Er livet slut, når man får børn?

Frk-Anonym skriver:

LIVET GÅR IKKE I STÅ! 

Nogle mener det er hårdt at få børn, andre mener det er en ren leg... I må for guds skyld ikke lytte til folk, man er så forskellige alle sammen.. 

Jeg syntes SLET IKKE at det er hårdt at have barn, har en pige på 1 år, hun har simpelthen været SÅ nem, hele vejen igennem! 

Søvn får i intet af, sikke da noget vrøvl, det gør man altså.. Det er hvad man selv gør det til... :-) Der er nætter hvor barnet er rigtig ked og sådan er det, men søvn kommer til den der venter.  

Jeg har selv en veninde som ikke engang kan tage sit barn med ud at handle, fordi det er for hårdt, så hun handler når manden er hjemme til at passe barnet, det syntes jeg er noget værre fis... 

Jeg har både haft min pige med ud at handle, i fitness osv.  

 

Så for at berolige dig - Det er hvad folk selv gør det til..

Og held og lykke fremover. 

Noget af det, du siger er sandt, og noget reagerer jeg lidt på.

Vi har to børn. Den ældste sov stort set igennem om natten fra ca 4,5 mnd - bortset fra ved sygdom, tænder osv. De første måneder var hårde ang søvn, men vi kom jo snart ud på den anden side, så det gik egentlig helt ok.

Lillebror begyndte først at sove igennem ved 3,5 år. Til han var 2,8 var jeg oppe ca 6 gange hver eneste nat. Derefter bare 2 gange pr nat. Det kan slet ikke sammenlignes med nr en. Min korttidshukkomelse blev markant dårligere, min arbejdskapacitet og mit overskud ligeså. Og når man ikke er på barsel længere, kan man ikke lægge sig ned at sove om dagen, fordi man føler behov for det. Man kan heller ikke lægge sig kl 8 om aftnen, selvom man er færdig, for når børnene er i seng, er der altid ting, som må ordnes, for at hverdagen skal fungere. (Vasketøj, vasking af børnenes sko osv osv osv). Jeg har aldrig fortrudt, at jeg fik ham! - og jeg gør det igen, hvis mine børn har brug for det.

Men man skal være klar over, at om man får søvn, og hvor meget man får, i høj grad afhænger af barnet.

Er gravid 33+5, og har virkelig hørt ting som "det kan i ikke gøre når i får barn" igennem graviditeten.
En så lille ting som at tage på Bakken, have hunden inde i bilen, have hund i det hele taget (hallo, vi har valgt at anskaffe os en hund, og det ansvar vil vi have til hun en dag ikke kan mere, har ikke tænkt mig bare at smide hende væk fordi vi får barn), vi kører tit rundt til forskellige steder og går tur med vores hund, det kan man åbenbart ikke når man har barn heller. Faktisk skal man bare holde sig hjemme, sådan en ting som at handle kan man dårligt nok. Og mange andre ting...

Og så alle de andre med, hvor hårdt det bliver, søvn får man aldrig osv. Det skal lige siges jeg er klar over, det er hårdt at få børn, det er ganske overvejet inden vi begyndte at prøve.

Så er det jeg vil høre jer kloge mødre: er det så hårdt som alle siger? Går livet virkelig i stå, bare fordi man får børn?
Kom med jeres erfaringer. HVOR meget har jeres liv ændret sig?

Jeg tænker, at barnet skal indrette sig efter verden, og verden skal ikke indrette sig efter barnet. Til en hvis grænse.

Hmm, jeg er nok bare træt af at høre alt det negative, der er kun 2, der har sagt; glæd dig, det er skønt!

Jeg var overbevist om at mit liv ville ende den dag jeg fødte - det havde alle fortalt mig.

 

men de fik nu ikke ret i..

og nej det er altså ikke ligeså hårdt som mange siger (synes JEG) jo jo det er da hårdtl, men så er det altså heller ikke værre

 

og jeg havde/har en baby der sov MAKS 10timer i døgnet de første 4mdr af hans liv, de første 3mdr skreg han 6timer om dagen - men altså.. jeg synes nu ikke det har været voldsomt hårdt hverken for parforholdet eller mit normale liv

Noget af det, du siger er sandt, og noget reagerer jeg lidt på.

Vi har to børn. Den ældste sov stort set igennem om natten fra ca 4,5 mnd - bortset fra ved sygdom, tænder osv. De første måneder var hårde ang søvn, men vi kom jo snart ud på den anden side, så det gik egentlig helt ok.

Lillebror begyndte først at sove igennem ved 3,5 år. Til han var 2,8 var jeg oppe ca 6 gange hver eneste nat. Derefter bare 2 gange pr nat. Det kan slet ikke sammenlignes med nr en. Min korttidshukkomelse blev markant dårligere, min arbejdskapacitet og mit overskud ligeså. Og når man ikke er på barsel længere, kan man ikke lægge sig ned at sove om dagen, fordi man føler behov for det. Man kan heller ikke lægge sig kl 8 om aftnen, selvom man er færdig, for når børnene er i seng, er der altid ting, som må ordnes, for at hverdagen skal fungere. (Vasketøj, vasking af børnenes sko osv osv osv). Jeg har aldrig fortrudt, at jeg fik ham! - og jeg gør det igen, hvis mine børn har brug for det.

Men man skal være klar over, at om man får søvn, og hvor meget man får, i høj grad afhænger af barnet.

Helt enig. Hvordan kan søvn være hvad man selv gør det til, hvis ens barn vækker én hele tiden???

Der er en VERDEN til forskel på at have et barn der vågner mange gange om natten og et barn der sover igennem. Det erfarede jeg da min søn begyndte at sove igennem (da han var halvandet). Det er et voldsomt pres på ens psyke og parforhold ikke at få sovet ordentligt, specielt hvis barnet heller ikke sover lange lure om dagen, så man ingen mulighed har for at indhente.

Jeg har en veninde hvis søn på halvandet stadig er vågen fra kl. 2-4 cirka hver anden nat. Det er totalt drænende.

Jeg ville ALDRIG være min søn foruden, han er fantastisk og livet med ham er skønt. Men man må altså gerne være ærlig omkring at visse aspekter af forældrelivet ER hårde - og nej, der er ikke hvad man selv gør det til - det afhænger af hvilket barn man får.

modesty skriver:

Helt enig. Hvordan kan søvn være hvad man selv gør det til, hvis ens barn vækker én hele tiden???

Der er en VERDEN til forskel på at have et barn der vågner mange gange om natten og et barn der sover igennem. Det erfarede jeg da min søn begyndte at sove igennem (da han var halvandet). Det er et voldsomt pres på ens psyke og parforhold ikke at få sovet ordentligt, specielt hvis barnet heller ikke sover lange lure om dagen, så man ingen mulighed har for at indhente.

Jeg har en veninde hvis søn på halvandet stadig er vågen fra kl. 2-4 cirka hver anden nat. Det er totalt drænende.

Jeg ville ALDRIG være min søn foruden, han er fantastisk og livet med ham er skønt. Men man må altså gerne være ærlig omkring at visse aspekter af forældrelivet ER hårde - og nej, der er ikke hvad man selv gør det til - det afhænger af hvilket barn man får.

Og børn er forskellige og det afhænger ikke kun af forældrene - mi e 3 er vidt forskellige, både med ensom til søvn, appetit, kræsenhed, viljestyrke, social indstilling og jeg kunne blive ved. 

Fantastisk at få lov at opleve både fordi det er spændende at se et lille væsen med en stor personlighed finde sin plads, men også fantastisk fordi jeg nu aldrig vil sige: det er hvad man gør det til, kræsenhed kommer qua forældre osv 

Nå et sidsespring - det er skønt at få børn 

modesty skriver:

Helt enig. Hvordan kan søvn være hvad man selv gør det til, hvis ens barn vækker én hele tiden???

Der er en VERDEN til forskel på at have et barn der vågner mange gange om natten og et barn der sover igennem. Det erfarede jeg da min søn begyndte at sove igennem (da han var halvandet). Det er et voldsomt pres på ens psyke og parforhold ikke at få sovet ordentligt, specielt hvis barnet heller ikke sover lange lure om dagen, så man ingen mulighed har for at indhente.

Jeg har en veninde hvis søn på halvandet stadig er vågen fra kl. 2-4 cirka hver anden nat. Det er totalt drænende.

Jeg ville ALDRIG være min søn foruden, han er fantastisk og livet med ham er skønt. Men man må altså gerne være ærlig omkring at visse aspekter af forældrelivet ER hårde - og nej, der er ikke hvad man selv gør det til - det afhænger af hvilket barn man får.

Og børn er forskellige og det afhænger ikke kun af forældrene - mi e 3 er vidt forskellige, både med ensom til søvn, appetit, kræsenhed, viljestyrke, social indstilling og jeg kunne blive ved. 

Fantastisk at få lov at opleve både fordi det er spændende at se et lille væsen med en stor personlighed finde sin plads, men også fantastisk fordi jeg nu aldrig vil sige: det er hvad man gør det til, kræsenhed kommer qua forældre osv 

Nå et sidsespring - det er skønt at få børn 

Nej livet går ikke i stå, man laver bare andre ting eller laver de ting som du skriver med at tage på bakken, gå tur osv når det passer med den lilles lur..
Jeg vil være helt ærlig at sige at da jeg blev gravid tænkte jeg bare, når jeg så andre "ej hvor er det dejlig med familie livet" det sååå hyggeligt og naturligt og ihh de kære små..
Ja det er skønt og jeg elsker min datter overalt på jorden, skal ikke misforståes.. MEN hun er (ikke så meget mere) en meget følsom pige, alt har været på hendes præmisser og intet er kørt glidende! Ikke at nogen sagde det skulle være nemt, men når jeg ser på nogen andre i mødregruppen og veninder osv så er der godt nok STOR forskel på børn og hvordan de første år er!
Så nej livet går ikke i stå, man kan gøre det samme, men pludselig er dit fokus ikke på det som det var før i tiden.. så handler det om den lille også synes jeg ikke "man får det samme ud af det" som før i tiden.. Hvis du forstår? 
Altså min kæreste og jeg elskede køre impulsivt ud og lave noget.. eller bare gå en tur i skoven osv.. det kan vi stadig med den lille, men det bare slet ikke det samme som før i tiden alligevel.. 
Men så har du jo en lille 

Ciss skriver:

Noget af det, du siger er sandt, og noget reagerer jeg lidt på.

Vi har to børn. Den ældste sov stort set igennem om natten fra ca 4,5 mnd - bortset fra ved sygdom, tænder osv. De første måneder var hårde ang søvn, men vi kom jo snart ud på den anden side, så det gik egentlig helt ok.

Lillebror begyndte først at sove igennem ved 3,5 år. Til han var 2,8 var jeg oppe ca 6 gange hver eneste nat. Derefter bare 2 gange pr nat. Det kan slet ikke sammenlignes med nr en. Min korttidshukkomelse blev markant dårligere, min arbejdskapacitet og mit overskud ligeså. Og når man ikke er på barsel længere, kan man ikke lægge sig ned at sove om dagen, fordi man føler behov for det. Man kan heller ikke lægge sig kl 8 om aftnen, selvom man er færdig, for når børnene er i seng, er der altid ting, som må ordnes, for at hverdagen skal fungere. (Vasketøj, vasking af børnenes sko osv osv osv). Jeg har aldrig fortrudt, at jeg fik ham! - og jeg gør det igen, hvis mine børn har brug for det.

Men man skal være klar over, at om man får søvn, og hvor meget man får, i høj grad afhænger af barnet.

Præcis.
Min datter på 4 sover oftest igennem nu, men min søn på 19 mdr har endnu aldrig sovet mere end to-tre timer sammenhængende.

Det ER hårdt at skulle stå op 6-8 gange pr nat og så stadig fungere dagen efter.
Man vænner sig til det, men det går netop ud over korttidshukommelsen og ens finmotorik.
Jeg har dage, hvor jeg aldrig ville sætte mig bag rattet på en bil, da jeg kan mærke, min reaktionsevne slet ikke er, som den burde være (og jeg tog kørekort da den lille var 7 mdr, så har endnu ikke prøvet at køre udhvilet. Havde sovet to timer natten før min køreprøve )

Jeres liv går da ikke i stå. I skal nok bare lære at prioritere anderledes når babyen kommer
Selvfølgelig kan man have hund, hvis hunden kan med barnet. Det sker desværre at unde IKKE kan med små børn og er det sådan er der kun en udvej, at skille sig af med sin hund. Mine forældres hund knurrede konstant af vores første barn, han skulle bare gå i retning af hunden, også selv om han var 3 meter væk, så knurrede hunden en del. Dette er direkte sprængfarlig kemi mellem barn og hund. Og i dette tilfælde besluttede min mor at mit barns ve og vel kom først. Hun turde simpelthen ikke lade dem være alene i et rum bare få sek. Det går ikke i længde.
Ang. Indkøb...jeg har ikke synderlig tit mine børn med. For det første er mine vørn trætte og gider ikke mere år de bliver hentet og for det andet går det hurtigere når de ikke er med. Tager F.eks ALDRIG i butikker med mine børn sent, som nogle folk der konsekvent tager deres børn med i Bilka kl 19 hvor de burde tulle rundt hjemmet nattøj, få læst godnathistorie og få børstet tænder, ikke rende i butikker.

Man kan sagtens tage på Bakken, men bare huske at ture planlægges efter barnets lur. I starten sover de en del, i hvert fald mange gør, så der er det nemt at tulle rundt.
Senere skal barnet måske have en 1-1 1/2 morgenlur. Der er man som regel hjemme eftermidagsluren kan måske være på 2-3 timer. Den får mine ofte også hjemme, da børns alfa og omega er en stabil hverdag.
Men i ny og næ har de taget den i barnevognen på turen. Dog bliver lurene altid ringere af at være gående og med støj omkring. Det sover mine børn ikke godt til.
Faste sengetider er VIGTIGT for børn. At man ikke konstant ødelægger deres rytme, de har det godt med den faste rytme, som F.eks kunne se sådan her ud for os med en baby.
Op kl 6
Morgenlur kl 8-9.30
Middagslur kl 12.30-15
I seng kl 19.

Spørger du de såkaldte eksperter handler børns trivsel i høj grad om nok søvn og at de får gode sengetider

Så vi tager ikke ud til venner til kl. 21 om aftenen, for de skal i seng kl 19, i weekenden dog kl 20 for de stores vedkommende mens den lille stadig skal holde sin rytme for at hun er glad og har det godt og får en god dag dagen efter også.
Så må man tage afsted alene og hygge sig mens en anden er hjemme hos ungerne så de stadig kan passe deres sengetid.
Man skal sørge for at finde sig en god barnepige hvis man ønsker at være social om aftenen som par, måske ikke i starten da mange babyer sover godt bare de er i vognen, men senere hen kan de vågne af et lille host

Min vurdering???
Tja, svært at sige, for mange ting vil ændre sig. És frihed som man kendte den forsvinder i og med man ikke bar kan sige, kom skat, U tager vi i biffen man kan sagtens tage ud at spise, men gør det tidligt, igen, så barnet ikke skal straffes for at forældrene vil være sociale, men Stadig kan komme i seng når det bør
Man kan sagtens rejse med børn, tage på Bakken, gå ture osv. Børn elsker at gå ture,a følge med fra vognene af snakke om ænderne eller bar se sig om.
Ang forældrenes søvn så er det svært at sige hvor smadrede i bliver. Men prøv en enkelt nat at indstille dit vækkeur til at vække dig hver 2-3 time, gå en tur på 5 min i huset og hop i seng igen, så får du et nogenlunde indblik i hvordan det KAN føles2 mine børn blev som små ammet hver 2-3 time de første 5-6 mdr. Så man kan risikere at være vågen mange gange om natten for at amme, lave flaske, skifte ble eller bare underholde et barn der ikke vil sove..den slags nætter havde vi mange af med nr 1. Han vågnede gennemsnitligt 10 gange fra kl 21-06. Og det var hver dag til han blev 10 mdr, så begyndte han så småt at sove igennem. Nr 2 sov bedre og jeg ammede kun kl 21-23 og kl 5-6. Allerede der var jeg et bedre menneske om morgenen

nu, i en alder af 6,4 og 1, sover de ofte stadig ikke helt igennem, ci er ofte oppe 1-3 gange om natten stadig, fordi de drømmer, skal tisse, er tørstige eller lign.

Barnet skal sådan set ikke indrette sig, i skal indrette jer og følge barnets rytmer, men man skal også Overleve i samfundet så bliver man nødt til at tage sine børn med ud at handle, så gør man det, bliver man nødt til at hente an far. 19 et sted gør man det. Tingene skal hænge sammen, men man skal vide at fra man sætter barnet til verden, så er man ansvarlig for at det trives og har det godt og det vil for mange medføre fravalg at ting man ellers kunne og gøre det på tidspunkter man som voksen synes er lidt øv, men som bare passer barnet bedst.
Jeg har da helt sikkert oplevet forældre der har fravalgt deres børns trivsel til fordel for dem selv, deres sociale liv, deres dårlige vaner, og ja, dårlig livsstil med forfløjne aftner hvor ungerne er ved at sene af træthed men hvor forældrene bare hygger videre og siger deres barn alligevel ikke er så god til at sove før kl 23....
Alt i alt er det et vald man tager som forælder, at sætte ens børns behov før sine egne. Men ofte er man heldig nok til at lave en god kombi så også forældrene kan føle livet er godt og mAn kan arbejde lid på parforholdet, for det kan være nødvendigt

Flødebollen skriver:

Den har vi også fået et par gange, og folk skal bare 

 

Jeg tænker det er fordi man der ikke har børn behandler deres hund som deres barn...lige indtil barnet kommer de elsker stadig deres hund, men kærligheden til barnet er bare meget større og vigtigere. Derfor kommer hunden frem over til at være i anden række og det SKAL den også være.
Men det før at man som forælder får mindre tålmodighed i ny og næ med ens lille babyhome. At den kommer og slikker babyen i ansigtet hele tiden mens man er nødt til at nej, det må du ikke. At den gerne vil ud og gå, men baby sover lur og du finde ud af at sover babyen først, så kan du ikke bare tage vognen med ud og gå, for så vågner babyen og luren er ødelagt. At hunden ikke skal være i sofaen, fordi babyen ligger der og ikke skal vælte sig i hundegræs's eller springe op på babyen osv osv osv.
Kender mange der har været turn igennem og heldigvis har de alle helt selv fundet en god balance hvor barnet kommer først og hunden bagefter, uden at det er gået helt galt. så for de fleste kommer hele møllen til at rulle ganske naturligt og hunden skal nok lære at indfinde sig med den ikke er centrum længere. Den er et flokdyr og trives rigtigt godt med ikke at skulle være vigtigst hele tiden, ikke at blive behandlet som rn baby, når først den har accepteret det bare er sådan fremover og nær babyen sover, så nusses og pusses der om vovsen hvis man stadig har energi tilbage el at mærke

Er gravid 33+5, og har virkelig hørt ting som "det kan i ikke gøre når i får barn" igennem graviditeten.
En så lille ting som at tage på Bakken, have hunden inde i bilen, have hund i det hele taget (hallo, vi har valgt at anskaffe os en hund, og det ansvar vil vi have til hun en dag ikke kan mere, har ikke tænkt mig bare at smide hende væk fordi vi får barn), vi kører tit rundt til forskellige steder og går tur med vores hund, det kan man åbenbart ikke når man har barn heller. Faktisk skal man bare holde sig hjemme, sådan en ting som at handle kan man dårligt nok. Og mange andre ting...

Og så alle de andre med, hvor hårdt det bliver, søvn får man aldrig osv. Det skal lige siges jeg er klar over, det er hårdt at få børn, det er ganske overvejet inden vi begyndte at prøve.

Så er det jeg vil høre jer kloge mødre: er det så hårdt som alle siger? Går livet virkelig i stå, bare fordi man får børn?
Kom med jeres erfaringer. HVOR meget har jeres liv ændret sig?

Jeg tænker, at barnet skal indrette sig efter verden, og verden skal ikke indrette sig efter barnet. Til en hvis grænse.

Hmm, jeg er nok bare træt af at høre alt det negative, der er kun 2, der har sagt; glæd dig, det er skønt!

Hej TS, har kun lige læst det første indlæg..

NEJ! Det er ikke specielt hårdt at have barn. -Altså forstået på den måde, at man kan rigtig meget af det samme, som man gjorde tidligere. Det meste kræver bare lidt planlægning (pakning af pusletaske, forholden sig til sovetider osv..).

Det der er hårdt ved at blive mor,- syntes jeg, - var at man blev en "ny" person. Altså det psykiske. Lige pludselig havde man alt at miste! En enorm skrøbelighed fra den ene dag til den anden. Dét, synes jeg, var en stor omvæltning.

Ét lille barn er ret nemt at håndtere. Det kræver eksempelvis jo kun en forælder at have det med på armen. Det bliver 100 gange hårdere, når man har to små..

Så kan forstå, hvis I blev advaret lidt mht. tvillinger eller pseudotvillinger. Men hvis I venter jer et enkelt sundt og raskt barn, kan jeg overhovedet ikke forstå hysteriet. - Ind af det ene øre og ud af det andet - er mit råd!

Glæd jer, det er det bedste!