En update på min tråd fra i går...

Jeg skrev i aftes at jeg havde nogle blødninger.. De gik lidt i sig selv efter nogle timer - men kom stærkt igen.

Kl 3.30-4.00 i nat vågnede jeg ved at der var en blodpøl omkring mig, og skyndte mig ud på toilettet.. Det fortsatte med at bløde, og en stor klump kom også. Vi ringede til vagtlægen, og kom afsted til skadestuen i joggingbukser indlagt med håndklæde, og så ellers bare gå i 10 min med følelsen af at ens underliv var ved at falde fra hinanden.. Kort efter vi var ankommet skulle jeg ud og skifte tøj, og da jeg tager mine bukser ned, ser jeg det lille foster på ca. 6 cm ligge i mine trusser, forhelvede hvor var det forfærdeligt! 

Vi bliver indlagt på gynækologisk afd. hvor jeg fik noget til at få livmoderen til at trække sig sammen, og så ligger jeg ellers fastende, hvis nu jeg skulle i narkose og have en udskrabning.. Manden tager hjem efter noget tøj, og jeg ligger ellers bare med smerter og prøver at slappe af. Efter en time kom han tilbage, og ventetiden føles i det hele taget bare lang, når man hverken må spise eller drikke i 4 timer, når man kun har fået i underkanten af fire timers søvn. Jeg fik noget morfin, udover de smertestillende jeg fik med det andet medicin - det hjalp heldigvis gevaldigt!

Men da lægen kommer, fortæller hun at hun ikke vil scanne os før mandag om en uge, og vi egentlig bare kan tage hjem, når vi føler for det - så vi skynder os i tøj, så vi kan komme hjem og få noget at spise og få sovet..

Da vi så kommer hjem, når jeg at sidde i 20 minutters tid, hvorefter jeg bliver enormt svimmel  Jeg siger til manden at jeg altså har det rigtig skidt, og han prøver så at hjælpe mig ind i seng. Men turen ind til sengen kan jeg ikke huske! Under den korte tur på et par meter, når jeg at få TRE krampeanfald - og jeg føler mig totalt kvæstet herefter, og får naturligvis et kæmpe chok  Jeg får taget mig sammen til at få lidt at spise, og så smider vi  os ellers til at sove..

Forhelvede hvor har det været en forbandet hård omgang, og er slet slet slet ikke ovre chokket over natten endnu 

- Nå, men det blev en lidt lang update herfra 

Øv øv øv. Ved slet ikke hvad jeg skal sige/ skrive. Jeg syntes det er så synd for dig (og din kæreste).

Jeg sender en masse kram til dig 

Nenus skriver:

Jeg skrev i aftes at jeg havde nogle blødninger.. De gik lidt i sig selv efter nogle timer - men kom stærkt igen.

Kl 3.30-4.00 i nat vågnede jeg ved at der var en blodpøl omkring mig, og skyndte mig ud på toilettet.. Det fortsatte med at bløde, og en stor klump kom også. Vi ringede til vagtlægen, og kom afsted til skadestuen i joggingbukser indlagt med håndklæde, og så ellers bare gå i 10 min med følelsen af at ens underliv var ved at falde fra hinanden.. Kort efter vi var ankommet skulle jeg ud og skifte tøj, og da jeg tager mine bukser ned, ser jeg det lille foster på ca. 6 cm ligge i mine trusser, forhelvede hvor var det forfærdeligt! 

Vi bliver indlagt på gynækologisk afd. hvor jeg fik noget til at få livmoderen til at trække sig sammen, og så ligger jeg ellers fastende, hvis nu jeg skulle i narkose og have en udskrabning.. Manden tager hjem efter noget tøj, og jeg ligger ellers bare med smerter og prøver at slappe af. Efter en time kom han tilbage, og ventetiden føles i det hele taget bare lang, når man hverken må spise eller drikke i 4 timer, når man kun har fået i underkanten af fire timers søvn. Jeg fik noget morfin, udover de smertestillende jeg fik med det andet medicin - det hjalp heldigvis gevaldigt!

Men da lægen kommer, fortæller hun at hun ikke vil scanne os før mandag om en uge, og vi egentlig bare kan tage hjem, når vi føler for det - så vi skynder os i tøj, så vi kan komme hjem og få noget at spise og få sovet..

Da vi så kommer hjem, når jeg at sidde i 20 minutters tid, hvorefter jeg bliver enormt svimmel  Jeg siger til manden at jeg altså har det rigtig skidt, og han prøver så at hjælpe mig ind i seng. Men turen ind til sengen kan jeg ikke huske! Under den korte tur på et par meter, når jeg at få TRE krampeanfald - og jeg føler mig totalt kvæstet herefter, og får naturligvis et kæmpe chok  Jeg får taget mig sammen til at få lidt at spise, og så smider vi  os ellers til at sove..

Forhelvede hvor har det været en forbandet hård omgang, og er slet slet slet ikke ovre chokket over natten endnu 

- Nå, men det blev en lidt lang update herfra 

Ihh ville ikke gå uden at sende en krammer!!

Åh nej. Sikke en omgang...

Jeg krydser fingre for, din krop har klaret det hele selv, så du kan slippe så nådigt som muligt.

Tag dig tid til at være ked af det, det er helt okay - og så pas på jer selv og hinanden, og kom op på hesten igen.

Stort kram fra mig, der selv mistede omkring uge 10-11, men hurtigt blev gravid igen. 

Nenus skriver:

Jeg skrev i aftes at jeg havde nogle blødninger.. De gik lidt i sig selv efter nogle timer - men kom stærkt igen.

Kl 3.30-4.00 i nat vågnede jeg ved at der var en blodpøl omkring mig, og skyndte mig ud på toilettet.. Det fortsatte med at bløde, og en stor klump kom også. Vi ringede til vagtlægen, og kom afsted til skadestuen i joggingbukser indlagt med håndklæde, og så ellers bare gå i 10 min med følelsen af at ens underliv var ved at falde fra hinanden.. Kort efter vi var ankommet skulle jeg ud og skifte tøj, og da jeg tager mine bukser ned, ser jeg det lille foster på ca. 6 cm ligge i mine trusser, forhelvede hvor var det forfærdeligt! 

Vi bliver indlagt på gynækologisk afd. hvor jeg fik noget til at få livmoderen til at trække sig sammen, og så ligger jeg ellers fastende, hvis nu jeg skulle i narkose og have en udskrabning.. Manden tager hjem efter noget tøj, og jeg ligger ellers bare med smerter og prøver at slappe af. Efter en time kom han tilbage, og ventetiden føles i det hele taget bare lang, når man hverken må spise eller drikke i 4 timer, når man kun har fået i underkanten af fire timers søvn. Jeg fik noget morfin, udover de smertestillende jeg fik med det andet medicin - det hjalp heldigvis gevaldigt!

Men da lægen kommer, fortæller hun at hun ikke vil scanne os før mandag om en uge, og vi egentlig bare kan tage hjem, når vi føler for det - så vi skynder os i tøj, så vi kan komme hjem og få noget at spise og få sovet..

Da vi så kommer hjem, når jeg at sidde i 20 minutters tid, hvorefter jeg bliver enormt svimmel  Jeg siger til manden at jeg altså har det rigtig skidt, og han prøver så at hjælpe mig ind i seng. Men turen ind til sengen kan jeg ikke huske! Under den korte tur på et par meter, når jeg at få TRE krampeanfald - og jeg føler mig totalt kvæstet herefter, og får naturligvis et kæmpe chok  Jeg får taget mig sammen til at få lidt at spise, og så smider vi  os ellers til at sove..

Forhelvede hvor har det været en forbandet hård omgang, og er slet slet slet ikke ovre chokket over natten endnu 

- Nå, men det blev en lidt lang update herfra 

Kan slet ikke sætte mig ind i hvor hårdt det må være

Er helt tom for ord !

Tak for jeres dejlige krammer - det varmer virkelig 

Hvor er det uretfærdigt, når man tror man er i mål ved uge 12 og så fosteret går til.

Jeg håber du snart bliver gravid igen og det næste gang kommer til at gå rigtig godt...

Benjamins'mor skriver:

Kæmpe til dig.
Hvor må det virkeligt være forfærdeligt, især at se fosteret ligge der.
Føler virkeligt med jer.

Det var virkelig også hårdt, jeg brød totalt sammen - fik virkelig et chok  Men jeg blev skyndet på, da jeg jo fortsatte med at bløde, så synes slet ikke jeg nåede noget som helst - alt gik bare så stærkt