Hvorfor ser man først sandheden efter et stykke tid??

Anonym skriver:



Lige som jeg skulle til at forberede maden fredag aften, ringede det på døren. Det var ham, han har selv nøgle så kunne bare være gået ind, men var godt klar over han havde skidt i nælerne. Han spurgte om han måtte komme ind og jeg svarede at det var han vist godt klar over han ikke måtte. Der har længe været problemmer med hans mobiltelefon at den kun sender/modtager det halve af beskederne, men han ville gerne vente med at skifte til hans abonnent udløb. Forklaringen var så at den var gået helt i sort og han åbenbart ikke havde modtaget de sidste beskeder fra mig. Jeg har selv undersøgt den og den virker ikke mere, han køber en ny mandag. Han var villig til at køre igen, men børnene havde opdaget ham, og især den lille som kun kender ham, kom løbende far far stort knus mm. Så det var lidt svært at sende ham væk,  i en ordentlig tone som ikke vækkede mistanke hos børnene fik han at vide at for fødselarens skyld kom han ind, men at vi bestemt havde mere at snakke om. Han havde en undskyld gave med til den store som han jo havde svigtet og tog uopfordret samtalen op med hende og undskyldte og forklarede. Weekende forløb i god ro og orden, fredag havde jeg tralvt med fødselsdagsklargøring, så han måtte underholde sig selv og lørdag var jeg for træt til at gide diskutere. I dag sover han hjemme da han altid møder midt om natten mandag. Men imorgen når børnene sover, skal vi have tingene snakket igennem og bliver han ved med at benægte problemmerne, ikke er villig til at ændre adfærd må jeg jo så overveje hvad jeg vil, men begge valg vil have store konsekvenser for min/børnenes fremtid - for som sagt den mindste kender kun ham og vil føle hun mister sin far, der vil jo ikke blive tale om samvær eller noget da han ikke er biologisk.

Nok vil den mindste midste hendes "far"... Men tror du ikke at hun hurtigt vil glemme ham, da hun jo ikke er så gammel igen...

Bare lige en tanke fra min side...

Trold skriver:



Nok vil den mindste midste hendes "far"... Men tror du ikke at hun hurtigt vil glemme ham, da hun jo ikke er så gammel igen...

Bare lige en tanke fra min side...

Muligvis, men nu får han en chance for at forbedre sig, tror allerede han har fattet alvoren, uden at vi har fået snakket endnu. For her i weekenden og idag har han været en helt anden. Her til aften skiftede han endda en "lorte"ble helt frivilligt mens jeg lavede mad, det er aldrig sket før. Tror faktisk kun han har skiftet hende engang hvor han passede hende alene og det var kun en "tisse"ble. Så han har set det røde advarselslys og gør virkelig en indsats og alle kan jo have en dårlig periode.

Diana... skriver:



 så enig 

Helt vildt enig

Dorte W. skriver:

Hele den historie var altså ikke gået hos mig.

Det lyder til at børnene er dine, men hvis han vil dig, må han da tage hele pakken, og man skal da ikke svigte på den måde.

Jeg kan ikke komme med råd, men jeg tror nu jeg ville tage en alvorlig snak med ham omkring de problemer.

Du skriver han er den bedste kæreste du har haft, men uden at være for hård, mener jeg faktisk, at noget af det du skriver der er alt andet en godt!

helt vildt enig

Anonym skriver:



Muligvis, men nu får han en chance for at forbedre sig, tror allerede han har fattet alvoren, uden at vi har fået snakket endnu. For her i weekenden og idag har han været en helt anden. Her til aften skiftede han endda en "lorte"ble helt frivilligt mens jeg lavede mad, det er aldrig sket før. Tror faktisk kun han har skiftet hende engang hvor han passede hende alene og det var kun en "tisse"ble. Så han har set det røde advarselslys og gør virkelig en indsats og alle kan jo have en dårlig periode.

hvordan gik snakken??? er jo helt nysgerrig

Jeg vil komme med et svar fra en anden vinkel.
Min mor har været samen med en "tidligere alkoholiker" de var sammen længe og den første tid var han simpelthen den bedste.
Han begyndte dog at ændre sig en smule, da de så hinanden til hverdag.
Han flyttede ind og tingene tog til. Pludselig blev der ikke overholdt aftaler, der blev ikke taget ansvar for noget, når min mor så virkelig sagde hårdt fra, så var han vildt sød i nogle dage - ind imellem længere. Men så var den gal igen..
Vi begyndte at finde øldåser ude i skuret, gemt blandt tingene. Når vi spurgte ham, nægtede han og løj - der var lige kommet en kollega forbi, og han kunne jo ikke andet end byde ham en øl i det gode vejr. Min mor og ham arbejdede dog i samme firma, og ingen havde været på besøg.
Til sidst gik det mere og mere ud over os "børn." Min mor forsøgte at beskytte ham for os, men hun holdt mest sig selv for nar.
Hun fik det dårligere og dårligere. Måtte selv ordne ting med hans familie og stod til sidst for alt.
Han inviterede folk med hjem og forventede samme aften at min mor selvfølgelig ville ordne mad....

Vi fandt ud af at når han havde sine gode dage, var det fordi han havde været ude i skuret eller ude på en køretur.

Min mor syntes det var noget af det bedste forhold, hvad hun dog ikke så, var at det forværrede mit forhold til min mor

Til sidst fik jeg hende til at forstå - jeg fandt alle flasker og forklarede deres skænderier - som jeg hørte dem.
Det åbnede hendes øjne og efter nogle måneder (der skulle jo samles mod) gjorde hun det forbi.
Hun er single nu, men er noget så lykkelig, og fortryder intet. Vores forhold er blevet bedre igen og hun skal ikke længere "dække" over nogen når han igen svigtede.

 Dette er set med et "barns" øjne. Hvordan har dine børn det?
Glem ikke at børn sagtens kan mærke når noget er galt og faktisk ind imellem kan have det bedre med "kun mor."

Jeg har selv været i forhold med en tidligere misbruger, ansvar ligger fjernt, at  der ikke er konsekvenser og at andre bare tager over hvor de svigter.

     Jeg har mødt tidligere misbrugere der var de dejligste mennesker, men umiddelbart lyder din kæreste ikke til at være kommet på rette spor endnu.
Jeg påstår ikke han drikker (dog kunne meget tyde på det -> kan ikke komme alligevel / må aflyse - er gerne når der er blevet drukket / "arbejdet længe" / "syg" osv.) men han har stadig den alkoholiske opførsel med sig ( intet ansvar, svigter, "det er ikke mit problem", den apatiske side er forsvundet lidt osv.)

Du fortæller at det er det bedste forhold du har haft - men det har du jo også sagt med dit nu næstbedste forhold - alligevel fandt du ham du har nu. Som er bedre.
Så hvem siger du ikke kan finde endnu bedre.
Du må ikke begrænse dig selv. Selvom det er let nok for os andre at sige - så tro mig, jeg har stået i dine sko og nu har jeg fundet den rette.
Den rette mand og far for dine børn, venter på dig derude. Hvorfor ikke tage det allerbedst tænkelige forhold frem for dit "det er det bedste jeg har haft"-forhold nu?


  Jeg ønsker dig og dine børn det bedst tænkelige...

kiwilouise skriver:



hvordan gik snakken??? er jo helt nysgerrig

Snakken gik godt, han kunne godt se han ikke kunne rede sig ud af/holde styr på alle sine søforklaringer, så måtte til sidst tage fuldt ansvar for det skete. Han undskyldte og lovede at det selvfølgelig ikke skulle gentage sig, Han mente så dog at jeg havde overreageret på en lille ting, men jeg forklarede ham at det kun var blusset op fordi han ikke med det samme tog ansvar og sagde undskyld men prøvede at tørre den af på mig og komme med dårlige undskyldninger og mindede ham om at vi jo faktisk havde haft snakken op til sommerferien, hvor han heller ikke havde taget så meget fri som først lovet. Så at det faktisk var anden gang jeg bad ham holde sine løfter og at jeg blev ekstra sur fordi det denne gang ramte mine børn. Det kunne han også godt se, men førte så også hen på at han faktisk synes jeg havde været mut og afvisende lige siden det med sommerferien og at det også havde påvirket ham, da det eneste positive i hans liv var mig og børnene og når han ikke følte han havde os blev han nervøs/mere ved siden af sig selv. Og der måtte jeg jo give ham ret, jeg har ikke været sur/negativ i den henseende at jeg har talt hårdt/grimt til ham eller behandlet ham dårligt, men jeg har holdt ham lidt mere ude i strakt arm fordi jeg var træt af det skete og længe har overvejet hvad det skulle føre til. Og fra det så skete igen kender i jo historien. Så vi blev enige om begge to at slå en streg over tingene og starte fra nul, Være mere opmærksomme på kommunikation og hinandens behov. For jeg blev da også sådan lidt hvis du har følt der har været problemmer længe hvorfor har du så ikke nævnt noget så vi kunne få det afklaret, men ved han er meget konfliktsky, vil hellere stikke sine venner, bror mm. en hvid løgn som tage en diskussion med dem. Det konfronterede jeg ham også med og sagde at jeg nok også havde fået lidt mistillid til ham, fordi jeg viste han var villig til at lyve for andre og også følte han gjorde det overfor mig i situationer hvor det kunne rede hans røv. Det kunne han ikke lide at høre og prøvede meget på at forsikre mig om at han godt viste der kun kom skidt ud af at lyve for mig, så det kunne han ikke finde på. Men jeg var så meget direkte og sagde at det er jo lige netop der du står nu, i lort til halsen, for jeg føler du har løjet, manipuleret mm. for at liste uden om problemmerne og bare håbe de blev glemt gik væk og sådan fungerer det ikke her. Han er meget ked af jeg føler sådan men nu er det ude og han ved jeg holder nøje øje med ham og at han lige så godt kan være ærlig.

I mellemtiden har jeg så også snakket med mine forældre, som jo kender ham, hvad I ikke gør ( no offense - og har selv startet tråden ), men synes måske vi er kommet lidt ud på et sidespor havde ingen intentioner om at afslutte mit forhold undrede mig bare over nogen ting, fik så lidt blod på tanden, men er kommet ned på jorden igen, nå men. Mor var meget direkte og sagde du finder altså ingen der er uden fejl/perfekt. Det ved jeg godt sagde jeg, men jeg gider heller ikke stå om 5 år og være ulykkelig fordi jeg har tilladt en masse / bare tilpasset mig og vænnet mig til noget, så jeg vil i det mindste have lov til at sige tingene til ham så han ved hvad jeg finder mig i og ikke, og så må han tage det som han vil. Nå ja jo det var vel også rigtigt, men hun synes bare jeg skulle passe på med at være for skrap, perfektionistisk så jeg fik skræmt alle væk. Hun var bare glad for snakken var gået godt og vi stadig var sammen, for hun/de har intet at udsætte på ham.

Og lige tilsidst for at ende alle spekulationer, har overhovedet ingen mistanke om at han drikker og mine børn har det fint, vi har aldrig skændtes så det er ikke noget de overværer og dette er den eneste gang han har svigtet dem. Og jeg dækkede ikke over ham jeg forklarede hende at han havde lavet en fejl og at jeg også havde sagt det til ham og ikke ville lukke ham ind inden hun fik en undskyldning hvilket hun fik, så vælger altid mine børn først. Og forklarer dem i børnehøjde hvad der foregår.

Anonym skriver:



Snakken gik godt, han kunne godt se han ikke kunne rede sig ud af/holde styr på alle sine søforklaringer, så måtte til sidst tage fuldt ansvar for det skete. Han undskyldte og lovede at det selvfølgelig ikke skulle gentage sig, Han mente så dog at jeg havde overreageret på en lille ting, men jeg forklarede ham at det kun var blusset op fordi han ikke med det samme tog ansvar og sagde undskyld men prøvede at tørre den af på mig og komme med dårlige undskyldninger og mindede ham om at vi jo faktisk havde haft snakken op til sommerferien, hvor han heller ikke havde taget så meget fri som først lovet. Så at det faktisk var anden gang jeg bad ham holde sine løfter og at jeg blev ekstra sur fordi det denne gang ramte mine børn. Det kunne han også godt se, men førte så også hen på at han faktisk synes jeg havde været mut og afvisende lige siden det med sommerferien og at det også havde påvirket ham, da det eneste positive i hans liv var mig og børnene og når han ikke følte han havde os blev han nervøs/mere ved siden af sig selv. Og der måtte jeg jo give ham ret, jeg har ikke været sur/negativ i den henseende at jeg har talt hårdt/grimt til ham eller behandlet ham dårligt, men jeg har holdt ham lidt mere ude i strakt arm fordi jeg var træt af det skete og længe har overvejet hvad det skulle føre til. Og fra det så skete igen kender i jo historien. Så vi blev enige om begge to at slå en streg over tingene og starte fra nul, Være mere opmærksomme på kommunikation og hinandens behov. For jeg blev da også sådan lidt hvis du har følt der har været problemmer længe hvorfor har du så ikke nævnt noget så vi kunne få det afklaret, men ved han er meget konfliktsky, vil hellere stikke sine venner, bror mm. en hvid løgn som tage en diskussion med dem. Det konfronterede jeg ham også med og sagde at jeg nok også havde fået lidt mistillid til ham, fordi jeg viste han var villig til at lyve for andre og også følte han gjorde det overfor mig i situationer hvor det kunne rede hans røv. Det kunne han ikke lide at høre og prøvede meget på at forsikre mig om at han godt viste der kun kom skidt ud af at lyve for mig, så det kunne han ikke finde på. Men jeg var så meget direkte og sagde at det er jo lige netop der du står nu, i lort til halsen, for jeg føler du har løjet, manipuleret mm. for at liste uden om problemmerne og bare håbe de blev glemt gik væk og sådan fungerer det ikke her. Han er meget ked af jeg føler sådan men nu er det ude og han ved jeg holder nøje øje med ham og at han lige så godt kan være ærlig.

I mellemtiden har jeg så også snakket med mine forældre, som jo kender ham, hvad I ikke gør ( no offense - og har selv startet tråden ), men synes måske vi er kommet lidt ud på et sidespor havde ingen intentioner om at afslutte mit forhold undrede mig bare over nogen ting, fik så lidt blod på tanden, men er kommet ned på jorden igen, nå men. Mor var meget direkte og sagde du finder altså ingen der er uden fejl/perfekt. Det ved jeg godt sagde jeg, men jeg gider heller ikke stå om 5 år og være ulykkelig fordi jeg har tilladt en masse / bare tilpasset mig og vænnet mig til noget, så jeg vil i det mindste have lov til at sige tingene til ham så han ved hvad jeg finder mig i og ikke, og så må han tage det som han vil. Nå ja jo det var vel også rigtigt, men hun synes bare jeg skulle passe på med at være for skrap, perfektionistisk så jeg fik skræmt alle væk. Hun var bare glad for snakken var gået godt og vi stadig var sammen, for hun/de har intet at udsætte på ham.

Og lige tilsidst for at ende alle spekulationer, har overhovedet ingen mistanke om at han drikker og mine børn har det fint, vi har aldrig skændtes så det er ikke noget de overværer og dette er den eneste gang han har svigtet dem. Og jeg dækkede ikke over ham jeg forklarede hende at han havde lavet en fejl og at jeg også havde sagt det til ham og ikke ville lukke ham ind inden hun fik en undskyldning hvilket hun fik, så vælger altid mine børn først. Og forklarer dem i børnehøjde hvad der foregår.

det er jo helt fantastisk glad for at i har fundet ud af det...

  Overskriften: "Hvorfor ser man først sandheden efter et stykke tid??"

Personligt tror jeg på, at forelskelse er en illusion om hvordan man ønsker et andet menneske skal være. Når man så lærer den "rigtige", at kende bliver man ked af det og skuffet idet denne ikke har levet op til den illusion man havde.

Vh M

Anonym skriver:



Ja det beskriver ham jo temmelig godt, ved bare ikke hvordan han opretholdt en facade i over et år, mens vi lærte hinanden at kende.

Min X-papfar var også alkoholiker.
Og min mor og jeg var hverken blinde eller dumme ...men HOLD DA OP hvor gik der lang tid, før problemet VIRKELIG gik op for os.

Er du klar over, hvor meget de kan og vil gøre, for at skjule deres hang, dække over problemerne og lyve ?!?!?!
Jeg er paf over at et voksent menneske kan vælge at leve sådan, og leve med så mange halve sandheder, at sandheden til sidst er så udtværet og svær at holde sig til ....en voksen mand!
Vi levede med ham i flere år, og i de første af dem var vi slet ikke klar over, hvor omfattende det var.

Engang var jeg vred og såret. Men idag har jeg allermest bare ondt af manden! ....Han er syg, og det vil han altid være.
Der er gået flere år nu, jeg ved at han er i et andet forhold og trives dér. Men han bliver aldrig andet end en ædru alkoholiker ....det ligger derinde, lige under overfladen. Og det vil det altid gøre!