Jeg har altid vidst at min dreng var mere urolig end andre børn. Ligefra han var helt lillebitte. Jeg har bare aldrig kunne konstatere hvorfor.. nu er han 5 år.
Hans far fik konstateret add som voksen her for 2 år siden. Jeg bryder mig ikke om den person han er blevet efter diagnosen. Han har altid haft svært ved at organisere sig, holde fokus og havde meget nemt til stress.. og nu vidste vi da hvorfor.. men det er som om diagnosen bliver hans undskyldning for alt nu. Hans dårlige livskvalitet generelt. Han siger der intet er at gøre for ham, han sidder fast, for man kan ikke ændre den dysfunktion han har i hjernen.. og nej, det kan man ikke. Men som pædagog ved jeg at der er masser af muligheder for at lære nye strategier for at klare sig bedre i hverdagen. Det mener han ikke er rigtigt. Vi gik i øvrigt fra hinanden for 4 år siden, og han har vores søn hver anden weekend. Han magter ikke mere.
Nå men.. vores dreng har denne uforklarlige uro i kroppen .. den er der hele tiden. I hænder og fødder. Og det gør, at han ikke ligner én der hører efter når man taler med ham.. men det gør han som regel. Han går bare rundt imens. Han løber også meget. Og bliver hurtigt træt i kroppen. Og han råber.. og snakker konstant. Der er intet aggressivt i ham, han er meget glad, mennesker han kan blive åh så frustreret og vred.. hvilket som regel hurtigt er ovre igen. Det værste er den konstante uro.
Som mor vil jeg bare gerne tage og smide hans uro væk.. for det hæmmer ham. Hans koncentration og måde at være sammen med andre på. Bekymringen opstår også i børnehaven, og vi får sammen kontakt til børnefysioterapeuter, hvor han nu går 1 gang i ugen. Her er det helt tydeligt hvor hans problematikker ligger. Han er klart en dreng med mange kompetencer og mange kreative ideer og stor lyst til at bruge sin krop. Han kan godt koncentrere sig om en ting, men han kan også lynhurtigt springe fra, hvis ikke det interesserer ham. Han virker meget impulsstyret - ser han noget spændende skal det spørges ind til eller prøves også selvom han havde gang i noget andet først.
Jeg er bekymret over hans uro. Hans far begynder blot at fortælle om sig selv når jeg drøfter mine tanker med ham.. jeg tror han synes det ville være hyggeligt at hans søn fik samme diagnose, for han elsker at kalde ham en tro kopi af sig selv. Men far har bare så store problematikker at det gør ondt på mig, hvis dette er tilfældet. Han må ikke ende som sin far. Jeg ved hvor svært han har det.
Hvis jeg skulle krydse af, hvilke typiske adhd symptomer min søn viser, så er det de fleste af dem. Men jeg har alligevel aldrig set det som et kæmpe problem herhjemme. Han er urolig i kroppen, men det er ikke noget vi ikke kan holde ud som mange forældre siger til børn med adhd.. at de sommetider er ved at give op og bliver dybt frustrerede.. i en sådan grad oplever jeg det ikke. Men der ér noget... måske er det fordi vi er gode til fast struktur og klare rammer og regler herhjemme. Jeg ved det ikke.
Kan man have en mild form for adhd?
Kan nogen berette for mig, hvordan det er at have et barn med adhd?
Og jer uden børn med adhd, hvad tænker i, når i hører et barn have det?
Åh jeg ville være så ked af det, hvis han ender ud i diagnosen. Ikke fordi han ville blive et andet barn.. men for det første pga hans far.. det skræmmer mig. For det andet for omverdenen.. der følger så mange ting med..