Enebarn?

Anonym skriver:

Jeg kan godt se det når man bliver voksen i hvert fald, så man ikke ender op helt alene.. Og skal stå med alting selv, ved død osv..

Men ja, vi må tænke mere over det!

Tak for svar

Man behøver jo ikke at være alene fordi man er enebarn, det kommer jo an på hvordan man er som person.... som sagt jeg er enebarn, min mor var alene med mig, vi havde mange familieproblemer med resten af familien.... men hun havde/har nogle super gode venner som var og den dag i dag er min familie :-)
Før 2 år siden blev min mor groft overfaldet med en økse og overlevede mirakuløst... hun lå i koma og respirator, jeg blev mor 11 dage før... jeg fik en depression og forholdet gik rigtig skidt.... stadig havde jeg ikke Brug for søskende, jeg fik støtte fra familie og venner...
Efter overfaldet stoppede støtten til hende fra hendes søskende....
Søskende behøver ikke altid at være godt... og enebørn behøver heller ikke at være skidt;-) tror meget af det kommer an på hvordan man bli'r opdraget og hvordan man generelt er som person....

Mor og meget mere skriver:

Altså - jeg synes jo ikke, man skal få et barn udelukkende for at sikre, at førstebarnet ikke bliver enebarn. Når det er sagt, så har det været svært for min mand at være enebarn. 

Han har haft svært ved at lære at sætte sig selv i anden række og at lade andre få taletid. Det lærer man ikke på samme måde blot ved engang imellem at have venner på besøg. 

Han klarede sig ikke særligt godt i skolen og følte, at han skuffede sine forældre, og at han aldrig kunne få lov at gemme sig og være lidt i fred, fordi han stod for alle bekymringer. Han skulle lykkes - og det føler mange børn nok - men der var ikke andre end ham til at gøre sine forældre stolte (og få bekræftet, at de var gode forældre!) 

Hans far døde, da han var 18, og det bandt ham meget til hans mor, at der ikke var søskende til at dele lidt af ansvaret for at gøre hende glad med. Hun havde så heller ikke noget stort netværk, så det var i høj grad op til ham at sørge for, hun ikke var ensom. 

Hans mor døde, da han var 30, og da syntes jeg virkelig, han var alene i verden - heldigvis havde han så mig og sine børn, men alligevel. 

Nu har han jo været usædvanligt hårdt ramt af dødsfald, men generelt, når der var problemer i forhold til forældrene, var han særligt sårbar og alene. Han insisterede da også på - ikke, at jeg var uenig - at vi skulle have mere end et barn. Det hører jeg tit enebørn sige. 

Stadigvæk - det er en million gange bedre at være eneste barn end slet ikke at være - eller at skulle kæmpe om opmærksomheden fra forældre, der ikke har overskud. Det må ALDRIG blive familiepolitisk ukorrekt at få det antal børn, man nu engang finder bedst, så længe, man ikke overvurderer sine kræfter  - og heller ikke, hvis man synes, et barn er passende. 

Tusind tak for svar
Min mand har bare haft det svært i en stor søskende flok på 4, da der aldrig var hverken tid eller overskud.. Så det vil han ikke risikere vores barn/børn oplever.
Vi må se hvad tiden bringer, nu er vores søn også kun 1 år

Mettefpigen skriver:

Man behøver jo ikke at være alene fordi man er enebarn, det kommer jo an på hvordan man er som person.... som sagt jeg er enebarn, min mor var alene med mig, vi havde mange familieproblemer med resten af familien.... men hun havde/har nogle super gode venner som var og den dag i dag er min familie :-)
Før 2 år siden blev min mor groft overfaldet med en økse og overlevede mirakuløst... hun lå i koma og respirator, jeg blev mor 11 dage før... jeg fik en depression og forholdet gik rigtig skidt.... stadig havde jeg ikke Brug for søskende, jeg fik støtte fra familie og venner...
Efter overfaldet stoppede støtten til hende fra hendes søskende....
Søskende behøver ikke altid at være godt... og enebørn behøver heller ikke at være skidt;-) tror meget af det kommer an på hvordan man bli'r opdraget og hvordan man generelt er som person....

Det tror jeg også du har ret i
For selvom mine forældre har hhv. 3 og 6 søskende ser og snakker de mere med deres venner. Alt for mange familie konflikter..
Vi må se hvad der sker

Anonym skriver:

Wow, trilling
Min mand er fra en flok på 4 og hans forældre havde aldrig tid
Så han er bange for hans barn/børn ikke får nok opmærksomhed.
Hvilket jeg godt kan forstå, men ønsker jo ikke min søn bliver alene, når vi en dag ikke er her

Ja, så søskende har jeg nok af.
Mine forældre har faktisk været rigtig gode til, at give os alle sammen opmærksomhed, og det er jeg super glad for. Jeg har aldrig været jaloux på mine søskende, som jeg oplever mange andre søskendepar har.

Jeg ønsker heller ikke mine børn skal være enebørn, netop også som du skriver, vil jeg være ked af, hvis de er alene når vi engang ikke er her mere, og så havde jeg super meget glæde af mine søskende, både da jeg var lille og nu!

men jegkan godt forstå din mand, hvis ikke hans forældre har haft tid eller overskud til, at give alle børnene opmærksomhed. Det er en rigtig uheldig situation.

Min far er enebarn.

Det var ikke noget, vi tænkte så meget over, da vi voksede op. Han havde nogle venner, som jeg længe troede var mine onkler.

Det er først her de sidste 10 år, at bagsiden er blevet tydelig. Hans venner begyndte at falde fra pga en ulykke og sygdomme. Nu er der kun en tilbage. Hans far døde, da jeg var ti år. Efter det trådte han ret meget i sin fars sted over for sin mor  - hun har aldrig klaret at sætte sig ind i økonomien rigtig og ordne praktiske ting i huset selv f eks. Så efterhånden, som hun blev ældre og dårligere, lå der mere og mere på min far. Da hun så døde i fjor og var 96 år gammel, da stod han virkelig alene med det hele. Min mor og vi støttede jo det, vi kunne, men min mor har også bagefter sagt, at der var ting, han ikke klarede at dele med hende. Siden vennerne stort set var faldet fra, var der mange ting, han var den eneste, som kunne huske, og der var ingen at mimre sammen med. Det lyder måske som bagateller, men det tog hårdt på ham - og jeg tror ikke han var forberedt på, at det ville blive sådan heller.

Modsat med min mor, som er en af fire. Særlig sin ene bror har hun haft et meget anstrengt forhold til i åresvis. Men efter at min mormor døde (min morfar døde da jeg var helt lille) fandt søskene sammen igen, og nu har de fast en uges ferie sammen i min mormors gamle sommerhus hvert år alle sammen og har det fantastisk.

Livet er ikke statisk og det forhold man har til folk forandrer sig. Man kan jo slet ikke forudsige, hvad som vil være det bedste for ens barn - vil det få et fantastisk forhold til eventuelle søsken eller vil de være som hund og kat? Vil forholdene gøre, at det er tungt at stå uden søsken eller vil det slet ikke være et savn? Selv har jeg valgt ikke at have enebarn - både fordi, jeg har lyst til at have flere børn men også fordi, jeg ikke ønsker, at mit barn skal stå alene i verden. Jeg tror, det er vigtigt, at man vælger det, man selv føler er rigtigst, ikke det andre forventer af en. Man kan uanset ikke spå om fremtiden.

Lykke:) skriver:

Ja, så søskende har jeg nok af.
Mine forældre har faktisk været rigtig gode til, at give os alle sammen opmærksomhed, og det er jeg super glad for. Jeg har aldrig været jaloux på mine søskende, som jeg oplever mange andre søskendepar har.

Jeg ønsker heller ikke mine børn skal være enebørn, netop også som du skriver, vil jeg være ked af, hvis de er alene når vi engang ikke er her mere, og så havde jeg super meget glæde af mine søskende, både da jeg var lille og nu!

men jegkan godt forstå din mand, hvis ikke hans forældre har haft tid eller overskud til, at give alle børnene opmærksomhed. Det er en rigtig uheldig situation.

Jeg har også haft glæde af min søster, tvilling faktisk
Men forstår min mand 100% ikke sjovt at være glemt.. Og altid det sorte får, han er eneste dreng, og kan hverken lide sport eller snedker håndværkere som hans far går meget op i. Hm.

Ciss skriver:

Min far er enebarn.

Det var ikke noget, vi tænkte så meget over, da vi voksede op. Han havde nogle venner, som jeg længe troede var mine onkler.

Det er først her de sidste 10 år, at bagsiden er blevet tydelig. Hans venner begyndte at falde fra pga en ulykke og sygdomme. Nu er der kun en tilbage. Hans far døde, da jeg var ti år. Efter det trådte han ret meget i sin fars sted over for sin mor  - hun har aldrig klaret at sætte sig ind i økonomien rigtig og ordne praktiske ting i huset selv f eks. Så efterhånden, som hun blev ældre og dårligere, lå der mere og mere på min far. Da hun så døde i fjor og var 96 år gammel, da stod han virkelig alene med det hele. Min mor og vi støttede jo det, vi kunne, men min mor har også bagefter sagt, at der var ting, han ikke klarede at dele med hende. Siden vennerne stort set var faldet fra, var der mange ting, han var den eneste, som kunne huske, og der var ingen at mimre sammen med. Det lyder måske som bagateller, men det tog hårdt på ham - og jeg tror ikke han var forberedt på, at det ville blive sådan heller.

Modsat med min mor, som er en af fire. Særlig sin ene bror har hun haft et meget anstrengt forhold til i åresvis. Men efter at min mormor døde (min morfar døde da jeg var helt lille) fandt søskene sammen igen, og nu har de fast en uges ferie sammen i min mormors gamle sommerhus hvert år alle sammen og har det fantastisk.

Livet er ikke statisk og det forhold man har til folk forandrer sig. Man kan jo slet ikke forudsige, hvad som vil være det bedste for ens barn - vil det få et fantastisk forhold til eventuelle søsken eller vil de være som hund og kat? Vil forholdene gøre, at det er tungt at stå uden søsken eller vil det slet ikke være et savn? Selv har jeg valgt ikke at have enebarn - både fordi, jeg har lyst til at have flere børn men også fordi, jeg ikke ønsker, at mit barn skal stå alene i verden. Jeg tror, det er vigtigt, at man vælger det, man selv føler er rigtigst, ikke det andre forventer af en. Man kan uanset ikke spå om fremtiden.

Tak for svar
Jeg går med lidt de samme tanker som dig, men har ikke lyst til flere børn hvis min mand ikke har overskud til det. Så er det jo ikke godt for nogen..

Jeg har som barn ikke savnet søskende men ligesom man kan misunde en masse andre ting kunne jeg da godt misunde søskende altså lige til jeg så hvor irriterende de også kunne være 

Har set mange søskende forhold som voksen spændende fra bedste venner til man aldrig taler med hinanden. Jeg kan da godt misunde de der har et tæt forhold og ville ønske jeg havde nogen der var så tætte feks da min far døde - var mærkeligt at være den eneste der huskede min far som far. Men jeg misunder ikke dem hvor forholdet er svært for kan høre det er en kilde til sorg.

Jeg har selv fået en lille børneflok og jeg håber jeg giver dem gaven med at de får et godt forhold til hinanden. Jeg har aldrig været i tvivl om jeg ville have to børn (og så blev det til lidt flere), ikke fordi min egen barndom var skidt tværtimod men fordi jeg ønskede mig en familie med flere børn. 

Havde det endt med et enebarn ville jeg ikke synes det var synd for barnet men for mig - griner. 

 

Jeg ville aldrig undvære mine 2 søstre ihvertfald

Og regner ikke med at vores lille pige bliver enebarn. Når jeg tænker på hvor meget glæde jeg har haft/har, så ville jeg aldrig "byde" mit barn at være enebarn..

Jeg tror jeg har forenet mig med tanken om kun at skulle have en.

Men det er mere fordi jeg ikke ved om jeg kan klare det psykiske pres i fertilitetsbehandling 2 gange. Og der vil gå alt for meget overskud og energi fra den første.

Det er bare lidt af de tanker vi har gjort os.