FrkRaarup skriver:
Ville allerhelst skrive ano.. Men, for ikke at skulle forklarer alt for meget bag dette, står jeg frem..
Jeg føler sorgen mere end nogensinde og skal ærligt indrømme at jeg ikke syns der er nogen grund til at blive 'hængende'.. 
Magter ikke at kæmpe og have ondt mere! Sorgen bliver mere og mere ond for hver dag der går..
Og alt føles uretfærdigt.. Kan ikke se meningen med noget og intet er overskueligt..!!
Jeg har SÅ ondt indeni mit lille ødelagte hjerte! 


Skammer mig over at tænke på selvmord.. Men jeg kan slet ikke se mig ud af alt den her sorg og smerte! 





Jeg skal starte op igen om under 1 måned, og det gør det bestemt ikke lettere.. Jeg kan ikke mere.. Og vil ikke mere..
Det eneste jeg vil er at se min datter!
Kæreste du, din sorg og smerte er fuldt ud forståelig. Det, du har oplevet, burde intet menneske udsættes for.
Men at slukke og lukke ville være dobbelt meningsløst og gøre dine nærmeste yderligere fortræd. På et eller andet tidspunkt vil livet være til at bære igen, og før eller siden vil du opleve en ny kærlighed og lykke, som er ligeså stor og stærk som den sorg, du oplever nu. Det må du ikke snyde dig selv for at opleve, også selvom det virker uendeligt fjernt nu.
Tag en dag eller en time ad gangen. Spekuler ikke på, hvad der sker om en måned - og til den tid må du gøre op med dig selv, hvad du magter. Glem, hvad der ligger foran dig, og fokuser på bare at være lige nu.
Sørg for at få al den hjælp, du kan, og hold ud - bare en halv time til og så endnu en. Pas på dig selv!