Jeg overforkæler mit barn:(

Anonym skriver:

Jeg er skam helt enig og den gang det også var i den størrelses orden var det fint, men problemet ligger jo i at jeg ikke kan styre mig. Før shoppede jeg overdrevent tøj og nu gør jeg det så i legetøj
Er end da begyndt at lyve om det

Lyve? Hvordan?

Anonym skriver:

Mit barn plager heller ikke. Siger blot det kunne jeg godt tænke mig mor, kan vi skrive det til julemanden?!
Og så er det mit moderhjerte smelter
Bare i denne uge har jeg købt et nyt telt, en store plade til at bygge LEGO duplo på og fordi vi skulle på standen og havde glemt sandlegetøj, købte vi lige en masse nyt.
Mit barn er 3 år.
Din dreng lyder skøn

jamen det er jo også det mit moderhjerte gør, daniel kan da også finde på mens vi går og kigger legetøj, ej mor hvor er den fin tak også tager han den men han siger da tak først ind i mellem er det okay men ind i mellem er penge pungen jo ikke lige til det..

idag fik han også lige noget nyt legetøj for 200kr og ja self skal de have noget nyt.

og i var på stranden havde glemt det i havde der hjemme jeg ville også købe noget nyt

du er jo bare en dejlig mor husk det også længe ens børn/barn kender forskel på i dag er det okay men det er det ikke i morgen

mor:) skriver:

Der er risiko for at de ikke synes det er specielt at få en gave. 

Får barnet sin vilje hele tiden, altså ikke kun i sammenhænge med gaver, så synes jeg det er problematisk. 

Ja, som overskriften lyder så har jeg et problem, jeg køber nemlig alt alt for meget til mit barn:-(
Jeg kan slet ikke stoppe. Mit barn har ALT ALT for meget legetøj, det er snart ved at overtage hele lejligheden
Det er minimum 2 gange om ugen mit barn får noget nyt. Endten er det mig(primært) eller far, eller familie eller venner.
Jeg har så svært ved at sige nej, hvis mit barn ytre ønske om noget, ikke fordi mit barn tigger specielt meget, men fordi jeg gerne vil give det alt des hjerte begære
Det er så fjollet og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Men når jeg siger nej, til noget føler jeg mig som jordens dummeste mor og ender med at købe det alligevel. Samtidig er min kæreste opvokset uden ret meget og synes derfor altid vores barn skal have store gaver til fødselsdag eller lign og føler efterhånden det hele er skruet helt vildt op. Med tiden ender vores barn jo med ikke at værdsætte værdien af en gave med mindre den har kostet en halv bondegård
Andre der har eller har haft samme problem?

Jeg ved godt det er forkert og det er ikke fordi jeg køber kæmpe store dyre ting, men det er små ting. Men det løbet jo op og hvis jeg ikke gjorde det hele tiden, så kunne jeg jo spare op til få men større gaver eller komme dem på min opsparing eller lign.

Håber ikke i vil dømme mig alt for hårdt

Ja, jeg kan altså ikke lade være med at tænke "hvorfor stopper du ikke bare med at købe ting hele tiden". Hvis det ikke er et direkte "shoppe-problem" du har, men kun skyldes at du vil give dit barn alt - hvilket ikke er muligt, så må du rette ryggen og sig nej. Ikke kun til dit barn, men måske mest dig selv.

Måske skal du finde ind til kernen for, hvorfor du tror at du er en dum mor, hvis dit barn ikke får alt hvad det peger på?

Personligt har jeg som sådan ikke en holdning til, hvad andre vælger at gøre, men vi køber ikke legetøj til vores datter hverken hver uge eller hver måned. Vi køber når vi kan se at hun reelt mangler noget eller er vokset fra legetøjet.

Børn skal selvfølgelig have legetøj og ting derhjemme så de kan være aktive, men for mig/manden er det ikke alfa omega at hun har ALT hvad der på hylderne i BR.

Når du selv ser et problem i det, så synes jeg selvfølgelig at du skal gøre noget ved det og tror ikke der er andre udveje end at sige NEJ og så se efter det reelle behov. Spørg dig selv hver gang " har barnet brug for det?" Sælg evt. ud af gammelt legetøj som barnet ikke bruger mere og køb derefter nyt, så er den dårlige samvittighed måske ikke så dårlig, fordi du bytter gammelt med nyt/nyere.

/Fenja

MorDk skriver:

Lyve? Hvordan?

Anonym skriver:

Om hvor meget jeg har købt og hvad. Eller prisen, fordi jeg i bund og grund skammer mig lidt

Ok... jamen så er der jo noget du skal "arbejde" med kan man sige...

Fenja09 skriver:

Ja, jeg kan altså ikke lade være med at tænke "hvorfor stopper du ikke bare med at købe ting hele tiden". Hvis det ikke er et direkte "shoppe-problem" du har, men kun skyldes at du vil give dit barn alt - hvilket ikke er muligt, så må du rette ryggen og sig nej. Ikke kun til dit barn, men måske mest dig selv.

Måske skal du finde ind til kernen for, hvorfor du tror at du er en dum mor, hvis dit barn ikke får alt hvad det peger på?

Personligt har jeg som sådan ikke en holdning til, hvad andre vælger at gøre, men vi køber ikke legetøj til vores datter hverken hver uge eller hver måned. Vi køber når vi kan se at hun reelt mangler noget eller er vokset fra legetøjet.

Børn skal selvfølgelig have legetøj og ting derhjemme så de kan være aktive, men for mig/manden er det ikke alfa omega at hun har ALT hvad der på hylderne i BR.

Når du selv ser et problem i det, så synes jeg selvfølgelig at du skal gøre noget ved det og tror ikke der er andre udveje end at sige NEJ og så se efter det reelle behov. Spørg dig selv hver gang " har barnet brug for det?" Sælg evt. ud af gammelt legetøj som barnet ikke bruger mere og køb derefter nyt, så er den dårlige samvittighed måske ikke så dårlig, fordi du bytter gammelt med nyt/nyere.

/Fenja

 

Anonym skriver:

Ja, som overskriften lyder så har jeg et problem, jeg køber nemlig alt alt for meget til mit barn:-(
Jeg kan slet ikke stoppe. Mit barn har ALT ALT for meget legetøj, det er snart ved at overtage hele lejligheden
Det er minimum 2 gange om ugen mit barn får noget nyt. Endten er det mig(primært) eller far, eller familie eller venner.
Jeg har så svært ved at sige nej, hvis mit barn ytre ønske om noget, ikke fordi mit barn tigger specielt meget, men fordi jeg gerne vil give det alt des hjerte begære
Det er så fjollet og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Men når jeg siger nej, til noget føler jeg mig som jordens dummeste mor og ender med at købe det alligevel. Samtidig er min kæreste opvokset uden ret meget og synes derfor altid vores barn skal have store gaver til fødselsdag eller lign og føler efterhånden det hele er skruet helt vildt op. Med tiden ender vores barn jo med ikke at værdsætte værdien af en gave med mindre den har kostet en halv bondegård
Andre der har eller har haft samme problem?

Jeg ved godt det er forkert og det er ikke fordi jeg køber kæmpe store dyre ting, men det er små ting. Men det løbet jo op og hvis jeg ikke gjorde det hele tiden, så kunne jeg jo spare op til få men større gaver eller komme dem på min opsparing eller lign.

Håber ikke i vil dømme mig alt for hårdt

Som jeg ser det, så overforkæler du ikke dit barn. Børn tager ikke skade af at få meget, men men men men du bør nok arbejde med det forhold, at du får det dårligt med dig selv, hvsi du siger nej...

Jeg synes du skal øve dig i at sige nej. Ikke som sådan pga. barnets tarv, men i første omgang for din egen skyld.

Du er en god mor, - uafhængigt af ja eller nej til et tilfældigt stykke legetøj!

Din værdi som mor ligger ikke i din købekraft og jeres barn er ikke i farezonen for at komme til at mangle noget. Den frygt kan I godt lægge på hylden. Han er ikke jer. Han er sin egen person, og I bør ikke lader jeres skygger falde på ham..

Held og lykke med afvænningen 

MorDk skriver:

Ok... jamen så er der jo noget du skal "arbejde" med kan man sige...

B&J skriver:

jamen det er jo også det mit moderhjerte gør, daniel kan da også finde på mens vi går og kigger legetøj, ej mor hvor er den fin tak også tager han den men han siger da tak først ind i mellem er det okay men ind i mellem er penge pungen jo ikke lige til det..

idag fik han også lige noget nyt legetøj for 200kr og ja self skal de have noget nyt.

og i var på stranden havde glemt det i havde der hjemme jeg ville også købe noget nyt

du er jo bare en dejlig mor husk det også længe ens børn/barn kender forskel på i dag er det okay men det er det ikke i morgen