At blive gift...Hvorfor?

havde gået med den tanke længe jeg aldrig ville blive gift for kun 3 i min familie er gift. og det er alle 3 på rådhuset.

har altid drømt om et bryllup i en kirke se mig selv som den heldige pige med ham jeg gerne vil dele med min side.... og ham jeg vil dele med min side har jeg og holder godt fast

og håber da af hele mit hjerte jeg bliver den heldige pige op af et kirkegulv en dag

Christina A skriver:

Ja den vigtiste grund bør jo være ønsket om at være sammen syns jeg også. Så det lyder da dejligt at det var jeres hovedårsag.

Men alt det praktiske som du nævner, kan man ikke løse det udenom giftemål? Det har vi i hvert fald gjort i en eller anden grad, men det er måske ikke helt fyldestgørende?

 

Ikke for os. Der er jo altid en tvangsarv, på trods af testamenter. (er hvad jeg har forstået) Og det kan jo blive en del af arven. Min mands pension og forsikring igennem arbejdet, kunne jeg kun få 50% af før vi blev gift, det resterende ville blive sat i banken indtil vores søn ville blive myndig. Og nu får jeg 100% af det. Og det ville jo have stor betydning i forhold til at kunne blive boende (ihvertfald i noget tid)

Men må indrømme at det er min mand der har forstand på det herhjemme og satte sig ind i det. Jeg syntes det var forvirrende

 

Min mor blev gift med min stedfar fordi det var praktisk, han ville gerne have kirkebryllup og det helt store, det var lidt lige meget for min mor. Men hun gjorde han glad og de blev sikret.

 

Man kan godt sikre hinanden igennem en advokat til visse grænser. Men man står bare bedre som ægtefolk, plus når man er gift har man visse fordele som man kan flytte sit ubrugte fradrag til sin ægtefælle og så videre.

 

jeg har ikke selv et behov for at blive gift før da vi ikke have børn sammen og vi ejede ikke noget sammen. Men nu skal vi have et barn, så kan jeg godt se visse fordele i det. Og manden synes det er det som man bør gøre og bla bla bla, men så længe vi ikke engang kan blive enige om hvor henne det skal gøres så er det sat i bero lææænge.

 

Jeg har været til mange bryllupper i de sidste par år, og forstår egenligt godt at de her søde par vil fejre deres kærlighed og vise verden at de elsker en anden person så meget at de vil binde sig til dem via løfter og alt det nonsens.  Men jeg tror jeg selv ser på det alt for alvorligt til at jeg bare sådan springer ud i det.

lineog4 skriver:

Havde det som dig og havde proklameret jeg først skulle giftes når vi havde råd til bryllupsrejse til Påskeøerne ;-)

Men ting ændrer sig - endda også for mig ;-) da min datter døde og vi skulle have gravsten ønskede jeg der kun skulle stå hendes navn men min mand insisterede på efternavn med begrundelsen: ellers er det som vi ikke inkluderer hende i familien - øhh men jeg hedder det jo ikke. Blandet med mit løfte til Lia den sidste nat om at kæmpe for vores familie og vores lykke det resulterede i bryllup.

Et bryllup som ikke var dyrt, brudekjolen en strop kjole fra indiska til 200, kørslen vores christiniacykel, maden selvgjort i vores hjem hvor gæster sad på gulvet, i stole og hvad som var. Der var en skøn rolig dag hvor jeg efter at have kendt min kære mand i 16 år fik sommerfugle i maven - ærligt jeg kunne gifte mig lidt oftere ;-)

Puha, ja det var en meget trist årsag  som man ikke lige påtænker.  Livet vælger nogen gange en anden vej for os end vi havde planlagt, så det kan jeg sagtens se gav mening på den måde. 

Det er da helt sikkert også muligt at gøre det til en rimelig pris hvis man ønsker det. Man hører bare så tit om hvor dyrt det er at holde bryllup, men det behøver det selvfølgelig ikke at være..

Vi blev gift i en tidlig alder (19 og 20 år), fordi vi elskede hinanden, fordi ville have en fremtid sammen. Blev gift på rådhuset, da jeg ikke er specielt troende, og ikke tror på "til døden os skiller". Vi er stadig gift og jeg elsker det! At vide at vi har vist vores kærlighed til omverden, og at vi ikke skal bekymre os mht arv hvis en af os dør ifht vores børn.

Det jeg ikke forstår er, hvorfor så mange gerne vil have og har børn sammen, men ikke vil forpligte sig til hinanden via ægteskab? Ved at have børn sammen er man forpligtet til hinanden resten af ens liv, også selvom forholdet skulle gå i stykker!

I min verden, er det altså lidt "fjollet" at man gerne vil have børn sammen men ikke ægteskab...

Præcis .. Havde aldrig troet på jeg nogensinde havde lyst til at gifte mig .. Mine forældre var ikke gift , så har aldrig rigtigt set op til nogle ..

Ja .. Og daniels familie er temmelig stor , så det blir et stort bryllup ..

Ja det kan godt være man tager det med sig det med ens egen forældre, men selvfølgelig kan ting ændre sig. Jeg har da også et meget stærkt ønske om en kernefamilie fordi jeg aldrig selv har haft en stabil far, så man kan også gøre det anderledes end det man har oplevet.

Men der er da potentiale for i får et skønt bryllup med stor familie og ja det kræver jo lidt penge uanset om man gør det billigt eller ej.

 

Vi elsker hinanden uanset om vi har papirer eller ej, men pga hus osv blev vi gift for at sikre hinanden og børnene i tilfælde af en af os skulle gå bort. Vi blev så gift i kirken da vielsen og velsignelsen betyder noget for mig

Bum bum, det "pæne" svar er vel ja? Men jeg ved det faktisk ikke Jeg er jo netop vokset op i et hjem hvor mine forældre "bare" har været forlovede, så har ikke haft et pres hjemmefra om det, ej heller drømt om det som lille

Søger ikke kun pæne svar.. Nej det er jo fair nok hvis det er grunden. Det er da også en udemærket grund. Nogen i min familie der havde været sammen siden de var 17 blev først gift da de var i 60'erne fordi de praktiske grunde tyngede meget. Så det er da legitimt nok. Vi ville jo nok også gøre det hvis ikke vi havde kunne løse de praktiske problemer med arv fx da vi jo har børn. så det da vigtigt.

B&J skriver:

havde gået med den tanke længe jeg aldrig ville blive gift for kun 3 i min familie er gift. og det er alle 3 på rådhuset.

har altid drømt om et bryllup i en kirke se mig selv som den heldige pige med ham jeg gerne vil dele med min side.... og ham jeg vil dele med min side har jeg og holder godt fast

og håber da af hele mit hjerte jeg bliver den heldige pige op af et kirkegulv en dag

Ja det skal du da forhåbentlig en dag så. Så skal den rette mand bare dukke op.

Ikke for os. Der er jo altid en tvangsarv, på trods af testamenter. (er hvad jeg har forstået) Og det kan jo blive en del af arven. Min mands pension og forsikring igennem arbejdet, kunne jeg kun få 50% af før vi blev gift, det resterende ville blive sat i banken indtil vores søn ville blive myndig. Og nu får jeg 100% af det. Og det ville jo have stor betydning i forhold til at kunne blive boende (ihvertfald i noget tid)

Men må indrømme at det er min mand der har forstand på det herhjemme og satte sig ind i det. Jeg syntes det var forvirrende

 

Ja tror også det tar mere end 10 min at sætte sig ind i og det er min tålmodighed nu heller ikke rigtigt til, men ja kan da godt forstå jeres grunde til at gøre det, så man er helt sikker. Det andet har sikkert nogen huller og hager man ikke helt kan gennemskue.