Dilemma, når hunden skal til de evige jagtmarker

Min stakkels elskede hund Mille har en tumor i lillehjernen og den er så stor at der ikke er noget at gøre. Dyrlægen har sagt, gå hjem og nyd hende i mens hun stadig er hund og den dag glimtet i øjnene forsvinder, så er tiden kommet.
Det betyder at Mille skal aflives

Det jeg ville spørge i andre om og her gerne pædagoer, men andre er selvfølgelig også velkomne er at

vores dreng er 6,5 år gammel. Vi har fortalt ham at Mille skal dø og han er ked af det, men han viser det ikke så meget. Han leger og er glad og det er jo også dejligt.

Men jeg ved ikke om han skal med når hun skal sove ind?

Er det for barsk for sådan en lille fyr? Eller er det godt at se den del af livet også? Han er en robust dreng, græder aldrig - har det godt og er glad for livet.

Jeg kan jo kun tage udgangspunkt i mig selv og jeg måtte selv aflive en kat for 12 år siden og det påvirker mig stadig; Jeg kan ikke lide at lege Gud og skammer mig over at det var nødvendigt.

Men her er der slet ikke nogen udvej, det er hvad der er bedst for min lille Mille.

Synes I jeg skal tage ham med, eller skal jeg skåne ham?

Jeg synes den er svær, vi har også en hund, og det er uden tvivl børnenes bedste ven, og den dag hun skal her fra bliver en frygtelig dag.

Nu ved jeg godt det ikke kan sammenlignes helt, men måske lidt alligevel. Vi mistede min mor, børnenes højt elskede bedstemor for et halvt år siden, min søn på 7 år var der da hun døde, men hun sov også bare stille ind - ingen dramatik eller noget.

Når en hund skal aflives (Jeg har ikke prøvet at aflive en hund, kun en kat), så kan det måske godt blive lidt mere dramatisk, jeg mener kan de ikke godt gå lidt rundt og blive lidt svimmel inden bedøvelsen virker? Det ville måske ikke være så rart for en lille dreng at se på? Men måske kan han vente udenfor, og så kom ind og sige farvel når hun er sovet ind?

Det gør mig frygtelig ondt at i må sige farvel til jeres bedste ven, jeg håber at i får en god sidste tid.

TweenStar.dk skriver:

Jeg synes den er svær, vi har også en hund, og det er uden tvivl børnenes bedste ven, og den dag hun skal her fra bliver en frygtelig dag.

Nu ved jeg godt det ikke kan sammenlignes helt, men måske lidt alligevel. Vi mistede min mor, børnenes højt elskede bedstemor for et halvt år siden, min søn på 7 år var der da hun døde, men hun sov også bare stille ind - ingen dramatik eller noget.

Når en hund skal aflives (Jeg har ikke prøvet at aflive en hund, kun en kat), så kan det måske godt blive lidt mere dramatisk, jeg mener kan de ikke godt gå lidt rundt og blive lidt svimmel inden bedøvelsen virker? Det ville måske ikke være så rart for en lille dreng at se på? Men måske kan han vente udenfor, og så kom ind og sige farvel når hun er sovet ind?

Det gør mig frygtelig ondt at i må sige farvel til jeres bedste ven, jeg håber at i får en god sidste tid.

Mange tak

Vil lige sige at det gør mig utroligt ondt at høre om din mor

Det lyder som et godt forslag. Men han skal bare ikke sidde derude alene og min hund skal ikke dø alene. Men måske vil min mand være med til det og vente derude sammen med ham

Dengang min kat måtte aflives, der lå den stille og roligt, ingen vaklen rundt overhovedet. Men ja det bliver nok desværre anderledes, da Mille hader at være ved dyrlæge og generelt ikke vil holdes oppe på bordet

aarhusmor skriver:

Min stakkels elskede hund Mille har en tumor i lillehjernen og den er så stor at der ikke er noget at gøre. Dyrlægen har sagt, gå hjem og nyd hende i mens hun stadig er hund og den dag glimtet i øjnene forsvinder, så er tiden kommet.
Det betyder at Mille skal aflives

Det jeg ville spørge i andre om og her gerne pædagoer, men andre er selvfølgelig også velkomne er at

vores dreng er 6,5 år gammel. Vi har fortalt ham at Mille skal dø og han er ked af det, men han viser det ikke så meget. Han leger og er glad og det er jo også dejligt.

Men jeg ved ikke om han skal med når hun skal sove ind?

Er det for barsk for sådan en lille fyr? Eller er det godt at se den del af livet også? Han er en robust dreng, græder aldrig - har det godt og er glad for livet.

Jeg kan jo kun tage udgangspunkt i mig selv og jeg måtte selv aflive en kat for 12 år siden og det påvirker mig stadig; Jeg kan ikke lide at lege Gud og skammer mig over at det var nødvendigt.

Men her er der slet ikke nogen udvej, det er hvad der er bedst for min lille Mille.

Synes I jeg skal tage ham med, eller skal jeg skåne ham?

Hej,

Hvor gør det ondt at høre med jeres hund.. har selv hund og ved hvor meget de kan betyde for familien.

Vores første gravhund i famillien fik vi da jeg var meget lille.. og jeg jeg var omkring de 10-12 år (kan ikke huske det præcist) var hunden jo også gammel og havde en del skavanker og knuder rundt om på kroppen. Og så en dag da jeg kom hjem fra skole, da havde de været ude og få ham aflivet. 

Jeg var SÅ ked af det.. at jeg ikke fik sagt farvel til ham.. han var bare væk..

Om du skal have din søn med ind til selve aflivningen kan jeg ikke fortælle dig.. men du skal hvert fald lade din søn sige ordentligt farvel til hunden.

Når vores lille gravhund om maaaange år bliver så gammel og måske så syg at han skal aflives, vil jeg have dyrlægen hjem til os og aflive ham her, mens vi sidder med ham. 

Det kunne måske også være en løsning for jer?

Puha.. min graviditetshormon-påvirkede hjerne (og hjerte) kan næsten ikke klare at skrive sådan noget.. 

Håber jeres hunds sidste tid bliver god.. 

Knus

D. 

aarhusmor skriver:

Min stakkels elskede hund Mille har en tumor i lillehjernen og den er så stor at der ikke er noget at gøre. Dyrlægen har sagt, gå hjem og nyd hende i mens hun stadig er hund og den dag glimtet i øjnene forsvinder, så er tiden kommet.
Det betyder at Mille skal aflives

Det jeg ville spørge i andre om og her gerne pædagoer, men andre er selvfølgelig også velkomne er at

vores dreng er 6,5 år gammel. Vi har fortalt ham at Mille skal dø og han er ked af det, men han viser det ikke så meget. Han leger og er glad og det er jo også dejligt.

Men jeg ved ikke om han skal med når hun skal sove ind?

Er det for barsk for sådan en lille fyr? Eller er det godt at se den del af livet også? Han er en robust dreng, græder aldrig - har det godt og er glad for livet.

Jeg kan jo kun tage udgangspunkt i mig selv og jeg måtte selv aflive en kat for 12 år siden og det påvirker mig stadig; Jeg kan ikke lide at lege Gud og skammer mig over at det var nødvendigt.

Men her er der slet ikke nogen udvej, det er hvad der er bedst for min lille Mille.

Synes I jeg skal tage ham med, eller skal jeg skåne ham?

åh sidder helt med tårer i øjnene, først tænkte jeg faktisk at , eij man kan da ik tage sin søn med til det, men så kom jeg lige til at tænke på min egen søn på 6 år og vores egen hund på 1 år. og hvis det var vores lille hund som skulle tage afsked med os, tror jeg faktisk jeg vil lade lillemanden komme med til det.

min søn og min hund er de bedste venner og de ELSKER hinanden, og nogen gange græder jeg når jeg ser de to , de står sammen i tykt og tyndt og beskytter hinanden rigtig meget! så uden tvilv, min søn skulle med, og så skulle han være lige ved siden af den mens den vil sove ind.

jeg er ked af at høre om jeres situtation med jeres Hund, og kan godt forstå du har svært ved det!

de største til Jer..... Ens Hund får man jo fordi man elsker hunde, og fordi de er en del af familien med det samme.

FrkDitte skriver:

Hej,

Hvor gør det ondt at høre med jeres hund.. har selv hund og ved hvor meget de kan betyde for familien.

Vores første gravhund i famillien fik vi da jeg var meget lille.. og jeg jeg var omkring de 10-12 år (kan ikke huske det præcist) var hunden jo også gammel og havde en del skavanker og knuder rundt om på kroppen. Og så en dag da jeg kom hjem fra skole, da havde de været ude og få ham aflivet. 

Jeg var SÅ ked af det.. at jeg ikke fik sagt farvel til ham.. han var bare væk..

Om du skal have din søn med ind til selve aflivningen kan jeg ikke fortælle dig.. men du skal hvert fald lade din søn sige ordentligt farvel til hunden.

Når vores lille gravhund om maaaange år bliver så gammel og måske så syg at han skal aflives, vil jeg have dyrlægen hjem til os og aflive ham her, mens vi sidder med ham. 

Det kunne måske også være en løsning for jer?

Puha.. min graviditetshormon-påvirkede hjerne (og hjerte) kan næsten ikke klare at skrive sådan noget.. 

Håber jeres hunds sidste tid bliver god.. 

Knus

D. 

Tusind tak Ditte; ak ja, det påvirker dybt også selvom man ikke er gravid, bare det at forestille sig at sådan en dag kommer.

Det lyder rigtigt godt det med at få dyrlægen hjem til os. Kan man det? Så vil hun nemlig også ligge roligt i sin egen seng. Og man skal ikke gå forbi en masse mennesker i ventesalen i mens man tudbrøler - hvilket jeg ved jeg kommer til.

Jeg er helt enig, jeg bryder mig heller ikke om at man kommer hjem og fortæller det er sket. På en eller anden måde er han nødt til at være med.

I min barndom havde vi mange hunde- ikke på samme tid. Men mine forældre kom altid af med dem efter 6 mdr, fordi de ikke havde tid nok og det var forfærdeligt for mig. Men det værste var dengang vi havde en hund i længere tid. Hun var 5 år og var stukket af hjemmefra og min far fandt hende på en bodega. På Bodegaen var de så glade for hende, for hun spiste alle resterne og vupti, så solgte han hende for 100 kr.

Og da han kom hjem spurgte jeg, hvor er Jam? og han lagde 100 kr. på bordet og så, her er hun.

Det var en fuldstændig uacceptabel måde at gøre det på og jeg kan stadig mærke hvor sur, gal, ked af det jeg var. Jeg tror også han har fortrudt det mange gange.

Så det må være alfa og omega at min dreng er med i det på et eller andet plan

MariaKyedDK skriver:

åh sidder helt med tårer i øjnene, først tænkte jeg faktisk at , eij man kan da ik tage sin søn med til det, men så kom jeg lige til at tænke på min egen søn på 6 år og vores egen hund på 1 år. og hvis det var vores lille hund som skulle tage afsked med os, tror jeg faktisk jeg vil lade lillemanden komme med til det.

min søn og min hund er de bedste venner og de ELSKER hinanden, og nogen gange græder jeg når jeg ser de to , de står sammen i tykt og tyndt og beskytter hinanden rigtig meget! så uden tvilv, min søn skulle med, og så skulle han være lige ved siden af den mens den vil sove ind.

jeg er ked af at høre om jeres situtation med jeres Hund, og kan godt forstå du har svært ved det!

de største til Jer..... Ens Hund får man jo fordi man elsker hunde, og fordi de er en del af familien med det samme.

Tak Maria

og ja lige præcist, det er også det samme her. De er de bedste venner og leger bold i haven, og da vi ikke har andre børn/kan få flere børn, så er Mille jo næsten som en "søster"

Hun er der altid for ham, og derfor skal han også være med til det. Men samtidig vil jeg ikke at han skal rende rundt og have det ligesom jeg ved jeg får det. Men han er en anden støbning end jeg er, han er mere ligesom hans far på området, og farmand er ked af det, men græder ikke, han bærer det indvendigt.

aarhusmor skriver:

Tak Maria

og ja lige præcist, det er også det samme her. De er de bedste venner og leger bold i haven, og da vi ikke har andre børn/kan få flere børn, så er Mille jo næsten som en "søster"

Hun er der altid for ham, og derfor skal han også være med til det. Men samtidig vil jeg ikke at han skal rende rundt og have det ligesom jeg ved jeg får det. Men han er en anden støbning end jeg er, han er mere ligesom hans far på området, og farmand er ked af det, men græder ikke, han bærer det indvendigt.

aarhusmor skriver:

Tusind tak Ditte; ak ja, det påvirker dybt også selvom man ikke er gravid, bare det at forestille sig at sådan en dag kommer.

Det lyder rigtigt godt det med at få dyrlægen hjem til os. Kan man det? Så vil hun nemlig også ligge roligt i sin egen seng. Og man skal ikke gå forbi en masse mennesker i ventesalen i mens man tudbrøler - hvilket jeg ved jeg kommer til.

Jeg er helt enig, jeg bryder mig heller ikke om at man kommer hjem og fortæller det er sket. På en eller anden måde er han nødt til at være med.

I min barndom havde vi mange hunde- ikke på samme tid. Men mine forældre kom altid af med dem efter 6 mdr, fordi de ikke havde tid nok og det var forfærdeligt for mig. Men det værste var dengang vi havde en hund i længere tid. Hun var 5 år og var stukket af hjemmefra og min far fandt hende på en bodega. På Bodegaen var de så glade for hende, for hun spiste alle resterne og vupti, så solgte han hende for 100 kr.

Og da han kom hjem spurgte jeg, hvor er Jam? og han lagde 100 kr. på bordet og så, her er hun.

Det var en fuldstændig uacceptabel måde at gøre det på og jeg kan stadig mærke hvor sur, gal, ked af det jeg var. Jeg tror også han har fortrudt det mange gange.

Så det må være alfa og omega at min dreng er med i det på et eller andet plan

Det må ha været hårdt altid at skulle sige farvel til hundene.. 

Og sælge en hund for 100 kr.. ikke i orden..

Jeg ved der er nogle dyrlæger som tager hjem til folk for at aflive dyr, måske tager de lidt mere en for en alm. aflivning.. men det er det værd synes jeg. Prøv at høre jeres dyrlæge ad.. 

Jeg har været i praktik på et dyrehospital og var med til et par aflivninger af hunde. Og ingen af gangene var det direkte ubehageligt at se på. Mener de får en hurtigvirkende beroligende indsprøjtning og derefter en overdosis sovemedicin og så sover de stille og roligt ind. 

Det samme sker vel når det foregår hjemme.. der er hunden bare i rolige trygge omgivelser og det betyder meget i sådan en situation, både for jer og hunden.. 

D.

Rockertand skriver:

Hvorfor ikke få dyrlægen ud og aflive i "egen kurv"?
Det er langt den mest trygge måde for alle parter, og så kan I selv styre "farvel-tempoet".
Det er meget brugt i vores område.

Jo det vil jeg bestemt undersøge om man kan få her, for jeg tror også det er den bedste løsning