Enebarn?

Anonym skriver:

Tak for svar
Jeg går med lidt de samme tanker som dig, men har ikke lyst til flere børn hvis min mand ikke har overskud til det. Så er det jo ikke godt for nogen..

Det er jo helt klart en balancegang, for man skal jo ikke have flere børn, end man kan magte og har overskud til.

Nu er jeres barn jo meget lille endnu - i dit sted ville jeg ikke have stresset med tanken på søsken. Det første år kan være rigtig hårdt, og så orker man virkelig ikke tanken på flere uanset, men efterhånden når ting er enklere, og barnet er mere selvstændigt, kan lysten godt melde sig alligevel. Der er jo også en mellemting mellem et enebarn og så en stor børneflok.

Anonym skriver:

Jeg har også haft glæde af min søster, tvilling faktisk
Men forstår min mand 100% ikke sjovt at være glemt.. Og altid det sorte får, han er eneste dreng, og kan hverken lide sport eller snedker håndværkere som hans far går meget op i. Hm.

Mettefpigen skriver:

Man behøver jo ikke at være alene fordi man er enebarn, det kommer jo an på hvordan man er som person.... som sagt jeg er enebarn, min mor var alene med mig, vi havde mange familieproblemer med resten af familien.... men hun havde/har nogle super gode venner som var og den dag i dag er min familie :-)
Før 2 år siden blev min mor groft overfaldet med en økse og overlevede mirakuløst... hun lå i koma og respirator, jeg blev mor 11 dage før... jeg fik en depression og forholdet gik rigtig skidt.... stadig havde jeg ikke Brug for søskende, jeg fik støtte fra familie og venner...
Efter overfaldet stoppede støtten til hende fra hendes søskende....
Søskende behøver ikke altid at være godt... og enebørn behøver heller ikke at være skidt;-) tror meget af det kommer an på hvordan man bli'r opdraget og hvordan man generelt er som person....

Hm - det er jo umuligt at forholde sig til, om man i en given situation "havde brug for" søskende, for det er jo en rent teoretisk forestilling. Du kunne have haft en bror eller søster, der ville have været til kæmpe støtte for dig, og du kunne have haft en, der ville have skuffet dig enormt. 

Jeg synes ikke, man kan stille det op sådan, at man enten har brug for eller ikke har brug for søskende - de enebørn, der virkelig har savnet søskende, ved jo ikke, om det ville have givet flere sorger end glæder, og du ved ikke, om en søster eller bror havde været til kolossal glæde for dig. 

Det er lidt ligesom at spekulere over, om man hellere ville have været vokset op i Norge (bare et fjollet eksempel) - hvordan skal man kunne forholde sig til det, hvis man har det godt med at bo i Danmark? 

Så længe, man trives som enebarn eller som en ud af fem søskende, er tanker om alternativet ren teori. Dog kender jeg ikke nogen, som ligefrem ville ønske sig, at en bestemt bror eller søster slet ikke havde eksisteret, uanset skuffelser og sorger. 

Anonym skriver:

Jeg har også haft glæde af min søster, tvilling faktisk
Men forstår min mand 100% ikke sjovt at være glemt.. Og altid det sorte får, han er eneste dreng, og kan hverken lide sport eller snedker håndværkere som hans far går meget op i. Hm.

Det er meget trist for din mand - men det ville måske have været lige så svært at være enebarnet, som var "forkert" og skuffede sin far. 

lineog4 skriver:

Jeg har som barn ikke savnet søskende men ligesom man kan misunde en masse andre ting kunne jeg da godt misunde søskende altså lige til jeg så hvor irriterende de også kunne være 

Har set mange søskende forhold som voksen spændende fra bedste venner til man aldrig taler med hinanden. Jeg kan da godt misunde de der har et tæt forhold og ville ønske jeg havde nogen der var så tætte feks da min far døde - var mærkeligt at være den eneste der huskede min far som far. Men jeg misunder ikke dem hvor forholdet er svært for kan høre det er en kilde til sorg.

Jeg har selv fået en lille børneflok og jeg håber jeg giver dem gaven med at de får et godt forhold til hinanden. Jeg har aldrig været i tvivl om jeg ville have to børn (og så blev det til lidt flere), ikke fordi min egen barndom var skidt tværtimod men fordi jeg ønskede mig en familie med flere børn. 

Havde det endt med et enebarn ville jeg ikke synes det var synd for barnet men for mig - griner. 

 

Albertsen92 skriver:

Jeg ville aldrig undvære mine 2 søstre ihvertfald

Og regner ikke med at vores lille pige bliver enebarn. Når jeg tænker på hvor meget glæde jeg har haft/har, så ville jeg aldrig "byde" mit barn at være enebarn..

esioul skriver:

Jeg tror jeg har forenet mig med tanken om kun at skulle have en.

Men det er mere fordi jeg ikke ved om jeg kan klare det psykiske pres i fertilitetsbehandling 2 gange. Og der vil gå alt for meget overskud og energi fra den første.

Det er bare lidt af de tanker vi har gjort os.

 

Mor og meget mere skriver:

Hm - det er jo umuligt at forholde sig til, om man i en given situation "havde brug for" søskende, for det er jo en rent teoretisk forestilling. Du kunne have haft en bror eller søster, der ville have været til kæmpe støtte for dig, og du kunne have haft en, der ville have skuffet dig enormt. 

Jeg synes ikke, man kan stille det op sådan, at man enten har brug for eller ikke har brug for søskende - de enebørn, der virkelig har savnet søskende, ved jo ikke, om det ville have givet flere sorger end glæder, og du ved ikke, om en søster eller bror havde været til kolossal glæde for dig. 

Det er lidt ligesom at spekulere over, om man hellere ville have været vokset op i Norge (bare et fjollet eksempel) - hvordan skal man kunne forholde sig til det, hvis man har det godt med at bo i Danmark? 

Så længe, man trives som enebarn eller som en ud af fem søskende, er tanker om alternativet ren teori. Dog kender jeg ikke nogen, som ligefrem ville ønske sig, at en bestemt bror eller søster slet ikke havde eksisteret, uanset skuffelser og sorger.