Dilemma, når hunden skal til de evige jagtmarker

FrkDitte skriver:

Det må ha været hårdt altid at skulle sige farvel til hundene.. 

Og sælge en hund for 100 kr.. ikke i orden..

Jeg ved der er nogle dyrlæger som tager hjem til folk for at aflive dyr, måske tager de lidt mere en for en alm. aflivning.. men det er det værd synes jeg. Prøv at høre jeres dyrlæge ad.. 

Jeg har været i praktik på et dyrehospital og var med til et par aflivninger af hunde. Og ingen af gangene var det direkte ubehageligt at se på. Mener de får en hurtigvirkende beroligende indsprøjtning og derefter en overdosis sovemedicin og så sover de stille og roligt ind. 

Det samme sker vel når det foregår hjemme.. der er hunden bare i rolige trygge omgivelser og det betyder meget i sådan en situation, både for jer og hunden.. 

D.

Ja det tror jeg også vi vil gøre, og gør de ikke i den slags ved dyrlægen, kan vi jo bare ringe rundt til vi finder en der vil

Nej 100 er meget lidt og kunne på ingen måde retfærdiggøre det

Jeg var 5 år gammel, da min bedste ven, vores hund blev aflivet. Hun var gammel og meget syg af livmoderkræft. 
Samme morgen var jeg blevet afleveret i børnehaven, men blev ringet hjem igen kort tid efter, fordi jeg havde feber og hovedpine. Da jeg kom hjem igen, satte min mor sig ned på gulvet sammen med vores hund og mig, og fortalte mig at hun skulle aflives. Samme eftermiddag blev jeg så passet af min far, der kom tidligere hjem fra arbejde og min mor kørte til dyrlæge med hende.
Da hun kom hjem igen, var jeg den eneste der ikke måtte sige rigtig farvel til hunden og det nager mig stadigvæk idag. Mine to ældre søstre måtte gerne.

Den dag i dag tror jeg på at der var en dybere sammenhæng mellem at jeg var syg og at vores hund skulle aflives. Det øjeblik hun sov ind, fik jeg det markant bedre.

Mit råd vil være at du sætter dig ned på gulvet sammen med din søn og jeres hund og fortæller det stille og roligt, mens I nusser med hunden. Det er helt klart tilladt at græde. Tal åbent om det, men gør det først på dagen.
Og når hunden først er aflivet, synes jeg at I skal lade jeres dreng se hende, hvis han efterspørger det.

KittyCatta skriver:

Jeg var 5 år gammel, da min bedste ven, vores hund blev aflivet. Hun var gammel og meget syg af livmoderkræft. 
Samme morgen var jeg blevet afleveret i børnehaven, men blev ringet hjem igen kort tid efter, fordi jeg havde feber og hovedpine. Da jeg kom hjem igen, satte min mor sig ned på gulvet sammen med vores hund og mig, og fortalte mig at hun skulle aflives. Samme eftermiddag blev jeg så passet af min far, der kom tidligere hjem fra arbejde og min mor kørte til dyrlæge med hende.
Da hun kom hjem igen, var jeg den eneste der ikke måtte sige rigtig farvel til hunden og det nager mig stadigvæk idag. Mine to ældre søstre måtte gerne.

Den dag i dag tror jeg på at der var en dybere sammenhæng mellem at jeg var syg og at vores hund skulle aflives. Det øjeblik hun sov ind, fik jeg det markant bedre.

Mit råd vil være at du sætter dig ned på gulvet sammen med din søn og jeres hund og fortæller det stille og roligt, mens I nusser med hunden. Det er helt klart tilladt at græde. Tal åbent om det, men gør det først på dagen.
Og når hunden først er aflivet, synes jeg at I skal lade jeres dreng se hende, hvis han efterspørger det.

Tak Kitty, det gør mig ondt at høre du har været det igennem.

Jeg har fortalt min søn at det skal ske og han blev også ked af det først, men spillede så på Wii resten af dagen hvor han grinede og man ikke kunne mærke det på ham.

Men ja, han skal inddrages. Jeg føler også selv det er forkert, hvis han ikke er med på et eller andet plan og jeg tror også han bliver ked af det, hvis vi (forældre) selv lige klarer det.

Som de andre siger, så er det nok en god idé at få dyrlægen hjem og gøre det her. Så er Mille rolig

aarhusmor skriver:

Tak Maria

og ja lige præcist, det er også det samme her. De er de bedste venner og leger bold i haven, og da vi ikke har andre børn/kan få flere børn, så er Mille jo næsten som en "søster"

Hun er der altid for ham, og derfor skal han også være med til det. Men samtidig vil jeg ikke at han skal rende rundt og have det ligesom jeg ved jeg får det. Men han er en anden støbning end jeg er, han er mere ligesom hans far på området, og farmand er ked af det, men græder ikke, han bærer det indvendigt.

ja så jeg kan sagtens forstå dine tanker ved det Min søn er Også stærkere end jeg, på trods af han er en meget følsom lille fyr.

så din søn skal helt sikkert nok klare det, og jeg er sikker på at han bedre vil acceptere det ved at være med, så kommer din søn heller ikke til at føle at han har ''svigtet'' jeres Hund ved ikke at være der, sådan ved jeg min søn vil føle hvis han blev holdt væk fra det!

vi havde faktisk en dejlig hankat, som måtte aflives pga den blev kørt ned , og det snakker min søn stadig om, men han ved godt hvad døden betyder osv, Min Mor ( hans Mormor) er død, og han har aldrig set hende i live, men jeg tager ham tit med på kirkegården til min Mor, og det synes han er hyggeligt, at hans Mormor som han aldrig har kendt elsker ham

så ja, synes du skal tage din søn med, og så snak om det i det omfang han vil

MariaKyedDK skriver:

ja så jeg kan sagtens forstå dine tanker ved det Min søn er Også stærkere end jeg, på trods af han er en meget følsom lille fyr.

så din søn skal helt sikkert nok klare det, og jeg er sikker på at han bedre vil acceptere det ved at være med, så kommer din søn heller ikke til at føle at han har ''svigtet'' jeres Hund ved ikke at være der, sådan ved jeg min søn vil føle hvis han blev holdt væk fra det!

vi havde faktisk en dejlig hankat, som måtte aflives pga den blev kørt ned , og det snakker min søn stadig om, men han ved godt hvad døden betyder osv, Min Mor ( hans Mormor) er død, og han har aldrig set hende i live, men jeg tager ham tit med på kirkegården til min Mor, og det synes han er hyggeligt, at hans Mormor som han aldrig har kendt elsker ham

så ja, synes du skal tage din søn med, og så snak om det i det omfang han vil

Tak og ja det gør jeg også. Jeg er meget glad for alle de svar jeg har fået herinde og jeg ved nu at det rigtige at gøre er at få dyrlægen her hjem og sørge for at han er med til det, så han kan få den rigtige afsked.

Vi har haft 2 hamstere og de døde også pga. alder og det påvirkede ham slet ikke. Hvilket også bekymrede mig. Men jeg er også meget følsom.

Vi taler tit om at min mormor/hans oldemor er i himlen og holder øje med os og jeg har fortalt ham at sjælen fra Mille kommer op til "De evige jagtmarker" hvor hun er sammen med hendes biologiske hundemor og de kan lege med bold hele dagen. Han er en klog dreng og siger, jamen ingen ved da hvad der sker når man kommer derop. Nøh det er jo rigtigt og så fortæller jeg ham at der er mennesker der har været døde kort og bliver genoplivet og at de altid fortæller om et lys og tryghed og at de blev forenet med dem de holdt af.

Jeg er også ked af at han kommer til at se mig græde så meget som jeg ved han kommer til. Jeg vil slet ikke kunne styre det.

aarhusmor skriver:

Min stakkels elskede hund Mille har en tumor i lillehjernen og den er så stor at der ikke er noget at gøre. Dyrlægen har sagt, gå hjem og nyd hende i mens hun stadig er hund og den dag glimtet i øjnene forsvinder, så er tiden kommet.
Det betyder at Mille skal aflives

Det jeg ville spørge i andre om og her gerne pædagoer, men andre er selvfølgelig også velkomne er at

vores dreng er 6,5 år gammel. Vi har fortalt ham at Mille skal dø og han er ked af det, men han viser det ikke så meget. Han leger og er glad og det er jo også dejligt.

Men jeg ved ikke om han skal med når hun skal sove ind?

Er det for barsk for sådan en lille fyr? Eller er det godt at se den del af livet også? Han er en robust dreng, græder aldrig - har det godt og er glad for livet.

Jeg kan jo kun tage udgangspunkt i mig selv og jeg måtte selv aflive en kat for 12 år siden og det påvirker mig stadig; Jeg kan ikke lide at lege Gud og skammer mig over at det var nødvendigt.

Men her er der slet ikke nogen udvej, det er hvad der er bedst for min lille Mille.

Synes I jeg skal tage ham med, eller skal jeg skåne ham?

Hej.

Jeg ville ikke tage mit barn med til en aflivning. Det er for voksne, synes jeg.

Til gengæld synes jeg, I har gjort det rigtige i, at fortælle det realistisk på hans niveau, at Mille skal dø. Jeg synes, det er en naturlig ting, at vi alle bliver født og vi alle skal dø. Nogen skal "bare" herfra lidt før tid osv.

Jeg ville sørge for at fortælle barnet, hvornår/dagen før, at i morgen skal Mille til dyrlægen og at hun ikke kommer hjem derfra igen. Vi skal nyde dagen her før rigtig godt sammen med hunden.

Vi er alle kede af at skal sige farvel og vi kan godt græde også, men det er jo helt naturligt. Vi støtter hinanden og vi lever med det.

VH Kloster - Der igennem mit fag har et ret afklaret forhold til døden og prøver at lade det "smitte" lidt af, i stedet for at være bange og skubbe de naturlige følelser, det giver.

aarhusmor skriver:

Min stakkels elskede hund Mille har en tumor i lillehjernen og den er så stor at der ikke er noget at gøre. Dyrlægen har sagt, gå hjem og nyd hende i mens hun stadig er hund og den dag glimtet i øjnene forsvinder, så er tiden kommet.
Det betyder at Mille skal aflives

Det jeg ville spørge i andre om og her gerne pædagoer, men andre er selvfølgelig også velkomne er at

vores dreng er 6,5 år gammel. Vi har fortalt ham at Mille skal dø og han er ked af det, men han viser det ikke så meget. Han leger og er glad og det er jo også dejligt.

Men jeg ved ikke om han skal med når hun skal sove ind?

Er det for barsk for sådan en lille fyr? Eller er det godt at se den del af livet også? Han er en robust dreng, græder aldrig - har det godt og er glad for livet.

Jeg kan jo kun tage udgangspunkt i mig selv og jeg måtte selv aflive en kat for 12 år siden og det påvirker mig stadig; Jeg kan ikke lide at lege Gud og skammer mig over at det var nødvendigt.

Men her er der slet ikke nogen udvej, det er hvad der er bedst for min lille Mille.

Synes I jeg skal tage ham med, eller skal jeg skåne ham?

Jeg tror ikke jeg vil tage barnet med.

Men derimod forklare at Mille er i himlen og hun sidder og hun leger med andre søde hunde deroppe.

Det gør mig ondt med jeres hund

Tak for jeres svar. Jeg er lige på vej ud af døren. Jeg vil snakke det igennem med manden i aften og se hvad han siger. Vi har ikke rigtigt haft tid at snakke i den her uge

Tak for jeres gode hjælp i dag.

Jeg behøver ikke flere svar, vil bare lige fortælle at vi har fået talt om det i aften og vi er besluttede på at Milles liv skal endes hurtigt, sådan at hun ikke kommer til at lide yderligere og vi kan minde hende for den skønne hund hun er.

Vi har talt med vores søn om det og han siger at han gerne vil være med til det, når dyrlægen er her. Jeg har fortalt ham hvordan det foregår og at det ikke gør ondt på hende og at hun først bare sover.

Han vil gerne have en ny hund, men det kan ikke blive lige nu. Jeg skal i praktik og jeg synes at en ny hund fortjener at vi er ved den og koncentrerer os 100% om den; og ydermere ikke prøver at gøre den til en ny Mille, så det må vente lidt.

Min lille Millepige