Tulipan skriver:
der tør stå frem og sige at det ik altid er himlen når ens kæreste/mand har et barn i forvejen?
El er jeg en af de få der har det hårdt med det, syntes bare uanset hva side man kommer ind på så roser folk det til skyerne, men går man ind på de hjemme sider der hjælper folk der har problemer med det osv så er der mange brugere der.
Jeg er ik altid lige glad når vi skal have hans datter på besøg, det er ik fordi at hun ik er sød men efter vi har fået Emil og hendes mor lavede vrøvl så er det bare ik det samme for mig mere som det var før.
Kan da fortælle dig, at min mand har været gift engang før vi mødte hianden.
Denne kvinde havde 2 børn, som begge var i præpuberteten, og det gik så over i ren pubertet medens de var gift.
I guder, det var et helvede for min stakkels mand. De der 2 børn og moderen spillede hele tiden hianden ud mod ham, så han endte med at blive taberen.
Derfor svor han, at han aldrig igen ville gifte sig med en kvinde med børn, og slet ikke halvstore børn.
Nå den ed brød han da heldigvis, da ham mødte mig, men jeg kan da så inderligt godt forstå ham.
Og så skal jeg da sige, at jeg selv er sådan, at jeg ville have meget svært ved at elske andres børn lige så meget som mine egne. Jeg havde engang en kæreste, der havde 2 små drenge. Og jeg måtte med skam indse, at jeg havde meget, meget svært ved at tage disse 2 varyler ind i mit hjerte, som tiden gik.
Men det skyldtes så også at deres mor var helt igennem rædselsfuld og deres opdragelse var horribel, og så var der bare dette "noget" ved disse 2, jeg ikke kunne definere, og som gjorde at jeg ikke kunne se mig selv i rollen som deres papmor uanset hvor meget jeg holdt af deres far.
Jeg ved så, at det senere gik helt galt med dem begge, så om jeg instinktivt allerede dengang vidste, at der var noget "råddent inde i æblerne" ved jeg ikke, for jeg elsker børn, og har let ved at tage dem ind i mit hjerte. Herregud da jeg har været plejemor og reservemor for et utal af børn og unge, og alle har de haft, og har stadig al min kærlighed.
Men jeg tror egentligt, at det vigtigste er, at være ærlig over for sig selv og erkende, at man bare ikke er typen, der kan elske andre end sit eget afkom.
Så det synes jeg ikke du skal have dårlig samvittighed over.
Jeg tror at du skal arbejde med, at du kan være sød over for "det andet barn" i dit liv, at du ser det som et lille menneske, som har brug for din støtte og din omsorg, og placér det så der på den rette hylde.
Selvfølgelig skal du være omhyggelig med ikke at gøre forskel, det er utroligt vigtigt. Du skal give barnet en fair behandling og altid huske hvad du selv ville ønske, hvis du var i "det fremmede" barns sko, og hvad ville du ønske for dit eget barn i lignende omstændigheder.
Og så må du huske at for barnets far, er det HANS barn...også.
Det er svært, men det er den eneste udvej.
Kærligst
Sussie
