At blive gift...Hvorfor?

SjeBets skriver:

Min mor blev gift med min stedfar fordi det var praktisk, han ville gerne have kirkebryllup og det helt store, det var lidt lige meget for min mor. Men hun gjorde han glad og de blev sikret.

 

Man kan godt sikre hinanden igennem en advokat til visse grænser. Men man står bare bedre som ægtefolk, plus når man er gift har man visse fordele som man kan flytte sit ubrugte fradrag til sin ægtefælle og så videre.

 

jeg har ikke selv et behov for at blive gift før da vi ikke have børn sammen og vi ejede ikke noget sammen. Men nu skal vi have et barn, så kan jeg godt se visse fordele i det. Og manden synes det er det som man bør gøre og bla bla bla, men så længe vi ikke engang kan blive enige om hvor henne det skal gøres så er det sat i bero lææænge.

 

Jeg har været til mange bryllupper i de sidste par år, og forstår egenligt godt at de her søde par vil fejre deres kærlighed og vise verden at de elsker en anden person så meget at de vil binde sig til dem via løfter og alt det nonsens.  Men jeg tror jeg selv ser på det alt for alvorligt til at jeg bare sådan springer ud i det.

ja kan godt følge dig, jeg synes det er et stort ansvar at gå ind i et ægteskab selvom man jo gør de ting i et forhold uanset hvad. Men det virker som et stort spring.

Mom skriver:

Vi blev gift i en tidlig alder (19 og 20 år), fordi vi elskede hinanden, fordi ville have en fremtid sammen. Blev gift på rådhuset, da jeg ikke er specielt troende, og ikke tror på "til døden os skiller". Vi er stadig gift og jeg elsker det! At vide at vi har vist vores kærlighed til omverden, og at vi ikke skal bekymre os mht arv hvis en af os dør ifht vores børn.

Det jeg ikke forstår er, hvorfor så mange gerne vil have og har børn sammen, men ikke vil forpligte sig til hinanden via ægteskab? Ved at have børn sammen er man forpligtet til hinanden resten af ens liv, også selvom forholdet skulle gå i stykker!

I min verden, er det altså lidt "fjollet" at man gerne vil have børn sammen men ikke ægteskab...

Ja men det er jo også et godt argument og som jeg også selv skriver så har man jo også det samme forhold i hverdagen om man er gift eller ej, så det kan jo virke fjollet. Jeg ved ikke hvad det er andet end jeg synes det er en stor mundfuld og jeg ved faktisk ikke om jeg reelt elsker et andet menneske så højt at jeg vil love ham alt det foran Gud, som jeg jo tror på hvis jeg ikke er sikker. Specielt efter at have fået børn synes jeg at kærligheden til en mand ændrer karakter og hvor jeg ved at mine børn vil jeg gøre alt for uden tvivl, så er jeg mere usikker med manden.

Jeg vil gerne være sikker på at han er en person jeg vil være bundet til for livet og selvom jeg har valgt at få børn med ham var jeg jo en anden og tænkte på en anden måde inden børnene kom. Så synes du har ret i dit argument men jeg elsker den frihed der ligger i at man ikke har bundet sig til et menneske mere end at man altid kan bryde forholdet uden at skulle igennem en skilsmisse.Det er noget psykisk mere end det er noget logisk tror jeg. For når man har børn sammen vil man jo altid have et forhold til hinanden på en eller anden måde.

Men ja det var tidligt i blev gift. Hvor mange år har I så været sammen? Det lyder dejligt og synes det er skønt når folk holder sammen på livets vej.

Christina A skriver:

å

Ja men det er jo også et godt argument og som jeg også selv skriver så har man jo også det samme forhold i hverdagen om man er gift eller ej, så det kan jo virke fjollet. Jeg ved ikke hvad det er andet end jeg synes det er en stor mundfuld og jeg ved faktisk ikke om jeg reelt elsker et andet menneske så højt at jeg vil love ham alt det foran Gud, som jeg jo tror på hvis jeg ikke er sikker. Specielt efter at have fået børn synes jeg at kærligheden til en mand ændrer karakter og hvor jeg ved at mine børn vil jeg gøre alt for uden tvivl, så er jeg mere usikker med manden.

Jeg vil gerne være sikker på at han er en person jeg vil være bundet til for livet og selvom jeg har valgt at få børn med ham var jeg jo en anden og tænkte på en anden måde inden børnene kom. Så synes du har ret i dit argument men jeg elsker den frihed der ligger i at man ikke har bundet sig til et menneske mere end at man altid kan bryde forholdet uden at skulle igennem en skilsmisse.Det er noget psykisk mere end det er noget logisk tror jeg. For når man har børn sammen vil man jo altid have et forhold til hinanden på en eller anden måde.

Men ja det var tidligt i blev gift. Hvor mange år har I så været sammen? Det lyder dejligt og synes det er skønt når folk holder sammen på livets vej.

Så bliv gift på rådhuset, der lover man ikke til døden Jer skiller :-)

Vi har været gift i lidt over 13 år, og har været sammen i snart 17 år :-)

Mom skriver:

Så bliv gift på rådhuset, der lover man ikke til døden Jer skiller :-)

Vi har været gift i lidt over 13 år, og har været sammen i snart 17 år :-)

Ok, det var jeg ikke klar over. Ja så har man da ikke lovet mere end man kan holde. 

Christina A skriver:

Ja det skal du da forhåbentlig en dag så. Så skal den rette mand bare dukke op.

jamen det er han, han er dukket frem og det er ham jeg holder godt fast i

B&J skriver:

jamen det er han, han er dukket frem og det er ham jeg holder godt fast i

Nå undskyld det fik jeg ikke lige fat i men det er jo bare ekstra godt at du har fundet ham. Så er det måske bare et spørgsmål om hvornår det sker.

Christina A skriver:

Nå undskyld det fik jeg ikke lige fat i men det er jo bare ekstra godt at du har fundet ham. Så er det måske bare et spørgsmål om hvornår det sker.

det er nok mere pengene skal være der for han vil gerne giftes det ved jeg da

Christina A skriver:

Ja er bare nysgerrig på grundene til at blive gift. Har lige overværet min vennindes vielse idag. Det var udenfor og ikke af en præst da hun ikke er troende på nogen måde. Synes mange af mine studievenninder og andre bekendte bliver gift i flæng og føler nogen gange, at det ligesom er som om det bare skal være sådan for at være rigtigt måske. 

Selv har jeg aldrig drømt som barn eller ung om at blive gift og selvom min kæreste og jeg har været sammen i over 12 år og har tre børn har jeg slet ikke lyst til at gifte mig med ham. For det første ændrer det jo ikke på det liv vi har nu at blive gift, det er mange penge at bruge på en dag (er måske lidt nærig hvad det angår), jeg bryder mig ikke om tanken om at tilhøre et andet menneske og er slet ikke sikker på at jeg kan leve op til ægteskabets præmisser for kan man klare al modgang uanset hvad det måtte være?

Måske ligger jeg for meget i det, men tænkte det kunne være interesant at høre hvad har ansporet jer der er gift til det og om det så også er alt det som i drømte om både bryllup og livet sammen efterfølgende? Min bror og hans kæreste har det ligesom jeg og vil heller ikke giftes selvom de har børn, hus og et langvarigt forhold på bagen. Så der er vel også nogen der heller ikke gør det "efter bogen" og I må da også gerne skrive hvorfor I hellere vil forblive ugifte.

Skal siges at min egen mor er blevet gift og skilt to gange og måske kan det også påvirke ens tilgang til det. Så fortæl endelig om jeres valg så en uforstående kan blive lidt klogere på al det gifteri.

Jeg har personligt som barn heller aldrig drømt om at blive gift. Men mine forældre var ikke gift, - og jeg kender flere som ikke "nåede" at blive gift, hvor den ene gik bort, og så stod den anden tilbage med KÆMPE problemer.
Bare se på Allan Simonsens familie der er efterladt tilbage, som ikke får en rød reje fordi de ikke var gift.
Jooo man kan da gå til advokat og betale en hele masse, og så kan man hvert år updatere sine papir for min 5000kr for at være sikker på at man nu HAR sikret hinanden, efter at den ene eller anden har købt eller vundet noget.

Så må jeg indrømme at et bryllup på rådhuset med en kjole til 500 kr er mere mig.

her var det af rent praktiske årsager.

jeg var gravid med vores fælles barn, og på den måde slap vi for en masse papir arbejde samtidig var det en hyggelige måde at forene vores familier på, så vi alle fik samme efternavn....og så fik jeg jo et ja fra min dejlige mand

Christina A skriver:

Ja er bare nysgerrig på grundene til at blive gift. Har lige overværet min vennindes vielse idag. Det var udenfor og ikke af en præst da hun ikke er troende på nogen måde. Synes mange af mine studievenninder og andre bekendte bliver gift i flæng og føler nogen gange, at det ligesom er som om det bare skal være sådan for at være rigtigt måske. 

Selv har jeg aldrig drømt som barn eller ung om at blive gift og selvom min kæreste og jeg har været sammen i over 12 år og har tre børn har jeg slet ikke lyst til at gifte mig med ham. For det første ændrer det jo ikke på det liv vi har nu at blive gift, det er mange penge at bruge på en dag (er måske lidt nærig hvad det angår), jeg bryder mig ikke om tanken om at tilhøre et andet menneske og er slet ikke sikker på at jeg kan leve op til ægteskabets præmisser for kan man klare al modgang uanset hvad det måtte være?

Måske ligger jeg for meget i det, men tænkte det kunne være interesant at høre hvad har ansporet jer der er gift til det og om det så også er alt det som i drømte om både bryllup og livet sammen efterfølgende? Min bror og hans kæreste har det ligesom jeg og vil heller ikke giftes selvom de har børn, hus og et langvarigt forhold på bagen. Så der er vel også nogen der heller ikke gør det "efter bogen" og I må da også gerne skrive hvorfor I hellere vil forblive ugifte.

Skal siges at min egen mor er blevet gift og skilt to gange og måske kan det også påvirke ens tilgang til det. Så fortæl endelig om jeres valg så en uforstående kan blive lidt klogere på al det gifteri.

Vi blev gift, så konen kan få de samme rettigheder som jeg har, når vores datter bliver født