Jeg kender to, som er i tilsvarende forhold og har det godt. Det generer mig ikke - men jeg tror, det er lidt mærkeligt for deres forældrer. I det ene tilfælde ved jeg, at hun brugte nærmere to år, før hun turde at satse på forholdet og flytte sammen med ham. De første år var meget turbulente, for hun var jo forelsket samtidig, som det ikke var det, hun havde set for sig selv i fremtiden. Han har to døtre omtrent på hendes alder. Men de er stadig sammen og begge ser ud til at have det godt med hinanden.
Jeg har også kendt til flere middelaldrende mænd, som har fået sig ung kæreste, hvor det bare har holdt i 1-2 år. Så har de enten byttet hende ud eller er gået tilbage til sin første kone igen. Den slags skræmmer jo, og folk lægger mærke til det. Det er ikke det, jeg selv ville ønske for min datter.
Men selvfølgelig findes der gode forhold med stor aldersforskel også. De har bare en ekstra udfordring Der vil jo være stor forskel i erfaringsgrundlag, omgangskreds og måske også måden, man ser hinanden på. Der kan let opstå en ubalance i magtforholdet mellem parterne, og man kan have helt forskellige ønsker for fremtiden. Jeg tror, det bliver ekstra vigtigt at snakke sine ønsker og forventninger igennem, så begge går ind i det med åbne øjne, og man ved, hvad man kan forvente af hinanden.
Hvis du er i et velfungerende og godt forhold: Lykke til med det hele og stå for det, du mener er det rette. Når venner og familie ser, at du har det godt, vil fordommene og ængstelsen efterhånden forsvinde - men en del af det skyldes helt sikkert kun, at de ønsker det bedste for dig (selvom det helt sikkert kan være hamrende irriterende).
Anmeld
