depressiv teenager

C-Dog skriver:

Jeg var selv teenageren med svær dep. Min mor kontaktede ikke nogle og tilsidst gjorde skolen det, desværre for mig så skolepsykologen og mine lærere, gav min mor ret i jeg bare skulle tage mig sammen og droppe mit pjat, for jeg var bare doven. I DK har vi det nemlig godt og slet ikke hårdt eller svært. :/ Jeg fandt min egen løsning i hash og vodka, så kunne jeg glemme det hele istedet for at føle det. Hvis dog bare nogen havde gidet lytte til mig. Men min mor var mere optaget af hvad alle andre skulle tænke.
Ring til lægen, så vigtigt! Lov mig dit barn får snakket med lægen!

åh din historie går bare lige i hjertet på mig

dagen i dag har været meget hård for os alle. mit barn har været hudløst ærlig omkring alle de følelser der er indeni. lige fra selvmorstanker til kriser hos barnets fader (noget vi har taget vare på) og her til aften er der stadig ikke ro på værelset. h*n har lige været oppe hos mig. h*n sad bare og græd og græd uden at kunne fortælle hvad der var galt, eller hvad jeg kunne gøre for at hjælpe.

det kan slet ikke beskrives hvor bekymret jeg er som mor. det er meget hjerteskærende at se sit elskede barn lide på den måde.

en snak med barnets klasselærer her til aften, gjorde mig ikke mere rolig. læren forstår min bekymring, men ser ingen grund til at gøre noget, da hun mener det er helt normalt for et teenage barn at føle så massiv en tristhed.

om end jeg godt ved at teenagere kan være meget følelsesladet, så er jeg på ingen måde tryg ved mit barns situation, og jeg har bestemt mig til at sende lægen en mail på mandag, for at se hvad de kan gøre.

Chancen skriver:

Det kan sagtens være, at alderen spiller ind. 

Men uanset hvad, så ville jeg tage til læge!  

Netop fordi den siger svær depression og dit barn er rigtig ked af det. 

Jeg pjækkede rigtig meget i 10., fordi jeg simpelthen ikke orkede at sidde og være ked af det i skolen.

 

h*n siger præcis det samme. h*n orker ikke at være ked af det mere.

Mor og meget mere skriver:

Der er desværre sjældent så meget hjælp at hente fra PPR, og jeg ville helt klart kontakte lægen, hvis jeg var dig. Jeg har selv brugt sundhedsplejersken, når jeg har haft elever med depressive symptomer - de er ofte lettere at få fat i end PPR og kan om ikke andet finde nogle at henvise til. Der er stor forskel fra kommune til kommune på, hvilket beredskab, de har til børn og unge med psykiske problemer, så det er svært at guide dig mere konkret, men mon ikke, læreren ved lidt om mulighederne? 

Jeg har haft mange elever med depressioner eller depressionslignende symptomer i 14-16-årsalderen, og min egen datter var helt ude i tovene de første teenageår. Det er sejt, mens det står på, men for langt de fleste letter det med tiden. Det behøver ikke at betyde, at den unge vil være kronisk depressiv - det er ofte en livskrise, kombineret med hormonelle forandringer, øgede krav og meget dybe tanker om store emner. 

jeg har snakket med læren her til aften, og hun mener ikke at mit barns problemer er svære nok til at der skal gribes ind.

jeg har så valgt at se det på en anden måde. så hvis stemningen hos mit barn ikke er blevet bedre på mandag, så kontakter jeg lægen.

her til aften har den været helt gal. mit barn kan ikke sove, og har lige siddet hos os og grædt og grædt. det er hjerteskærende.... og jeg synes bestemt h*n skal have noget hjælp.

l.kjoeller skriver:

det at det hele virker ligegyldigt er en alarmklokke. det at være skoletræt er ikke

enig

Lone Jakobsen skriver:

h*n siger præcis det samme. h*n orker ikke at være ked af det mere.

Nej /: Det er virkelig bare ikke sjovt at ha' det sådan! 

Men kæmpe , fordi du virkelig støtter dit barn så meget, og snakker med hende/ham. 

Den støtte følte jeg nemlig jeg manglede. 

Jeg tænker lidt, og ved ikke om det er nævnt, men hvor længe har det stået på ? 

Og så tænker jeg også lidt, det kan godt være at læreren ikke syntes det er slemt nok! Men dengang, når jeg endelig var i skole, så kunne jeg være rigtig god til at sætte en facade op.  Og jo flere gange at man skulle gøre det, jo bedre blev man! 

Der var heller ingen der bemærkede det hos mig af mine lærere. 

Lone Jakobsen skriver:

nogen der har erfaringer med depressive teenagere?

her er det mit barn på 14 år, som pludselig har ændret adfærd. jeg ved godt at det er naturligt for børn i den alder. men om dette er normalt, det er jeg ikke sikker på.

forleden måtte jeg konfrontere barnet med en anklage om pjæk. h*n indrømmede at det var sandt, og da jeg spurgte nærmere ind til det, brød tårerne frem. h*n græd og græd, sagde at ingenting gav mening længere, at der ikke længere var noget "drive" i skolen, og at lysten til livet simpelthen var væk. 

som mor må det bare være noget af det mest frygtelige man kan høre, og selvfølgelig satte det alle alarm klokke i gang.

men hvor normalt det for teenagere at have den slags tanker?

i en test for depression, scorer h*n alarmerende højt.

Chancen skriver:

Jeg tænker lidt, og ved ikke om det er nævnt, men hvor længe har det stået på ? 

Og så tænker jeg også lidt, det kan godt være at læreren ikke syntes det er slemt nok! Men dengang, når jeg endelig var i skole, så kunne jeg være rigtig god til at sætte en facade op.  Og jo flere gange at man skulle gøre det, jo bedre blev man! 

Der var heller ingen der bemærkede det hos mig af mine lærere. 

ja se der må jeg være dig svar skyldig.

jeg ved faktisk ikke hvor længe h*n har haft det skidt. nogle uger måske. 

jeg fandt først ud af det i går.

Martsbaby skriver:

Tag en snak med lægen. Min søster har været lige sådan, og det hjalp hende at få snakket om det

God bedring til dit barn!

tak skal du have det vil jeg prøve at gøre

Lone Jakobsen skriver:

tak skal du have det vil jeg prøve at gøre