En update på min tråd fra i går...

Åh, hvor er det forfærdeligt. Alle gode, varme tanker til dig

Miss Kat skriver:

Det er fuldt forståeligt at du lige skal finde fodfæste igen. Jeg kan huske, at jeg havde optimistiske dage, hvor jeg kunne fokusere på at vi bare skulle i gang igen og glædede mig til hele processen, og så dårlige dage, hvor jeg var helt modløs og tænkte, at det nok aldrig lykkedes. Det er nok helt naturligt at komme gennem hele følelsesspekret - og give sig selv lov til det. Og det vigtigste for mig var at fokusere på, at nu VIDSTE jeg da i det mindste, jeg kunne blive gravid naturligt.  - Ja, og som andre nævner, at det jo ikke skete uden grund.

Den tanke holder også mig oppe, at det nok ikke skete uden grund.. Ellers tror jeg slet ikke jeg ville kunne sidde her og skrive nu.

Noget af det første manden nævnte var også, at vi nu vidste at vi kunne, så nu kan vi gøre det når vi er parate igen

Christina A skriver:

Hej

Blev bare så ked af at læse din beretning. Det er bare så hårdt. Har selv prøvet at miste to dage før jeg gik ind i uge 12 og kan godt huske tiden derefter på godt og ondt. Min krop klarede også processen af sig selv og jeg er da så velsignet at have oplevet to vellykkede graviditeter efter den spontane abort.

Men vil bare sige til dig at du skal give dig selv lov til at være ked af det i så lang tid du har brug for det og tal om det for det gør så ondt, selvom man ved barnet nok ikke var levedygtigt og det i sidste ende er bedre det sker nu end senere i graviditeten. Man føler sig så tom og personligt synes jeg først jeg kom rigtigt videre da jeg blev gravid igen.

Masser af og tanker til dig og håber af hele mit hjerte din krop kommer hurtigt igennem processen så du kan blive gravid igen. Det er så uretfærdigt når man bliver gravid at miste og det burde ikke være sådan. Men personligt kender jeg mange det er sket for, men som har fået flere børn alligevel. Men hold op hvor er det hårdt at opleve det og det er da også en hård omgang du har været igennem.

God bedring og de bedste ønsker til dig fremover

Mange mange tak for alle dine dejlige ord, de varmer virkelig meget  Jeg ville så gerne skrive mere, men jeg er simpelthen så træt lige nu, og ville ikke logge af uden at skrive tilbage - igen, tak! Det betyder utroligt meget at du fortæller dit, samt kommer med de dejlige ord 

Nenus skriver:

Jeg skrev i aftes at jeg havde nogle blødninger.. De gik lidt i sig selv efter nogle timer - men kom stærkt igen.

Kl 3.30-4.00 i nat vågnede jeg ved at der var en blodpøl omkring mig, og skyndte mig ud på toilettet.. Det fortsatte med at bløde, og en stor klump kom også. Vi ringede til vagtlægen, og kom afsted til skadestuen i joggingbukser indlagt med håndklæde, og så ellers bare gå i 10 min med følelsen af at ens underliv var ved at falde fra hinanden.. Kort efter vi var ankommet skulle jeg ud og skifte tøj, og da jeg tager mine bukser ned, ser jeg det lille foster på ca. 6 cm ligge i mine trusser, forhelvede hvor var det forfærdeligt! 

Vi bliver indlagt på gynækologisk afd. hvor jeg fik noget til at få livmoderen til at trække sig sammen, og så ligger jeg ellers fastende, hvis nu jeg skulle i narkose og have en udskrabning.. Manden tager hjem efter noget tøj, og jeg ligger ellers bare med smerter og prøver at slappe af. Efter en time kom han tilbage, og ventetiden føles i det hele taget bare lang, når man hverken må spise eller drikke i 4 timer, når man kun har fået i underkanten af fire timers søvn. Jeg fik noget morfin, udover de smertestillende jeg fik med det andet medicin - det hjalp heldigvis gevaldigt!

Men da lægen kommer, fortæller hun at hun ikke vil scanne os før mandag om en uge, og vi egentlig bare kan tage hjem, når vi føler for det - så vi skynder os i tøj, så vi kan komme hjem og få noget at spise og få sovet..

Da vi så kommer hjem, når jeg at sidde i 20 minutters tid, hvorefter jeg bliver enormt svimmel  Jeg siger til manden at jeg altså har det rigtig skidt, og han prøver så at hjælpe mig ind i seng. Men turen ind til sengen kan jeg ikke huske! Under den korte tur på et par meter, når jeg at få TRE krampeanfald - og jeg føler mig totalt kvæstet herefter, og får naturligvis et kæmpe chok  Jeg får taget mig sammen til at få lidt at spise, og så smider vi  os ellers til at sove..

Forhelvede hvor har det været en forbandet hård omgang, og er slet slet slet ikke ovre chokket over natten endnu 

- Nå, men det blev en lidt lang update herfra 

Nenus skriver:

Jeg skrev i aftes at jeg havde nogle blødninger.. De gik lidt i sig selv efter nogle timer - men kom stærkt igen.

Kl 3.30-4.00 i nat vågnede jeg ved at der var en blodpøl omkring mig, og skyndte mig ud på toilettet.. Det fortsatte med at bløde, og en stor klump kom også. Vi ringede til vagtlægen, og kom afsted til skadestuen i joggingbukser indlagt med håndklæde, og så ellers bare gå i 10 min med følelsen af at ens underliv var ved at falde fra hinanden.. Kort efter vi var ankommet skulle jeg ud og skifte tøj, og da jeg tager mine bukser ned, ser jeg det lille foster på ca. 6 cm ligge i mine trusser, forhelvede hvor var det forfærdeligt! 

Vi bliver indlagt på gynækologisk afd. hvor jeg fik noget til at få livmoderen til at trække sig sammen, og så ligger jeg ellers fastende, hvis nu jeg skulle i narkose og have en udskrabning.. Manden tager hjem efter noget tøj, og jeg ligger ellers bare med smerter og prøver at slappe af. Efter en time kom han tilbage, og ventetiden føles i det hele taget bare lang, når man hverken må spise eller drikke i 4 timer, når man kun har fået i underkanten af fire timers søvn. Jeg fik noget morfin, udover de smertestillende jeg fik med det andet medicin - det hjalp heldigvis gevaldigt!

Men da lægen kommer, fortæller hun at hun ikke vil scanne os før mandag om en uge, og vi egentlig bare kan tage hjem, når vi føler for det - så vi skynder os i tøj, så vi kan komme hjem og få noget at spise og få sovet..

Da vi så kommer hjem, når jeg at sidde i 20 minutters tid, hvorefter jeg bliver enormt svimmel  Jeg siger til manden at jeg altså har det rigtig skidt, og han prøver så at hjælpe mig ind i seng. Men turen ind til sengen kan jeg ikke huske! Under den korte tur på et par meter, når jeg at få TRE krampeanfald - og jeg føler mig totalt kvæstet herefter, og får naturligvis et kæmpe chok  Jeg får taget mig sammen til at få lidt at spise, og så smider vi  os ellers til at sove..

Forhelvede hvor har det været en forbandet hård omgang, og er slet slet slet ikke ovre chokket over natten endnu 

- Nå, men det blev en lidt lang update herfra 

Det gør mig så ondt, sender en masse kram til dig 

Nenus skriver:

Jeg skrev i aftes at jeg havde nogle blødninger.. De gik lidt i sig selv efter nogle timer - men kom stærkt igen.

Kl 3.30-4.00 i nat vågnede jeg ved at der var en blodpøl omkring mig, og skyndte mig ud på toilettet.. Det fortsatte med at bløde, og en stor klump kom også. Vi ringede til vagtlægen, og kom afsted til skadestuen i joggingbukser indlagt med håndklæde, og så ellers bare gå i 10 min med følelsen af at ens underliv var ved at falde fra hinanden.. Kort efter vi var ankommet skulle jeg ud og skifte tøj, og da jeg tager mine bukser ned, ser jeg det lille foster på ca. 6 cm ligge i mine trusser, forhelvede hvor var det forfærdeligt! 

Vi bliver indlagt på gynækologisk afd. hvor jeg fik noget til at få livmoderen til at trække sig sammen, og så ligger jeg ellers fastende, hvis nu jeg skulle i narkose og have en udskrabning.. Manden tager hjem efter noget tøj, og jeg ligger ellers bare med smerter og prøver at slappe af. Efter en time kom han tilbage, og ventetiden føles i det hele taget bare lang, når man hverken må spise eller drikke i 4 timer, når man kun har fået i underkanten af fire timers søvn. Jeg fik noget morfin, udover de smertestillende jeg fik med det andet medicin - det hjalp heldigvis gevaldigt!

Men da lægen kommer, fortæller hun at hun ikke vil scanne os før mandag om en uge, og vi egentlig bare kan tage hjem, når vi føler for det - så vi skynder os i tøj, så vi kan komme hjem og få noget at spise og få sovet..

Da vi så kommer hjem, når jeg at sidde i 20 minutters tid, hvorefter jeg bliver enormt svimmel  Jeg siger til manden at jeg altså har det rigtig skidt, og han prøver så at hjælpe mig ind i seng. Men turen ind til sengen kan jeg ikke huske! Under den korte tur på et par meter, når jeg at få TRE krampeanfald - og jeg føler mig totalt kvæstet herefter, og får naturligvis et kæmpe chok  Jeg får taget mig sammen til at få lidt at spise, og så smider vi  os ellers til at sove..

Forhelvede hvor har det været en forbandet hård omgang, og er slet slet slet ikke ovre chokket over natten endnu 

- Nå, men det blev en lidt lang update herfra 

Det gør mig SÅ ondt!!!  :-( er dybt ked af det på jeres vegne!  Hvor er det bare fuldstændig forfærdeligt!  Ved der er intet at sige som kan fjerne smerten!  Men sender de varmeste kram og tanker!  

Nenus skriver:

Jeg skrev i aftes at jeg havde nogle blødninger.. De gik lidt i sig selv efter nogle timer - men kom stærkt igen.

Kl 3.30-4.00 i nat vågnede jeg ved at der var en blodpøl omkring mig, og skyndte mig ud på toilettet.. Det fortsatte med at bløde, og en stor klump kom også. Vi ringede til vagtlægen, og kom afsted til skadestuen i joggingbukser indlagt med håndklæde, og så ellers bare gå i 10 min med følelsen af at ens underliv var ved at falde fra hinanden.. Kort efter vi var ankommet skulle jeg ud og skifte tøj, og da jeg tager mine bukser ned, ser jeg det lille foster på ca. 6 cm ligge i mine trusser, forhelvede hvor var det forfærdeligt! 

Vi bliver indlagt på gynækologisk afd. hvor jeg fik noget til at få livmoderen til at trække sig sammen, og så ligger jeg ellers fastende, hvis nu jeg skulle i narkose og have en udskrabning.. Manden tager hjem efter noget tøj, og jeg ligger ellers bare med smerter og prøver at slappe af. Efter en time kom han tilbage, og ventetiden føles i det hele taget bare lang, når man hverken må spise eller drikke i 4 timer, når man kun har fået i underkanten af fire timers søvn. Jeg fik noget morfin, udover de smertestillende jeg fik med det andet medicin - det hjalp heldigvis gevaldigt!

Men da lægen kommer, fortæller hun at hun ikke vil scanne os før mandag om en uge, og vi egentlig bare kan tage hjem, når vi føler for det - så vi skynder os i tøj, så vi kan komme hjem og få noget at spise og få sovet..

Da vi så kommer hjem, når jeg at sidde i 20 minutters tid, hvorefter jeg bliver enormt svimmel  Jeg siger til manden at jeg altså har det rigtig skidt, og han prøver så at hjælpe mig ind i seng. Men turen ind til sengen kan jeg ikke huske! Under den korte tur på et par meter, når jeg at få TRE krampeanfald - og jeg føler mig totalt kvæstet herefter, og får naturligvis et kæmpe chok  Jeg får taget mig sammen til at få lidt at spise, og så smider vi  os ellers til at sove..

Forhelvede hvor har det været en forbandet hård omgang, og er slet slet slet ikke ovre chokket over natten endnu 

- Nå, men det blev en lidt lang update herfra 

Hvor er det skrækkeligt 

Det gør mig virkelig ondt!

Igen, tak for alle jeres dejlige krammer og beskeder - de varmer UTROLIGT meget i denne hårde tid  

Nenus skriver:

Jeg skrev i aftes at jeg havde nogle blødninger.. De gik lidt i sig selv efter nogle timer - men kom stærkt igen.

Kl 3.30-4.00 i nat vågnede jeg ved at der var en blodpøl omkring mig, og skyndte mig ud på toilettet.. Det fortsatte med at bløde, og en stor klump kom også. Vi ringede til vagtlægen, og kom afsted til skadestuen i joggingbukser indlagt med håndklæde, og så ellers bare gå i 10 min med følelsen af at ens underliv var ved at falde fra hinanden.. Kort efter vi var ankommet skulle jeg ud og skifte tøj, og da jeg tager mine bukser ned, ser jeg det lille foster på ca. 6 cm ligge i mine trusser, forhelvede hvor var det forfærdeligt! 

Vi bliver indlagt på gynækologisk afd. hvor jeg fik noget til at få livmoderen til at trække sig sammen, og så ligger jeg ellers fastende, hvis nu jeg skulle i narkose og have en udskrabning.. Manden tager hjem efter noget tøj, og jeg ligger ellers bare med smerter og prøver at slappe af. Efter en time kom han tilbage, og ventetiden føles i det hele taget bare lang, når man hverken må spise eller drikke i 4 timer, når man kun har fået i underkanten af fire timers søvn. Jeg fik noget morfin, udover de smertestillende jeg fik med det andet medicin - det hjalp heldigvis gevaldigt!

Men da lægen kommer, fortæller hun at hun ikke vil scanne os før mandag om en uge, og vi egentlig bare kan tage hjem, når vi føler for det - så vi skynder os i tøj, så vi kan komme hjem og få noget at spise og få sovet..

Da vi så kommer hjem, når jeg at sidde i 20 minutters tid, hvorefter jeg bliver enormt svimmel  Jeg siger til manden at jeg altså har det rigtig skidt, og han prøver så at hjælpe mig ind i seng. Men turen ind til sengen kan jeg ikke huske! Under den korte tur på et par meter, når jeg at få TRE krampeanfald - og jeg føler mig totalt kvæstet herefter, og får naturligvis et kæmpe chok  Jeg får taget mig sammen til at få lidt at spise, og så smider vi  os ellers til at sove..

Forhelvede hvor har det været en forbandet hård omgang, og er slet slet slet ikke ovre chokket over natten endnu 

- Nå, men det blev en lidt lang update herfra 

Åh hvor gør det mig bare ondt at høre det gik dig sådan  De kunne ikke sige noget om årsagen?

Håber inderligt at det lykkes for jer, og når i har sundet jer lidt, at det går hurtigt med at blive gravid igen!

Tusinde  Herfra