Det der adhd..

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

21. marts 2013

Angelspot

Anonym skriver:

Jeg har altid vidst at min dreng var mere urolig end andre børn. Ligefra han var helt lillebitte. Jeg har bare aldrig kunne konstatere hvorfor.. nu er han 5 år. 

Hans far fik konstateret add som voksen her for 2 år siden. Jeg bryder mig ikke om den person han er blevet efter diagnosen. Han har altid haft svært ved at organisere sig, holde fokus og havde meget nemt til stress.. og nu vidste vi da hvorfor.. men det er som om diagnosen bliver hans undskyldning for alt nu. Hans dårlige livskvalitet generelt. Han siger der intet er at gøre for ham, han sidder fast, for man kan ikke ændre den dysfunktion han har i hjernen.. og nej, det kan man ikke. Men som pædagog ved jeg at der er masser af muligheder for at lære nye strategier for at klare sig bedre i hverdagen. Det mener han ikke er rigtigt. Vi gik i øvrigt fra hinanden for 4 år siden, og han har vores søn hver anden weekend. Han magter ikke mere.

Nå men.. vores dreng har denne uforklarlige uro i kroppen .. den er der hele tiden. I hænder og fødder. Og det gør, at han ikke ligner én der hører efter når man taler med ham.. men det gør han som regel. Han går bare rundt imens. Han løber også meget. Og bliver hurtigt træt i kroppen. Og han råber.. og snakker konstant. Der er intet aggressivt i ham, han er meget glad, mennesker han kan blive åh så frustreret og vred.. hvilket som regel hurtigt er ovre igen. Det værste er den konstante uro.

Som mor vil jeg bare gerne tage og smide hans uro væk.. for det hæmmer ham. Hans koncentration og måde at være sammen med andre på. Bekymringen opstår også i børnehaven, og vi får sammen kontakt til børnefysioterapeuter, hvor han nu går 1 gang i ugen. Her er det helt tydeligt hvor hans problematikker ligger. Han er klart en dreng med mange kompetencer og mange kreative ideer og stor lyst til at bruge sin krop. Han kan godt koncentrere sig om en ting, men han kan også lynhurtigt springe fra, hvis ikke det interesserer ham. Han virker meget impulsstyret - ser han noget spændende skal det spørges ind til eller prøves også selvom han havde gang i noget andet først. 

Jeg er bekymret over hans uro. Hans far begynder blot at fortælle om sig selv når jeg drøfter mine tanker med ham.. jeg tror han synes det ville være hyggeligt at hans søn fik samme diagnose, for han elsker at kalde ham en tro kopi af sig selv. Men far har bare så store problematikker at det gør ondt på mig, hvis dette er tilfældet. Han må ikke ende som sin far. Jeg ved hvor svært han har det. 

Hvis jeg skulle krydse af, hvilke typiske adhd symptomer min søn viser, så er det de fleste af dem. Men jeg har alligevel aldrig set det som et kæmpe problem herhjemme. Han er urolig i kroppen, men det er ikke noget vi ikke kan holde ud som mange forældre siger til børn med adhd.. at de sommetider er ved at give op og bliver dybt frustrerede.. i en sådan grad oplever jeg det ikke. Men der ér noget... måske er det fordi vi er gode til fast struktur og klare rammer og regler herhjemme. Jeg ved det ikke. 

Kan man have en mild form for adhd? 

Kan nogen berette for mig, hvordan det er at have et barn med adhd?

Og jer uden børn med adhd, hvad tænker i, når i hører et barn have det? 

Åh jeg ville være så ked af det, hvis han ender ud i diagnosen. Ikke fordi han ville blive et andet barn.. men for det første pga hans far.. det skræmmer mig. For det andet for omverdenen.. der følger så mange ting med..



Hvor er det dejligt at læse at du kan rumme din søn på trods af hans problematikker. At du forstår at give ham den hjælp i hverdagen som han har brug for

Jeg vil også sige, at der er nogle typiske tegn på ADHD, som enhver børnepsykiater vil undersøge, før der kan stilles en diagnose. Det handler om impulsivitet, opmærksomhedsproblemer og uro. Men det er netop som du selv skriver, noget mange drenge i den alder har. Der hvor man kan sige at der er tale om ADHD, er i de tilfælde, hvor de problematikker, går ind og gør hverdagen svær for et barn. Hvis barnets impulsivitet gør at han 'kommer til' nogle ting, som gør ham upopulær i sociale sammenhænge med kammerater og familie. Eller hvor barnet er så fysisk urolig, at det har svært ved at klare sig i skolen, fordi der er så meget uro. Det kan også være at opmærksomheden er på mange ting og at barnet derfor har svært ved at fokusere. Altså at barnet bliver afledt i en sådan grad, at det ikke formår at følge med i skolen, eller kan blive i en fælles leg med kammerater i længere tid osv.

Hertil kan jeg så også sige, at hvis ikke din søn er hæmmet af de symptomer han har, så er der ingen grund til at gøre noget ved det. Men i det tilfælde, at din søn har problemer i institutionen, eller i legerelationer med andre børn, eller måske nemt kommer i konflikt med børn og voksne over nogle ting han 'kommer til', så vil det være en god ide at tage kontakt til nogen. Det mener jeg fordi, at det kan hæmme din drengs udviklingspotentiale og dermed hans mulighed for at indgå i normalt forventede sociale sammenhænge og dermed er der risiko for at han kan lide last på andre områder.

MEN: der er ingen grund til at give diagnoser hvis din søn er i et miljø hvor han trives og hvor hans omsorgspersoner forstår at rumme ham. Man vil heller ikke tilbyde medicin, hvis ikke der ligger en konkret vurdering af, at han vil blive hæmmet i sin udvikling pga hans uro. Der hvor medicin kan hjælpe, er i en situation, hvor han feks ikke kan koncentrere sig eller følge med i skolen. Dermed kan han blive udelukket fra fællesskabet og føle sig anderledes end hans kammerater. En medicinering vil eksempelvis kunne give din søn en ro, så han formår at blive i sin institution, kan følges med de kammerater han kender, kan indgå i de fællessakber der kræves i et almindelig skolemiljø og han vil også kunne begå sig i faglige sammenhænge, fordi han ikke bliver afledt.

Det jeg vil sige er: lige meget hvad, så er din søn den han er. Intet kan ændre det, men man er også nødt til at forholde sig til de kendsgerninger der er, nemlig at du skriver han bliver hæmmet af den uro. Derfor tænker jeg, at der er grund til at forhøre sig hos feks din egen læge, for at få en vurdering af, hvad de tænker om det hele. Nej, en diagnose er ikke rar, men den kan være en hjælp til dit barn, hvis han har den. 

Og så er det vigtigt for mig at understrege, at børn med en ADHD diagnose, ikke nødvendigvis har den fordi det er en dille, men fordi de rent faktisk har nogle konkrete problematikker, som kræver opmærksomhed. Og for barnets skyld, synes jeg det bedste man som forælder kan gøre, er at tage sit barn alvorligt, lige meget hvad konsekvensen af det er. Måske er der ikke flere børn med ADHD end før, men måske er vi blevet bedre til at finde dem i alm institutioner og dermed hjælpe dem. For det er jo det, det hele handler om. Det er bare min holdning

Held og lykke

Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

21. marts 2013

Angelspot

Anonym skriver:

Jeg har altid vidst at min dreng var mere urolig end andre børn. Ligefra han var helt lillebitte. Jeg har bare aldrig kunne konstatere hvorfor.. nu er han 5 år. 

Hans far fik konstateret add som voksen her for 2 år siden. Jeg bryder mig ikke om den person han er blevet efter diagnosen. Han har altid haft svært ved at organisere sig, holde fokus og havde meget nemt til stress.. og nu vidste vi da hvorfor.. men det er som om diagnosen bliver hans undskyldning for alt nu. Hans dårlige livskvalitet generelt. Han siger der intet er at gøre for ham, han sidder fast, for man kan ikke ændre den dysfunktion han har i hjernen.. og nej, det kan man ikke. Men som pædagog ved jeg at der er masser af muligheder for at lære nye strategier for at klare sig bedre i hverdagen. Det mener han ikke er rigtigt. Vi gik i øvrigt fra hinanden for 4 år siden, og han har vores søn hver anden weekend. Han magter ikke mere.

Nå men.. vores dreng har denne uforklarlige uro i kroppen .. den er der hele tiden. I hænder og fødder. Og det gør, at han ikke ligner én der hører efter når man taler med ham.. men det gør han som regel. Han går bare rundt imens. Han løber også meget. Og bliver hurtigt træt i kroppen. Og han råber.. og snakker konstant. Der er intet aggressivt i ham, han er meget glad, mennesker han kan blive åh så frustreret og vred.. hvilket som regel hurtigt er ovre igen. Det værste er den konstante uro.

Som mor vil jeg bare gerne tage og smide hans uro væk.. for det hæmmer ham. Hans koncentration og måde at være sammen med andre på. Bekymringen opstår også i børnehaven, og vi får sammen kontakt til børnefysioterapeuter, hvor han nu går 1 gang i ugen. Her er det helt tydeligt hvor hans problematikker ligger. Han er klart en dreng med mange kompetencer og mange kreative ideer og stor lyst til at bruge sin krop. Han kan godt koncentrere sig om en ting, men han kan også lynhurtigt springe fra, hvis ikke det interesserer ham. Han virker meget impulsstyret - ser han noget spændende skal det spørges ind til eller prøves også selvom han havde gang i noget andet først. 

Jeg er bekymret over hans uro. Hans far begynder blot at fortælle om sig selv når jeg drøfter mine tanker med ham.. jeg tror han synes det ville være hyggeligt at hans søn fik samme diagnose, for han elsker at kalde ham en tro kopi af sig selv. Men far har bare så store problematikker at det gør ondt på mig, hvis dette er tilfældet. Han må ikke ende som sin far. Jeg ved hvor svært han har det. 

Hvis jeg skulle krydse af, hvilke typiske adhd symptomer min søn viser, så er det de fleste af dem. Men jeg har alligevel aldrig set det som et kæmpe problem herhjemme. Han er urolig i kroppen, men det er ikke noget vi ikke kan holde ud som mange forældre siger til børn med adhd.. at de sommetider er ved at give op og bliver dybt frustrerede.. i en sådan grad oplever jeg det ikke. Men der ér noget... måske er det fordi vi er gode til fast struktur og klare rammer og regler herhjemme. Jeg ved det ikke. 

Kan man have en mild form for adhd? 

Kan nogen berette for mig, hvordan det er at have et barn med adhd?

Og jer uden børn med adhd, hvad tænker i, når i hører et barn have det? 

Åh jeg ville være så ked af det, hvis han ender ud i diagnosen. Ikke fordi han ville blive et andet barn.. men for det første pga hans far.. det skræmmer mig. For det andet for omverdenen.. der følger så mange ting med..



For at svare på dit første spørgsmål:

Enten har man, eller også har man ikke ADHD. At have en mild eller en svær grad, er noget der kommer på tale, fordi mange oplever en glæde ved at fortælle at ens barn kun har det i mild grad. En diagnose vil aldrig blive stillet i mild eller svær grad. Den er det samme til alle. Men man kan opleve at nogen er mere eller mindre hæmmet af sin ADHD. Man kan sætte det op imod astma. Nogen har det svært i perioder, alt efter hvor man befinder sig og hvilket miljø man er i.

 

Anmeld

21. marts 2013

Anonym trådstarter

Angelspot skriver:



Hvor er det dejligt at læse at du kan rumme din søn på trods af hans problematikker. At du forstår at give ham den hjælp i hverdagen som han har brug for

Jeg vil også sige, at der er nogle typiske tegn på ADHD, som enhver børnepsykiater vil undersøge, før der kan stilles en diagnose. Det handler om impulsivitet, opmærksomhedsproblemer og uro. Men det er netop som du selv skriver, noget mange drenge i den alder har. Der hvor man kan sige at der er tale om ADHD, er i de tilfælde, hvor de problematikker, går ind og gør hverdagen svær for et barn. Hvis barnets impulsivitet gør at han 'kommer til' nogle ting, som gør ham upopulær i sociale sammenhænge med kammerater og familie. Eller hvor barnet er så fysisk urolig, at det har svært ved at klare sig i skolen, fordi der er så meget uro. Det kan også være at opmærksomheden er på mange ting og at barnet derfor har svært ved at fokusere. Altså at barnet bliver afledt i en sådan grad, at det ikke formår at følge med i skolen, eller kan blive i en fælles leg med kammerater i længere tid osv.

Hertil kan jeg så også sige, at hvis ikke din søn er hæmmet af de symptomer han har, så er der ingen grund til at gøre noget ved det. Men i det tilfælde, at din søn har problemer i institutionen, eller i legerelationer med andre børn, eller måske nemt kommer i konflikt med børn og voksne over nogle ting han 'kommer til', så vil det være en god ide at tage kontakt til nogen. Det mener jeg fordi, at det kan hæmme din drengs udviklingspotentiale og dermed hans mulighed for at indgå i normalt forventede sociale sammenhænge og dermed er der risiko for at han kan lide last på andre områder.

MEN: der er ingen grund til at give diagnoser hvis din søn er i et miljø hvor han trives og hvor hans omsorgspersoner forstår at rumme ham. Man vil heller ikke tilbyde medicin, hvis ikke der ligger en konkret vurdering af, at han vil blive hæmmet i sin udvikling pga hans uro. Der hvor medicin kan hjælpe, er i en situation, hvor han feks ikke kan koncentrere sig eller følge med i skolen. Dermed kan han blive udelukket fra fællesskabet og føle sig anderledes end hans kammerater. En medicinering vil eksempelvis kunne give din søn en ro, så han formår at blive i sin institution, kan følges med de kammerater han kender, kan indgå i de fællessakber der kræves i et almindelig skolemiljø og han vil også kunne begå sig i faglige sammenhænge, fordi han ikke bliver afledt.

Det jeg vil sige er: lige meget hvad, så er din søn den han er. Intet kan ændre det, men man er også nødt til at forholde sig til de kendsgerninger der er, nemlig at du skriver han bliver hæmmet af den uro. Derfor tænker jeg, at der er grund til at forhøre sig hos feks din egen læge, for at få en vurdering af, hvad de tænker om det hele. Nej, en diagnose er ikke rar, men den kan være en hjælp til dit barn, hvis han har den. 

Og så er det vigtigt for mig at understrege, at børn med en ADHD diagnose, ikke nødvendigvis har den fordi det er en dille, men fordi de rent faktisk har nogle konkrete problematikker, som kræver opmærksomhed. Og for barnets skyld, synes jeg det bedste man som forælder kan gøre, er at tage sit barn alvorligt, lige meget hvad konsekvensen af det er. Måske er der ikke flere børn med ADHD end før, men måske er vi blevet bedre til at finde dem i alm institutioner og dermed hjælpe dem. For det er jo det, det hele handler om. Det er bare min holdning

Held og lykke



Tusind tak for dit længe og kompetente svar, det var virkelig rart at læse.

Det sætter tankerne i gang om han hæmmes og i så fald i hvilket omfang, for jeg ser ham jo ikke som sådan i børnehaven, men forholder mig naturligvis til det pædagogerne fortæller. Og hans pædagog fortæller mig at hun ser en social dreng med venner omkring sig. Han vælger gerne venner der også er mest til fysiske lege, da det jo er dét han leger bedst. Dér hvor han hæmmes er i sociale aktiviteter, hvor de er mange.. her bakker han ofte ud og jeg gætter på det er fordi han har svært ved at finde roen til at sidde stille og tage imod en fælles besked. Derfor kan jeg bekymre mig om hans fremtidige skolegang. Men vi har heldigvis fået ham skoleudsat i samarbejde med børnehaven så han har et ekstra år til at modnes, hvis det er dét der skal til. 

Som kerne tror jeg hans problematik ligger i den uro han har. Deraf kommer opmærksomheds/koncentrations-problemerne.. for han kan af og til holde fokus  på noget i lang tid, hvor jeg kan blive helt imponeret, og andre gange 'fader' han ligesom bare ud, og ligner en der ikke hører efter.. og jeg tror det er uroen i ham der gør det. Uroen gør ham jo så også impulsiv i visse situationer. Men igen, det er svært.. for ofte når jeg ser på ham, så tænker jeg; der er jo intet i vejen, han sidder stille om en leg i lang tid, han kommunikerer så flot de ting han vil og ikke vil.. og andre gange overtager uroen, og så kan jeg se dét der bekymre mig tydeligt. 

Vi har heldigvis samarbejdet med fys, som ville hjælpe med kontakten til en børnelæge omkring sagen  

(Undskylder på forhold tastefejl, jeg skriver fra tablet)

Anmeld

21. marts 2013

StineW79

Profilbillede for StineW79

Har en kammararet der har add, hvilket har hæmmet ham på rigtig mange punkter i livet. Da jeg først mødte ham for 11 år siden, var det første jeg dengang spurte en fælles veninde om var " har ham Per ADD eller noget?" Dengang havde han ingen diagnose. 

Det har bla betydet at han ik har ku overskue økonomi og en helt masse andre ting. Ku ik sidde stille, snakkede hurtigt og skiftede hele tiden emne osv.

Her for 2 år siden kom han endelig i behandling, og han er pludselig meget mere koncentereret, har fået styr på sine pengesager.

Han ka selv nu fortælle at det før i tiden føltes som et stort orkester, der bare spillede i hans hovede uden en dieregent til at styre det hele. Det betød at han aldrig helt vidste hva han sku lytte efter.

Efter han er begyndt i pille behandling, har orkesteret fået en dieregent, der styre det hele. Han ka ha en alm samtale, koncenterer sig om alt og leve et helt normalt liv. Og nu overvejer ham og hans kone om de ska starte familie. 

Jeg er pædagog, og har mødt mange børn, normale og dem der er lidt anderledes. Jeg elsker at der ik er nogen børn der er ens!! Vh stine

Anmeld

21. marts 2013

Tin

Profilbillede for Tin
Angelspot skriver:



For at svare på dit første spørgsmål:

Enten har man, eller også har man ikke ADHD. At have en mild eller en svær grad, er noget der kommer på tale, fordi mange oplever en glæde ved at fortælle at ens barn kun har det i mild grad. En diagnose vil aldrig blive stillet i mild eller svær grad. Den er det samme til alle. Men man kan opleve at nogen er mere eller mindre hæmmet af sin ADHD. Man kan sætte det op imod astma. Nogen har det svært i perioder, alt efter hvor man befinder sig og hvilket miljø man er i.

 



Det er så ik rigtigt. Det findes i 3 former. Som så igen kommer til udtryk forskelligt fra barn til barn. Har 1 barn med den kombineret form (den svære ADHD) og 1 barn med den lette.

ham med den svære er medicineret og går på trods af dette,alligevel i specialskole, min søn med den milde, får ik PT medicin og skal starte i normal skole til sommer.

Anmeld

21. marts 2013

Sara.

Angelspot har beskrevet mine tanker meget godt så vil ikke kommentere så meget...

Jeg vil bare fortælle at det er vigtigt at huske på at din dreng altid vil være din dreng som det første. Om han får en diagnose eller ej.

Jeg bliver så ked af dwr når børn omtales "adhd-børn". For gu er de ej. De er først og fremmest børn! Men kan så være børn, der udover at være børn har en diagnose.

Anmeld

21. marts 2013

Aagaard

Anonym skriver:

Jeg har altid vidst at min dreng var mere urolig end andre børn. Ligefra han var helt lillebitte. Jeg har bare aldrig kunne konstatere hvorfor.. nu er han 5 år. 

Hans far fik konstateret add som voksen her for 2 år siden. Jeg bryder mig ikke om den person han er blevet efter diagnosen. Han har altid haft svært ved at organisere sig, holde fokus og havde meget nemt til stress.. og nu vidste vi da hvorfor.. men det er som om diagnosen bliver hans undskyldning for alt nu. Hans dårlige livskvalitet generelt. Han siger der intet er at gøre for ham, han sidder fast, for man kan ikke ændre den dysfunktion han har i hjernen.. og nej, det kan man ikke. Men som pædagog ved jeg at der er masser af muligheder for at lære nye strategier for at klare sig bedre i hverdagen. Det mener han ikke er rigtigt. Vi gik i øvrigt fra hinanden for 4 år siden, og han har vores søn hver anden weekend. Han magter ikke mere.

Nå men.. vores dreng har denne uforklarlige uro i kroppen .. den er der hele tiden. I hænder og fødder. Og det gør, at han ikke ligner én der hører efter når man taler med ham.. men det gør han som regel. Han går bare rundt imens. Han løber også meget. Og bliver hurtigt træt i kroppen. Og han råber.. og snakker konstant. Der er intet aggressivt i ham, han er meget glad, mennesker han kan blive åh så frustreret og vred.. hvilket som regel hurtigt er ovre igen. Det værste er den konstante uro.

Som mor vil jeg bare gerne tage og smide hans uro væk.. for det hæmmer ham. Hans koncentration og måde at være sammen med andre på. Bekymringen opstår også i børnehaven, og vi får sammen kontakt til børnefysioterapeuter, hvor han nu går 1 gang i ugen. Her er det helt tydeligt hvor hans problematikker ligger. Han er klart en dreng med mange kompetencer og mange kreative ideer og stor lyst til at bruge sin krop. Han kan godt koncentrere sig om en ting, men han kan også lynhurtigt springe fra, hvis ikke det interesserer ham. Han virker meget impulsstyret - ser han noget spændende skal det spørges ind til eller prøves også selvom han havde gang i noget andet først. 

Jeg er bekymret over hans uro. Hans far begynder blot at fortælle om sig selv når jeg drøfter mine tanker med ham.. jeg tror han synes det ville være hyggeligt at hans søn fik samme diagnose, for han elsker at kalde ham en tro kopi af sig selv. Men far har bare så store problematikker at det gør ondt på mig, hvis dette er tilfældet. Han må ikke ende som sin far. Jeg ved hvor svært han har det. 

Hvis jeg skulle krydse af, hvilke typiske adhd symptomer min søn viser, så er det de fleste af dem. Men jeg har alligevel aldrig set det som et kæmpe problem herhjemme. Han er urolig i kroppen, men det er ikke noget vi ikke kan holde ud som mange forældre siger til børn med adhd.. at de sommetider er ved at give op og bliver dybt frustrerede.. i en sådan grad oplever jeg det ikke. Men der ér noget... måske er det fordi vi er gode til fast struktur og klare rammer og regler herhjemme. Jeg ved det ikke. 

Kan man have en mild form for adhd? 

Kan nogen berette for mig, hvordan det er at have et barn med adhd?

Og jer uden børn med adhd, hvad tænker i, når i hører et barn have det? 

Åh jeg ville være så ked af det, hvis han ender ud i diagnosen. Ikke fordi han ville blive et andet barn.. men for det første pga hans far.. det skræmmer mig. For det andet for omverdenen.. der følger så mange ting med..



Jeg kender ikke meget til mennesker med ADHD men vi er så heldige at bo overfor nogle helt fantastiske mennesker, som har EEG hjernetræning - de har vildt gode erfaringer med at hjælpe især børn og unge med ADHD.

Nu kan jeg jo ikke se hvor du kommer fra idet du er anonym, men ved at de har træninger flere steder i landet. Måske det også var noget for hans far?

Her er Linket http://www.eegtraining.dk/velkommen, men hvis jeg var dig ville jeg ringe og snakke med dem. De er flinke og rare.

 Line

Anmeld

21. marts 2013

Anonym trådstarter

Aagaard skriver:



Jeg kender ikke meget til mennesker med ADHD men vi er så heldige at bo overfor nogle helt fantastiske mennesker, som har EEG hjernetræning - de har vildt gode erfaringer med at hjælpe især børn og unge med ADHD.

Nu kan jeg jo ikke se hvor du kommer fra idet du er anonym, men ved at de har træninger flere steder i landet. Måske det også var noget for hans far?

Her er Linket http://www.eegtraining.dk/velkommen, men hvis jeg var dig ville jeg ringe og snakke med dem. De er flinke og rare.

 Line



Tusind tak for info, det vil jeg helt klart se nærmere på  

Anmeld

21. marts 2013

Anonym trådstarter

StineW79 skriver:

Har en kammararet der har add, hvilket har hæmmet ham på rigtig mange punkter i livet. Da jeg først mødte ham for 11 år siden, var det første jeg dengang spurte en fælles veninde om var " har ham Per ADD eller noget?" Dengang havde han ingen diagnose. 

Det har bla betydet at han ik har ku overskue økonomi og en helt masse andre ting. Ku ik sidde stille, snakkede hurtigt og skiftede hele tiden emne osv.

Her for 2 år siden kom han endelig i behandling, og han er pludselig meget mere koncentereret, har fået styr på sine pengesager.

Han ka selv nu fortælle at det før i tiden føltes som et stort orkester, der bare spillede i hans hovede uden en dieregent til at styre det hele. Det betød at han aldrig helt vidste hva han sku lytte efter.

Efter han er begyndt i pille behandling, har orkesteret fået en dieregent, der styre det hele. Han ka ha en alm samtale, koncenterer sig om alt og leve et helt normalt liv. Og nu overvejer ham og hans kone om de ska starte familie. 

Jeg er pædagog, og har mødt mange børn, normale og dem der er lidt anderledes. Jeg elsker at der ik er nogen børn der er ens!! Vh stine



Sikke en god beskrivelse  Min søns far sagde noget ala det samme da han kom på medicin. At han så ikke tager den er noget andet.. i de perioder han gør kan jeg klart høre forskel. hans frustrationstærskel er en helt anden og han får lidt mere styr på tilværelsen. 

Anmeld

22. marts 2013

StineW79

Profilbillede for StineW79
Anonym skriver:



Sikke en god beskrivelse  Min søns far sagde noget ala det samme da han kom på medicin. At han så ikke tager den er noget andet.. i de perioder han gør kan jeg klart høre forskel. hans frustrationstærskel er en helt anden og han får lidt mere styr på tilværelsen. 



Det er simpelhen også vildt så stor en forskel det har betydet for ham. Han gik også og var bange for hva folk ville sige, når de fik det at vide. Men vi vidste det jo godt og var bare glade for at han endelig havde fået noget hjælp, så han ku blive rigtig glad og få lidt ro i sit liv.

Han var også bange for at medicinen ville ændre ham, så han ik ville føle sig, som sig selv. Heldigvis ka han selv mærke at det er blevet bedre, og han er blevet meget glader.

Men syntes det er vanvittig så dyr medicinen er. Det er helt urimelig! Vh stine

Anmeld

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.