kan i ikke stille det op. Det er meget individuelt.

Det kan da godt være at det er individuelt - men er det ikke en rimelig risikabel chance at tage?!

Nu kender vi to ikke hinanden så jeg ved ikke hvordan din historie har været MEN: Bare fordi du er heldig og klarer det godt så er der et hav af eksempler og historier om hvor svært det kan være at vokse op med en depressiv forælder. Der findes et utal af støttegrupper til børn med depressive forældre og gud ved hvor mange terapigrupper for folk som har massive problemer fordi de er vokset op i en sådan familie -

Det er altså ikke noget jeg finder på for at få ret! Det er en realitet at en stor gruppe af børn af depressive forældre (hvor søde, intelligente, sygdomserkendende, sympatiske, ansvarlige, velmenende og kærlige disse mennesker ellers er) får psykiske men i deres liv, får ubehagelige oplevelser under opvæksten som direkte følge af forælderens depressionen osv. osv. osv. (skal jeg uddybe??) En depression er ikke noget folk bare lige kan sætte sig ud over fordi man bliver mor - hvor meget de end gerne ville - så ville de historier og støttegrupper m.m. slet ikke eksistere.

Så jeg tror sørme du hører til mindretallet af de depressive mødre hvor barnet slet ikke mærker noget til din depression eller får men af den...

 Tusind tak for dit svar bondepigen.
Jeg kunne ikke have sagt det bedre. Jeg vil altid have en depression, pga. mord af min far og min brors selvmord, ligeledes har jeg oplevet meget psykisk og måtte fjernes hjemmefra af OUH for at få et normalt liv.

Når jeg tager min medicin mærker jeg intet til min depression, også derfor min kæreste gerne ville have børn med mig da jeg tog dem, men sagde som han gjorde da jeg jo var helt nede.
Han mente at jeg burde starte på dem igen.

Jeg er velfungerende, selvstændig siden jeg var 15, boet for mig selv i mange år, fast arbejde, har taget uddannelse og har hund på 2½ år.
Min kæreste er ligeledes selvstændig, med indtægt, ansvarsfuld og som i kan hører meget realistisk.

Når det er sagt, ja.. en svær depression uden nogen former for hjælp kan meget vel have meget at have sagt, min mor led af en svær depression og ville ikke indrømme det. Det gik ud over os børn - vi måtte klare meget selv og tage "imod" meget psykisk fra hendes side.

Jeg vil ikke begå samme fejl som min mor - men modsat hende ser jeg indad og indrømmer at jeg har en depression og vil gøre alt for at arbejde med den.

Grunden til jeg havde det dårligt, var fordi jeg ikke tog min medicin, fordi jeg gerne vil holde pause med det, for barnets skyld.
Derfor holder tanken om hvorfor jeg stoppede (nemlig det at få barn) mig oppe.
Jeg trappede ikke ordentlig ned med min medicin, og det gør man ryger helt ned, men allerede nu er jeg ved at komme op igen.

Ingen udefra tror jeg har en depression og mange ved det ikke. Når jeg har fortalt det til enkelte, tror de til at starte ikke på mig.
Jeg er en utrolig livsglad kvinde, der altid forsøger at se tingene positivt, jeg har set bagsiden af den her verden, alt det grusomme og sågar oplevet det på egen krop.

Men blot fordi det har givet nogle minder jeg skal have bearbejdet (og som jeg har gjort meget - er nået langt) mener jeg på ingen måde at jeg vil være en dårlig mor, mine omgivelser mener derimod at jeg da burde blive mor. Jeg gav flaske første gang til et barn da jeg var 4 år og knap kunne holde barnet. Og har passet børn lige siden.
Ja, jeg har ikke haft en heldig start på livet, men hvorfor lade det ødelægge og påvirke resten af mit liv?

Jeg forsøger dog at tage tingene roligt (selvom lysten til børn er stor) Jeg vil vide så meget jeg kan. Derfor er jeg også her på siden og følger de forskellige, for at få et realistisk syn. Både med økonomi, faderes rolle, og som her medicin og meget andet.

Jeg ønsker jo at være en god mor, og det falder mig naturligt.
I det daglige arbejder jeg sågar med handikappede børn.
Jeg forsøger at forberede mig og resten af "familien" bedst muligt på det, og vi har sågar lejet rækkehus med børneværelse, og børnevenlige omgivelser/miljø, væk fra byen,,,

 Håber det hjælper jer til bedre at kunne se det fra min side. Jeg kan se at jeg måske ikke forklarede mig godt nok i mit første indlæg...

Puha - sikke et hårdt liv du har haft   Jeg kan forstå at du som de fleste andre drømmer om børn og familieliv - heeelt naturligt! Men det ændrer jo ikke på at du ER syg - deprimeret og du skriver at du måske aldrig bliver depressionen kvit. Ville du vælge at få børn hvis du havde kræft f.eks.? Eller HIV som man kan leve med men aldrig blive kvit? Depression er en sygdom som påvirker ens personlighed og de briller man ser på verden med...

Et spørgsmål:
Du siger at alle omkring dig opfordrer dig til at få børn - at du altid er glad og positiv udadtil, at ingen ved første øjekast tror på at du har en depression og at selv folk der kender dig har svært eved at tro det. Det kunne tyde på at du er en pige som er temmelig privat omkring din sygdom. Dog kender din kæreste til den og det tyder på at du læsser af hjemme i trygge omgivelser. Hvordan vil det føles når du ikke længere kan læsse af på samme måde derhjemme og tude osv.?

Et andet spørgsmål: Går du i anden behandling end medicinsk? Det lyder som om du har nogle ting som er rigtig svære at bære rundt på og som kommer op til overfladen og tydeligvis påvirker dig

Jeg kan absolut godt forstå det du siger, Rosa. Og mener også som hovedregel, at det er bedst at komme ud af sin depression før man får børn, og det kommer man kun ved at fortsætte på medicinen indtil man er "rask".

MEN, har man en depression er det, i hvert fald ved de værre depressioner, fordi hjernen ikke producerer de signalstoffer der kan give os glæde, opstemthed osv., og det medicinen gør er så at få gang i produceringen af disse signalstoffer, men det er en meget langvarig proces, og det er faktisk ikke alle, som nogensinde bliver i stand til selv at producere disse signalstoffer igen, nogle er nødt til at være på medicinen resten af deres liv, ikke fordi de HAR en depression, for de kan godt være raske (eller så raske som de nogensinde bliver), men hvis de ikke får medicinen, så ryger de lynhurtigt i en depression igen, fordi kroppen straks mærker at den mærker de signalstoffer igen.

Og til dig anonyme, så ved jeg ikke om du ved det. Men der er et par ting du selv kan gøre for at hjælpe produceringen af disse signalstoffer. Den ene er motion, motionering kan nemlig hjælpe til det, specielt udendørs motion - fx en gåtur i en skov eller noget. Og en anden ting der er super er havearbejde, ikke hækkeklipning og alle disse ting, men at sidde og rodde i JORD med dine bare hænder. Der er nemlig nogle bakterier (mener det er bakterier i hvert fald!) i jorden, som går ind og går ind og højner produceringen af de manglende signalstoffer. Så hvis du ikke har en urte/køkkenhave ville det absolut være en idé for dig. Og bor du i lejlighed så overvej en kolonihave.

Og hvis jeg var dig, så ville jeg starte på medicinen med det samme igen og holde dig fra bare pludseligt at stoppe, det skal komme som en langsom nedtrapning - og helst i samråd med din psykiater - og KUN når du er klar til det. Derefter ville jeg gå til min læge for at høre, om lige netop sertralin er farligt for barnet at tage, hvis du skulle blive gravid, og er det det, så snak med din psykiater om at komme over på et andet præparat - der findes jo flere hundrede slags. OG så ville jeg kigge dybt ind i mig selv for at mærke efter om jeg fungerer helt normalt, når jeg er på medicinen, for gør jeg det, så ville jeg også kunne klare at få et barn, men går jeg og er meget ked af det og mangler livsmod, når jeg er på medicinen, så ville jeg arbejde med mig selv og gøre alt jeg kunne for at få det bedre, for, når det så lykkes, at gå igang med projekt baby. Jeg ville ikke ønske at sætte et barn i verden, hvis jeg ikke selv er 100% ved mod og har det godt med mig selv, så ville jeg vente, så jeg kunne give mit barn den bedst mulige start på livet, og den bedste forudsætning for en god barndom = gode forældre, som er glade for sig selv og glade for hinanden, for den glæde fører de nemlig videre til barnet

Rigtig meget held og lykke.

KH Thilde

Jeg har 2 sunde pigebørn, der er undfanget og båret i graviditeterne mens jeg har fået sertralin 100 mg. dgl. Desuden ammede jeg Anna på næsten 3 år, i et år, og jeg fuldammer lille Ida, på snart 5 mdr.
Alt sammen i samarbejde med min fine psykiater (har arvet min mors gener for depressioner).
Den person der ved mest om gravide og ammende mødre er en Psykiater der hedder Poul Videbech. Du kan evt. google ham.

Held og lykke med projektet.

Mette

hejsa.. jeg ville bare komme med min historie.

jeg er 22 år og er mor til mikkel som er 2 år gammel.

jeg er depressiv og har altid været det.. og efter jeg fik min søn kom jeg på lykkepiller..

men min søn bliver ikke påvirket af at jeg er som jeg er.. som jeg for resten på ingen måde skammer mig over. jeg har haft et meget meget hårdt liv.
og medicinen hjælper mig med at holde mig oppe..


men i bund og grund er det min mand og min søn jeg lever for..
ville aldrig vise min søn jeg var ked af det eller lign. jeg ved godt børn kan mærke disse ting på deres mor.. men alligevel.. jeg er som alle andre mødre men har bare nogle ting jeg kæmper med inden i.

jeg er bestemt ikke nogen dårlig mor vil jeg ikke mene og har aldrig fået andet af vide.

jeg kan ikke se hvorfor du ikke skulle blive mor.. selvfølgelig skal du i samråd med din læge få det medicin du må få under graviditeten.. men du kan blive lige så god en mor som alle andre..

undksyld mit lidt sure svar men blev sku lidt sur da jeg føler mig en smule trådt på idet der er nogen der mener at man ikke burde få børn når man er depressiv

altså nu siger jeg ikke at hvis man går rundt med selvmordstanker at man skal blive gravid og alt det der.. for det ville ik være hensigtsmæssigt.. men hvis man har det godt og er glad når man får sin medicin kan jeg ikke se hvorfor man ikke skulle gøre det

bondepigen skriver:

Til Rosa og Diana....

Jeg er ikke til bunds med min depression og kommer det nok heller aldrig. Jeg har brug for medicin.... Men det gør mig da ikke til en dårlig mor!!

Jeg har det fint, når jeg får medicin, og jeg er mere lykkelig nu end jeg nogensinde har været før.... så sådan kan i ikke stille det op. Det er meget individuelt.

Vi siger heller ikke man bliver en dårlig mor men hvorfor planlægge og blive gravid når man har det så skidt som man har det, hvad med alle de hormoner der køre rund i kroppen når man er gravid jamen det kan jo køre hende helt i bund. Man skal ikke får et barn fordi man tror at man får det bedre af det. Så helle gøre ALT for at blive rask og finde ud af hvorfor man har det sådan osv. 

Knus Diana der selv har haft en SLEM dep og ved hvordan det er, men kunne ALDRIG finde på at planlægge at blive gravid fordi man tror man får det bedre.

PS jeg er ikke en dag i tvivl om at du er en fantastisk mor.

Anonym skriver:


 Tusind tak for dit svar bondepigen.
Jeg kunne ikke have sagt det bedre. Jeg vil altid have en depression, pga. mord af min far og min brors selvmord, ligeledes har jeg oplevet meget psykisk og måtte fjernes hjemmefra af OUH for at få et normalt liv.

Når jeg tager min medicin mærker jeg intet til min depression, også derfor min kæreste gerne ville have børn med mig da jeg tog dem, men sagde som han gjorde da jeg jo var helt nede.
Han mente at jeg burde starte på dem igen.

Jeg er velfungerende, selvstændig siden jeg var 15, boet for mig selv i mange år, fast arbejde, har taget uddannelse og har hund på 2½ år.
Min kæreste er ligeledes selvstændig, med indtægt, ansvarsfuld og som i kan hører meget realistisk.

Når det er sagt, ja.. en svær depression uden nogen former for hjælp kan meget vel have meget at have sagt, min mor led af en svær depression og ville ikke indrømme det. Det gik ud over os børn - vi måtte klare meget selv og tage "imod" meget psykisk fra hendes side.

Jeg vil ikke begå samme fejl som min mor - men modsat hende ser jeg indad og indrømmer at jeg har en depression og vil gøre alt for at arbejde med den.

Grunden til jeg havde det dårligt, var fordi jeg ikke tog min medicin, fordi jeg gerne vil holde pause med det, for barnets skyld.
Derfor holder tanken om hvorfor jeg stoppede (nemlig det at få barn) mig oppe.
Jeg trappede ikke ordentlig ned med min medicin, og det gør man ryger helt ned, men allerede nu er jeg ved at komme op igen.

Ingen udefra tror jeg har en depression og mange ved det ikke. Når jeg har fortalt det til enkelte, tror de til at starte ikke på mig.
Jeg er en utrolig livsglad kvinde, der altid forsøger at se tingene positivt, jeg har set bagsiden af den her verden, alt det grusomme og sågar oplevet det på egen krop.

Men blot fordi det har givet nogle minder jeg skal have bearbejdet (og som jeg har gjort meget - er nået langt) mener jeg på ingen måde at jeg vil være en dårlig mor, mine omgivelser mener derimod at jeg da burde blive mor. Jeg gav flaske første gang til et barn da jeg var 4 år og knap kunne holde barnet. Og har passet børn lige siden.
Ja, jeg har ikke haft en heldig start på livet, men hvorfor lade det ødelægge og påvirke resten af mit liv?

Jeg forsøger dog at tage tingene roligt (selvom lysten til børn er stor) Jeg vil vide så meget jeg kan. Derfor er jeg også her på siden og følger de forskellige, for at få et realistisk syn. Både med økonomi, faderes rolle, og som her medicin og meget andet.

Jeg ønsker jo at være en god mor, og det falder mig naturligt.
I det daglige arbejder jeg sågar med handikappede børn.
Jeg forsøger at forberede mig og resten af "familien" bedst muligt på det, og vi har sågar lejet rækkehus med børneværelse, og børnevenlige omgivelser/miljø, væk fra byen,,,

 Håber det hjælper jer til bedre at kunne se det fra min side. Jeg kan se at jeg måske ikke forklarede mig godt nok i mit første indlæg...

Hold da op et hård liv, kan godt forstå du har det svært. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige andet en at sende dig en masse tanker og kram.

Knus