mistet det først barn/foster

Jeg har en MA i oktober 2009 (opdaget på min fødselsdag) barnet var dødt i uge 8, men opdagede det i uge 11, fordi jeg havde en mærkelig fornemmelse!

Jeg blev gravid med vores datter i næste cyklus.

Selve oplevelsen var hård, men fordi jeg blev gravid så hurtigt igen, så overskyggede håbet om en vellykket graviditet, sorgen over den mislykkede!

Jeg læste om en kvinde, som havde mistet utallige gange - hendes måde at "overleve" på, var tanken om at de børn hun skulle have, var forudbestemt og når hun så mistede, så var det tegn på at børnene ikke var klar endnu! Den filosofi synes jeg er SÅ fin, for det betyder jo at jeg ikke mistede et barn, men blot skulle vente et par mdr ekstra på vores skønne datter!

Et andet argument, som jeg har brugt overfor mig selv, har været at hvis ikke jeg mistede, så ville Camille ikke have været her i dag! Hun er lavet på et tidspunkt, hvor jeg stadig ville have været gravid med den anden!

Mistede omkring uge 6 da jeg var 24 år - det var meget urealistisk for mig da jeg blev gravid - jeg ville gerne, men havde en dårlig fornemmelse og ganske rigtigt mistede jeg.
Syns jeg tog det overraskende pænt, men det var uden tvivl os fordi jeg havde haft den følelse af at der var noget galt og derfor var forberedt.
Anden gang blev jeg gravid som 26 årig - og havde en helt anden mavefornemmelse og er idag mor til den skønneste dreng.

Camilla Gajhede Pedersen skriver:

Hvor mange her inde har mistet sit først barn/faster.

Hvor langt var i ca. henne?

og ved i hvorfor i gjorde det?

Tog det hårdt på jer?

Det har jeg, jeg var 8+ da det blev opdaget og 9+ da jeg fik en medicinsk abort!
Mit var en Tom livmoder, så udviklingen gik hurtigt i stå.
I starten tog jeg det flot, men da jeg fik at vide min bror skulle være far, blot 3 dage efter min abort, brød min verden ammen.. Det plager mig stadig lidt og jeg er MEGET overbeskyttense for min baby!!