Er jeg den eneste

Znuzke skriver:

Du skal huske på at sådan siger hun højst sandsynligt også til hendes mor.
Og alt afhængigt af hvordan forholdet til ex'en er, så vil hun måske indrømme det - men hvis forholdet er anspændt vil de færreste indrømme at de får den smidt i nakken Men det er altså meget almindeligt, og ikke nødvendigvis et udtryk for at hun er forkælet.

Hun er forkælet hehe

Kan kun tilslutte mig at det absolut ikke er en dans på roser at have et bonusbarn.

Min mand har en datter på nu 12 år, som jeg har kendt siden hun var 5 år og vi har været en del af hinandens liv rigtig længe. Det gør det dog ikke spor lettere og slet ikke nu, hvor hun for alvor er kommet i puberteten og er bevidst om langt flere ting end da hun var 5 år.
Oven i hatten så er hende liv hos os og hos sin mor vidt forskelligt, hvilket hun for alvor mærker nu.
Hun sætter tit spørgsmålstegn ved ting som bliver gjort hjemme hos hendes mor og hos os, samt spørger om ting som jeg synes er ting hendes mor bør tage en snak med hende om (naturligvis svar jeg hvis hendes mor ikke giver hende et svar) og hun prøver virkelig at få kombineret hendes to liv i et.

Nej det er bare ikke en dans på roser og man kommer aldrig til at elske dem på samme måde som sine egne.

Znuzke skriver:

Du skal huske på at sådan siger hun højst sandsynligt også til hendes mor.
Og alt afhængigt af hvordan forholdet til ex'en er, så vil hun måske indrømme det - men hvis forholdet er anspændt vil de færreste indrømme at de får den smidt i nakken Men det er altså meget almindeligt, og ikke nødvendigvis et udtryk for at hun er forkælet.

jeps.... var lige nøjagtigt det jeg ville til at skrive.
jeg har 2 drenge som er på overnatning ved deres far en gang hver anden uge. hver eneste gang de kommer hjem derfra SAAAVNER de deres far og hver gang vi skælder dem ud (når de kommer hjem) savner de ham også rigtigt meget. men adspurgt indrømmede faderen at "ja sådan er det også her"
han er ellers en af dem der aldrig normalt indrømmer at der er problemer og kigger underligt på os hvis vi nævner et problem.

Miamaja skriver:



Ja, man skal altid huske.. at vaelger man at faa barn med en, saa er man altid for resten af livet, forbundet  til denne person.

derfor vil jeg opfordrer alle derude til, at taenke sig meget grundigt om, naar man vaelger at blive gravid med en. Du vil nemlig haenge paa ham/hende resten af livet

åh jeg er ked af at lyde meget negativ.... men den er altså ikke nem den der.
jeg giver dig gerne ret i at man skal tænke sig grundigt om....ingen tvivl der. men du kan ikke på nogen måde forudse hvordan en mand vil reagere på den store omvæltning at blive far. og selv om 2 mennesker elsker hinanden utroligt højt og ønsker at skabe et barn i kærlighed.... så er der ingen garanti for at tiden ikke ændrer folk.
så du kan på ingen måde være sikker på at din kæreste vil være der de næste 18 år...selv om du har tænkt dig nok så grundigt om inden du blev gravid.
tingene arter sig bare ikke altid som man ønsker det.

suanne85 skriver:



Hun er 4 hende her, og ik særligt nemt faktisk.

Men ja en 2 årig vil være nemmere el en baby. Tror også det er nemmere for den der bor med moren som barnet bor fast ved end at være sammen med den der har sammenkvem. Tror jeg i hvert fald

Det er IKKE nemmere at have barnet boende...
Jeg har prøvet begge dele, og det er MEGET nemmere at være weekend forældre...dog er det helt sikkert bedst for "vores" barn at bo hos, det er et meget bedre liv med faste rammer og det har helt sikkert været det der har været brug for. Vi er glade for at have barnet boende men det er bestemt ikke nemmere
hehe.....

Jeg har en stedsøn på 6 år. Jeg har det svært når han er her - så du er ikke alene Jeg har altid været glad for børn og "kidnappet" andres børn når vi har været til komsammener.

Men nu, har jeg det sværrere og det er jeg ked af. Men min kæreste har det også svært med hans søn, da han mener at han er blevet meget påvirket af hans mor, så man slet ikke kan se noget af min kærestes personlighed i sønnen længere. Det er måske også derfor jeg har det svært. Jeg er pinlig og jeg skammer mig, for jeg troede at man bare skulle elske det her barn, men det gør jeg ikke. Kæresten ved godt hvordan jeg har det, men det er stadig drøn svært...

Altså nu taler jeg fra den biologiske mors side her er det mine børn, men de har nu en dejlig bonusfar og ved da han ikke altid synes det er let og vi taler heldigvis åbent om det. Situationen er den at jeg har 2 piger med 2 mænd den ene på 9 år ser sin far (bor der faktisk pt.) og den anden er hos mig og kender kun bonusfar og han opfatter hende også som sin.

Den store bliver meget påvirket af sin far, som ikke synes vi er gode nok eller for den sags skyld at der er nogen grund til at hun har et forhold til sin lillesøster. Så når hun har hørt den smøre i pt. 12 dage af gangen har vi et hyr med at få hende til at acceptere og behandle lillesøster ordentligt når hun er her.

Det går ham(min kæreste) på både fordi han som sagt opfatter Danielle som sin egen og har en beskyttertrang og for det andet i den henseende at det bekymrer ham at det bliver ligesådan med kommende fællesbørn.
I det hele taget er Nadia bare en helt anden støbning end Danielle (fordi hun også er uder hans opdragelse jo) og hendes opførsel er på mange måder kompliceret og irreterende for os.

Jeg håber selvfølgelig stadig på at vinde hende, og at når vi har hende hverdag og påvirker hende mest kan vende hende så det bliver lettere at leve under samme tag. Men tiden må vise, jeg har nogengange tænkt den "grimme" tanke at taber jeg bliver jeg måske nødt til at slippe hende helt, for jeg kan ikke håndtere hende sådan som han får hende til at være, ej heller holde ud at se hvordan han nedbryder ødelægger hende. Men sker det kan man nok ikke gøre det alligevel, der er jo bare et blodsbånd, men hun/situationen er ikke nem.

Sweet1978 skriver:

Altså nu taler jeg fra den biologiske mors side her er det mine børn, men de har nu en dejlig bonusfar og ved da han ikke altid synes det er let og vi taler heldigvis åbent om det. Situationen er den at jeg har 2 piger med 2 mænd den ene på 9 år ser sin far (bor der faktisk pt.) og den anden er hos mig og kender kun bonusfar og han opfatter hende også som sin.

Den store bliver meget påvirket af sin far, som ikke synes vi er gode nok eller for den sags skyld at der er nogen grund til at hun har et forhold til sin lillesøster. Så når hun har hørt den smøre i pt. 12 dage af gangen har vi et hyr med at få hende til at acceptere og behandle lillesøster ordentligt når hun er her.

Det går ham(min kæreste) på både fordi han som sagt opfatter Danielle som sin egen og har en beskyttertrang og for det andet i den henseende at det bekymrer ham at det bliver ligesådan med kommende fællesbørn.
I det hele taget er Nadia bare en helt anden støbning end Danielle (fordi hun også er uder hans opdragelse jo) og hendes opførsel er på mange måder kompliceret og irreterende for os.

Jeg håber selvfølgelig stadig på at vinde hende, og at når vi har hende hverdag og påvirker hende mest kan vende hende så det bliver lettere at leve under samme tag. Men tiden må vise, jeg har nogengange tænkt den "grimme" tanke at taber jeg bliver jeg måske nødt til at slippe hende helt, for jeg kan ikke håndtere hende sådan som han får hende til at være, ej heller holde ud at se hvordan han nedbryder ødelægger hende. Men sker det kan man nok ikke gøre det alligevel, der er jo bare et blodsbånd, men hun/situationen er ikke nem.

Frank har også tit nævnt at han har tænkt på at droppe hende. Har indeni tænkt YES, men har sagt at det syntes jeg ikke han skal, han vil fortryde det og det er jo hans datter. Og tror heller ik han mener det, er bare når det nogen gange er ekstre hårdt med problemerne så køre den lige lidt længere ud end den skal.

Hende den lille skriver:

Jeg har en stedsøn på 6 år. Jeg har det svært når han er her - så du er ikke alene Jeg har altid været glad for børn og "kidnappet" andres børn når vi har været til komsammener.

Men nu, har jeg det sværrere og det er jeg ked af. Men min kæreste har det også svært med hans søn, da han mener at han er blevet meget påvirket af hans mor, så man slet ikke kan se noget af min kærestes personlighed i sønnen længere. Det er måske også derfor jeg har det svært. Jeg er pinlig og jeg skammer mig, for jeg troede at man bare skulle elske det her barn, men det gør jeg ikke. Kæresten ved godt hvordan jeg har det, men det er stadig drøn svært...

Hende her er også præget MEGET af sin mor, det er helt vildt, både madvaner osv. Men vi får hende dog til at spise det mad  vi får, for hun kan jo godt lide det, er bare vantil at få at vide af sin mor at hun ikke kan, fordi hendes mor ikke kan.
Og så så mange andre ting. Lyder faktisk som herhjemme det du  siger.

Hvor er det modigt af dig at tage emnet op. Jeg ved - af erfaring - at det bestemt er et emne, der kan afføde nogle spydige og ikke rare bemærkninger.

Jeg er selv stedmor til en pige på 7 år. Jeg har været i hendes liv siden hun var 4 år. I starten boede hun hver anden uge hos mor og hver anden hos os. Det var ikke nemt for hende og hun trivdes ikke. Så vi prøvede at få hende fuld tid, men det ville hendes mor ikke (hvilket jeg godt kan forstå). Så nu er hun hver anden weekend hos os. Min mand og jeg har selv et barn og nr. 2 på vej. Og det er bestemt ikke let. Hun er ikke et let barn og når hun er hos os, bliver der skældt mere ud (hendes far) og det går ud over os alle. Jeg har talt med ham om det og generelt taler vi meget åbent omkring de problemer der er - også dem der er med hende.

For hvorfor er det ok, at jeg indimellem siger, at nu er det hans dreng (vores fælles søn) og far må tage sig af ham, når jeg ikke har overskud. Men ikke ok at sige, at han altså må tage sig af sin datter (stedbarn), når jeg syntes hun bliver for meget?

Og i min verden kan jeg til tider syntes at min egen dreng er umulig og selvfølgelig må jeg også have lov til at sige at min steddatter er umulig.

Jeg indrømmer gerne at min tålmodighed med min steddatter er mindre end med min egen dreng. Og jeg syntes det er svært at hun bliver opdraget helt forskellig fra mine egne børn - fx må hun gerne bande hos mor, og kommer i seng når hun har lyst... mv., hvor jeg helt klart er mere striks - hvilket min steddatter har meget svært ved at acceptere.

Når min mand ind imellem har svært ved at forstå forskellene, så plejer jeg at sammenligne med min søsters børn (som også kan være total umulige) og sige, at hans tålmodighed med dem, jo heller ikke er lige så stor som med hans egne børn.

Men ja, det er svært med bonus/stedbørn og det handler jo også om, at jeg jo gerne vil gøre det godt, men ramler ind i en umulig opgave - da det ikke er mit ansvar at opdrage hende (hvilket det ville være på en helt anden måde, hvis hun boede fuldtids hos os), jeg kan kun være med fra sidelinien og det er frustrerende.