et råb om hjælp.. LANGT

Amning er ALDRIG behagelig de første to måneder.. Det gør ondt a h til i starten, så når mælken endelig er løbet til, så kommer der et togetspring omkring de 6-10 uger, og så føler man bare ikke der er nok mad, og barnet sutter HELE TIDEN, og sover ikke nok ..  

så er de lidt over to måneder, og så køre amningen endelig! Og man har bare kæmpet en LANG og sej kamp i MEGETlang tid.. Og man er udkørt, i al den tid, overvejer man våde om det nu ikke er bedst at give flaske, både for barnet og en selv.. 

Men faktum er at kvinder KAN amme, vi er skabt til det, og vores børn, og bryster er skabt til at få det til at fungere, hvis bare vi kæmper sammen med dem.. 

Mine bryster har blødt, er blevet suttet skæve, og har haft bryst betændelse, alligevel har jeg ammet min datter i seks måneder, og regner med at min søn kan ammes ligeså længe.. 

Personligt har jeg aldrig troet på den der med "at der ikke var mælk nok" 

sim min sp sagde, kun meget traumatiske psykiske påvirkninger, eller en spiseforstyrrelse som kan påvirke at produktionen stoppes, og barnet dermed ikke får mad nok.. Dette har hun kun oplevet en gang i hendes lange karriere .. 

Men som hun siger, det jo meget nemmere at vælge flasken frem for amningen.. 

Dog kan sagtens forstå at nogen vælger at stoppe amningen inden den er rigtig gået igang, men forstår ikke alle de undskyldninger folk bruger . 

Men man skal helt klart gøre hvad man selv mener er det rigtige for en selv.. 

Martsbaby skriver:

Ja eller måske mere bare et lille "det er altså ok" med på vejen..

Jeg har den dejligste søn på 10 dage, men jeg nyder ikke at amme ham.. Jeg elsker nærværet der er i amningen, men jeg bryder mig ikke om, at amme ham..
Nu har sundhedsplejerskerne jo påskeferie til tirsdag morgen, og jeg har endnu ikke talt med min sundhedsplejerske, men hun skulle ringe efter påske blev jeg lovet - så jeg kan ikke ringe til hende og sige HJÆLP!

Jeg overvejer meget kraftigt, at skifte til flasken, også bare pumpe ud.. Det hele startede egentlig med, at Anthon suttede skævt på mine brystvorter, så de blev helt ødelagte og jeg bare sad og tudede af smerte når han skulle ammes, smerterne er ikke så slemme mere, men jeg har mistet glæden ved amning.. Jeg vil så gerne at det skal lykkeds, men jeg er ved at opgive håbet lidt, fordi jeg har det som jeg har det..

Jeg har altid forbundet en god mor med amning, og en god mor med masser af kærlighed.. Kærligheden mangler absolut IKKE, men amningen halter lidt.. Jeg frygter desuden også, at Anthon ikke får nok mad igennem amningen, hvilket jeg garanteret ikke er nødvendigt, men nervøs for det er jeg nu altså alligevel..

Jeg tror det eneste jeg har brug for er, at nogen fortæller mig, at det er helt normalt at have det sådan her, at man ikke føler for, at ville amme, selvom man siden man var lille pige nærmest har tænkt, selvfølgelig skal jeg amme!

Også et sidespørgsmål, hvor meget skal han egentlig have på flasken for, at det er den "rigtige" mængde? jeg har hørt at det er en sjettedel af barnets vægt de skal have på en hel dag, fordelt på 5-6-7 eller hvor mange flasker de nu får, men da jeg var indlagt på neonatal fik han "kun" 60 ml, 6 gange i døgnet, og det hænger ikke sammen med hans vægt..

Hej med dig. Du får lige et stort 

Jeg er i nogenlunde samme situation som dig. Jeg har heller ikke den store lyst til at amme mere.. det skyldes at jeg kun kan ligge ned og amme, fordi jeg sprak bagi ved fødslen og derfor ikke måtte sidde op. Jeg er dog ok nu, her 3 uger efter fødslen, men kan stadig ikke fonde ud af at sidde op og amme, hvilket gør at jeg er utrolig bundet til min mand og vores lejlighed. Oveni så har jeg på de her 3 uger haft kraftige blødninger, sim skulle tjekkes på sygehuset og min syning har jeg også måtte skulle afsted med, så den kunne blive tjekket pga smerter. Pyha. Jeg har ikke haft det godt, men jeg har en skøn dreng som ikke har tabt sig efter fødslen og som på 9 dagen havde taget 220g på 

Jeg ved ikke hvor du bor, men jeg bor i Århus hvor der er en amme rådgivning man kan besøge og få hjælp. Jeg skal besøge dem i næste uge så jeg kan få hjælp til at sidde op og amme. Da jeg gik i trænings lejer herhjemme, så endte det med meget smertefulde brystvorter, pga han suttede forkert. Amning er svært og hårdt og ikke særligt sjovt hvis du spørger mig. MEN min søn trives og det er det der får mig til at fortsætte. Hvis han ikke gjorde, så gik jeg over til flasken også..

Du skal følge dit hjerte, du ved bedst hvad der er godt for jer. Husk at mor også skal være glad 

Martsbaby skriver:



Jeg bruger i forvejen ammebrikker, oh de hjælper da, men slet ikke nok.. Har ondt i brystvorterne hele tiden..

Hele tiden som i mellem amningerne også? For så kan det være du har reddet dig en omgang svamp?

http://ammenet.dk/wiki/svamp

Ammenet.dk er iøvrigt en knaldgod side, hvis du har spørgsmål om amning!

Martsbaby skriver:

Ja eller måske mere bare et lille "det er altså ok" med på vejen..

Jeg har den dejligste søn på 10 dage, men jeg nyder ikke at amme ham.. Jeg elsker nærværet der er i amningen, men jeg bryder mig ikke om, at amme ham..
Nu har sundhedsplejerskerne jo påskeferie til tirsdag morgen, og jeg har endnu ikke talt med min sundhedsplejerske, men hun skulle ringe efter påske blev jeg lovet - så jeg kan ikke ringe til hende og sige HJÆLP!

Jeg overvejer meget kraftigt, at skifte til flasken, også bare pumpe ud.. Det hele startede egentlig med, at Anthon suttede skævt på mine brystvorter, så de blev helt ødelagte og jeg bare sad og tudede af smerte når han skulle ammes, smerterne er ikke så slemme mere, men jeg har mistet glæden ved amning.. Jeg vil så gerne at det skal lykkeds, men jeg er ved at opgive håbet lidt, fordi jeg har det som jeg har det..

Jeg har altid forbundet en god mor med amning, og en god mor med masser af kærlighed.. Kærligheden mangler absolut IKKE, men amningen halter lidt.. Jeg frygter desuden også, at Anthon ikke får nok mad igennem amningen, hvilket jeg garanteret ikke er nødvendigt, men nervøs for det er jeg nu altså alligevel..

Jeg tror det eneste jeg har brug for er, at nogen fortæller mig, at det er helt normalt at have det sådan her, at man ikke føler for, at ville amme, selvom man siden man var lille pige nærmest har tænkt, selvfølgelig skal jeg amme!

Også et sidespørgsmål, hvor meget skal han egentlig have på flasken for, at det er den "rigtige" mængde? jeg har hørt at det er en sjettedel af barnets vægt de skal have på en hel dag, fordelt på 5-6-7 eller hvor mange flasker de nu får, men da jeg var indlagt på neonatal fik han "kun" 60 ml, 6 gange i døgnet, og det hænger ikke sammen med hans vægt..

Jeg havde nøjagtig de samme tanker som dig. Og det gjorde skide ondt at amme. Men jeg troede at det skulle være sådan, for alle andre ammede jo. men jeg valgte til sidst at stoppe. Det gavnede ikke min datter at jeg frygtede hver amning og helst bare ville have den overstået. Jeg gik over på flasken og fandt ud af at der faktisk var mange der havde flaske børn. Og jeg fik samtidig en helt anden datter. Hun var glad, tilfreds og sov meget bedre, så er ikke i tvivl om at jeg ikke havde nok mælk til hende.

vi købte allomin, og vi fulgte det der stod bag på pakken, men ret hurtigt røg hun op. Ja de siger det er en sjette del af barnets vægt, men vi gav hende det hun havde brug for. Og min sp sagde det de skrev kun var vejledende. Børn er forskellige og nogen spiser mere end andre, så vil han have mere så skal han det. En god regel er at der altid skal være lidt tilbage i flasken, for så er han ikke mere sulten hvis han efterlader noget.

jeg havde følelsen af at jeg ville være en dårlig mor hvis ikke jeg ammede, og at det ikke var godt for mit barn at få flaske, men disse tanker har intet med virkeligheden at gøre. Faktisk ved jeg at jeg ved næste barn ikke vil amme men å direkte på flasken.

Forresten et lille tip til ømme brystvorter: efter hver amning smør du dem ind i et godt lag e-vitamin salve. Det hjalp mig rigtig meget både første og anden gang.

baby012 skriver:

Amning er ALDRIG behagelig de første to måneder.. Det gør ondt a h til i starten, så når mælken endelig er løbet til, så kommer der et togetspring omkring de 6-10 uger, og så føler man bare ikke der er nok mad, og barnet sutter HELE TIDEN, og sover ikke nok ..  

så er de lidt over to måneder, og så køre amningen endelig! Og man har bare kæmpet en LANG og sej kamp i MEGETlang tid.. Og man er udkørt, i al den tid, overvejer man våde om det nu ikke er bedst at give flaske, både for barnet og en selv.. 

Men faktum er at kvinder KAN amme, vi er skabt til det, og vores børn, og bryster er skabt til at få det til at fungere, hvis bare vi kæmper sammen med dem.. 

Mine bryster har blødt, er blevet suttet skæve, og har haft bryst betændelse, alligevel har jeg ammet min datter i seks måneder, og regner med at min søn kan ammes ligeså længe.. 

Personligt har jeg aldrig troet på den der med "at der ikke var mælk nok" 

sim min sp sagde, kun meget traumatiske psykiske påvirkninger, eller en spiseforstyrrelse som kan påvirke at produktionen stoppes, og barnet dermed ikke får mad nok.. Dette har hun kun oplevet en gang i hendes lange karriere .. 

Men som hun siger, det jo meget nemmere at vælge flasken frem for amningen.. 

Dog kan sagtens forstå at nogen vælger at stoppe amningen inden den er rigtig gået igang, men forstår ikke alle de undskyldninger folk bruger . 

Men man skal helt klart gøre hvad man selv mener er det rigtige for en selv.. 

Jeg synes det er synd at generalisere ud fra dine egne oplever hvordan det er for andre

Jeg er mod til både et amme barn (stammede fuldt til hun var 9 mdr) og så et flaske barn.

Og personligt synes jeg det var 1000 gange nemmere at amme end at give flaske

Og det med at give grunde til hvorfor amningen ikke fungere. Det er da fair nok, og jeg vælger at tro på de grunde folk giver, uden den mindste tvivl. I bund og grund kan jeg jo være ligeglad så længe mor og barn har det godt

Jeg oplevede aldrig problemer med amning af min datter, heller ikke i starten.... Men med min søn fungerede det ikke og efter en 8 uger kom han på flaske

baby012 skriver:

Amning er ALDRIG behagelig de første to måneder.. Det gør ondt a h til i starten, så når mælken endelig er løbet til, så kommer der et togetspring omkring de 6-10 uger, og så føler man bare ikke der er nok mad, og barnet sutter HELE TIDEN, og sover ikke nok ..  

så er de lidt over to måneder, og så køre amningen endelig! Og man har bare kæmpet en LANG og sej kamp i MEGETlang tid.. Og man er udkørt, i al den tid, overvejer man våde om det nu ikke er bedst at give flaske, både for barnet og en selv.. 

Men faktum er at kvinder KAN amme, vi er skabt til det, og vores børn, og bryster er skabt til at få det til at fungere, hvis bare vi kæmper sammen med dem.. 

Mine bryster har blødt, er blevet suttet skæve, og har haft bryst betændelse, alligevel har jeg ammet min datter i seks måneder, og regner med at min søn kan ammes ligeså længe.. 

Personligt har jeg aldrig troet på den der med "at der ikke var mælk nok" 

sim min sp sagde, kun meget traumatiske psykiske påvirkninger, eller en spiseforstyrrelse som kan påvirke at produktionen stoppes, og barnet dermed ikke får mad nok.. Dette har hun kun oplevet en gang i hendes lange karriere .. 

Men som hun siger, det jo meget nemmere at vælge flasken frem for amningen.. 

Dog kan sagtens forstå at nogen vælger at stoppe amningen inden den er rigtig gået igang, men forstår ikke alle de undskyldninger folk bruger . 

Men man skal helt klart gøre hvad man selv mener er det rigtige for en selv.. 

Jeg synes det er synd at generalisere ud fra dine egne oplever hvordan det er for andre

Jeg er mod til både et amme barn (stammede fuldt til hun var 9 mdr) og så et flaske barn.

Og personligt synes jeg det var 1000 gange nemmere at amme end at give flaske

Og det med at give grunde til hvorfor amningen ikke fungere. Det er da fair nok, og jeg vælger at tro på de grunde folk giver, uden den mindste tvivl. I bund og grund kan jeg jo være ligeglad så længe mor og barn har det godt

Jeg oplevede aldrig problemer med amning af min datter, heller ikke i starten.... Men med min søn fungerede det ikke og efter en 8 uger kom han på flaske

Undskyld alle mine fejl. Skriver fra en mmobil der har det med at drille og lave ord om

Det gør ondt held tiden. I sær når der er suttet skævt. Sådan jan jeg huske det frá min den første, men det går over stille og roligt, jeg brugte også brik for at skåne. Men prøv at ring til ammerådgivningen, de er super at tale med og få råd osv. 

 

Nu ved jeg ikke hvilket amt du hører til, men i Roskilde fik jeg en pjece med hjem, hvor der er åbent telefontid når netop din sundhedsplejske har lukket.

Hej med dig. Du får lige et stort 

Jeg er i nogenlunde samme situation som dig. Jeg har heller ikke den store lyst til at amme mere.. det skyldes at jeg kun kan ligge ned og amme, fordi jeg sprak bagi ved fødslen og derfor ikke måtte sidde op. Jeg er dog ok nu, her 3 uger efter fødslen, men kan stadig ikke fonde ud af at sidde op og amme, hvilket gør at jeg er utrolig bundet til min mand og vores lejlighed. Oveni så har jeg på de her 3 uger haft kraftige blødninger, sim skulle tjekkes på sygehuset og min syning har jeg også måtte skulle afsted med, så den kunne blive tjekket pga smerter. Pyha. Jeg har ikke haft det godt, men jeg har en skøn dreng som ikke har tabt sig efter fødslen og som på 9 dagen havde taget 220g på 

Jeg ved ikke hvor du bor, men jeg bor i Århus hvor der er en amme rådgivning man kan besøge og få hjælp. Jeg skal besøge dem i næste uge så jeg kan få hjælp til at sidde op og amme. Da jeg gik i trænings lejer herhjemme, så endte det med meget smertefulde brystvorter, pga han suttede forkert. Amning er svært og hårdt og ikke særligt sjovt hvis du spørger mig. MEN min søn trives og det er det der får mig til at fortsætte. Hvis han ikke gjorde, så gik jeg over til flasken også..

Du skal følge dit hjerte, du ved bedst hvad der er godt for jer. Husk at mor også skal være glad 

Hej, vil bare lige sige at jeg også fik en 3. grads og også kun ammede liggende den første måned. Man skal lige vænne sig til at amme siddende (og det skal baby også), men det skal nok komme, bare rolig.