En update på min tråd fra i går...

RGN skriver:

Hvor er det uretfærdigt, når man tror man er i mål ved uge 12 og så fosteret går til.

Jeg håber du snart bliver gravid igen og det næste gang kommer til at gå rigtig godt...

Ja, milepælen var jo en meter foran mig  Men det er vel naturens gang...

Mange tak - tænker bare lige nu, at jeg skal ovenpå selve denne episode, for synes godt nok det  har været hårdt  

Miss Kat skriver:

Åh nej. Sikke en omgang...

Jeg krydser fingre for, din krop har klaret det hele selv, så du kan slippe så nådigt som muligt.

Tag dig tid til at være ked af det, det er helt okay - og så pas på jer selv og hinanden, og kom op på hesten igen.

Stort kram fra mig, der selv mistede omkring uge 10-11, men hurtigt blev gravid igen. 

Så meget som jeg har blødt, håber jeg godt nok også det hele er med - for puha det har været voldsomt  

Vi tager godt hensyn til hinanden - det eneste problem er at jeg slet ikke kan finde rundt i hvad jeg har brug for, og hvad jeg egentlig helt føler.. Men det er nok meget normalt, når jeg ikke er helt ovenpå chokket endnu..

Mange tak for kram 

Hvor gør det mig så ondt at høre. Og hvor er det bare uretfærdigt. Fik tårer i øjnene da jeg læste, og det gør helt ondt i mit hjerte ved tanken.

jeg ved godt det for dig ikke er nogen trøst men jeg tror der er en grund til at kroppen støder et foster væk, det er fordi der er noget galt. Det er for mig den eneste logiske forklaring. Men det hjælper jo ikke dig på nogen måde. Håber sådan at det snart vil lykkes for jer igen.

kæmpe 

Tusind kram herfra også! Hvor er det forfærdeligt for jer 

kan slet ikke sætte mig ind i hvor forfærdeligt du har det

Så meget som jeg har blødt, håber jeg godt nok også det hele er med - for puha det har været voldsomt  

Vi tager godt hensyn til hinanden - det eneste problem er at jeg slet ikke kan finde rundt i hvad jeg har brug for, og hvad jeg egentlig helt føler.. Men det er nok meget normalt, når jeg ikke er helt ovenpå chokket endnu..

Mange tak for kram 

Det er fuldt forståeligt at du lige skal finde fodfæste igen. Jeg kan huske, at jeg havde optimistiske dage, hvor jeg kunne fokusere på at vi bare skulle i gang igen og glædede mig til hele processen, og så dårlige dage, hvor jeg var helt modløs og tænkte, at det nok aldrig lykkedes. Det er nok helt naturligt at komme gennem hele følelsesspekret - og give sig selv lov til det. Og det vigtigste for mig var at fokusere på, at nu VIDSTE jeg da i det mindste, jeg kunne blive gravid naturligt.  - Ja, og som andre nævner, at det jo ikke skete uden grund.

Sikke en forfærdelig oplevelse 

Går ikke unden at gi en krammer 

Hej

Blev bare så ked af at læse din beretning. Det er bare så hårdt. Har selv prøvet at miste to dage før jeg gik ind i uge 12 og kan godt huske tiden derefter på godt og ondt. Min krop klarede også processen af sig selv og jeg er da så velsignet at have oplevet to vellykkede graviditeter efter den spontane abort.

Men vil bare sige til dig at du skal give dig selv lov til at være ked af det i så lang tid du har brug for det og tal om det for det gør så ondt, selvom man ved barnet nok ikke var levedygtigt og det i sidste ende er bedre det sker nu end senere i graviditeten. Man føler sig så tom og personligt synes jeg først jeg kom rigtigt videre da jeg blev gravid igen.

Masser af og tanker til dig og håber af hele mit hjerte din krop kommer hurtigt igennem processen så du kan blive gravid igen. Det er så uretfærdigt når man bliver gravid at miste og det burde ikke være sådan. Men personligt kender jeg mange det er sket for, men som har fået flere børn alligevel. Men hold op hvor er det hårdt at opleve det og det er da også en hård omgang du har været igennem.

God bedring og de bedste ønsker til dig fremover

Nenus skriver:

Jeg skrev i aftes at jeg havde nogle blødninger.. De gik lidt i sig selv efter nogle timer - men kom stærkt igen.

Kl 3.30-4.00 i nat vågnede jeg ved at der var en blodpøl omkring mig, og skyndte mig ud på toilettet.. Det fortsatte med at bløde, og en stor klump kom også. Vi ringede til vagtlægen, og kom afsted til skadestuen i joggingbukser indlagt med håndklæde, og så ellers bare gå i 10 min med følelsen af at ens underliv var ved at falde fra hinanden.. Kort efter vi var ankommet skulle jeg ud og skifte tøj, og da jeg tager mine bukser ned, ser jeg det lille foster på ca. 6 cm ligge i mine trusser, forhelvede hvor var det forfærdeligt! 

Vi bliver indlagt på gynækologisk afd. hvor jeg fik noget til at få livmoderen til at trække sig sammen, og så ligger jeg ellers fastende, hvis nu jeg skulle i narkose og have en udskrabning.. Manden tager hjem efter noget tøj, og jeg ligger ellers bare med smerter og prøver at slappe af. Efter en time kom han tilbage, og ventetiden føles i det hele taget bare lang, når man hverken må spise eller drikke i 4 timer, når man kun har fået i underkanten af fire timers søvn. Jeg fik noget morfin, udover de smertestillende jeg fik med det andet medicin - det hjalp heldigvis gevaldigt!

Men da lægen kommer, fortæller hun at hun ikke vil scanne os før mandag om en uge, og vi egentlig bare kan tage hjem, når vi føler for det - så vi skynder os i tøj, så vi kan komme hjem og få noget at spise og få sovet..

Da vi så kommer hjem, når jeg at sidde i 20 minutters tid, hvorefter jeg bliver enormt svimmel  Jeg siger til manden at jeg altså har det rigtig skidt, og han prøver så at hjælpe mig ind i seng. Men turen ind til sengen kan jeg ikke huske! Under den korte tur på et par meter, når jeg at få TRE krampeanfald - og jeg føler mig totalt kvæstet herefter, og får naturligvis et kæmpe chok  Jeg får taget mig sammen til at få lidt at spise, og så smider vi  os ellers til at sove..

Forhelvede hvor har det været en forbandet hård omgang, og er slet slet slet ikke ovre chokket over natten endnu 

- Nå, men det blev en lidt lang update herfra 

Hvor er det uretfærdigt, og det må være så uendelig hårdt for jer.

Sender et stort kram  og mange tanker

Nenus skriver:

Jeg skrev i aftes at jeg havde nogle blødninger.. De gik lidt i sig selv efter nogle timer - men kom stærkt igen.

Kl 3.30-4.00 i nat vågnede jeg ved at der var en blodpøl omkring mig, og skyndte mig ud på toilettet.. Det fortsatte med at bløde, og en stor klump kom også. Vi ringede til vagtlægen, og kom afsted til skadestuen i joggingbukser indlagt med håndklæde, og så ellers bare gå i 10 min med følelsen af at ens underliv var ved at falde fra hinanden.. Kort efter vi var ankommet skulle jeg ud og skifte tøj, og da jeg tager mine bukser ned, ser jeg det lille foster på ca. 6 cm ligge i mine trusser, forhelvede hvor var det forfærdeligt! 

Vi bliver indlagt på gynækologisk afd. hvor jeg fik noget til at få livmoderen til at trække sig sammen, og så ligger jeg ellers fastende, hvis nu jeg skulle i narkose og have en udskrabning.. Manden tager hjem efter noget tøj, og jeg ligger ellers bare med smerter og prøver at slappe af. Efter en time kom han tilbage, og ventetiden føles i det hele taget bare lang, når man hverken må spise eller drikke i 4 timer, når man kun har fået i underkanten af fire timers søvn. Jeg fik noget morfin, udover de smertestillende jeg fik med det andet medicin - det hjalp heldigvis gevaldigt!

Men da lægen kommer, fortæller hun at hun ikke vil scanne os før mandag om en uge, og vi egentlig bare kan tage hjem, når vi føler for det - så vi skynder os i tøj, så vi kan komme hjem og få noget at spise og få sovet..

Da vi så kommer hjem, når jeg at sidde i 20 minutters tid, hvorefter jeg bliver enormt svimmel  Jeg siger til manden at jeg altså har det rigtig skidt, og han prøver så at hjælpe mig ind i seng. Men turen ind til sengen kan jeg ikke huske! Under den korte tur på et par meter, når jeg at få TRE krampeanfald - og jeg føler mig totalt kvæstet herefter, og får naturligvis et kæmpe chok  Jeg får taget mig sammen til at få lidt at spise, og så smider vi  os ellers til at sove..

Forhelvede hvor har det været en forbandet hård omgang, og er slet slet slet ikke ovre chokket over natten endnu 

- Nå, men det blev en lidt lang update herfra 

Hvor er det bare uretfærdigt. Ved slet ikke hvad jeg skal skrive Dybeste medfølelse herfra

ville bar gerne give dig en stor krammer for det har du vist brug for

kender til det at miste, gjorde jeg selv i 22 uge

giv dig selv den tid du har brug for, og få talt ud om det mange gange så du ik går med det inde i dig selv heletiden, men lige nu er du i chok, så tag det som det kommer efter hva dine behov er

mange knus fra charlotte