skrivemaskine skriver:
Der er nogle markante forhold, der gør din dreng og min elevs situationer helt forskellige. Jeg fik eleven ind, da han var 15 år. Han kom fra en belastet familie med ret dårlige ressourcer.
Lærere havde givet op, og forældrene, særligt moren, var ikke samarbejdsvillige. Moren havde pakket ham ind i vat, skånet ham fra alt svært og krævede aldrig noget af ham. Det var jeg slet ikke enig i.
Mine elever var alle sammen specialelever, så undervisningen og kravene var naturligvis formet efter deres forudsætninger. De fik tydelige og kort beskrevne opgaver, med tre led ad gangen - fx find papir, blyant og slå op på side 13. De opgaver krævede jeg at han løste, også selv om at det tog en hel dag for ham. Jeg gjorde det aldrig for ham, men gentog opgaven lige så mange gange, han havde brug for det. Jeg gav ham taletid hver eneste dag, på lige fod med de andre elever. I de første fem mdr. sagde han intet, men han fik muligheden. Jeg blev ALDRIG sur på ham, og var meget opmærksom på aldrig at lade ham mærke min irritation eller frustration. Til gengæld anerkendte jeg ham for de ting, han gjorde godt. Flere gange om ugen, og helst hver dag, tog jeg snakke på tomandshånd med ham. Dvs. at jeg talte og afkodede hans ansigtsudtryk. Jeg forsøgte at være hans talerør og forsøgte at finde frem til der, hvor det gjorde ondt. For det gjorde uden tvivl ondt i ham, og det handlede især om at han følte sig ensom og manglede venner. Disse snakke var rigtig vigtige for ham, og selv om han ikke talte, lærte vi hinanden at kende og han fik tillid til mig. Lige pludselig en dag skete det utrolige; han havde hentet lærred, pensler og maling med kun én opfordring, og han sagde højlydt, hvad han ville male. De andre elever hujede og klappede ( de troede jo, han var stum) og jeg roste ham, måske overdrevent, men jeg var så stolt af ham, at jeg var lige ved at tude. Da han havde oplevet at kunne løse en opgave, lige så nemt som de andre, fik han selvtillid til at tale. Og så gik det stærkt. Han fik et par kammerater i løbet af en uge, og svarede - endda nogle gange i hele sætninger - når han blev spurgt om noget.
Han fik det bedre og bedre, og de andre elever fandt ud af at han faktisk var en rigtig sød og sjov fyr.
Jeg vil anbefale dig at tage imod tilbud om psykolog, det tager tid, men hav tålmodighed. Og hvis I ikke allerede har været hos PPR, så pres på og bliv ved med at presse på. Som lærer har jeg virkelig oplevet, at det nytter at presse på og ikke give op.
ppr har været inde over før(både ergoterput, talepædagog og psykolog
) og psykologen bliver også indkaldt til det næste møde, jeg var bare i tvivl om hvad de kunne hjælpe med, min dreng skal have alt den hjælp han kan få, så han få en god skole gang og det vil jeg også kæmpe for
og jeg må ærlige indrømme, at jeg beskytter også min dreng lidt for meget ind imellem, og jeg ved godt det ikke altid er lige godt, men jeg må sige at jeg bliver også lidt bedre til at give slip jo flere fremskridt han gør
og da jeg fik af vide til mødet at det ikke gik så godt, der havde jeg aller mest lyst til at tage ham med hjem, og beskytte ham, men jeg gjorde det ikke fordi at jeg også viste at det ikke ville være det bedste for ham
ja jeg kan god se at der er noget forskel (det vil der jo altid være) men havde håbet på du havde brugt nogen metoder, som måske også kunne hjælpe min dreng, men det er jo ikke alt det du har gjort som de kan bruge da de jo også har 22 andre elever (men det ved du jo
) det var også derfor jeg ville have ham på speciel skole hvis der havde været sådan en
lucas gør alle de ting de beder ham om som at tage madkassen, stille den i køleskabet og tage penalhus osv. han skal bare have en til at holde ham i hånden(og det gør de også gerne)
de snakker også med lucas hver dag og fordi at de ikke har kunne finde ud af hvad der var galt så har hun prøvet at spørge ind til forskellige ting hvor han bare nikker, så det hjælper ikke rigtig nå de gør det.
her hjemme sætter jeg også ord på de ting, jeg tror der er galt, og der siger han ja hvis det er det og nej hvis det ikke er rigtig, det er første gang han selv har sagt ordet at han er nervøs.
de har også et papir med forskellige andsigt udtryk (han er rigtig god til at læse andres ansigt udtryk. og der peger han hverdag på det samme at han er frustreret, men det passer jo også med det han sagde til mig.
og det med venner der vil han ikke selv han kan godt lege med andre børn herhjemme men gør det ikke ude, jeg tror det er hans angst der tager over der, desværrer
i denne uge har de emne uge, til mødet aftalte jeg med læren, at hvis han havde brug for det, kunne vi bare holde ham hjemme, da der ikke sker det samme i denne uge som der plejer.
de har delt begge 0 klasser op i et drenge og et pige hold, så de også bliver blandet lidt, og han har været inde i den anden 0 klasse sammen med hans lære, og han har selv fortalt at han har leget hele dagen(men selvfølgelig har han ikke leget hele dagen) så håber der måske sker et lille fremskridt igen, og er lidt spændt på hvad læren fortæller imorgen nå jeg henter ham fra skole
det blev lidt langt
