Hjælp mig - hvem har ret? (uenighed mellem far og mor)

FruJacobsen skriver:

I mine øjne behandler jeg heller ikke min partner godt ved at støtte ham i at behandle vores barn dårligt

Du skal jo heller ikke støtte ham,.. 

Du kunne jo når barnet så var lagt i seng, sige "hey jeg syntes bare slet ikke, at det der var i orden! kan vi ikke lige snakke om, hvad der lige gik galt.." Og så få hele situationen redt ud, og få set på hvordan i hver især anså det hele.. 

@BRUGER skriver:

Du skal jo heller ikke støtte ham,.. 

Du kunne jo når barnet så var lagt i seng, sige "hey jeg syntes bare slet ikke, at det der var i orden! kan vi ikke lige snakke om, hvad der lige gik galt.." Og så få hele situationen redt ud, og få set på hvordan i hver især anså det hele.. 

Ja, sådan kunne man også vælge at gøre det - men jeg ville vælge anderledes. Godnat

FruJacobsen skriver:

Ja, sådan kunne man også vælge at gøre det - men jeg ville vælge anderledes. Godnat

Og det skal du jo også bare gøre, hvis det er sådan du føler for det. Godnat. 

Aisha skriver:

Mor har ret!!!!
for det første har barnet været så tålmodig og ventet med at åbne chokoladen til det kommer hjem! Selv dette er en stor ting!! ! Også er det sygt vi kender fra os selv af at når vi er syge så er vi også lidt irriteret osv! Men barnet bliver straffet med at det ikke får chokoladen det er bare så synd! så ville jeg skide på min mand og havde endevendt hele huset og fundet det chokolade! Stakkels barn der måtte undvære fordi far bare skulle have sin vilje! Hvis det var min mand havde han fået det største møjfald han nogen sinde havde oplevet. Søde dig lov mig du forkæler hende imorgen ?

Helt enig. 

I mine øjne var den reaktion fra faren ikke retfærdig i det hele taget.

En ting er at ting kan blive fjerne/privilegier inddraget ved dårlig opførsel, men så skal der altså være kommet en advarsel først, så barnet ved, hvad det drejer sig om. Noget a la "Hvis du ikke tager jakken på med det samme, får du ikke din chokolade". At inddrage den med tilbagevirkende kraft uden advarsel er forkastelig og betyder vel bare, at barnet lærer, at det ikke kan stole på sin far, og næste gang er det bedre at spise chokoladen med det samme i stedet for at vente, som man bliver bedt om.

 

Anonym skriver:

Hej piger.

 

I bliver nød til at hjælpe mig med den her situation. Jeg er blevet voldsom uvenner med mit barns far fordi vi slet ikke er enige om hvordan man tackler en situation vi havde tidligere på dagen.

 

Sagen er den at vi har et sygt barn hjemme. (høj feber, men ellers glad). Vi er så på vej hjem fra pasning hos bedsterne, hvor barnet har været mens jeg har været på arbejde. På vejen hjem siger far at han gerne vil have en plade chokolade og vi giver selvfølgelig barnet lov til også at købe et lille stykke chokolade nu barnet er sygt.

Vi kommer ud i bilen igen og alt er godt. Barnet har fået sit lille stykke chokolade og bliver bedt og at vente med at åbne til vi er hjemme (2 min), hvilket barnet også gør uden brok.

Da vi så kommer hjem og parkere bilen hopper barnet ud. Far vil give jakke på og det vil barnet bare ikke have. (træt og ikke helt frisk). Han tvinger hende i jakken, for det skal barnet jo have på når det er sygt. Bagefter siger far så - nu får du ikke dit chokolade alligevel når du ikke ville tage din jakke på!

Barnet bliver selvfølgelig rigtig ked af det og græder helt vildt. Han gemte chokoladen inden så jeg heller ikke kunne finde det og give det til barnet, så nu har jeg puttet et ulykkeligt barn som ikke fik den chokolade som var lovet.

I min verden er det helt forkert at gribe situationen sådan an - man lover ikke og sætter derefter betingelser op og fratager igen. Jeg synes simpelthen det er så dobbeltmoralsk. Vi prøver at lære barnet man skal høre efter hvad der bliver sagt også gør han præcis det modsatte! Jeg kan mærke jeg koger af arrigskab og jeg kan bare ikke tale ham til fornuft for han synes det var den helt rigtige måde at gøre det på! Hjælp - hvordan ville i have handlet i situationen? Måske overreagere jeg, men jeg synes virkelig ikke man kan behandle et barn på 3 1/2 år på den måde!

Jeg synes det er en helt forkert måde at tackle situationen. Selvfølgelig lover man ikke noget for derefter at trække løftet tilbage som straf, det er bare slet ikke okay. 

I princippet er jeg enig i at man ikke skal tage opdragelsesdiskussioner foran barnet, men det havde jeg altså også gjort i det her tilfælde. Jeg havde ikke bare stået og set på mens mit barn blev behandlet uretfærdigt. Jeg havde insisteret på at løftet til barnet selvfølgelig skulle overholdes - de to situationer med jakken og chokoladen skal ikke blandes sammen, de har ikke noget med hinanden at gøre.

Derudover forstår jeg slet ikke hvorfor det skal være så vigtigt at barnet skal have jakke på når I holder foran jeres hjem (man bliver ikke mindre syg af at gå 50 meter uden jakke), men det er så en anden sag... 

Anonym skriver:

Hej piger.

 

I bliver nød til at hjælpe mig med den her situation. Jeg er blevet voldsom uvenner med mit barns far fordi vi slet ikke er enige om hvordan man tackler en situation vi havde tidligere på dagen.

 

Sagen er den at vi har et sygt barn hjemme. (høj feber, men ellers glad). Vi er så på vej hjem fra pasning hos bedsterne, hvor barnet har været mens jeg har været på arbejde. På vejen hjem siger far at han gerne vil have en plade chokolade og vi giver selvfølgelig barnet lov til også at købe et lille stykke chokolade nu barnet er sygt.

Vi kommer ud i bilen igen og alt er godt. Barnet har fået sit lille stykke chokolade og bliver bedt og at vente med at åbne til vi er hjemme (2 min), hvilket barnet også gør uden brok.

Da vi så kommer hjem og parkere bilen hopper barnet ud. Far vil give jakke på og det vil barnet bare ikke have. (træt og ikke helt frisk). Han tvinger hende i jakken, for det skal barnet jo have på når det er sygt. Bagefter siger far så - nu får du ikke dit chokolade alligevel når du ikke ville tage din jakke på!

Barnet bliver selvfølgelig rigtig ked af det og græder helt vildt. Han gemte chokoladen inden så jeg heller ikke kunne finde det og give det til barnet, så nu har jeg puttet et ulykkeligt barn som ikke fik den chokolade som var lovet.

I min verden er det helt forkert at gribe situationen sådan an - man lover ikke og sætter derefter betingelser op og fratager igen. Jeg synes simpelthen det er så dobbeltmoralsk. Vi prøver at lære barnet man skal høre efter hvad der bliver sagt også gør han præcis det modsatte! Jeg kan mærke jeg koger af arrigskab og jeg kan bare ikke tale ham til fornuft for han synes det var den helt rigtige måde at gøre det på! Hjælp - hvordan ville i have handlet i situationen? Måske overreagere jeg, men jeg synes virkelig ikke man kan behandle et barn på 3 1/2 år på den måde!

Hej TS, har kun læst dit primære indlæg her i tråden. Mere behøver jeg ikke. Svaret er:

DU har ret.

Ingen tvivl der. 

I mine øjne behandler jeg heller ikke min partner godt ved at støtte ham i at behandle vores barn dårligt

Det handler ikke om at støtte ham i at behandle barnet dårligt.

Det handler om at tage denne "konflikt" eller uoverensstemmelse på et andet tidspunkt. Far har sagt nej så er det nej og så gør man det anderledes en anden gang. Man begynder ikke at "gå mod ham" fordi man får ondt af barnet.

Min kæreste og jeg har til tider forskellige holdninger/synspunkter til opdragelse og at tackle situationer forskelligt. Nogle gange tager han ene og alene en beslutning i situatiationen, hvilket der skal være plads til da vi alle er forskellige. Men det er vigtigt for barnet at man som forældre / som et team har nogenlunde fælles fodslag. Derfor tænker jeg det er vigtig at tale om opdragelse osv tit/ofte (når barnet ikke er til stede) Barnet skal se/mærke at I arbejder sammen og og når mor siger nej så mener mor nej og far bakker op (også selvom han ikke lige er enig i situationen eller omvendt) Så tager man en snak om det bagefter. ALT andet synes jeg er respketløst.

Der er selvfølgelig foreskel på situationener men nu tager jeg udgangspunkt i TS situation.

Hos os ville det være foregået således:
Får chokoladen, vi kører hjem, barnet vil ikke have jakke på og vi ville sige: Hvis ikke du tager jakke på får du ikke chokoladen.
I min optik skal barnet vide, at der godt kan blive frataget noget men det er vigtigt at barnet ved at det kan s¨ådan så at barnet vælger det selv.

MorDk skriver:

Det handler ikke om at støtte ham i at behandle barnet dårligt.

Det handler om at tage denne "konflikt" eller uoverensstemmelse på et andet tidspunkt. Far har sagt nej så er det nej og så gør man det anderledes en anden gang. Man begynder ikke at "gå mod ham" fordi man får ondt af barnet.

Min kæreste og jeg har til tider forskellige holdninger/synspunkter til opdragelse og at tackle situationer forskelligt. Nogle gange tager han ene og alene en beslutning i situatiationen, hvilket der skal være plads til da vi alle er forskellige. Men det er vigtigt for barnet at man som forældre / som et team har nogenlunde fælles fodslag. Derfor tænker jeg det er vigtig at tale om opdragelse osv tit/ofte (når barnet ikke er til stede) Barnet skal se/mærke at I arbejder sammen og og når mor siger nej så mener mor nej og far bakker op (også selvom han ikke lige er enig i situationen eller omvendt) Så tager man en snak om det bagefter. ALT andet synes jeg er respketløst.

Der er selvfølgelig foreskel på situationener men nu tager jeg udgangspunkt i TS situation.

Jeg er helt enig i, at man som forældre er nødt til at have nogle fælles værdier og være enige omkring visse ting i behandlingen af ens børn.

Men som jeg har skrevet før, vil jeg ALDRIG tie eller se på, hvis jeg oplever, at mit barn bliver behandlet nedværdigende. Og det synes jeg er tilfældet i denne situation og jeg synes ærlig talt, at faren opfører sig temmelig barnligt ved ligefrem at gemme chokoladen for både mor og barn(!). I vores diskussion tror jeg, at du ser det fra farens perspektiv, mens jeg ser det fra barnets. Og så er der vidst ikke grund til at diskutere mere i en andens tråd